Krydstogt i Caribien med Celebrity Ascent kun for voksne

ANNONCE

Eksklusivitet, gourmetmad, voksne gæster og hensyn til solorejsende er blandt de dominerende cruisetrends. FRI er taget på krydstogt i Caribien, men kun for voksne.

Det er morgen på det nye cruiseskib, Celebrity Ascent, og der er kun en enkelt frisk svømmer i det store lyse pool- og boblebadsområde, der kun er for voksne. Området krydser man på vej til den storbylækre spa for snart at synke ned i en blød stol med massagefunktion til ryggen.

Det er skønt ovenpå flyturen, og en venlig Jessica lægger små kølende masker under de flyhævede øjne. Det er for at mildne smårynkerne, lover hun. Håbet er lysegrønt, og man er således parat til at få ordnet fødder med udsigt over et solglitrende Atlanterhav.

Med poterne i de udleverede klipklappere, så lakken kan tørre, går ruten videre til spacaféen. Her kan man styre fri af vaffel- og ahornsirupsfristelserne i restauranten til fordel for friskpresset frugt, bær og grønt.

Det bliver til en grønkålssmoothie. En medrejsende bestiller sin detoxsmoothie – med peanutbutter i stedet for ingefær: »Jeg fik rigeligt i mine whisky-ingefær-cocktails i går, så ikke mere ingefær til mig. Det duer ikke så tidligt om morgenen,« forklarer han den sundt udseende juice-pige, der smiler, blender og undlader at sætte spørgsmålstegn ved logikken.

Celebrity Ascent er på vej fra Florida mod Caribien med de første gæster. Skibet har plads til 3.600 passagerer og ligger i det såkaldte premiumniveau. Det vil sige mellem de små luksusskibe med lutter suiter i den ene ende af skalaen – og flydende byer med 5-6.000 tusind passagerer i den anden ende.

Eksklusiv afslapning

Det er ikke sådan, at man keder sig undervejs, for der er masser af barer, livemusik og storslåede shows. Men livet ombord har en rolig grundtone, der er langt fra det gedemarked og børnemylder, man kan møde på de store krydstogtskibe.

Til gengæld er der anti-aging-behandlinger i spaen, trendy indspark som vintage-shopping af produkter fra Chanel og Louis Vuitton samt »clean cuisine« med veganske og grønne retter i den raffinerede Restaurant Blu.

Desuden har skibet en privat afdeling kaldet The Retreat, som består af en flok ekstra lækre suiter. Her er butlere, concierge, cashmere madrasser, lækre badekåber, privat soldæk, afternoon tea og gourmet restauranten Luminae.

Men selv uden for dette guldrandede område er skibets stemning ganske eksklusiv og attraktiv for voksne. Der er da lidt gaming og aktiviteter for de børn, som måtte dukke op. Men man finder ikke en eneste legeplads eller klatrevæg – for ikke at tale om de gevaldige vandrutsjebaner i bolsjefarver, der ellers snørkler sig som forvoksede haveslanger hen over de øverste dæk på mange store krydstogtskibe.

Skibet matcher således de, der bekymret hæver brynene ved tanken om børneflokke i galop ned gennem gangene og tweens, der råber »bombe«, når de hopper i poolen og plasker klorvand op på ens nystrøgne hørshorts og Karen Blixen-roman. Eller Vogue. »Jeg er lærer på en kommuneskole. Indskolingen. Børn er skønne. Men tror du, at jeg har brug for dem, når jeg har ferie?« som en gæst retorisk siger om sit valg af cruiset.

Celebrity Cruises satsning på det voksne publikum er udtryk for en klar trend, ifølge Jesper Boas Smith, der er krydstogttalsmand for Dansk Rejsebureau Forening: »Flere rederier satser på at forny deres målgruppe for at styrke brandet i et stadig mere konkurrencepræget marked og arbejder sig opad i niveau, kvalitet og service. Og når cruiset af den grund bliver mere eksklusivt og dermed dyrere, bliver målgruppen også lidt ældre. Det er ikke, fordi rederierne siger nej til børn. De er som hovedregel hjertelig velkomne, men når der hverken er børnerabat eller kun få kahytter med plads til tre, ligger det jo ikke lige for at tage børn med.«

FRI’s reporter på dækket. Foto: Privat

Stjernekost til søs

På Celebrity Ascent er der både modne og helt unge voksne på tur, og blandt dem fremstår særligt restauranterne som et stærkt aktiv. Her udveksler folk ivrigt tips til, hvordan man bedst får booket alles darling, Raw on 5, med asiatiske specialiteter, skaldyr og sushi. Den er populær ligesom den højloftede Restaurant Eden i skibets front med vue over himmel og hav.

En erfaren cruiser fra Dublin forklarer til FRI, at det langtfra er almindeligt med hele fire større restauranter at vælge imellem: »Som regel er der kun én stor hovedrestaurant, hvor alle kan spise, og dertil en del eksklusive specialrestauranter med forskellige profiler som asiatisk, French cuisine, steaks osv., hvor det koster ekstra at spise. Eller de er forbeholdt gæster i de dyreste kahytkategorier. Men her får du fire lækre restauranter inkluderet i prisen for selv de billigste kahytter,« siger han.

Det generelt høje gastronomiske niveau ombord kommer især til udtryk i Celebrity Ascents fornemste bud, Restaurant Voyage, hvor rederiets kulinariske ambassadør, den franske Michelin-kok Daniel Boulud, har drømt raffinementerne op.

Han har to Michelinstjerner i hus, og det blå stempel, som hans navn repræsenterer, er betegnende for ambitionsniveauet. For selv om der også er en stor buffetrestaurant og afslappede caféer blandt de i alt 32 spisesteder, er maden langt fra ordinær.

Jesper Boas Smith forklarer, at mange danskere netop foretrækker de opgraderede krydstogtkoncepter: »Det er ikke så kostbart som de allermest luksuriøse cruises, men stemningen er roligere, og serviceniveauet er højere end på de store familierettede skibe. Det danske publikum kommer jo fra en forkælet verden, hvor det gerne må være lidt hyggeligt uden for meget tumult og larm. Denne klasse rammer noget nordisk i stemningen, som er ret fedt. For vi danskere er altså ikke gode til lange køer, hvor man står og venter med en bipper, der blinker, når det er din tur til at få lov at komme og bestille din burger. Det er for masseturismeagtigt for de fleste,« vurderer Jesper, der dog ikke underkender, at mange familier med store børn og teenagere vil elske de helt store skibe med masser af aktiviteter.

Skibets butik med eksklusive vintagegodter er godt besøgt. Foto: Susser Feit

Alene på cruise

En anden trend, som kommer til udtryk på Celebrity Ascent, er hensynet til de efterhånden mange, der rejser alene. Ifølge administrerende direktør Jan Vendelboe fra Spies Rejser er andelen steget fra 4 procent før covid-19 til 7 procent i 2023: »Det er ikke kun andenklasseskahytter, man kan vælge, når man rejser solo. NCL er ved at lancere et solokoncept med både indvendige, ’oceanview’- og balkonkahytter. Og den nye Celebrity Ascent har 16 ”Infinity veranda” kahytter til én person, men naturligvis til en højere pris.

Der er dog som regel en væsentlig besparelse ved at vælge ”solokonceptet” frem for en normal kahyt til eget brug”, siger han. Også Jesper Boas Smith har noteret sig, at stadig flere cruiseskibe har kahytter, særlige lounges og endda en vært, der tager sig af sologæster, ligesom der arrangeres kurser, udflugter på land med mere.

Vel at mærke ikke som dating-spots, men for at have selskab på rejsen: »Efterspørgslen stiger støt, så der er mange tilbud til solorejsende i dag. Man kan altid få en dobbeltkahyt for sig selv mod et tillæg, men der kommer stadig flere enkeltkahytter på de nyere skibe. Og det er eksempelvis blot at sige til maitre d´ i restauranten, om man foretrækker at spise alene eller gerne vil introduceres til andre ved middagen. De er vældig gode til at sørge for den slags, så man kan trygt tage afsted.«

Det er langtfra ældre mennesker, der dominerer om bord. Denne type cruises er nemlig også populær blandt unge voksne. Søstrene her er i sving med at prøvesmage diverse cocktails. Foto: Susser Feit

REJSETIPS
9 tips til dit krydstogt

Drømmer du om at komme på cruise? Her er ni gode råd til, hvordan du får en succesfuld ferie om bord.

1. Book i god tid for at få den bedste pris. Så kan du for eksempel være heldig at få en dobbeltkahyt billigere end en enkeltkahyt, der er købt tættere på afgang. Skriv dig op på diverse mailinglister, så du kan holde øje og sammenligne tilbud løbende.

2. Vælg en kahyt med andre kahytter på alle sider – også over og under. Så slipper du for at bo lige under pooldækket,
hvor personalet skramler med liggestole fra tidlig morgen, og der er pool party til ud på natten. Medmindre du kan lide at stå tidligt op eller vil feste med, naturligvis…

3. Det er ufedt at være tvangsindlagt til medpassagerernes bud på »You´re the one that I want, uh-uh-uhhh« eller »My Way« i karaoke-version, når man vil sove, så fravælg kahytter tæt på natklubben.

4. Medmindre I som familie/vennegruppe ønsker kahytter med døre imellem, så undgå dem endelig, for de er ikke lydtætte. Det fremgår af planen på sitet, hvor der er »connecting doors«.

5. Pak træningstøj til fitnesscenteret, yoga osv., og book dine sessions med det samme. Eller lav dit eget program for
træning for ikke at gå fra borde som en liggestolskartoffel. Celebrity Ascent har et flot fitnesscenter og en løbebane på dækket.

6. Vælg aldrig en kahyt tæt på træningscenteret, for der er altid en energibombe, der hamrer kettlebells i gulvet klokken 06 om morgenen.

7. Starter krydstogtet tidligt på dagen, er kahytten næppe klar, når man går om bord. Hav derfor medicin, toiletsager og et sæt skiftetøj, tilpasset temperaturen, i håndbagagen. Især hvis du ankommer fra en helt anden temperaturzone.

8. Så snart du får din kahyt, så tjek om alt er som bestilt. Også restaurantbookinger. Og tag straks hånd om det, der halter. Jo før, jo nemmere er det at få korrigeret fejl og misforståelser.

9. Brug første dag på at blive fortrolig med skibet: Tjek hvor teatre, informationscenter, restauranter med mere ligger og få rede på styrbord, bagbord, front og agter for ikke at løbe omveje igen og igen på vej ”hjem” til kahytten. Det gør ferien lettere, og man spotter gode caféer og skjulte perler, som det er ærgerligt at opdage for sent.


FRI var inviteret af Celebrity Cruises, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. januar 2024.

Drømmer du om et krydstogt? Find mere inspiration her