Stjernehimlen kan sjældent ses tydeligt for byernes lysforurening. Heldigvis er der flere steder i Danmark med stjernekigger-shelters, stjernesafari og såkaldte Dark Sky Parks, hvor nattens himmelfænomener kan udforskes.
Lommelygterne bliver slukket, og langsomt tager mørket form. Først bare sort. Så blinker en enkelt stjerne. Så en mere. Snart er de mange stjerner over det hele. Klynger af lysende prikker, slørlignende formationer og mønstre på himlen. Flere og flere, som vores syn vænner sig til mørket. Umulige at tælle, umulige at få øjnene fra. Det, der skulle have været til en hurtig aftentur på stierne rundt om sommerhuset i det nordvestsjællandske landskab, blev til et langt ophold midt i mørket – og til weekendens højdepunkt.
En mørk nattehimmel overstrøet med funklende stjerner er dybt fascinerende. Men for de fleste af os er den ikke længere et almindeligt syn. Lysforureningen fra byerne betyder, at de fleste af os kun sjældent ser den stjernehimmel, som funkler over os nat efter nat.Den stjernehimmel, som vi mennesker gennem tiderne har navigeret efter, brugt til at holde styr på kalenderen med og digtet store fortællinger om.
Måske opsøger mange det naturlige mørke, fordi det i dag er en mangelvare. Interessen for at opleve mørket, stilheden, stjernevrimlen og månen i dens mange faser er efterspurgt. Over hele landet spirer det frem med muligheder for at komme ud i det ægte nattemørke – fra stjernekigger-shelters og guidede måneskinsture til overnatninger under åben himmel og certificerede Dark Sky-parker.

Mørkerekord
Anholt er det sted i Danmark, der har mindst lysforurening, og øen blev i maj certificeret Dark Sky Park og er dermed officielt et af verdens 210 bedste steder at se stjerner.
»Det lyder måske mærkeligt, men man kan måle mørke, og vi ligger i den bedste ende overhovedet i Danmark, når det gælder steder med mest mørke,« siger Morten Abildstrøm, næstformand i Dark Sky Anholt.
»Faktisk er det sådan, at hvis du går ud i det, vi kalder ørkenen øst for Anholt By, tikilometer fra fyret, hvor der ikke er andet end hedelandskab, og lægger dig ned bag en klit, så du ikke kan se byens lys, så er der fuldstændig mørkt. I foråret og om vinteren kan du tydeligt se Mælkevejen som et hvidt bælte over himlen,« forklarer han og tilføjer:
»Jeg får besøg af folk fra København, som spørger, hvad i alverden det er for noget hvidt noget, de kan se på himlen. For man kan ikke se Mælkevejen særlig mange steder i Danmark, så der er ikke mange, der ved, hvordan den i virkeligheden ser ud.«
Morten Abildstrøm er glad for, at der i dag tales mere om mørket.
»Der er helt klart kommet en anden interesse for mørket og for stjernehimlen. Det er der ingen tvivl om. Det mærker vi blandt andet ved, at der kommer flere til øen uden for højsæsonen,« siger han og nævner som et af de seneste eksempler påskeferien, hvor 40 personer deltog i en guidet nattur fra byen og ud til fyret, ti kilometer hver vej, for at se på stjerner og opleve nattemørket.
Nætterne er både længere og mørkere i vinterhalvåret, og mange foretrækker at udforske stjernehimlen her, men der er også oplevelser at hente i sommerens lysere nætter. Uanset, hvad du foretrækker, er der masser af måder at dyrke både natten og stjernehimlen på.
5 steder, du kan opleve nattehimlen

1. Dark Sky Anholdt
Med kun en enkelt by på øen og sit golde område kendt som Ørkenen er Anholt det sted i Danmark, der har den laveste lysforurening. Her finder du en nattehimmel, som kun ellers sjældent kan ses i Danmark. Som Danmarks nyeste Dark Sky Park er der flere arrangementer på vej.
I midten af august sættes der for eksempel fokus på mørkets betydning for vores søvn og arrangeres stjerneture på øen, mens der i efterårsferien arrangeres en egentlig certificeringsfest for at markere den nye status som Danmarks mørkeste sted og certificeret mørkepark.
Vil du opleve mørket på egen hånd, så spadser eller tag cyklen til flyvepladsen og gå cirka ti minutter ud i Ørkenen og læg dig bag en klit, anbefaler Morten Abildstrøm, næstformand i Dark Sky Anholdt.
»Tag et liggeunderlag med, så du undgår at få hold i nakken, når du kigger på stjernerne. Læg dig ned, lad kroppen falde til ro og giv dig selv tid til at finde dit nattesyn – og så er det hele åbent for dig,« siger han.
2. Observatoriet ved Holbæk
Syd for Holbæk ligger Observatoriet, som gennem årtier var en del af Københavns Universitet, og hvis teleskop har været med til at måle tusindvis af stjernepositioner i Mælkevejen.
I dag er det et opdagelsescenter for astronomi og natur. Det 40-hektar store landområde ligger fortsat uforstyrret hen og byder på et unikt nattemørke, der som det eneste af sin slags i Danmark er fredet. Her finder du fire kuppelformede stjernekiggershelters med vindue i taget, hvor man kan ligge trygt i læ i sin sovepose med frit udsyn til en uspoleret stjernehimmel.

Interessen er enorm, og sommerens shelterture bliver som regel revet væk, så snart de sættes til salg i efteråret. Derfor har observatoriet oprettet en Facebook-gruppe for køb, salg og bytte – dog aldrig til højere pris end observatoriets egen – hvor man kan være heldig at få fingre i en overnatning med kortere varsel.
Observatoriet har løbende arrangementer, som gør dig klogere på stjernehimlen. Tag for eksempel til magisk solnedgang med fokus på sol, måne og mulighed for at se stjernehimlen i teleskop den 5. juli eller det månedlige arrangement Månedens stjerner, hvor der fortælles om stjernebilleder- og myter samt aktuelle fænomener på himlen.
3. Dark Sky Møn
Møn var det første sted i Norden, der blev certificeret som Dark Sky Park – og med god grund. Øens nattemørke er velbevaret og beskyttes af mønboerne, hvilket gør det muligt at se en uspoleret nattehimmel.
Stribevis af shelterpladser gør det muligt at overnatte under åben himmel, og både på Møn og naboen Nyord kan du tage på guidet stjernesafari, på måneskinsvandring eller opleve stjernehimlen fra Damsholte Observatorium og blive klogere på astronomiens historie. Du kan også finde dit eget sted langs vandet og bare kigge op. Læs mere her

4. Dark Sky Park Mandø
Midt i Vadehavet – næsten fri for lys – ligger lille, flade Mandø, som i 2024 fik titel af Dark Sky Park. Øen kan kun nås ved lavvande, men netop det, at den ligger så isoleret, gør nattemørket endnu mere intenst.
Her kan du opleve både stjernehimmel og tidevandets rytme i samme åndedrag. På guidede ture kan du lære at navigere efter Karlsvognen og høre om natten som øens vigtigste naturressource. Læs mere her

5. Bulbjerg-Troldsting-Lild Strand
På den nordlige vestkyst ligger Bulbjerg-Troldsting-Lild Strand, som er et af de allermørkeste områder i Danmark. Stedet er certificeret som Dark Sky Park og byder på mere end 12 kvadratmeter rendyrket mørke. På de klare vinteraftener, kan du se Mælkevejen strække sig hen over horisonten og samtidig opleve Thys helt særlige natur med vildt Vesterhav, klithede og et rigt fugleliv.
REJSETIPS
Gode råd til stjernekiggere og natvandrere
• Tag et liggeunderlag med, så du ikke får ondt i nakken, og tag varmt tøj på eller medbring en sovepose.
• Brug så lidt lys som muligt. Undgå alt hvidt lys og vælg i stedet en rød lygte – den ødelægger ikke dit nattesyn.
• Brug 15-30 minutter på at vænne øjnene til mørket.
• Tag eventuelt en kikkert med og få endnu mere ud af oplevelsen.
Husk at det først bliver »stjernemørkt« ved 23-24-tiden i højsommeren.
Find en oversigt over Dark Sky Parker på Darksky.org
Coverbilledet er taget af Per Rasmussen på Møn.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. juni 2025.
Mangler du inspiration til din ferie i Danmark? Find flere artikler her

