Aktiv ferie i den vilde natur: På fisketur i den canadiske ødemark

Uberørt urskov, legesyge pukkelhvaler og kolonier af havørne. Naturen er vild og storslået i The Salish Sea ved den canadiske vestkyst, hvor det afsondrede Sonora Resort gør det muligt at opleve den maritime ødemark på nærmeste hold.

En aktiv ferie forbinder de fleste måske med at tage på vandretur eller at sætte kursen mod et skisportssted, men der gemmer sig meget mere bag ferieformen. For eksempel en oplevelsesrig fisketur i ødemarken.

Vi befinder os en lille times flyvetur nord for Vancouver i Canadas vestligste ødemark ved Sonora Island. En ud af mere end 400 små øer, der ligger i The Salish Sea mellem det canadiske fastland og den enorme Vancouver Island, som afskærmer området fra Stillehavet. 

Området er blevet kaldt British Columbias bedst bevarede hemmelighed. De bjergrige øer er dækket af tæt urskov, og langt de fleste har ingen eller kun ganske få beboere. Det er umuligt at komme hertil med køretøj eller til fods. På disse kanter kommer man kun til og omkring i båd eller med vandfly. 

Den lille havn, vi er landet ved, tilhører Sonora Resort – et eksklusivt hotelkompleks, der ligger afsondret på øens østlige kyst og tilbyder en unik mulighed for at komme tæt på uspoleret natur. Hotellet består af flere mindre bygninger, som ligger spredt mellem træerne, så skoven fortsat når helt ned til vandet. Det sker, at der kommer bjørne denne vej forbi, og vi instrueres derfor i at rasle med nøgler eller på anden vis altid larme lidt, når vi bevæger os udenfor bygningerne. Det vil advare bjørnene og få dem til at søge ind i skoven igen. 

Kun få besøgende finder vej hertil. De, der gør, kommer hovedsageligt for at fiske – som os fra små både på havet, andre for at fluefiske ved kysten. Nogle også for at sejle kajak i den enorme skærgård.

Naturens egen overvågning

Et par timer efter ankomst stævner vi fordelt i små grupper ud i resortets små både. De styres af lokale guider, der lægger ruten efter vores erfaring med laksefiskeri og med fiskeri på dybt hav og med vores ønsker til at opleve naturen. 

Overvældede af landskabet og det vilde dyreliv omkring os beslutter vi at lade fiskestængerne hvile på første del af turen. Et par sæler betragter os nysgerrigt fra vandoverfladen, da vi stævner ud. På disse kanter ser man også gerne odder, marsvin og stillehavshvidside, som er en delfin, der lever i det tempererede Stillehav. 

Store kolonier af havørne – de karakteristiske nordamerikanske rovfugle med hvidt hoved, brun fjerdragt og solgult næb – stirrer ned på os fra de høje træer, da vi glider tæt forbi kysten. De kan blive op til en meter fra hoved til hale og med et vingefang på over to meter, fortæller vores guide. Med deres lange ben og krumme kløer kan de uden problemer hapse en laks på størrelse med dem selv op af vandet. 

Som var de naturens egne bevægelsesstyrede overvågningskameraer følger de os minutiøst med øjnene, som vi glider forbi mange meter under dem ud gennem det smalle stræde mellem Sonora Island og naboøen Stuart Island. 

Havørnene bygger deres reder i de høje træer, som er karakteristiske for området. The Great Bear Rainforest, som dækker omgivelserne her, er en af verdens største tilbageværende områder af uspoleret tempereret regnskov. Her vokser tusind år gamle kæmpethujaer og sitkagran, som bliver op til 90 meter høje. På jorden under træerne lever blandt andet hjorte, væsel, mink, bævere, pumaer, ulve og bjørne – både grizzly og sorte bjørne.  

Er man vaks, kan man spotte en bjørn, når den kommer ned til kysten for at fange en laks, fortæller vores guide. Især i sensommeren og det tidlige efterår er sandsynligheden stor. Selv er han opvokset på Vancouver Island og er kommet her gennem hele sit liv. De første mange år som lystfisker på jagt efter den store fangst, men med årene mere og mere for at nyde naturen og stilheden.

Første fangst

Vi sejler sydover forbi naboøen Maurelle Island og over strædet ved Read Island, som har knap 80 indbyggere, og nordpå igen rundt om Raza Island. Det er svært at se, hvor den ene ø starter, og den anden slutter. 

Fra luften kunne vi nogle timer tidligere se, hvordan de ligger som høje tuer i havet og sammen med fastlandets mange sideelve får hele landskabet til at ligne en grøn-blå labyrint. I baggrunden titter hvidklædte tinder op og minder os om de hundredvis af kilometer bjergrigt og ufremkommeligt terræn, der dækker det meste af den canadiske vestkyst hele vejen op til Alaska. 

Vi beslutter at finde fiskestængerne frem. Vores guide er hjælpsom, så det hele er hurtigt rigget an. Vi ligger roligt vuggende i overfladen, linerne forsvinder ned i dybet. Vi venter lige dele spændte og utålmodige. Man mister tidsfornemmelsen herude. Om der går 10 eller 20 minutter er svært at sige, men snart rykker det i linen. Der er bid. 

En stor laks kommer til syne. Guiden måler den hurtigt og konstaterer, at den er over 80 centimeter lang og skal sættes ud igen. Beskyttelsen af natur og dyreliv er striks, og ligesom de mindste og yngste fisk sættes ud igen, bliver de største det også for at sikre stærke og sunde bestande. Af samme grund er der også en begrænsning på fiskeriet – her må man højst tage to fisk med sig hjem om dagen. 

Vi kaster stængerne igen, og da vi sidst på eftermiddagen lægger til ved den lille bådebro, er det med en laks på over fem kilo. De to andre både, som vores selskab også er fordelt på, vender ligeledes tilbage med store sølvglinsende laks på mellem fem og seks kilo.  

Vi gelejdes direkte til et arbejdsbord for enden af bådebroen, hvor fiskene med det samme bliver renset. Sælerne, som betragtede os, da vi stævnede ud, sværmer om bådebroen, og nu forstår vi, hvorfor de var så opmærksomme på os tidligere. De labber de afskårne fiskehoveder og indvolde i sig, som det er kutyme at kaste ud til dem, når man er færdig med fileteringen. 

De fileterede fisk kan vi vælge at få frosset, så vi kan få dem med os, når vi flyver hjem igen, eller røget og eftersendt. Vi vælger en af hver model, og når derfor både at grille en hjemmefanget laks, mens vi er i Canada, og senere modtage en håndfuld dåser hjemme i Danmark med hjemmefanget, røget, canadisk laks.

Uventet hvalsafari

Næste morgen står vi igen klar på bådebroen, før solen er oppe. Vi har forsyninger med fra restauranten: friskbrygget kaffe, vand og juice samt frisk frugt og snacks. De varme trøjer er lynet. Om en time eller to er de overflødige, for solen varmer godt til her i juli, men morgenluften er kold. 

Vi sejler i modsat retning denne morgen, nordøst på rundt om Start Island og ind i Bute Inlet, som er en lang, smal fjord, der løber ind i fastlandet. Solen er endnu kun på vej op bag bjergene, og landskabet ser næsten farveløst ud. Havet føles sort og uendeligt dybt. 

The Salish Sea har en gennemsnitsdybde på 130 meter, men har nogle steder langt over 600 meter til bunden. Derfor hører det heller ikke til sjældenhederne at se hvaler her. 

Der går da heller ikke mere end en halv time, før radioen knitrer med en besked til vores guide: Vær opmærksom – et par morgenfriske hvaler er spottet i nærheden. 

Både spækhuggere og pukkelhvaler er meget almindelige her. Vi spejder i alle retninger og snakker med guiden om, hvilken slags det mon er. Han sætter motoren i stå, så vores lille båd driver i overfladen. Imens rigger vi fiskestængerne til og har snart halet dagens første laks om bord. 

Så ser vi det i det fjerne – prustende vandsøjler. Det viser sig at være en pukkelhval med sin unge, som boltrer sig i det tidlige morgenlys. De dukker op flere gange over den næste halve times tid, hele tiden nogle hundrede meter fra os. 

Vi ser flere små både, der som os er tidligt ude for at fiske, ligge stille for at nyde synet. Hvert prust varer kun et kort øjeblik, men det er så fascinerende, at det er umuligt ikke at blive ved med at spejde efter mere. Da de efter en god halv time forsvinder helt i horisonten, sætter vi kursen op langs kysten omgivet af den tætte urskov.

Vi møder få andre både. De fleste styres som vores af lokale guider. Tidevandsstrømmene er stærke her, hvor mange stræder og fjorde møder hinanden, og på vej tilbage med morgenens fangst ser vi en båd blive fanget af de stærke strømme. 

Et par lokale fiskere kommer hurtigt til hjælp og får guidet båd og besætning sikkert igennem. Selv om det stille landskab rundt om Sonora Island ser smukt og idyllisk ud, minder det os om, at vi er i en vildmark, der er mere rå og har flere kræfter, end dens stille ydre på sådan en solskinsdag giver udtryk for.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 5. april 2025.

Mangler du inspiration til en rejse til Nordamerika? Tag med på roadtrip på den legendariske Highway 1 i USA eller gå på opdagelse i 11 ting, du ikke må gå glip af i New York.