Skiferie i Sälen: Familieaktiviteter og fun parks

ANNONCE

Det store midtsvenske skisportsområde Sälen byder på en række sjove ski-legepladser som supplement til det almindelige skiløb og vaffelhygge i hytterne. Her kan du kaste dig ud i alt fra fra små slalombaner til Snow Parks med de vildeste hop til vovehalsene.

Der er noget fedt ved en professionel pind, der slår til side, når man sætter af med et lille hop for at få godt afsæt ned over slalombanen. Og blafrende flag med teksten »Volvo Winter Challenge« oppe ved startområdet, der er afgrænset med azurblåt net, så deltagerne kommer frem én ad gangen. Ligesom ved de store skikonkurrencer, man kan se på tv. 

Sporet mellem portene er smalt, så det er svært at bremse undervejs uden at ligne Fedtmule på ski. Men rolig nu. Det er altså ikke VM, og selv om jeg får mere fart på end forventet, hører det til i kategorien »Sjovt at prøve for alle«. Efter mig kommer en tiårig, der klart slår min tid. Og stil. 

Har man blot antydning af konkurrencegen, er det bare med at komme i sving her i Sälen, hvor der er strøet en flok sjove udfordringer ud over terrænet. Fra krævende freestyle-parker til et langt og hyggeligt spor gennemTroldeskoven, der er befolket med familier af trætrolde – og ikke mindst er en fryd for de yngste skiløbere.  

skiferie sälen
Det er sjovt at konkurrere i minislalombanen med vennerne. Og Volvo, der er sponsor, har konkurrencer kørende, hvis du kan indlæse dine resultater med QR-koden. Foto: SF

Jeg lægger ud med Classic slalom, en minislalombane med tidtagning, som man gennemløber så ofte, man orker, og aflæser sin tid, når man er i mål. 

Speedski-banen er det ren hastighed, som tæller. Men den er bestemt ikke stejl, så jeg rammer kun 58 km/t; et snegletempo sammenlignet med rigtige konkurrencer, hvor verdensrekorden er svimlende 255 km/t.

Alligevel fortsætter jeg langt ned ad bakken, før jeg får bremset. Og må sakse op igen, for at tjekke mit resultat på tavlen, inden turen går videre til én af Sälens Snow Parks, hvor et stort område er bygget op med hop, som man løber op på i høj fart for at få afsæt til masser af svæv og showtime med saltoer, skruer og saksede ski i luften. 

Desuden er der rektangulære kasser med syntetisk overflade, hvor man også kan lave drej og tricks undervejs. Og nogle lange bomme, rails, der forceres med skiene ligeud eller på tværs. Nogen af dem er endda runde, hvad der afgjort ikke gør det lettere at balancere. 

FAKTA
Vejen til Sälen

Sälen by ligger i Dalarna i Midtsverige, med fire skiterræner på stribe: Lindvallen og Högfjället samt Tandådalen og Hundfjället, der hænger sammen to og to. Desuden Kläppen og Stöten længere ude i hver sin ende af området.  

Ophold
Hytter, lejligheder samt flere hoteller, f.eks. Skistar Lodge og det klassiske Högfjällshotell.

Transport
Bil: f.eks. med Oslofærgen fra København. Det er nemt med bilen, hvis man vil prøve alle seks områder. Men ikke nødvendigt, for der er skibusser.  

Fly: fra København, Aalborg og Aarhus til Scandinavian Mountains Airport i sæsonen. Derfra med Sälen Buss transfer til alle terræner. Det tager ti minutter til Hundfjället, der er nærmest. 

Bus: Med SneXpressen til Sälen fra flere danske byer.

Men hvad er grunden til alle disse alternativer til almindelige pæne, velpræparerede skipister? Marie Stenmalm, der er leder af skiskolen, forklarer: 

»Oprindelig arrangerede vi en slalomkonkurrence én gang om ugen, som alle var velkomne til. Det så ud til at være feriens højdepunkt, også for skiskoleeleverne. Vi kunne se, at rigtig mange var glade for ideen om at konkurrere med venner og familie, for køen til at deltage blev længere og længere. Det fik os til at overveje, hvordan vi kunne integrere konkurrenceelementet i skiløbet,« siger hun.

Derfor gik skiskolen i gang med at bygge en mængde aktiviteter, så gæsterne kunne opleve varierede former for skiløb og arrangere konkurrencer med hinanden, lige når de havde lyst i løbet af skiferien. På baner og områder, der hele tiden er til rådighed. 

»Og det er vældig populært,« siger skiskolelederen.

Kläppen: Snow park i Sälen

Efterhånden som skiløb med hop og akrobatik vandt frem, har mange skisportssteder tilføjet Snow Parks i stil med de, der opstod i Canada og USA i 1990erne, inspireret af byernes skaterparker. Det har også den fordel, at det lokker de store teenagere med på familieferien. 

I Kläppen – terrænet i yderkanten af Sälen-området – er parken endda nationalarena for det svenske freeski- og snowboardlandshold, og i terrænerne Lindvallen og Tandådalen er der adskillige parker. Delt op i venligtsindede grønne, nemme blå, krævende røde og endelig sorte for de seriøst hårdkogte.    

De flotte store Snow Parks findes i fire sværhedsgrader. Og er man ikke lige i form til akrobatik på ski, er det god underholdning at opleve de, der er! Foto: Skistar

Snusfornuftigt bliver jeg på sidelinjen af sidstnævnte og beundrer de, der med store anorakker og vovemod får imponerende højde på deres akrobatiske spring på ski og også snowboard. 

Alle os, der gerne vil prøve kræfter med den slags, men ikke har teknikken – endnu – finder vej til Sälens FunRides som den i Lindvallen-området: Det er baner med kurver, broer, tunneller, hop og relativt brede bokse. Så jeg svinger og hopper ned gennem forhindringerne med følelsen af at være med, hvor det foregår, og blive lidt udfordret. For hvis man speeder op, kan det såmænd sagtens se ud af noget. Selv uden anorak. 

»FunRide er, som ordet siger, simpelthen sjovt. Og der er god plads til for eksempel at løbe udenom hoppet, hvis du pludselig synes, det er for højt. Du kan bruge banerne som introduktion til de større Snow Parks, eller bare nyde oplevelsen,« forklarer Marie Stenmalm.

REJSETIPS
Forårsski med fordele

»Den Femte Årstid« – sådan kalder de lokale indbyggere perioden efter de travle vinterferieuger. Perioden varer fra omkring uge ti og frem til påskeferien. Og der er masser af gode grunde til at skyde skiferien til det tidlige forår.

»Det er skønne uger for alle, der ikke er afhængige af skoleferier: Det er billigere end højsæsonen, man er dejlig fri for mylder og kø ved lifterne, og vejret er lunt med mange soltimer. Alligevel kan jeg ikke huske én eneste Femte Årstid, hvor der ikke var rigeligt sne til skiløbet, og nu har jeg været her i 30 år,« siger Marie Stenmalm, der leder skiskolen i Sälen.

Og til danske skigæster, der måske kun har én uge på ski om året, stemmer hun for luksusdagene i denne »årstid«. 

»Det er også fint for mindre børn, der hurtigt mister modet, hvis de fryser. Oplevelsen skal være rar og sjov, så de får lyst til at fortsætte på ski,« understreger hun. 

Veggen i Hundfjället

I Hundfjället-området står en venindeflok og ser op mod den monsterstejle sorte pist, kaldet »Veggen«. En af pigerne har ingen ski på fødderne.

De ligger nemlig med 100 meters mellemrum oppe på bjergsiden og vidner om, at det her projekt var for ambitiøst. Heldigvis har en anden skiløber overskud til at fiske dem op, en ad gangen, og fortsætte ned i dalen, hvor han høfligt afleverer skiene til den noget rystede, men uskadte styrtløbs-wanna-be. 

»Veggen« er godt nok en præpareret pist, men i en klasse for sig selv med 45 graders hældning. Den er en populær udfordring. Foto: Skistar

Veggen er godt nok en præpareret pist, men ikke for kyllinger, for sammen med »Chocken« i Idre Fjäll topper den listen over Sveriges stejleste med 45 graders hældning og en længde på 500 meter. Det er langt, hvis man ender med at trille og kure ned.

Den ser heftig ud, når man står på toppen, klar til at vippe ud over kanten, men er naturligvis fest og farver, hvis man har styr på teknikken til den rå – og endda ofte isede sorte pist.

REJSETIPS
3 tips til forkælelse i Sälen

Ud over skisport har Sälen masser af ferieforkælelser. Her er tre gode bud:

Spænding: At køre op ad bjerget i mørke med et af de enorme bæltekøretøjer, der præparerer pisterne hver nat, er en unik oplevelse. Turen går fra Gustavstorget til toppen af Lindvallen-terrænet, hvor Restaurant Snögubben serverer middag.   

Luksus: På Skistar Lodge-hotellet i Hundfjället er der stille voksentid i poolen efter kl. 19.00 og spa med dampbad og et fint program af sauna-treats foruden massager og ansigtsbehandlinger, specielt designet til hud, der har fået masser af sol og vind.  

Hygge: Nystegte vafler er en svensk skiferieklassiker, og Sälen har adskillige »vaffelstuer«. Nogle kan udelukkende nås med langrendsski eller snescooter, mens andre ligger ved pisterne. F.eks. træhytten i Troldeskoven, Ylvas Vaffelstuga og Fågelburet i Lindvallen. Sidstnævnte er et bjælkehus fra 1662, hvis vaffeldej er berømt og gengivet i en fin kogebog. Vaflerne serveres f.eks. med flødeskum og syltede multebær, høstet i Sälens bjerge.

Coverbillede: Skistar

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 24. januar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste skiferie? Find flere artikler her