Guide til Lanzarote – i kunstneren César Manriques fodspor

Kanarieøerne lokker med et solsikkert ophold, og det er skønt, men man kan godt savne kultur og æstetik i løbet af en uges badeferie. Det har Lanzarote til overflod, takket være en fremsynet lokal kunstner.

Lanzarote ser ikke ud som de andre kanariske naboer, og det kan vi takke kunstneren César Manrique for.

Rundt om på lavaøen møder vi igen og igen hans æstetiske aftryk i kunstværker, arkitektur og den rå natur, som giver os et frikvarter fra de mere forudsigelige oplevelser på solskinsrejsen.

Bysbarnet fra hovedstaden Arrecife fik sit gennembrud som kunstner i Madrid og New York efter 2. verdenskrig.

Da han vendte hjem til Lanzarote i 1968 som verdensmand, havde øen ikke forandret sig, og dét image havde han lyst til at bevare.

Han fik overtalt de lokale politikere til at værne om øens unikke look med sine forslag om at redde naturen fra skæmmende byggerier og reklameskilte.

Hans bæredygtige tankegang har sat sit præg mange steder, så Lanzarote i dag har noget helt særligt at byde på mellem strandturene.

1. Fundación César Manrique: Kubistisk palads på lavamarken

Den kulørte jernmobile drejer som vinden blæser foran indgangen til Fundación César Manrique.

Sammen med en lang mur udsmykket i kunstnerens farverige, kubistiske signaturstil varsler de om, at vi har en helt særlig oplevelse i vente.

César Manrique opførte det flade, hvide palads i 1968 til sig selv på en knudret lavamark i Taro de Tahiche, da han efter tyve år i udenlandske storbyer trængte til at blive forbundet med den kanariske natur igen.

De 1.800 etagemeter er tilpasset det rå stenlandskab, der er skabt efter to vulkanudbrud i 1700-tallet.

Her er panoramavinduer, der går midt ned i lavaen, skæve underjordiske trapper og grottelignende opholdsrum foran pool-området med loungemøbler, der ligger noget fra den futuristiske animationsserie The Jetsons.

Det hele står intakt som tidsbilleder fra dengang, han gjorde Lanzarote til et hotspot. Samtidig fungerer det som mindestue og museum for hans samling af egen og andres kunst samt arbejdsplads for den fond, som varetager hans kulturpolitiske interesser.

2. Jardín de Cactus: Kultiveret kaktuspark

Lige uden for Jardín de Cactus kan man opleve den otte meter høje kaktus-skulptur i metal.

Den står som et symbol på det hårde arbejde, lokale bønder gennem tiden har udført i Guatiza og Mala med at dyrke kaktusser, der er værtsplanter for cochenillelusen, hvis karminrøde farvestof blandt andet bliver brugt i kosmetikindustrien.

César Manrique så skønheden i det barske område og opfordrede kommunen til at gøre en tidligere losseplads med lava-småsten til en seværdighed som kultiveret kaktuspark, så turister kunne blive klogere på de stikkende planter.

Parken blev efter Manriques anbefaling opført som et amfiteater, hvis rustikke stengærder beskytter kaktusserne mod den stærke vind.

Der vokser tusindvis af forskellige arter i alle størrelser og faconer, og nogle af dem havner på tallerkenen som eksotisk frokost i caféen under parkens andet vartegn, en af Lanzarotes ikoniske vindmøller.

3. Casa-Museo del Campesino: Hvis hyldest til bondearkitekturen

Det er svært at overse den 15 meter høje skulptur, der i kubistisk formsprog forestiller en bonde og hans kvæg, på vejen mellem San Bartolomé og Mozaga.

Manrique fik den fremstillet af fiskernes kasserede vandbeholdere og malede dem hvide, så de passede til de omkringliggende huse i den traditionelle kanariske arkitektur med grønmalet træværk.

Han kaldte sit komplette værk for Casa-Museo del Campesino som en hyldest til øens bønder, der gennem generationer har boet simpelt, mens de prøvede at tjene til dagen og vejen på den stenede jord.

De små museumsbygninger huser værksteder og butikker med typisk, lokal husflid samt en lille restaurant med egnsretter.

4. Jameos del Aqua: Den underjordiske koncertsal

Influencerne flokkes om de fotogene, turkise laguner med palmernes spejlbillede som den perfekte baggrund for dokumentation af deres besøg i Jameos del Aqua.

Selv om Manriques geniale udnyttelse af lava-landskabets overflade til en naturlig skulpturhave er flot, så er det i undergrunden, de største seværdigheder findes.

Et vulkanudbrud fra Monte Corona skabte for 3.000 år siden utallige jameos, lava-tunneller og hulrum, som kunstnerens håndværkervenner hjalp ham med at transformere.

De blev til museum, restaurant, barer, ja, selv et dansegulv til disko-aftener, men også vilde haver, saltvandssøer og habitat for endemiske arter af smådyr.

Den store åbenbaring er koncertsalen El Auditorio Natural med plads til 550 siddende gæster, indrettet i en basalt-grotte, hvis rå loft og vægge er en spektakulær kulisse for ballet og giver speciel akustik til klassisk musik.

5. Timanfaya: Månelandskabet med vulkansk køkken

Man kan ikke sige Lanzarote, uden at sige Timanfaya, og for Manrique var det månelignende landskab i Las Montañas del Fuego noget af det første, han bad lokalpolitikerne om at beskytte.

Allerede i 1970 blev hans design af Restaurante El Diablo opført på Islote del Hilario, det varmeste sted i Timanfaya, der fire år efter blev erklæret naturpark fra højeste instans i Madrid.

På grund af jordvarmen, der kun 10 centimeter nede er 140 grader og seks meter nede er 400 grader, kunne der kun bygges i sten, metal og glas, og køkkenet kører næsten udelukkende på vulkansk energi, heriblandt en åben grill.

Han nøjedes ikke med at gå op i rammerne for det kulinariske, han kortlagde også Ruta de los Volcanes, en 14 kilometers bustur ind i fortiden, der giver ekstra gåsehud, når chaufføren spiller den pompøse optakt til ’Also sprach Zarathustra’ af Richard Strauss over højttaleren.

6. Lag-O-Mar: Naturhuset, der blev tabt i kortspil

Udefra ligner det endnu et typisk kanarisk hus, men Lag-O-Mar gemmer på en sjælden indretning og en sjov historie.

Manrique blev tilkaldt for at hjælpe den britiske byggematador Sam Benady med at omdanne et lava-stenbrud i landsbyen Nazaret til en anderledes villa.

Filmstjernen Omar Sharif var på optagelser på øen, da huset stod færdig, og han faldt pladask for det anderledes look og købte det på stedet.

Matadoren kendte hans svaghed for kortspil og udfordrede ham for sjov til et slag bridge, hvor indsatsen var villaen, men Sharif vidste ikke, at hans modstander også var europæisk bridge-mester på det tidspunkt.

Han nåede kun at eje huset én dag, for han tabte og vendte aldrig tilbage. Nu er det omdannet til museum med bar ved poolen og indendørs restaurant.

7. Slow life på La Graciosa

Vi er egentlig taget op for at se Lanzarotes gamle fort, som kunstneren César Manrique og hans faste arkitekturmakker, Fernando Higueras, forvandlede til udkigsposten Mirador del Rio, der er bygget i samme bløde, hvide stil, som de andre projekter rundt om på Lanzarote.

Fra udkigspostens ovale vinduer kan vi skue ud over El Rio-strædet og over til La Graciosa, der ligger som et stykke uberørt natur i havet. Vi bliver fristet til at se nærmere på den yndefulde, langstrakte ø og tager den korte bådtur derover.

Vi ankommer til havnebyen Caleta de Sebo. Der er et lille torv, hvor nogle af de 700 faste øboere hænger ud under et skyggefuldt træ, og nogle caféer, der stiller turisternes første sult og tørst. 

Ellers sker her ikke så meget, og det er netop blevet La Graciosa’s trækplaster. Der kommer både turister på endagsbesøg og gradvis flere, der booker værelser for at nyde en længere oplevelse af bilforbud og grusveje, slowlife og zero seværdigheder.

De fleste kommer for at opleve den uspolerede natur. Øen er på størrelse med Anholt og derfor overkommelig at udforske til fods eller på lejecykler.

De mest populære mål for dem, der vil have pulsen lidt op, er ud til de to højeste punkter, Agujas Grandes på 266 meter og Agujas Chicas på 228 meter.

Ellers er øen flad som en pandekage med et fantastisk strandliv både over og under havoverfladen, ikke mindst den 100 meter lange sandstrand La Cocina få skridt fra havnebyen, men der er også tre andre mindre strande her på sydkysten og to helt øde oppe på nordspidsen.

La Graciosa har været administreret af Lanzarote som en holm lige indtil 2018, hvor den fik status som selvstændig ø og prædikat af naturpark, men den er stadig afhængig af naboen. Der er ikke noget grundvand, så de er afhængige af afsaltet vand i rørledninger tværs over strædet.

Når dagen lakker mod enden og endagsturisterne er taget tilbage til Lanzarote, er der ikke meget andet at lave end læse sine bøger, gå en tur ned til minimarkedet, besøge en af barerne eller gå på restaurant for at nyde den friskfangede fisk, som er de lokales hovederhverv – ved siden af os turister. 

Så endnu en gang tak til César Manrique for at åbne vores øjne for det smukke i det enkle.

Coverbillede: Elsebeth Mouritzen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. marts 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste kulturrejse? Find flere artikler her