Krydstogtsnovice i det skotske højland med skibet MS Rotterdam

FRI’s krydstogtnovice rapporterer fra MS Rotterdam, hvor kursen er lagt mod det skotske højlands smukke, forblæste vidder.

Folk stimler sammen nede på kajen. De vinker begejstret og fotograferer med mobilen. Præcis klokken 17.00 lyder en dyb, langtrukken tuden i hornet. Det petroleumsblå vand flere meter nedenfor piskes skummende hvidt, og skibet lægger langsomt fra land.

Jeg står på min balkon og har flot udsigt over den hollandske hovedstad på denne blæsende eftermiddag. Nedenfor ved kajen guider slæbebåden det gigantiske skib ud i havnebassinet og vender det 180 grader. Kursen er lagt vest-nordvest – vi skal krydse Nordsøen, og om lidt over halvandet døgn rammer vi Skotlands vindomsuste kyster i nærheden af byen Inverness.

En flydende landsby

Den første dag til søs er jeg intet mindre end rundforvirret – hvad er nu for og bag på skibet? Hvor spiser man, og hvordan undgår man at fare fuldkommen vild i denne flydende landsby? Det er dog lykkedes mig at finde min kahyt i første hug, hvor jeg er blevet modtaget med isafkølet champagne og små lækkerier.

Satellit-internettet er jeg skam også kommet på trods lidt startvanskeligheder. Der er ikke andet at gøre end at gå ud og lære at finde rundt. De to hotelansvarlige på min gang smiler, da de ser mig, hilser på ved fornavn og spørger til mit velbefindende. Skibet kan rumme over 2.500 passagerer, men i hver sektion giver personalet sig tid til – og bruger energi på at huske vores navne.

Min sightseeing rundt på MS Rotterdam fører mig gennem alt, hvad hjertet kan begære af muligheder og aktiviteter. Jeg tager både kasinoet, barerne, adskillige restauranter, biblioteket og fitness- og spaområdet i øjesyn. Det bliver også til en solid motionstur hele vejen rundt udenfor på dækket i den salte blæst. Hver ting til sin tid; men med rindende øjne og snotnæse dagdrømmer jeg levende om, hvordan det må være at ligge ovre i tropehede Caribien med Cayman-øerne om styrbord.

Da jeg igen er tilbage ved min kahytsdør, finder jeg næste dags program. Der er alle former for underholdning, aktiviteter og muligheder for socialisering fordelt over dagen, når man er hele dagen på havet. Jeg begynder at forstå, hvorfor denne form for ferie bliver lidt af en livsstil for folk. Det hele er da også nemt, trygt og bekvemt. Man bliver holdt i hånden hele tiden og til slut på dagen, bliver man blidt vugget i søvn i kahyttens bløde dobbeltseng

Søuhyre og kilt i højlandet

Klokken er 5.30, og vi har land i sigte! Ud af horisontens dis dukker arrede koksgrå klipper og bølgende, græsklædte bakker. Solen står lige på spring som en smal, lysende orange stribe. Vi glider lydløst forbi små, pittoreske landsbyer og olieraffinaderier. Vores havn denne morgen hedder Invergordon.

Der bliver landgang, og vi skal på eventyr gennem de vildsomme skotske landskaber. Vores turguide, en korpulent herre, naturligvis iført klanternet kilt, leder os gennem det skotske højland med mange røverhistorie. Først op langs ferskvandssøen Loch Ness, hvor hele bussen naturligvis får de seneste efterretninger om Nessie. Vi får et fotostop med udsigt til den maleriske ruin, Urquhart Castle, men søens berygtede, langhalsede uhyre har ikke lige i sinde at vise sig til posering. Alle som én står ellers klar med kameraer. Måske er og bliver Nessie blot en historie, men tænk, hvis hun lige pludselig dukkede op.

Anderledes håndgribelig og jordnær er den historiske middelalderborg, Eilean Donan Castle, som ligner en autentisk kulisse fra tv-serien »Outlander«. Ja, man forventer næsten, at om et øjeblik kommer den skotske højlandskriger, Jamie Fraser, galoperende over stenbroen på sin adrætte ganger og redder sin »Sassenach.« Vi er på vejen mod den gamle borg kørt gennem noget af Skotlands mest storslåede natur med øde beliggende klippespir og vilde, brusende floder. Den meget levende følelse af at sidde som tilskuer midt i en episode af »Outlander« fuldendes, da vores guide med sin dybe, rustne stemme begynder at synge titelmelodien »The Skye Boat Song« fra serien. Dér går tingene op i en højere enhed.

Tågelandskaber

Et par dage senere går vi ombord i de orange redningsbåde – dog blot for at blive sejlet i land. MS Rotterdam er for stor til at lægge til i havnen. Inde på molen i bydelen South Queensferry, udenfor Edinburgh, bliver vi hilst velkommen af to sækkepibespillere. De står med en imponerende stålkonstruktion som baggrund; en smuk, gammel jernbanebro, der er så speciel, at den er fundet bevaringsværdig og optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Vi er dog på vej i en noget mere landlig retning.

Spejlblanke søer indhyllet i tågebanker, tætte skove og små idylliske ejendomme gjorde Trossachs National Park og Loch Lomond til et yndet mål for kunstnere, malere og forfattere tilbage i tiden. Blandt andet holdt den skotske digter Sir Walter Scott til her og lod sig inspirere af det mytiske landskab. Vi ender ved en butik, der sælger alt, hvad man kan drømme om af skotske specialiteter lige fra vamsede uldtrøjer til postkort med muskuløse sækkepibespillere.

Jeg køber mig fattig i fudge med whisky-smag, lemon curd, hindbærmarmelade og mælkechokolade i en indpakning med billeder af langhårede højlandskvæg med prominente horn. Så bliver det næppe mere skotsk. Vel hjemme igen på skibet er det tid til omklædning før middagen.

Den står på asiatisk cuisine på restaurant Tamarind, iskold piña colada og hyggesnak. På vej tilbage til min kahyt går jeg forbi den oplyste pool midtskibs. Folk slænger sig på solsenge og følger spændte med i en actionfilm på storskærm. De får serveret friske popcorn fra en lille bod. Det annonceres hver dag i programmet, hvilken film der går i »biografen« om aftenen.

Hummerhaler og Sinatra-slagere

Næste formiddag fordriver jeg tiden i spa-afdelingen på en opvarmet, kropsformet stenliggestol lige ved siden af vinduet med udsigt til havet, mens vi sejler. Pakket ind i en vaffelvævet morgenkåbe med logo og tykke, bløde frottéhåndklæder, lader jeg de mange oplevelser bundfælde. Med jævne mellemrum slentrer jeg skiftevis ind i damp- og boblebadet og så tilbage igen og indtager min vinduesplads i en duft af aromatiske olier. Jeg føler mig nærmest som en bedre Kleopatra i skumbad.

Efterhånden er jeg blevet helt ferm til at finde rundt på skibet og finde de forskellige restauranter. Oplevelserne på skibet har været mange og forskelligartede. En dag befandt jeg mig lige pludselig midt i en kunstauktion over malerier nede på 2. dæk. En anden dag kæmpede jeg bravt med en hummerhale og en overdimensioneret bagt kartoffel på restaurant Rudi’s Sel de Mer.

Den sidste aften på skibet finder jeg igen vej ned gennem det spraglede kasino med dets sorte Black Jack-borde og bimlende spillemaskiner. Henne for enden hænger et skilt. World Stage står der – Verdensscenen. Der er ifølge programmet lagt op til et ægte Las Vegas-show, og det skal jeg da ikke gå glip af.

I et orgie af et lysshow og funklende pailletjakke går en veloplagt entertainer på scenen og indleder med et Elvisagtigt nummer af Freddie Mercury. Folk er ellevilde, og party-stemningen lader ikke vente på sig. Senere i kasinoet går jeg forbi mindre scener, og der er godt gang i festen. Lidt for sig selv ligger pianobaren, hvor folk nipper til årgangscognac, mens de lytter til gamle Frank Sinatra-slagere.

Jeg tror, at det er rigtigt, hvad vores kaptajn sagde en af de første dage på togtet: »Enten så elsker man krydstogter, eller også så hader man det!« Enten så elsker man det festlige, det sociale, de mange mennesker, denne leben, eksklusiviteten, forkælelsen, og dét bekvemme ved at lade sig transportere fra havn til havn.

Eller også så kan man slet ikke forliges med det og synes overhovedet ikke, at man har temperament til det. For mit vedkommende har jeg forsøgt at finde min egen vej i det. Jeg har gjort det, der passer bedst til mig, nemlig at trække mig lidt tilbage med jævne mellemrum. Man bestemmer jo selv, hvad man deltager i, og hvor social, man vil være. Der er plads til alle på et Holland America Line krydstogt.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 12. august 2023.

Drømmer du om et krydstogt? Find mere inspiration her