Velvære på japansk: Et luksuriøst helle midt i storbyens puls

Der findes et sted i Tokyo, hvor velvære og luksus går hånd i hånd. Hvor æstetik og sundhed bliver betragtet som en livsstil. Efter to dage føler FRI’s udsendte sig allerede som en bedre udgave af sig selv.

Japans hovedstad er en eksplosion af indtryk. Alle sanser kommer på overarbejde, og lyde, lugte og synsindtryk er fuldstændig anderledes i Tokyo end andre steder. Første gang i den japanske hovedstad kan være en oplevelse for livet, og føles som at lande på en fremmed planet.

Sådan var det også for mig. Det er efterhånden ti år siden, jeg landede i Tokyo for første gang. Det stak af. Jeg var egentlig taget til Japan for at se kirsebærtræerne blomstre, hvilket i Tokyo typisk sker fra slutningen af marts til starten af april.

Dén oplevelse fik jeg da med, bevares, men jeg husker bedst turen for en uforglemmelig aften, som begyndte med et måltid, hvor jeg spiste ting, jeg stadig ikke aner, hvad er, og drak så meget sake, at den efterfølgende bytur sluttede med, at jeg fik tilkæmpet mig plads bag dj-pulten i en proppet kælderbar, og spillede Medina for et måbende japansk publikum, mens jeg i ren eufori svingede min trøje over hovedet.

Det er næsten unødvendigt at tilføje, at jeg den efterfølgende dag oplevede meget lidt af Tokyo. For jeg lå på værelset med tømmermænd, og kunne i øvrigt ikke finde min trøje.

Så kontrasten til mit forestående eventyr i Tokyo kunne umuligt være større. For jeg er taget tilbage til Japans hovedstad for at indlogere mig på et luksuriøst helle i denne fascinerende og pulserende millionby. Jeg skal tilbringe et par nætter på et sted, som er skabt i ånden af japansk arkitektur, gastronomi og velvære. En oase for både krop og sjæl midt i det enorme virvar, som Tokyo kan være.

Et af verdens bedste hoteller

Jeg prøver at tælle, hvor mange mennesker, der har bukket for mig i løbet af de seneste fem minutter, men må opgive. Der var i hvert fald én nede ved indgangen, et par stykker ved elevatoren, og en håndfuld mere ved check-in-skranken. Hver gang, jeg drejer om et hjørne, bliver der bukket, nikket og hilst på japansk.

Nogen vil mene, at det er at forvente, eftersom jeg er trådt ind ad døren til et af verdens allerbedste hoteller: Aman Tokyo.

Stedet tilhører hotelkæden Aman, der har specialiseret sig i små, overdådige luksushoteller, som kombinerer lokal kultur med arkitektonisk harmoni. Her er ingen guld og glimmer, silkepuder og tunge gardiner, lysekroner og krystalglas. Fordi luksus på et Aman-hotel handler om noget andet, nemlig gastronomi, arkitektur og velvære.

Aman-kædens hoteller ligger de mest spektakulære steder i verden, og er altid præget af en ophøjet ro – uanset om det er ved en gudesmuk strand eller midt i en millionby. Kæden har blot 35 hoteller, men blandt hotel-aficionados bliver Aman ofte betegnet som det ypperligste i verden.

Så jeg er forventningsfuld, da jeg tager elevatoren op til 33. etage i Otemachi-højhuset i Tokyos finansdistrikt. Og jeg er ved at tabe kæben, da jeg træder ud i lobbyen, der er et gigantisk rum med 30 meter til loftet. Naturligt lys strømmer ind gennem kæmpestore panoramavinduer, og udenfor vinduerne kan jeg se Tokyo i al sin pragt. Kejserpaladsets haver, det farverige Shinjuku-kvarter og sågar det ikoniske Fuji-bjerg i horisonten.

Tokyo er en by, hvor plads – normalt – er en mangelvare, og hver en kvadratmeter koster kassen. Men lige nu stirrer jeg forbløffet på et rum, som de har brugt det meste af 5-6 etager af et højhus på.

Der er kun brugt tre elementer, nemlig sten, træ og papir. Her er stengulv, træmøbler og papirloft. De øverste 10-15 meter af væggene og hele loftet er beklædt med hvidt washi-papir, så det ligner en gigantisk japansk lanterne, der hænger over hovedet på mig. Og så er her stille. Den eneste gennemgående lyd kommer fra en kvinde i en traditionel klædedragt, der spiller på et asiatisk strengeinstrument.

Hopper i fælden

Min plan er at starte i hotellets spa. Jeg har svært ved at komme i tanke om en bedre måde at lande på end en god massage. Aman Tokyo har den største hotelspa i den japanske hovedstad, så jeg tænker, at det her er det perfekte sted at få finjusteret krop og sjæl til de nye omgivelser.

Men først skal jeg have en gennemgang af mit hotelværelse. Værelse 220 er minimalistisk indrettet. Det synes at være et gennemgående tema, at alting ser simpelt ud, men i virkeligheden både er sofistikeret og gennemtænkt.

Sengen er placeret midt i rummet, så jeg kan nyde udsigten over Tokyo fra det sekund, jeg slår øjnene op. Badeværelset er gemt bag skydedøre af hvidt washi-papir, og inde bagved gemmer sig et badekar i sten, som er bygget helt op ad de store vinduer, så jeg kan tage et karbad med udsigt.

»Vi har gratis yoga og meditation i morgen tidlig klokken 7.30«, får jeg at vide under den grundige gennemgang af værelset og hotellets faciliteter. Det er en kort indskudt sætning i en lind strøm af informationer om placering af poolen, tidspunkt for morgenmaden og udvalget af restauranter.

Men samme information dukker op igen, da jeg møder op til min massagetid.

»Der ligger også en seddel med gratis aktiviteter på dit værelse. Vi har yoga og meditation klokken halv otte i morgen, hvis du har lyst«.

Da det bliver sagt tredje gang, studser jeg alligevel. Har de talt sammen? Er det en koordineret indsats? Eller blot et tilfælde, og ved de slet ikke, at de andre også har nævnt det? Jeg er en mand midt i livet, der spiller badminton to gange om ugen, jovist, men også har en stor appetit på det gode i livet. Jeg er et stykke fra den klassiske opfattelse af et yogamenneske.

»Jeg har desværre ikke yogatøj med,« forsøger jeg og indser straks, at jeg er hoppet i fælden. For selvfølgelig har de noget tøj, jeg kan låne. Så klokken 7:30 næste morgen står jeg til »Yoga og meditation«.

2.500 m2 velvære

Wellness-afdelingen på Aman Tokyo er et helt kapitel for sig. Med sine 2.500 kvadratmeter er der plads til både traditionelle japanske onsen-bade (naturlige pools ved varme kilder), et stort fitnesscenter, 30 meter lang indendørs pool med panoramaudsigt samt rum til spabehandlinger og yoga.

Det er i et af disse lokaler, jeg befinder mig. Den gode nyhed er, at jeg får en enetime denne morgen. Der skal lyde en stor tak til alle de andre, som IKKE er mødt op samt til verdens mest tålmodige instruktør, fordi hun er kommet på hårdt arbejde. Hun instruerer, opmuntrer, retter lidt og opmuntrer igen. Selv simple yogaøvelser er svære for en nybegynder, men hun er motiverende, smilende og forstående.

Jeg får strukket kroppen helt ud, og ahh, hvor er det egentligt dejligt.

»Hvordan var det så?« spørger kvinden i receptionen, da jeg afleverer lånetøjet tilbage. »Det var dejligt,« svarer jeg. »Hårdt, svært, men helt vidunderligt. Jeg har meget at lære.«

»Er det ikke skønt at udfordre sig selv og lære noget nyt?« siger hun med et smil.

Og jo, det er det jo. Jeg var egentlig taget til Tokyo for at beundre den fine æstetik, få en god massage og nyde et godt måltid. Nu blev jeg nudget til en velværeoplevelse, jeg slet ikke vidste, jeg gerne ville have.

God mad er velvære

Den slags oplevelser giver blod på tanden, så når dagens første måltid er et valg mellem vestlig eller japansk morgenmad, føler jeg mig klar på et eventyr mere.

Den vestlige del af menukortet er lang, og jeg kan få alt fra Eggs Benedict over knasende sprøde croissanter til kulsort kaffe. Det japanske morgenmåltid er en bakke med fisk, ris, omelet og en kande te.

Skik følge eller land fly. Jeg får serveret et smukt måltid bestående af friskfanget tun i tynde skiver, små skåle med grøntsager, omelet, miso suppe, salat, grillet laks og frisk frugt. Serveret i små, velafstemte portioner, og med en vidunderlig balance mellem smagene.

Det er et måltid fuld af vitaminer og energi. Jeg kigger på maden, og forstår godt, hvorfor japanerne lever længere end os andre. For mad er velvære, og det har japanerne for længst forstået.

Det er velkendt, at det japanske køkken er noget helt særligt. I mit feed på Instagram, dukker der jævnligt en video op med den nu afdøde kok, forfatter og tv-vært Anthony Bourdain, der fortæller om Japans stolte madtraditioner. Jeg elsker hans tv-udsendelser fra klodens mange afkroge, hvor han smager lokal mad og hører røverhistorier.

I det korte klip, som altid dukker op på min telefon, fortæller den karismatiske og kulinariske eventyrer, at hvis du beder en hvilken som helst kok vælge mellem alle byer i verden – med den betingelse at han resten af sit liv skal spise maden fra det sted, han vælger – så vil alle kokke vælge Japan. Og i særdeleshed Tokyo.

Restaurant med otte pladser

Jeg har måske set det klip 100 gange, og i aften skal det give 100 procent mening. Fordi jeg har plads på Aman Tokyos sushi-restaurant, hvor mesterkokken Hiroyuki Musashi huserer.

Det er en lille restaurant med blot 8 pladser, hvor stilen er »omakase«, så det er kokken, der suverænt bestemmer menuen.

Mester Musashi dyrker sine egne ris hjemme i barndomsbyen. Han fremstiller også sin egen sake, den berømte japanske risvin. Dermed er både sushi og sake lavet af samme ris, for tingene skal jo passe sammen.

Tilmed laver han sine egne skåle og tallerkener, fordi så passer de perfekt til hans tanker om måltidet. Det er en form for kompromisløshed, jeg kun kan anerkende.

Måltidet starter med et otte små »forretter« og så ti stykker sushi. Vi sidder på rad og række foran mesterkokken, som frembringer hver lille servering for øjnene af os.

Det er et måltid som kræver ro, tid og fordybelse. Samt aftvinger respekt, for mester Masashi har lavet sushi i 30 år, og det kan ses på håndelaget. Det er små kunstværker, han frembringer.

Han rækker ud efter risen. Med en elegant håndbevægelse former han en klump, tager en klat wasabi og lægger nænsomt et stykke fisk på toppen. Så giver han den et penselstrøg soya, og stiller den foran mig.

Haps. Der ryger både reje, tun og blæksprutte på risen – sågar søpindsvin. Det hele smager vidunderligt. Det er frisk, lækkert og simpelt. Det er en uforglemmelig aften, som skal blive en storslået afslutning på dette lille japanske eventyr.

For jeg er vågnet tidligt om morgenen og set solen male den japanske hovedstad i morgenens bløde lys. Jeg har spist med udsigt til Mount Fushi. Og jeg har svømmet i poolen med udsigt til Tokyos skyskrabere.

Alt sammen indenfor hotellets tykke mure. Det siger alt om Aman Tokyo, fordi dette sted er meget mere end blot et sted at overnatte. Det er selve drømmen om Japan.

FRI var inviteret af Finnair og Aman Tokyo.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 26. april 2025.

Find mere inspiration til din rejse til Asien her