Drømmer du om at strande på en øde ø – men alligevel have adgang til fuld forplejning og luksus i særklasse? Så sæt kurs mod Fijis privatejede ø, Wakaya.
Fiji. Alene ordet dufter af hibiscusblomster og fremkalder paradisiske billeder af sandstrande, palmetræer og krystalklart vand. Sådan ser det bestemt også ud mange steder på Fiji-øerne, men er målet en eksotisk drømmeferie, hvor du er garanteret ultimativ luksus og fornemmelsen at af være på din egen øde ø, er det på Fijis privatejede øer, du finder de allermest eksklusive resorts.
Et af dem er Wakaya Island Resort and Spa, der ligger på Wakaya og længe har været en eftertragtet destination blandt velhavere og verdensstjerner. Gennem årene har blandt andre Nicole Kidman, Bill og Melinda Gates, Russell Crowe og Keith Richard holdt ferie på den afsides tropeø, der udover at være langt væk fra nysgerrige blikke og paparazzi-linser, selvfølgelig også har et højt diskretionsniveau.

All inclusive på luksusmåden
Da vi forventningsfuldt sætter kursen mod Wakaya og nogle dage med femstjernet luksus, flyver vi først til Fijis hovedø, Viti Levu. I lufthavnen i Nadi venter det privatchartrede fly, som skal tage os den sidste del af rejsen. Som gæst på Wakaya Island Resort and Spa er denne 40 minutter lange flyvetur inkluderet i hotelprisen, der også dækker forplejning, barnepige, udflugter og meget andet.
Medmindre du skal på dykkertur, vil have ekstra spabehandlinger eller har andre særlige ønsker, er der dermed sørget for alt, men med priser mellem 12.000 og 80.000 kroner per overnatning, er du selvsagt fjernt fra den hotelkategori, hvor all inclusive er lig med farvestrålende armbånd og trætte morgenbuffeter.
Eventyrlig indflyvning og velkomstsang
Under flyveturen nyder vi synet af nogle af de 333 småøer, der med bølgende, grønne bjerge ligger drysset ud over Stillehavet og tilsammen udgør Fiji, og selve indflyvningen til Wakaya er et virvar af koralrev, frodig vegetation, kridhvide sandstrande og stejle, sorte vulkanstenklipper. Alt sammen omgivet af vand, der er så turkisblåt, at det ser ud, som om hele molevitten har været en tur i photoshop.

På Wakaya Island Resort and Spa bliver vi modtaget med flerstemmig sang fra personalet, får lagt blomsterkranse om halsen og får stukket kokosnødder med sugerør i favnen. En velkomsttradition, som finder sted på mange af Fijis luksushoteller, men allerede her ved ankomsten bemærker jeg en varme, der strækker sig ud over turistgimmicks og poleret overflade. Den fornemmelse skal vise sig kun at blive stærkere de følgende dage.
Book dit eget »bur« eller vilde milliardærvilla
For at bevare eksklusiviteten har Wakaya Island Resort and Spa ganske få gæster ad gangen, ligesom resortets samlede antal bookingmuligheder sætter sine naturlige begrænsninger.
Foruden to kæmpestore luksusvillaer, der ligger på private, afskærmede grunde og kommer med egen kok, chauffør og husholderske, har Wakaya Island Resort and Spa nemlig kun ti såkaldte »bure« (fijiansk for hytte eller bungalow). De aflange bungalows ligger langs stranden og har et eller to soveværelser. Vi rykker ind i en af de mindste varianter, men med 150 m2 savner vi ikke plads.

Vores midlertidige hjem har ud over soveværelse og opholdsstue også badeværelse med fritstående badekar og udendørsbruser bygget af lavasten, og fra verandaen er der kun få meter til vandet. Her svæver en hængekøje mellem et par palmer i strandkanten og får det hele til at ligne et postkort.
Indretningen er holdt i lyse nuancer, der står i kontrast til den traditionelle, fijianske byggestil med brede træplanker som det bærende element. De store panoramavinduer og glasdørene, der åbner op til den aflange, overdækkede veranda, giver ikke kun konstruktionen et moderne tilsnit, men også følelsen af, at vi er ude, selv når vi er inde.
REJSETIPS
Wakaya Island Resort and Spa
VÆRELSER
Ti bure (fijiansk for hytte eller bungalow), som er enkeltstående, træbungalows med et-to soveværelser med havudsigt og direkte adgang til stranden.
Derudover to store private villaer med personale og plads til op til ni gæster.
FACILITETER
Træningscenter, spa, tennisbane, ni-hullers golfbane, snorkle- og dykkerfaciliteter, paddle boards og kajakker.
PRISER
Fra 15.000 kroner per nat (one bedroom villa) og op til 78.000 kroner per nat (for de store private villaer). Priserne er inklusive al forplejning og et lille, chartret privatfly fra Nadi Lufthavn til Wakaya. Med i prisen får man også en lang række oplevelser som massage, guidet vandretur, strandpicnic og snorkeltur.
REJSEN
Fra Danmark kan du kombinere turen med et stop i blandt andet Tokyo, Singapore, New Zealand eller Australien. Men du kan også vælge at flyve via Los Angeles eller San Francisco, da Fiji Airways har ruter herfra direkte til Nadi International Lufthavn. Fra lufthavnen i Nadi tager det cirka 40 minutter at flyve til Wakaya.
Find mere information her
Det samme gør sig gældende på badeværelset. Fra badekarret giver endnu et panoramavindue frit udsyn til havens næsten overnaturligt grønne beplantning, og fra udendørsbadet breder lyden af fuglekvidder sig som et naturligt soundtrack i hele hytten. Bogstavelig talt.

Snorkling i verdensklasse
Bliver du træt af at dase i hængekøjen eller på stranden, kan du fornøje dig med paddle boards, kajakker med glasbund, snorkle eller tilkøbe separate dykkerture hos resortets PADI-certificerede dykkercenter.
Området ud for kysten er kendt som Wakaya Marine Reserve og dækker over 16.000 fredede kvadratkilometer, som dykkerpersonalet kender indgående og i samarbejde med øens havbiolog gør en stor indsats for at bevare.

Her finder du nogle af verdens sundeste koralrev, og selv hvis du snorkler på begynderniveau, kan du vugge rundt blandt farverige blødkoraller, fascinerende fiskestimer og møde havskildpadder, blæksprutter og rokker.
Foretrækker du at blive på land, er det oplagt at besøge resortets spa, der ligger direkte ud til vandet, og lade dig forkæle til lyden af bølgeskvulp. Du kan også skrue op for aktivitetsniveauet og benytte dig af fitnesscenteret, tennisbanen eller den nihullers golfbane, der har svajende palmetræer og nedfaldne kokosnødder som kulisse.
Du kan også få arrangeret en picnic på en af øens afsidesliggende strande eller takke ja til en guidet vandretur til toppen af Wakaya, hvor en formidabel udsigt over øens ni kvadratkilometer og Stillehavet venter.
Her lærer du undervejs lidt om øens historie og får som en interessant bonus også udpeget planter, blade og trærødder, fijianerne gennem århundreder har brugt som medicinske remedier – og ifølge guiden – stadig bruger. Blandt andet ved jeg nu, at bananpalmeblade er formidable til at behandle forbrændinger og stoppe blødninger.
Bæredygtighed og lokal gastronomi
Uanset hvor aktivt dit ferieniveau er, går du aldrig sulten i seng under dit ophold.
»Husk, at i Fiji siger vi: The more you eat, the better you float,« griner tjeneren, Henry, hver aften, når han bærer den ene velvoksne portionsanretning ind efter den anden.
Som udgangspunkt er menuen for alle dagens måltider fastlagt på forhånd af kokken, men ikke mere end, at der altid bliver taget højde for allergikere, vegetarer, eller slet og ret smag og behag.
Det kulinariske orgie begynder allerede om morgenen, hvor vi i en lille, rustik strandpavillon får serveret friskpresset juice, nybagte lækkerier (kokosbrødet er himmelsk), frugtanretninger og dagens variant af æg.

Både frokost og middag består af tre retter, og måltiderne spænder over fine dining til mere rustikke, lokale klassikere baseret på rodfrugter, kylling og fisk.
At Wakaya Island Resort and Spa vægter bæredygtighed højt, fremgår også, når du sætter dig til bords. Fisk og skaldyr hentes ind efter behov og bestand, råvildt opdrættes lokalt, og uanset om det er mynten på aftenens dessertvidunder eller de sprøde, smørstegte mini-courgetter, der ledsager morgenens omelet, er det dyrket i resortets store økologiske køkkenhave.
Levende landsbysamfund
Wakaya var i årtier ejet af rigmanden, filantropen og grundlæggeren af det navnkundige Fiji Water, David Gilmour, og det var også ham, der stod for opførelsen af Wakaya Island Resort and Spa, som blev færdigbygget i 1990.
Da Gilmour i sin tid købte øen, var den ubeboet, men han havde en klar vision om, at der foruden et luksusresort, skulle opbygges et øsamfund med respekt for den fijianske kulturs dybe forankring i landsbyliv, traditioner og fællesskab.
Ikke mindst var det væsentligt for ham, at Wakaya – modsat mange andre af områdets privatejede resort-øer – tilgodeså de lokalansattes familier og børnenes behov for skole.

Den mission må siges at være lykkedes. I dag bor der 90 voksne og 23 børn i øens lille landsby, der har både skole og egen kirke. Størstedelen af de voksne arbejder på Wakaya Island Resort and Spa eller i maskineriet omkring driften, mens andre har funktioner i landsbyen som skolelærere, sygeplejersker eller præst.
Flere er selv opvokset på Wakaya og bliver tydeligt berørte, når de fortæller om den afholdte Gilmour, der døde sidste år, men som i 2016 solgte øen til den nuværende ejer.
FAKTA
Om Fiji
Fiji ligger i det sydlige Stillehav, omkring 2.000 kilometer nordøst for New Zealand og 3.000 kilometer øst for Australien. Øgruppen består af 333 øer med i alt knap en million indbyggere.
Udover en betagende natur og imødekommende lokalbefolkning kan du også regne med en solsikker vejrudsigt – Fijis tropiske klima ligger nemlig nogenlunde stabilt hele året og svinger mellem 22-30 grader. Planlægger du en tur til østaten, skal du dog være opmærksom på, at vejret fra oktober til april kan være præget af regnvejr og cykloner.
Den fijianske kultur er dybt forankret i landsbyliv og fællesskab, og lokalbefolkningen har i det hele taget en rig kulturarv med stærke traditioner inden for blandt andet musik, dans og kunsthåndværk. Landsbysamfundene er typisk organiseret i klaner eller stammer med en leder, der repræsenterer gruppen og tager stilling til konflikter og beslutninger.
Der er tre officielle sprog i Fiji: Bau (fijiansk), engelsk og hindi, men medmindre du besøger de helt små landsbyer taler de fleste indbyggere i en eller anden udstrækning engelsk.
Et fijiansk ord, du lærer hurtigt, er i øvrigt hilsenen »bula«, som betyder »velkommen« og »hej«.
Fijis største ø, Viti Levu, har to lufthavne, der er startpunktet for de fleste turisters ophold. Den ene lufthavn ligger i hovedstaden Suva, men er du på vej til Wakaya, skal du via lufthavnen i Nadi, der ligger på den anden side af Viti Levu.
Den ene af øens to enorme udlejningsvillaer er i øvrigt Gilmours egen tidligere privatbolig på mere end 3.000 m2, der kommer med infinity pool, eget personale, privat strand og et 200 m2 stort gæstehus.
Afslappet luksus
Som gæst mærker du også tydeligt de lokales stolthed over Wakaya og det mikrokosmos, der er spiret op på vulkanøen, akkurat som Gilmour drømte om. Du er eksempelvis altid velkommen til at deltage i landsbyens søndagsgudstjeneste (religion spiller en stor rolle i Fiji), kigge forbi gartneriet eller besøge skolen.

Kort sagt kan du, hvis du har lyst, komme tæt på meget mere end enestående koralrev og bounty-strande betrådt af kendis-fødder, og den hjertevarme imødekommenhed tilfører ikke bare opholdet en ekstraordinær puls og autencitet. Den understreger også, at Wakaya ikke har samme grad af kulisse, der ellers kan præge så femstjernede destinationer.
FRI var inviteret af Wakaya Island Resort and Spa.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 12. oktober 2024.
Mangler du inspiration til din ferie i Oceanien? Find flere artikler her
