malta malta

5 tips til Malta: Fra overdådig barok til oliven i verdensklasse

ANNONCE

Malta er kendt for sine gyldne sandstrande, azurblå vand og en dramatisk historie med korsriddere og belejringer. Her er fem ting, du skal opleve på den lille middelhavsø – både helt nye attraktioner og små ukendte perler. 

1. En odyssé gennem Maltas historie

Dørene åbner automatisk, og pludselig befinder vi os i 1500-tallets Malta, hvor Johanniterordenens korsriddere er under angreb fra den store osmanniske hær.

Det drabelige slag udspiller sig på en stor stenvæg foran os, hvor de livagtige detaljer projiceres op, mens lyden af kanoner og musket-geværer fylder rummet. 

Det er umuligt at komme uden om historien på Malta, for øens strategiske placering midt i Middelhavet har gennem mere end 7.000 år tiltrukket stormagter fra Mellemøsten, Nordafrika og store dele af Europa, som har kæmpet om kontrollen over øen.

Fønikere, arabere, romere, normanner, franskmænd, briter – alle har de sat deres præg på Malta i forskellige perioder, og det gælder ikke mindst korsridderne, som herskede over øen i mere end 250 år. Som besøgende kan det være svært at få greb om det hele, og et godt sted at begynde er Odyssey Malta.

I attraktionen Odyssey Malta føres man via en række visuelle tableauer gennem hovedtrækkene i Maltas historie. Foto: Odyssey Malta

I den nyåbnede attraktion føres man gennem hovedtrækkene i Maltas historie i en række visuelle tableauer, som benytter den nyeste AV-teknologi til at gøre fortællingerne levende.

Vi bevæger os først op gennem historien i forskellige rum med vægprojektioner, inden turen går videre til øens første og eneste Flying Theatre, hvor vi tager plads i sædet og spændes forsvarligt fast.

Så går det ellers løs i en halsbrækkende virtuel flyvetur på tværs af Maltas mange historiske vartegn, byer, landskaber og under havoverfladen ved hjælp af flysimulatorteknologi, 5D-effekter og et gigantisk cirkelformet lærred. 

Den nye attraktion er placeret i øens højeste bygning – det 121 meter høje Mercury Towers fra 2020, og Odyssey-billetten inkluderer en tur med elevatoren op til en udsigtsplatform på øverste etage, hvorfra man har storslået udsigt til Maltas tætpakkede byområde langs kysten på begge sider af hovedstaden Valletta. Den samlede oplevelse tager omkring 45 minutter. 

Se mere på odysseymalta.com

2. En skattekiste af barok i Vallettas katedral

I år 60 e.v.t. var apostlen Paulus på vej til Rom for at blive stillet for retten. Der rasede en voldsom storm over Middelhavet, og apostlen led skibbrud lige ud for Maltas kyst.

Han reddede sig imidlertid i land og tog ophold på øen, hvor han indførte kristendommen. Derfor hører det maltesiske folk til blandt verdens ældste kristne. 

Sådan lyder sagnet, og selv om ingen helt ved, om det er sandt, så er der ingen tvivl om, at kristendommen (fortsat) fylder meget på Malta.

Øen har sammen med naboøen Gozo hele 365 kirker – en for hver dag i året, og kronjuvelen blandt dem er St. John’s Co-Cathedral i hovedstaden Valletta – den tidligere ordenskirke for ridderne i Johanniterordenen, som blev opført i 1578. 

Set udefra gør katedralen ikke meget væsen af sig med sin spartanske facade af gule sandsten, men så snart man træder indenfor, åbenbarer der sig en skattekiste af barokudsmykninger fra gulv til loft.

St. John’s Co-Cathedral siges at være verdens mest dekorerede kirke, og når man står og ser rundt i det store rum, er det umuligt at finde blot et lille hjørne, som ikke er udsmykket.

Det er et overvældende syn, og øjet fanges hele tiden af denne ene interessante detalje efter den anden.

Alene kirkens gulv er en guldgrube af fortællinger, for det består af 400 forskellige gravsten, som hver er en mosaik i marmor i mange forskellige farver med våbenskjolde og andre smukke detaljer.

Under gravstenene ligger nogle af Johanniterordenens vigtigste riddere begravet, og de ældste grave går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. 

Katedralen i Valletta rummer også, hvad der betegnes som 1600-tallets vigtigste maleri – det næsten 20 kvadratmeter store »Johannes Døberens halshugning« af den italienske maler Caravaggio.

Han blev inviteret til Malta af Johanniterridderne i 1607, og selv om han kun opholdt sig på øen i 15 måneder, nåede han at male sit største og bedste maleri her.

Caravaggio var dog noget af en sjuft, og et slagsmål med en ridder fik ham til at falde i unåde på øen.

Han blev sat i fængsel i Skt. Angelo-fæstningen i Birgu på den anden side af Vallettas havn, men det lykkedes ham på mirakuløs vis at flygte, og han dukkede siden op på Sicilien små 100 kilometer mod nord.

I katedralens tilhørende museum kan man se en interessant, dramatiseret kortfilm om Caravaggios tid på Malta og hans berømte maleri.

Se mere på stjohnscocathedral.com

3. Olivenfarm og lokale delikatesser 

For 2.000 år siden, da øen var en del af Romerriget, havde Malta en stor produktion af olivenolie. Men araberne, som invaderede øen i 870, fjernede oliventræerne for i stedet at dyrke bomuld og citroner.

I dag oplever olivenproduktionen på Malta en ny opblomstring, og de seneste år er der plantet over 150.000 importerede oliventræer på øen. 

En af dem, der arbejder på at genoplive de gamle traditioner, er Charles Bugeja, som driver olivenplantagen Ta’ Xmun.

Charles arbejdede i mange år i olie- og gasindustrien for danske Maersk Drilling rundt om i verden, heriblandt et par år i Esbjerg. Nu er han gået på tidlig pension og har i stedet for sort olie kastet sig over olivenolie.

Han begyndte for 20 år siden at plante de første oliventræer på jordstykket, som han har han arvet fra sin far, og i dag rummer plantagen otte forskellige sorter af oliventræer – heriblandt de sjældne »Maltese Pearl«, som giver hvide frugter. 

Olivenolien har dybe traditioner på Malta, og lokale ildsjæle har pustet nyt liv i produktionen. Foto: Jan Aagaard

»Maltese Pearl er en olivensort, som kun findes på Malta, men der er kun 70 træer tilbage på øen og syv af dem står i min plantage. Det er vigtigt at bevare vores traditioner og de oprindelige olivensorter,« fortæller Charles.

Hans plantage er ikke stor, og den fylder kun en lille del af den samlede olivenproduktion på Malta, som i dag løber op i cirka 5.000 ton om året. »Jeg vil hellere have kvalitet end kvantitet,« siger Charles. 

I Ta’ Xmun-plantagen kan man smage de lokale oliven og andre delikatesser. Foto: Jan Aagaard

Efter en rundvisning i plantagen er det tid til at smage på olivenolien.

I skyggen i plantagens gårdhave hælder Charles en lille smule ufiltreret olie op i et snapseglas og fortæller, hvordan vi skal holde olien i munden et stykke tid og suge luft ind mellem tænderne for at få den fulde smagsoplevelse.

Den tyktflydende olie smyger sig om tungen og kradser i halsen, da vi endelig synker den. Men det er helt normalt, siger Charles, som lovpriser oliens mange sundhedsfremmende egenskaber.

På bordet foran os står der også brød, som vi kan dyppe i olivenolie på traditionel maltesisk vis, og små skåle med hele oliven i forskellige udgaver og hjemmelavede delikatesser som bønnepastaen bigilla, fåreosten gebejna og tynde pizzastykker med tomatsovs og oliven.

Se mere på »Ta’ Xmun Olive Grove« på Facebook. Besøg kan arrangeres efter aftale.

4. Romantisk picnic i vinmarken

Vi bliver budt velkommen ved indgangen til den moderne vingård, hvor en værtinde står klar til at ledsage os ud i marken.

Her er der bygget borde og stole af europaller inde imellem rækkerne af vinplanter, så hvert selskab får sit helt private »rum« med vinplanter som naturlig afskærmning til de øvrige gæster. Bordet er fint og enkelt dækket op med dug, blomster, stearinlys og service. 

Da vi har fundet os til rette, kommer værtinden med vand og en flaske kølig hvidvin – en fyldig egetræslagret Chardonnay, som gården årligt producerer 4.000 flasker af.

Vi skåler og nyder udsigten til vinrankerne, mens solen langsomt sænker sig over bakkerne mod vest. I baggrunden strømmer afslappet loungemusik ud af højttalerne.

Lidt efter vender værten tilbage med et stort tapasfad med blandt andet pølse, lufttørret skinke, ost, oliven, tapenade, druer, jordbær og friskbagt brød. 

Så er der dækket op til picnic midt mellem vinrankerne. Foto: Jan Aagaard

Vi har booket en ’picnic i vinmarken’ og kan hygge os med mad og vin resten af aftenen. Da mørket falder på, tændes lyskæden, som hænger over bordet fra den ene vinranke til den anden. Så får man næppe mere romantiske omgivelser på Malta. 

Øens vinhistorie går helt tilbage fra ​​fønikernes ankomst i det 8. århundrede før vor tidsregning.

I de følgende århundreder blomstrede vinproduktionen under forskellige herskere, men gik derefter i stå under det britiske styre i 1800-tallet.

Maltas vinproduktion har først for alvor fået en renæssance i de seneste årtier, og i 2007 fik øen sin egen kvalitetsklassifikation DOK.

Foruden de lokale druesorter Gellewza (rød) og Girgentina (hvid) dyrkes der især Chardonnay, Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon. Malta og naboøen Gozo har tilsammen cirka 20 certificerede vingårde.

Se mere på tabetta.com (vingårdens picnics skal bookes på forhånd)

REJSETIPS
Vejen til Malta

Landet Malta består af tre øer – hovedøen Malta, naboøen Gozo, som kan nås med færge fra Malta på 25 minutter, og den lille ø Comino med kun en beboer.

Både SAS og Norwegian flyver i sommerhalvåret direkte fra København til Malta. Flyvetiden er lidt over tre timer. Fra lufthavnen midt på Malta går der ekspresbusser til forskellige byer på øen. Ellers kan man tage en Uber, som fungerer perfekt på Malta, eller taxa til destinationen.

Der er masser af overnatningsmuligheder på hoteller, guesthouses eller Airbnb på Malta – især på kyststrækningen fra Valletta og nordpå. Nogle af øens gamle paladser er omdannet til smukke boutiquehoteller, hvis man går efter noget særligt.

Man kan komme rundt på det meste af Malta med de offentlige busser eller hop-on-hop-off sightseeing-busser. Ellers er Uber et godt og forholdsvis billigt alternativ. 

Guidebogen ”Turen går til Malta” (Politikens Forlag) er i foråret 2025 udkommet i en opdateret udgave. 

Se mere på visitmalta.com

 5. Frilandsmuseum med gårdhave og historisk køkken

Maltas traditionelle landbrug med dyrkning af korn, grøntsager og frugt er under pres i disse år, hvor byerne breder sig og de unge hellere vil arbejde med at udvikle computerspil og finansielle services end at slide i landbruget.

Dermed risikerer en hel kulturarv at gå tabt, men den lokale bonde Carmel Busuttil har besluttet, at det skal være anderledes.

Carmel har i løbet af de seneste 20 år indsamlet utallige redskaber og andre artefakter fra landbruget og det traditionelle maltesiske køkken, og nu har han skabt sit eget lille frilandsmuseum.

Det er indrettet i et smukt hus, som Carmel selv har opført i klassiske gule, maltesiske sandsten. Museet åbnede i begyndelsen af 2025 og håber at tiltrække både maltesere og turister.

»Jeg vil gerne være med til at bevare de traditionelle ting og traditioner for fremtidige generationer,« fortæller 58-årige Carmel, som har været landmand hele sit liv. 

Museet er indrettet i et køligt underjordisk rum, hvor man kan se samlinger af traditionelle markredskaber, historisk køkkenudstyr, vinbeholdere, kornkværne og meget andet.

Væggene er udstyret med QR-koder, som man kan scanne med sin telefon for at få historier om genstandene og traditionerne (på engelsk).

I gårdhaven ovenover har Carmel etableret en traditionel, æseltrukket vandmølle, ligesom man her finder en lille souvenirbutik, hvor man blandt andet kan købe maltesisk honning, olivenolie og marmelade. Det er også muligt at købe friske grøntsager fra Carmels egne marker.

Se mere på taxxierfa.com

 FRI var inviteret af Visit Malta, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Europa? Find flere artikler her