Guide: Verdens vildeste øhop på Maldiverne

ANNONCE

Maldiverne består af 1.200 paradisøer, der ligger som perler på en snor i Det Indiske Ocean. Dit fly lander på den ene ø, hovedstaden ligger på en anden ø, og dit hotel er placeret på en tredje ø.

En revhaj glider stille igennem det klare havvand. Den svømmer rundt under pontonerne på vandflyet, og jeg kan se dens elegante bevægelser fra mit sæde inde i flyet. Kort efter sætter rotorbladene i gang, flyet bevæger sig væk fra broen og ud på det åbne hav.

Piloten speeder op, og flyet letter. Jeg har netop forladt en af Maldivernes 1.192 små paradisøer og er på vej videre til den næste. Det lille fly larmer, og komforten er elendig, men det er ligegyldigt, for når jeg kigger ud igennem det lille flyvindue, glemmer jeg alt.

Under mig ligger nemlig en perlerække af øer, og set oppefra er det et fortryllende syn. Midt i det store blå hav dukker først en grøn ring op, som er dér, hvor koralrevet starter, og vandet bliver lavere. Så kommer den kridhvide ring om øen, som er sandstranden, og til sidst den frodiggrønne bevoksning inde på midten af øen. Wauw!

Maldiverne er et 800 kilometer langt ørige, og ud af landets 1.200 øer er kun cirka 200 beboet. Det er perfekt til et moderne Robinson Crusoe-eventyr. Tilmed er det kun de øer, som ligger tættest på hovedstaden, der kan nås med båd. Resten kræver et vandfly. Og det er en ankomst, som er James Bond værdig, når du træder ud af vandflyet for at starte din ferie.

Maldiverne er en drømmedestination for mange mennesker med smukke strande, klart vand og hvidt sand. Foto: Kenneth Karskov

Vild luksus ved ækvator

Mange af de bedste overnatningssteder på Maldiverne har deres egen ø. På den måde er en tur til Maldiverne anderledes end et øhop i eksempelvis Thailand eller Grækenland.

På Maldiverne har de små hoteløer nemlig ingen landsby, ingen små butikker og ingen lokale restauranter. Her findes dit hotel og intet andet. Det gør Maldiverne utroligt afslappende. Der er ingen stram tidsplan med sightseeing, men blot lidt snorkling. Ingen lange busture, kun korte spadsereture. Ingen stress, kun afslapning.

Det hører med til historien, at Maldivernes øer sjældent er store. Jeg er landet ved en ø, som er én kilometer lang og 200 meter bred – og den er langt fra den mindste. Derfor er det også helt almindeligt, at visse dele af hotellet er bygget på pæle ude i vandet. Det gælder for den bungalow, jeg skal tilbringe de næste par nætter i.

Egentlig minder den mere om et lille sommerhus end et klassisk hotelværelse. Her er soveværelse, stue, stort badeværelse, walk-in-garderobe, aircondition, solterrasse og pool. Hele herligheden står ude i vandet.

En smal bro fører ind til øen, hvor hotellets restauranter, bar og andre faciliteter ligger. Uden for min dør står en cykel, så jeg kan tage på opdagelse. Cykle ud til en øde strand, suse ned til squashbanen eller hente en vaffelis i det lille ishus.

Stedet er Six Senses Kanuhura. En del af den verdensomspændende Six Senses hotelkæde, som har en vidunderlig evne til at finde unikke steder at placere deres hoteller på. De overdådige omgivelser kunne nemt stjæle al min opmærksomhed, men det skal hurtigt vise sig, at naturen overstråler det hele. Som den ofte gør på Maldiverne.

Book et ophold på Six Senses Kanuhura lige her.

»Skildpaddelufthavn«

»Vi kalder stedet for en skildpaddelufthavn,« siger guiden, mens hotellets båd arbejder sig igennem Det Indiske Ocean. Det er en smuk sommerdag med høj sol, blå himmel og et blikstille hav. Jeg er på vej til Kuredu-hulerne i den nordlige del af Maldiverne, en kort sejltur fra hotellet.

»Skildpadderne elsker det her sted. De gemmer sig i grotter og under koralrevets fremspring langt under havoverfladen. Med jævne mellemrum er der afgang nede fra dybet, når skildpadderne skal op for at få en mundfuld frisk luft,« forklarer guiden.

Jeg hopper i med min maske og snorkel, og kort efter dukker den første skildpadde op. Den kommer nede fra dybet og glider lige forbi mig. Tættere på end jeg havde regnet med. Det er de flotte, grønne havskildpadder, som holder til her.

Suppeskildpadder, som vi kalder dem på dansk, bliver op til 1,5 meter lange og vejer op mod 200 kg. Skildpadderne kan holde vejret i to timer, hvis de er inaktive, men ellers skal de op til overfladen oftere.

Det er betagende at være så tæt på de flotte dyr. En masse farvestrålende fisk har også gjort Kuredu-hulerne til deres hjem, og jeg glider igennem store stimer og føler mig som midtpunktet i en dyreudsendelse på tv.

Legesygt og lækkert

Vandflyet på Maldiverne fungerer til tider som en lokalbus. Du kan være heldig, at det stopper ved et andet resort på vejen for så at fortsætte til din destination. Det er nemlig en oplevelse i sig selv, hver gang flyet letter og lander på vandet.

Denne gang er jeg en af de første, som skal af. Jeg er taget ud til en af Maldivernes dyreste og mest eksklusive øer. Stedet hedder Soneva Jani, og det må være enhver Instagrammers drøm. Lad mig forklare. Jeg overnatter i en af de mindste bungalows, som er på hele 411 m2.

Den er indrettet med masser af lyst træ, som sender mine tanker i retning af et svensk sommerhus. Indenfor findes en række overraskende detaljer, eksempelvis er der et glasgulv i noget af stuen, så jeg kan sidde i sofaen og kigge på farvede fisk, som svømmer under huset.

Book et ophold på Soneva Jani lige her.

På Soneva Jani kan du bo i din egen villa med stor solterrasse, privat pool og vandrutsjebane altsammen bygget på pæle ude i havet. Foto: Kenneth Karskov

Jeg har også min egen pool, der ligesom resten af hytten står på pæle i havet. Et lille køkken med vinkøleskab, som vil koste hele opsparingen, hvis jeg ikke besinder mig. Jeg har også tilknyttet en »barefoot guardian«, som er en slags butler, jeg må ringe til 24 timer i døgnet, hvis det mindste behov opstår.

På husets førstesal er der bygget en hyggelig terrasse med spisekrog og én ting mere, som skal vise sig at få mit indre legebarn frem: En vandrutsjebane. Jeg sætter mig til rette i det store blå rør, som fører fra førstesalen og direkte ud i Det Indiske Ocean. Skubber fra med hænderne og glider ned ad vandrutsjebanen. Der kommer god fart på og PLASK, siger det så. Min krop rammer vandet med et ordentligt skumsprøjt. Et par svømmetag i det lune havvand, og jeg er henne ved stigen og kan løbe op og tage en tur mere.

FAKTA
Om Maldiverne

Maldivernes små øer nyder godt af en sval brise fra havet og gennemsnitstemperaturer på 28 grader om dagen og 23 grader om natten. Stort set året rundt, og dermed er Maldivernes klima perfekt til en strandferie.

Regnsæsonen, som typisk går fra maj til november, kan give korte, kraftige regnskyl. Det er dog blevet sværere at forudsige det globale vejr, og også på Maldiverne oplever de, at sæsonerne forskubber sig.

Husk på, at Maldiverne består af 1.192 øer og strækker sig 800 km fra nord til syd. Så du kan opleve dårligt vejr i den ene ende af landet, og fantastisk vejr i den anden ende.

Priser
En flybillet til Maldiverne koster fra omkring 7.500 kroner med Emirates via Dubai. På strækningen fra København til Dubai flyver du med verdens største passagerfly, Airbus A380. Se mere på emirates.com.

Hoteller på Maldiverne fås i mange prisklasser. Fra små guest houses på de lokale øer til 500-600 kroner i døgnet til de overdådige femstjernede resorts til mange tusinde kroner pr. nat.

Six Senses Kanuhura koster fra 3.134 kroner pr. person pr. nat i et delt dobbeltværelse inklusive morgenmad og middag. Prisen afhænger af sæson, opholdets længde og villatype. Se mere på sixsenses.com.

Heritance Aarah koster fra 5.002 kroner pr. person pr. nat i et delt dobbeltværelse. Det er all-inclusive med al mad, drikke og alkhol inkluderet i prisen. Se mere på heritancehotels.com.

Soneva Jani koster fra 10.988 kroner pr. person pr. nat i et delt villa med vandrutsjebane og morgenmad. Igen, prisen er afhængig af årstid, varighed, villatype etc. Se mere på soneva.com.

Transporten ud til de små øer kommer oveni prisen. Prisen varierer afhængig af afstanden fra hovedstaden, men typisk er det flere tusinde kroner.

Prisen på mad er højere i Maldiverne end i andre asiatiske lande. Vær også opmærksom på, at alkohol er forbudt på de lokale øer og kun tilladt på hoteløerne.

Mange hoteller på Maldiverne tilbyder all inclusive, hvilket kan være en overvejelse værd. Der er nemlig tårnhøj told på alkohol, og det kan være overraskende at se sin yndlingsvin koste 8-10 gange prisen i Danmark.

Den slags bekymringer er elimineret med en god all inclusive-pakke.

Stjernekigger

Maldiverne bliver ofte omtalt som en romantisk destination. Jeg tror, den flotte stjernehimmel er en del af forklaringen. Lysforureningen er så lille på de små øer, at jeg kan se Mælkevejen med det blotte øje. Det her er et skønt sted at se på stjerner.

En aften spiser jeg en »stjernekigger middag« med en astronom, der fortæller levende om fjerne planeter og
lysende stjerner. På et tidspunkt kører han et teleskop op fra en hemmelig lem i gulvet og giver mig lov til at se det hele igennem den kraftfulde linse. Det her sted bliver ved med at overraske. Efter middagen vender jeg tilbage til min hytte, og med min nyerhvervede viden er det blevet tid til at aktivere en ting, jeg har fundet i natbordsskuffen.

Nemlig en lille fjernbetjening. Et enkelt tryk aktiverer en motor i loftet. Langsomt begynder taget at bevæge sig, og så åbenbarer nattehimlen sig over sengen. Det er alligevel vildt. Taget er kørt til siden, og jeg kan nu ligge i min seng og kigge direkte op på månen, Mælkevejen og stjernerne.

Snorkling på Maldiverne er i særklasse. Foto: Kenneth Karskov

Eventyr i cementjunglen

Udover de små »hoteløer«, hvor hvert resort har sin egen ø, består Maldiverne også af en række lokaløer. Det er her de lokale maldivere bor. Hvis du lægger alle Maldivernes øer ved siden af hinanden, er landet cirka halvt så stort som Bornholm. Til gengæld bor her en halv million mennesker.

Hovedstaden Malé er da også et af de tættest befolkede steder på jorden. Den ligger på en ø, som blot er 8 kvadratkilometer og hjemsted for omkring halvdelen af befolkningen. Langt de fleste turister rejser i en stor bue udenom hovedstaden. Jeg er dog en eventyrlysten sjæl og nysgerrig på, hvordan bylivet på en ø i Det Indiske Ocean ser ud.

Så for en stund er de smukke, øde sandstrande afløst af asfaltjungle. Herinde går folk på café, i skole og køber friske varer på markedet. Motorcyklerne pisker rundt i gaderne, taxaerne samler kunder op, og de små lastbiler transporterer varer rundt. Her er butikker, restauranter og pengeautomater. Til gengæld er der langt mellem de grønne områder, og det føles, som om hver en kvadratcentimeter er bebygget.

Hovedstaden har nok til et par timers sightseeing. Jeg starter ved ministerierne, moskéen og de gamle bygninger. Maldiverne var et britisk protektorat fra 1887 til 1965, og et par enkelte vidnesbyrd fra den tid står tilbage. Turen fortsætter ad byens handelsstrøg, hvor der sælges tøj, elektronik, kolonialvarer og alt derimellem.

Undervejs forklarer min guide om livet i byen, og til sidst slutter turen ved markedshallerne. For selvfølgelig er her et stort fiskemarked. I et land omgivet af vand til alle sider spiser de masser af fisk, og særligt tun er populært. Tun indgår i flere lokale karryretter samt i blandt andet Mas Huni, der består af stykker af røget tun med fintrevet kokosnød og citronsaft. Masroshi, som er små kager fyldt med tun og Bis Keemiya som er en slags forårsruller med tun. Jeg er sikker på, at du fornemmer mønstret, og dermed er det nok ingen overraskelse, at tun på dåse er en af Maldivernes store eksportvarer.

Fiskemarkedet ligger ned til havet, og ude foran svømmer en gruppe hvide rokker rundt. De ser tamme ud, som de afsøger vandet her. Jeg tænker, at de nok får resterne fra markedet, når fiskene er skåret op og solgt.

Ny ø, nye oplevelser

Jeg søger tilbage mod de små paradisøer, og denne gang hedder stedet Heritance Aarah. Det er et femstjernet resort med ry for dygtige kokke, som ofte vinder de lokale mesterskaber, når hotellerne dyster mod hinanden. Solen er langsomt ved at gå ned, da jeg står på en af hotellets både med en fiskeline i hånden. Efter at have set den flotte fangst inde på markedet og set, hvordan havet bugner af fisk, har jeg lyst til at prøve mit held. Det er den gode gamle teknik med en simpel spole og en krog med madding. Ned i vandet og så vente tålmodigt, indtil der kommer et ryk i linen.

Vi er en lille flok på skibet, og de første er allerede begyndt at hive fisk op af vandet. Pludselig kan jeg også mærke det. Haps, der er noget på krogen. Og så trækker jeg snøren ind. Fisken stritter imod, men til sidst dukker en smuk blåfinnet trevalle op for enden af linen. Bingo! »Skal jeg tage fisken med ud i køkkenet og tilberede den?« spørger én fra hotellet. Det er tilsyneladende en fremragende spisefisk, jeg har fanget.

I fællesskab har vi fyldt to store spande med eksotiske fisk fra revet. De er i forskellige farver og former, og med navne, jeg aldrig har hørt før. Månen skinner fra en skyfri nattehimmel, da vi sejler retur. Det er den perfekte afslutning på mit eventyr. Jeg har nydt at hoppe rundt mellem de små øer med hver sin personlighed. Og jeg har i den grad bidt på krogen. For Maldiverne er ø-hop i en klasse for sig.

Book et ophold på Heritance Aarah lige her.

Det er de smukke, øde sandstrande, som lokker folk til Maldiverne. Foto: Kenneth Karskov

FRI var inviteret af Six Senses, Soneva, Heritance og Nyhavn Rejser.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 8. februar 2025.

Læs også reportagen fra et særligt luksusresort på en indonesisk øgruppe her