Cypern: Solskinsøen med de smukke strande, turkisblå hav – og en usædvanlig historie

Cypern har Europas eneste delte hovedstad, men blandingen af tyrkisk og græsk kultur gør bare maden endnu bedre – og historien vildere.

Guiden Finn sætter sin gamle FN-baret på skrå. Turisterne i bussen bliver lidt stille. For her er ikke bare en guide i en højstemt orange uniformsskjorte, men også en, der faktisk selv har været her, dengang Cypern ikke kun var et ferieparadis, men også et nyt land, der havde brug for beskyttelse af FN-soldater.

Vi krydser først den græsk cypriotiske kontrolpost og herefter den tyrkisk cypriotiske kontrolpost og kommer til den del af Famagusta, som i dag ligger hen som en spøgelsesby. En by, hvor den græskecypriotiske del af befolkningen fik tre
timer til at samle alt, de havde kært, mens den tyrkiske hær nærmede sig.

Det var i 1974, og indtil der gik storpolitik og kupforsøg i den, havde de muslimske tyrkere og de kristne grækere levet i relativ fredelig sameksistens på en ø, som er så vant til invasion, at det giver et gevaldigt rod i stednavnene. Romere, grækere, korsriddere og senest briter er nogle af dem, der har forsøgt sig med at få fingrene i Cypern, som i dag er et
selvstændigt medlem af EU.

Og nu går vi turister altså rundt i denne forladte spøgelsesby, hvor husene mangler vinduer og døre, og fuglenes fløjten er den højeste lyd. De lilla orkidétræer kender ikke til storpolitik og smyger sig om de efterladte huse og minder os om, at
selv magtmænd ikke kan tøjle naturens skønhed.

Og bedst som man står med den tanke, får et par turister skæld ud for at fotografere FN-kontoret, som engang var en restaurant. Nu er der en kat og en soldat, der kigger lige dovent på turisterne, mens mange af skiltene fra byens storhedstid blafrer afskallede i brisen, og Finn fortæller.

Han har guidet turister rundt på øen i så mange år, at han blandt de andre guider går under navnet »Gammelfar« eller »Gammel Dansk«. Han er den type, der laver et fjollet ansigt, når han har sagt noget sjovt, så vi ved at vi skal grine, og det gør vi også, for Finn kan sit kram. Men så har han lige det ekstra gear, at han kan fortælle om dengang, han først blev forelsket iCypern for mange år siden, da hanvar i de fredsbevarende FN-styrker.

Cypern er virkelig også nem at forelske sig i, og med 340 solskinsdage om året og de smukkeste strande og den lækreste mad, så skal man bare af sted. Man kan sagtens nappe en uge på en liggestol, men en tur til en forladt by skal man ikke snyde sig selv for. Hvor kan man ellers se det?

ABBA og skudhuller

5. april 1970 kom to svenske par til Cypern for at holde ferie, men det blev hurtigt arrangeret, at de skulle optræde for de svenske FN-soldater. Det var fire år før, de vandt det europæiske Melodi Grand Prix. Björn og Agneta var netop blevet forlovet på flyet herned, og de øvede sig på balkonen på Twiga Tower Hotel, som i dag står tomt og truende faldefærdigt
med skudhullerne fra den tyrkiske invasion.

Koncerten gik efter sigende ikke så godt – parrene spillede svenske popsange og forsøgte sig med lidt komedie mellem numrene, men bandet, som dengang kaldte sig selv for ”Festfolket”, skiftede to år senere navn til ABBA, og deres tidlige sange lever videre i musicalen Mamma Mia, som foregår på en lille græsk ø.

Cypern er ikke en lille græsk ø. Den er en stor ø, som er sig selv, og som lever med den opdeling der gør, at totre procent af Cypern er bufferzone, og det britiske militær har omkring fire procent af øen til sine baser, som de har beholdt, siden de forlod øen i 1960.

Dog har de efterladt den irriterende vane med at køre i den forkerte side af vejen! Men cyprioterne er et venligt folkefærd, der på praktisk vis simpelthen bare har indført, at udlejningsbiler har røde nummerplader, så man er advaret om, at bilens fører muligvis har lidt svært ved at finde ud af færdselsreglerne.

Turisme er i dag Cyperns største indtægtskilde, og efter Sicilien og Sardinien er det den tredjestørste ø i Middelhavet.

Løvehjerte og lerfigurer

Tilbage ved en af de mange smukke strande ved Protoras: De små, slanke tyrkerduer flyver nysgerrigt tæt på, himlen er så blå, at den kun overgås af havet, og i baggrunden anes bjergene, der sørger for vand til øen, når sneen smelter.

Og apropos duer – turtelduer – så er det hyggeligt at gå langs strandpromenaden og se de mange bryllupper, der skal til at gå i gang. Hotel efter hotel er pyntet op, gæsterne har indfundet sig i diverse variationer af hør og silke og store forventninger, mens brudeparrene selvfølgelig føler sig som de vigtigste brudepar i verdenshistorien. Men der var altså andre før dem.

Den nok mest kendte korsridder af alle, Richard Løvehjerte, fik 12. maj 1191 sin Berengaria af Navarra i kirken i Limassol, som man stadig kan besøge.

Man kan ikke lade være med at le ad – eller måske med? – de små lerfigurer på Larnakas arkæologiske museum, som har mange fine fund, og gode forklaringer – også på engelsk, modsat mange græske museer – om alle de forskellige perioder i
øens historie.

Sjovest er de mange kvinder, som ler til en på tværs af tid med et blik som damer altid har haft i øjnene, når livet med børn og husholdning blev en smule for meget. Og det er ret skønt at grine med nogen fra en svunden tid og føle, at vi er de samme, bare nu med klipklapper og solhat og råd til at tage en uge væk fra de huslige pligter.

Skråt over for museet ligger en engelsk privatskole, og i nærheden en græsk-britisk børnehave. Længere nede findes »American Academy«, en highschool tæt på Beirut Bakery, og på vej ud af byen er ruinerne af en tyrkisk akvædukt, som var i brug helt op til 1930erne. Sådan er det med Cypern: Landet kan ikke sættes i bås.

Dog kan man sige, at hvis man skal sammenligne med Grækenland, så er maden mere varieret her på grund af alle de mennesker, der var her før os med sine opskrifter. Der er mange udenlandske studerende på Cypern, og i det hele taget er her en dejlig fornemmelse af, at landet er en smeltedigel af alle mulige kulturer.

Klinker og skinker

Duften af rosmarin blander sig med en støvet fornemmelse af gamle oliventræer, og pludselig regner det midt på øen. På vej mod de gamle udgravninger ved Kourion er der store reklamer i landskabet for ejendomsmæglere – på engelsk – som tegn på, at nogen stadig ønsker at eje et stykke af denne ø.

Finest er Eustolius’ hus med 35 rum, der senere blev givet til borgerne og indrettet som offentligt bad. I gulvet står »velkommen og hav det godt i huset« – det var for alle, kvinder og mænd, rig og fattig, som trængte til et bad oppe på toppen af bakken, hvor den lille by lå, inklusiv et amfiteater med udsigt over havet.

Har man været på andre græske øer eller fastlandet, så behøver man måske ikke se endnu en udgravning, selvom den er fin. Måske er det tid til et glas vin?

Den cypriotiske regering forærede på et tidspunkt de trængte vinbønder ni forskellige vinranker, blandt andet Cabernet, Shiraz og Riesling, og det er der kommet helt nye vine ud af – og en opblomstring af vinmarker og en tiltrængt håndsrækning til landet, som er et af de ældste vinlande i verden. Nu er der vinruter, så du kan køre rundt til de forskellige vingårde.

Vi stopper ved Zambartas Wineries i Agios Amvrosios og smager blandt andet Xynisteri og Not-Orange, som ikke er en orange vin, men bare ligner. Der er flere par, der er kørt ind forbi denne dag, hvor Marleen har travlt med at hælde op i glassene. Flere af hvidvinene har en alkoholprocent på 12,5, fordi Cypern har de højest beliggende vinmarker i Europa, og vinen er dyrket under høje temperaturer. Og som Marleen siger, så er de gode til både morgenmad og frokost.

Hun serverer lækker skinke og kan fortælle, at halloumien, som faktisk er opfundet på Cypern, er blevet til blandt andet ved, at køerne får resterne fra vinproduktionen – ingen hellige køer her.

Ny ost og gammelt håndværk

Når man ankommer til en by i en turistbus, gælder det om at pile væk fra de mest besøgte gader, som når man
ankommer til den billedskønne Lefkara. Og gør man det, finder man nemlig nogle, som bor der og godt gider tale med én. Som Elli Raouna, der sidder foran sin butik og broderer det, der sælges mest af: Duge og servietter med oliven, for som hun siger: »Turister blev det, vi kom til at leve af, og det er også helt ok.«

Mindst lige så yndig, men knap så fyldt med turistbutikker, er Choirokitia, som har en vibe af, at her bor mange kunstnere – også dem, der kan kunsten at lave halloumi, som på ingen måde minder om dem, man kan købe i danske supermarkeder, der føles som at tygge på en badering. Hos Petros Workshop kan man både købe de sødeste sivkurve og booke en oste-lektion. Og på en af caféerne i de små snørklede gader kan man få sig en Keo, den cypriotiske øl, som den græskkatolske kirke ejer tyve procent af.

Den delte hovedstad

Nicosia er Europas eneste delte hovedstad. Byen er delt af en demilitariseret zone, »den grønne linje«, der adskiller den græskcypriotiske sydlige del fra den tyrkiskcypriotiske nordlige del, og sådan har det været siden 1964, hvor der var sammenstød mellem de to befolkninger.

Det er en storby, og som sådan måske ikke så interessant uden for den gamle bymur. Inden for murene er det til gengæld hyggeligt at gå rundt blandt citrontræer og palmer og prutte om priserne.

Føler man sig faret vild i de små gader, eller har mistet retningssansen midt i en overophedet prutten om prisen på en tyrkisk badekåbe, skal man bare følge den blå stribe på jorden, som viser trygt tilbage til grænseovergangen.

Den tyrkiske side er lidt mere chillet med mænd, der sidder i skyggen på torvet og spiller backgammon og drikker kaffe, og igen må man sige, at selvom Cypern kan prale af smukke strande og badevand så blåt. Den største attraktion ved Cypern er dog de mennesker, der bor der.

Ved den græske overgang til den gamle bydel står en bænk med et simpelt ord bøjet i mosaik: »Peace«. Selvom vi ikke ser et eneste tegn på fjendskab mellem øens beboere, må man sige: Fred kan man godt ønske for så fin og venlig en ø.

Lad os give guiden Finn det sidste ord: »En genforening kan først ske, når næste generation kommer til orde, og når der ikke længere er folk, som savner deres gamle hus eller den by, de blev fordrevet fra.«

Man kan kun håbe.

Indtil da: Cypern er for dig, der vil have sol på næsen. Men snyd ikke dig selv for øens historie.

Vil du udforske andre destinationer i Europa? Se mere her.

FRI var inviteret af Spies.

Coverbilledet er fra Shutterstock.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 21. juni 2025.