Dansk vinbonde i Portugal guider til oplevelser i Porto

Eva deler sit liv mellem Danmark og Portugal, hvor hun og hendes mand, Miguel, har to vingårde. Hun fortæller om det at være vinproducent og giver tips til området omkring sin anden hjemby Porto.

»Se,« siger Miguel og peger på en klase helt spæde druer, som han nænsomt holder i hånden under de skyggefulde blade i de uendelige rækker af vinstokke.

»De små druer skal smide den her grå hinde, for ellers kan de ikke udvikle sig til modne vindruer,« forklarer han og studerer dem med kendermine, før han må fiske mobilen op af brystlommen og på klingende portugisisk besvare et insisterende opkald.

Scenen er sat på en let overskyet, men ikke desto mindre hed sommerdag på Quinta de Carapeços – den ene af de to vingårde, som Eva og Miguel ejer. De ligger i Vinho Verde-regionen tæt på Amarante stik øst for kystbyen Porto i det nordlige Portugal. 

Snakken går om vejret, vindruernes beskaffenhed og ikke mindst høsten i sensommeren. For Eva og Miguel er dybest set landmænd, der bekymrer sig om årets høstudbytte. Hvor stor vil høsten blive? Hvor mange flasker vin kan det mon give i år? For nok er de to vingårde et familiært »kærlighedsforetagende,« men bundlinjen skal naturligvis også holde. 

Miguels familie er fra området, og han har tilbragt en stor del af sin barndom mellem vinrankerne. Vindyrkning er en lang tradition på quintaerne (vingårdene) i Miguels familie, og de kan føre historien tilbage til 1300-tallet. På hver eneste flaske vin, der udgår fra det tilhørende vineri, står der 1338 på proppens forsegling, som et vidnesbyrd om den lange historie. 

Vingårdene er gået i arv til Miguel, og det er en forpligtelse for ham og Eva at føre dem videre i samme ånd efter hans far. Så Eva har to hjem; ét i København og ét i Porto – så hun deler sit liv 50/50 mellem Danmark og Portugal.

Mellem to verdener

Eva, der oprindeligt er fra Aalborg, har været ansat 25 år i Mærsk og flyttede i sin tid til Portugal, fordi hendes daværende mand arbejdede for tøjfabrikanten InWear, der havde sin produktion i Portugal. Hun boede der fra 1997 til 2000, hvor hun lærte landet og sproget at kende. I dag har Eva to deltidsjobs – det ene er baseret i København i den finansielle sektor, og det andet er et shippingrelateret job for et hollandsk firma.

»Jeg synes, det giver en god afveksling at have to jobs. Opgaverne er forskellige, og det gør det nemmere at holde dem adskilt. Det er klart, at det kræver en vis fleksibilitet at få det til at fungere, ikke bare fra mig, men også fra mine arbejdsgivere. Jeg er heldigvis begunstiget med chefer, der er indforstået, og den tillid og respekt, der er mellem os, gør det muligt,« forklarer Eva, der dog stort set altid »er på«.

Eva glæder sig altid lige meget, om hun skal krydse gennem København på sin bedstemorcykel, eller om hun er i Porto og nyder det lokale køkken eller en espresso hos Fernando nede ad gaden. Men bliver man ikke en smule rastløs af at leve i to lande?

»Man skulle tro, at det ville give en vis rodløshed, men for mig giver det energi, for der er altid meget at nå, når jeg ankommer enten det ene eller det andet sted. Netop dét at veksle mellem to kulturer, to sprog, to familier og vennekredse fungerer rigtigt godt for mig. Der går i hvert fald ikke ‘hverdag’ i tingene,« fortæller Eva.

Det er bestemt ikke fordi, Eva er utilfreds med forholdene i Danmark, at hun har søgt udenlands. Hun elsker Danmark og København, men har boet i mange forskellige lande i forbindelse med sit arbejde, og alle steder har været en stor oplevelse.

»Om sommeren er der jo intet sted bedre end Danmark, og jeg værdsætter i høj grad vores hjemlige værdier og traditioner, men jeg er også åben overfor andre folk og kulturer. Jeg tror på, at man må udforske verden for bedre at forstå og værdsætte sin egen baggrund og kultur,« siger Eva.

Portos nye ansigt

Porto er Evas anden hjemby, og hun har kendt den helt fra dengang, hvor den var temmelig forsømt, og hvor der ingen remote-arbejdere var. Byen har oplevet en stor tilstrømning af udlændinge, der arbejder digitalt, og det har betydet, at flere ejendomme i dag sættes i stand, og at restauranter skyder op i rigt mål.

»Jeg synes, at Porto har fået meget mere at byde på kulturelt i dag, end da jeg flyttede hertil for første gang. Modsat mange andre storbyer i Sydeuropa kan man også her begå sig på engelsk uden problemer,« fortæller Eva.

En af fordelene ved Portugal er noget så håndgribeligt som prisniveauet. Selvom alting er steget voldsomt siden corona-pandemien, kan man spise ude for en brøkdel af det, man ville betale i Danmark. Det gør også, at folk her i større udstrækning går ud og spiser med familie og venner, end de fleste ville gøre i Danmark. Portugiserne mødes gerne i byen i stedet for derhjemme.

»Den umiddelbare forskel, man mærker, hvis man kommer til Portugal, er, at portugiserne generelt er utroligt imødekommende og hjælpsomme mennesker, hvor danskere måske er mere reserverede,« siger Eva, og giver eksempler på, hvordan familielivet også er anderledes i Portugal. 

»Jeg har boet i Italien, Spanien og nu Portugal, og alle disse steder har jeg bemærket særligt én ting, som er anderledes end i Danmark. Sydeuropæerne tager sig utroligt godt af deres ældre. De involverer dem i deres dagligdag, og de føler ansvar og glæde ved selv at tage sig af ældre familiemedlemmer. Det er for eksempel ikke usædvanligt at se tre generationer være ude til frokost på en søndag. Det kunne vi måske lære lidt af i Danmark,« konkluderer Eva.

Portugals ædle dråber

Under Nellikerevolutionen i midten af 1970’erne, overvejede Miguels familie at flytte til udlandet. Men til en start blev Miguel sendt til franske Bordeaux for at studere økonomi. Familien blev dog i Porto, og da Miguel kom tilbage, arbejdede han som finansdirektør i diverse firmaer samt inden for ejendomsudvikling. Senere gik han ind i familiefirmaet og udviklede vingårdene til den virksomhed, de er i dag. Men hvordan er det egentlig at være vinbonde i Portugal i 2025?

»Portugisisk vin er generelt ikke så kendt, men portugiserne er meget tro mod deres vine, og størstedelen af flaskerne fra vores vingårde bliver solgt i Portugal. Mange har dog fået øjnene op for vinen, og vi oplever, at vores portugisiske vine bliver præmieret i internationale konkurrencer. Cirka 30 procent af produktionen sælges til udlandet,« fortæller Eva, der aldrig forsømmer muligheden for at være ambassadør for Portugals delikate vine.

De sælger sporadisk deres vin online i Danmark, men bruger ikke nogen distributør. Deres sortiment spænder fra hvidvin, rosévin og rødvin til bobler og en dessertvin af den sene høst.

»De druesorter, vi har, er de hvide druer Alvarinho og Trajadura, og de røde druer Espadeiro og Vinhão. Vinhão er særlig, fordi den har rødt skind og frugtkød. Det ses ikke ofte. Den giver en meget intens, næsten lilla farve på vinen,« forklarer Eva.

God vin afhænger af mange forskellige faktorer. Det er jordbundsforhold, soltimer, klima, vedligeholdelse af vinstokkene og ikke mindst tålmodighed. På quintaerne har man granit-undergrund, og klimaet er påvirket af Atlanterhavet, som omkranser landet.

Årets høst hyldes

»Det hårde arbejde starter i realiteten efter høsten i september. Først skal vinstokkene have en periode med ro, og over vinteren skal alle vinstokke beskæres. Dette arbejde skal færdiggøres før marts. Derefter kommer alt arbejdet, der relaterer til druerne og deres udvikling. På Quinta de Carapeços tilstræber vi en vin, der udvikles så naturligt som muligt,« fortæller Eva.

Når vindruerne er høstet, går Eva rundt i vindruer til hofterne. De røde druer presses med fødderne, og i de dage trækker quintaens folk i vaders og går i timevis rundt i de store kar. Det er en langsommelig proces, men den er mere blid ved druerne.

»Det er meget charmerende, for der synges lokale sange, mens man ‘tramper,’ og til frokost mødes alle omkring det store træbord til simple, lokale retter, som stiller en god appetit. Det er nogle virkelig hyggelige dage. Det er en måde at glædes over, at høsten er i hus, og at mange måneders arbejde er tilendebragt,« siger Eva.

I adegaen (vineriet) tager Eva en flaske vin op af en kasse, og på etiketten står der Quinta de Carapeços med et fint svunget emblem. På bordet står en etiketmaskine, en hyggelig, gammel model med en rulle med klistermærker med etiketten på. Det er ikke så smart og nymodens, men det fungerer – ligesom stålvintankene nede i enden af hallen, der udgør vineriet, hvor vindruerne kommer ind og gennem en lang proces omdannes til liflige vinsmage.

Historiens vingesus

Vinproduktion er langsommelig og sirlig, og intet må overlades til tilfældighederne. Når man studerer emblemet på etiketten nærmere og senere får fornøjelsen af at besøge Quinta de Carapeços hovedhus – en statelig hvid dame på kanten af vinmarkerne, så går tingene op i en højere enhed. De portugisiske fliser i trappeopgangen er nemlig dekoreret med det smukke emblem.

»Logoet på etiketten er fra våbenskjoldet af Carvalho-familien, som Miguel er en del af. De var de første i familien, der er registreret som ejere af jordene tilbage i 1338,« fortæller Eva.

Man mærker  ikke så lidt af historiens vingesus, når man bevæger sig rundt mellem vinstokkene. Den ene vingård, Casa do Logarinho, er Miguels oldefars hus, som hans farmor siden overtog sammen med adegaen. I dag bruger Eva og Miguel huset som deres sommerhus. Det blev i sin tid sat i stand til bolig for Miguels familie.

»Over tid kunne vi godt tænke os at udvikle gårdene til turisme; en form for boutiquehotel og/eller mødefaciliteter med mulighed for overnatning. Det er oplagt med de skønne omgivelser, og så vil vi jo kunne tilbyde en introduktion til vinproduktion. Der er et stykke vej endnu til det mål, men vi synes, at rammerne er på plads, så det er den vej, vi ønsker at gå i fremtiden,« slutter Eva.

Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 23. august 2025.

Drømmer du om at rejse til Portugal? Find flere artikler her