Om bord på skotsk luksustog: Det er som taget ud af en Agatha Christie-roman

Læs beretningen fra et vaskeægte rejseeventyr med luksustoget Royal Scotsman fra Edinburgh og op igennem det smukke, skotske højland.

Den røde løber er rullet ud på perronen i Edinburgh, og forventningens glæde dirrer i luften. Waverly-stationen er Skotlands største og har togforbindelser til resten af Storbritannien, men togsættet, som holder ved perronen, er langt fra et almindeligt tog. Det er The Royal Scotsman – et skotsk luksustog med smukke spisevogne, eksklusive sovekupéer og en rullende barvogn.

Forude venter en fire-dages togrejse gennem Skotland. De ti vogne har plads til maksimalt 36 passagerer (ja, du læste rigtigt, seksogtredive passagerer), og undervejs skal jeg nyde naturen, smage på whisky og besøge et højlandsgods.

Toget er som taget ud af en Agatha Christie-roman med mørke træpaneler og hvide duge på bordet. Overnatningerne foregår i charmerende sovekupéer med eget bad og toilet, og måltiderne indtages i de elegante spisevogne, mens Skotland glider forbi udenfor vinduet.

Hotelværelse på skinner

Klokken 13.45 forlader Royal Scotsman hovedstaden Edinburgh. Vi er samlet til togturens første glas champagne i salonvognen med de bløde sofaer, store vinduer og fri bar. Mark Nash byder hjerteligt velkommen. Han er vært og taler med en ro, viden og autoritet, som afslører hans militære fortid. Senere på turen skal den tidligere major dukke op med hædersbevisninger fra blandt andet Falklands- og Irakkrigen, så jeg har en god fornemmelse for, at han nok skal føre os trygt igennem dette skotske eventyr.

Til en begyndelse vil han faktisk gerne henlede opmærksomheden på, at vi om et øjeblik kører over den legendariske Forth Railway Bridge, en ikonisk rød stålbro fra 1890, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Det er en fin anledning til at hoppe ud på den lille åbne platform for enden af salonvognen. Den er måske togets mest charmerende detalje, fordi herude kan jeg stå og få frisk luft i ansigtet, mens jeg med den ene hånd holder fast i det ornamenterede gelænder og med den anden hånd holder et glas champagne.

Planen for resten af dagen er i øvrigt simpel, forklarer Mark. Den står på velkomst, afslapning og udpakning, inden der klokken 15.30 er Afternoon Tea i salonvognen. På dette tidspunkt vil toget bevæge sig igennem Kingdom of Fife, der er et historisk område, hvor konger og dronninger ligger begravet, og hvor golfsporten blev opfundet.

Næste punkt er omklædning, inden pre-dinner og canapéer og drinks klokken 19.00, efterfulgt af middag klokken 19.30. Efter maden vil der være kaffe, petit fours og live musik i salonvognen.

Først skal jeg dog se nærmere på min sovekupé. Det er imponerende, hvad de har kunnet klemme ind på knap otte kvadratmeter, for de har fundet plads til både dobbeltseng, skrivebord, klædeskab samt eget toilet med bruser. Det ligner et hotelværelse på skinner.

Spisevognens magi

Jeg skal på ingen måde klage over pladsen. Særligt ikke efter at have set forholdene i togets lille køkken. Hvis der er ét sted på toget, hvor pladsen er trang, er det mellem ovnen, komfuret og køkkenvasken. Der hersker travlhed i det lille køkken, for snart skal der serveres en tre-retters middag.

De tre køkkenfolk danser rundt om hinanden i noget som ligner en nøje tilrettelagt koreografi, mens de knokler løs med at få aftenens serveringer klar. For Royal Scotsman er en luksuriøs oplevelse på alle ledder og kanter. Toget er smukt i sig selv, men maden, vinene og udflugterne skal holde samme niveau.

Så middagen i aften består af tre retter: Stegt filet af havørred med krabbe-risotto til forret. Derefter ryg af rådyr fra Rannoch Moor – et stort, naturskønt hedelandskab i det skotske højland – serveret med jordskokpuré, asiatisk pære og mørk chokoladejus. Og så en lun polentakage med jordbærsorbet og sprød marcipancrumble til dessert.

Jo længere vi kommer hen på aftenen, jo lystigere går snakken. Vi er en skønsom flok af franskmænd, briter, belgiere, amerikanere og danskere. Jeg skyder de fleste til at være omkring de 50 år – med undtagelse af et kært amerikansk ægtepar, som fejrer deres 55-års bryllupsdag på toget.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvordan ingen sidder med deres mobiler ved bordet – som i INGEN. Folk lytter, taler og griner. Vi har alle lyst til et eventyr.

Da middagen er ved at være færdig, kommer Mark ind i spisevognen og runder måltidet af med detaljerne om morgendagens program. Han tilføjer, at toget vil holde stille natten over, så vi kan få en god nats søvn uden at gå glip af noget. Toget kører kun i dagtimerne, og holder stille ude på et sidespor i nattetimerne.

Det skotske morgenmåltid

Næste morgen står Mark klar til at tage de morgenfriske med på en gåtur. Klokken er syv om morgenen, og toget har stået natten over på stationen i Keith. Der bor under 5000 mennesker i byen, og om lørdagen sover de tilsyneladende længe, for gaderne ligger øde hen.

Det ligner et sted, jeg har set i en britisk krimiserie på tv. Det ene grå stenh hus med skifertag efter det andet. Det som sætter byen på verdenskortet er, at de producerer en af verdens bedst sælgende whiskymærker i form af Chivas Regal.

Tilbage på toget er det tid til morgenmad. Menukortet består af flere kolde og varme valgmuligheder, men jeg ser ingen anden udvej end at gå efter The Full Scottish. Skik følge eller land fly, ikk’?

Skotterne har taget den traditionelle britiske morgenmad med æg og bønner og givet den en opgradering. Med blødpølse og haggis. Der er lige det med lokale retter, at det nogle gange er bedst, hvis detaljerne forbliver usagte. Som at haggis er indmad i pølseform. Hjerte, lever og lunger fra får bliver hakket og blandet med løg, havregryn og krydderier. Traditionelt set bliver hele herligheden kogt i en fåremave og derefter skåret i skiver.

Det lyder som noget, man helst skal være vokset op med for virkelig at sætte pris på det. Teksturen på haggis er grovkornet, men det smager faktisk bedre end jeg frygtede. Smagen er fyldig og heldigvis mindre »indmads-agtig« end jeg forestillede mig.

Og dertil kommer jo spejlæg, pølser, svampe, bacon, bagte bønner og stegte tomater. Det er et solidt måltid, og mens jeg får sat det til livs, har toget sat kurs mod Inverness.

Højlandets dramatiske natur

Inverness er kendt som porten til højlandet og berømt for sin smukke natur og nærhed til Loch Ness. Der er lagt tid ind i programmet til en rundtur i byen, før toget fortsætter sin rejse.

Det er starten af maj, og markerne er fulde af søde, små lam. De kan ikke være mange uger gamle og hopper lystigt rundt i landskabet. Højlandets dramatiske natur begynder langsomt at gøre sig gældende, og det flade landskab omkring Edinburgh er erstattet af bjerge og søer. Efterhånden er der længere og længere mellem tegn på menneskelig beboelse.

Sent på eftermiddagen ankommer toget til Kyle of Lochalsh. Vi er landet på Skotlands nordvestkyst, helt oppe ved Isle of Skye. Her slutter jernbanen i en lille by med 800 indbyggere.

Ian er her fra byen og tager os på en skøn vandretur op til byens udsigtspunkt og ind igennem skoven. Med en tyk skotsk accent beretter han om livet på disse kanter og øser ud af sin viden om den lokale flora og fauna. Det er en fredfyldt og berigende oplevelse.

Da vi vender tilbage til toget, står hans nabo klar med en lille overraskelse. I en by af denne størrelse kender alle jo alle, så Ian hilser hjerteligt. Nabokonen er byens fiskehandler og hyret af togselskabet til at servere friske skotske østers til samtlige passagerer.

De skotske råvarer er hele tiden i højsædet, og dermed bliver rejsen om bord på Royal Scotsman mere end blot en togtur. Det er også en smagsprøve på det bedste fra Skotland.

Middagen i aften er igen en treretters, og denne gang er der fisk til hovedret. Helleflynderen er fanget ved Scrabster på nordkysten og bliver serveret med østers fra Loch Fyne og kaviar.

Bagefter er der musik i salonvognen. To mænd spiller på henholdsvis guitar og håndsækkepibe, som er den lille udgave af det store instrument og samtidig lidt mindre kraftfuldt, hvilket passer fint til en togvogn. Det er Skotlands traditionelle musik, som bliver udfoldet, og det føles passende med en whisky til.

»Kan du lide whisky?«, spørger den flinke tjener.
»Njah, ikke rigtigt. Jeg er faktisk mest til cognac«, får jeg sagt.
Det var nok en fejl at sige højt. For mit svar skal vise sig at blive tolket som en opfordring til at lære mig at drikke whisky.

Whiskysmagning på toget

Næste formiddag sidder Natalie klar i salonvognen til at gennemføre en whiskysmagning. Hun kommer fra whiskymærket Singleton og har tre flasker skotsk single malt whisky med fra destilleriet Glen Ord på henholdsvis 12, 15 og 18 år.

Foran mig står derfor et bræt med tre glas. Tre små dram. Og klokken er kun 11 om formiddagen. Puha.

»Du skal dufte tre gange«, forklarer hun. Jeg gør som hun siger, men første gang er min næse ved at eksplodere. Den første dram har en alkoholprocent på 40, og er du gal, det kan mærkes i næseborene. Anden gang er stadig vildt, men dog lidt bedre. Tredje gang begynder jeg at kunne dufte andet end blot den intense alkohol. Hjernen er på tredje forsøg begyndt at vænne sig til alkoholduften og kan sortere den fra, så jeg kan finde frem til de finere nuancer.

På et tidspunkt stopper Natalie samtalen. »Se, derinde foregår maltningen«, siger hun og peger, idet toget passerer en bygning med en høj skorsten. Whisky består grundlæggende af tre ting: byg, vand og gær. Resten er op til naturen og destilleriet. Toget er rullet igennem de marker, som leverer råvarerne til drikken i min hånd. Vi har netop passeret destilleriet, hvor whiskyen bliver fremstillet. Pludselig giver de dråber, jeg har i glasset, mening på et højere plan.

Besøg på skotsk højlandsgods

Om eftermiddagen er der udflugt til Rothiemurcus Estate, et skotsk højlandsgods. Her er der frit valg mellem et væld af aktiviteter, blandt andet fiskeri, bueskydning og ATV.

Jeg vælger en tur med de firehjulede motorcykler, som skal tage mig igennem det store landområde, som hører til godset. De firehjulede køretøjer er perfekte til terrænkørsel, så turen går ind gennem den grønne skov, ud på en mark, gennem et vandløb og tilbage til godset.

Det er fedt at komme ud og mærke naturen helt tæt på. Kroppen har også fået et lille skud adrenalin af ATV’ens heftige accelerationer. Bagefter er der te og småkager inde på godset, før turen går tilbage til toget og et glas champagne på stationen i den lille landsby, Boat of Garten. Solen er langsomt ved at gå ned, mens folk finder tilbage til deres kupéer for at klæde om.

Til aftenens gallamiddag er der nemlig dress code. For mænd hedder den mørkt jakkesæt, smoking eller kilt. Jeg var tæt på at leje en kilt til lejligheden, men det viste sig at være mere besværligt end først antaget. En kilt er nemlig ikke bare en kilt. Der er et utal af kombinationer af mønster og jakker.

Royal Scotsman anbefaler en særlig skrædder i Edinburgh, hvis man vil leje en kilt. Så jeg tog et kig på deres hjemmeside, og af alle de mange kombinationer er der kun én, der dur. Jeg ender med at tage min smoking med i stedet.

Middagen starter med consommé af Shetlands-hummer og bevæger sig over i en mør oksefilet af Aberdeen Angus-kvæg. Det er en fin middag, og langsomt går det op for mig, at der er en ting ved toget, som billederne glemmer at fortælle.

Traditionel skotsk ceilah

Jeg falder sjældent i snak med fremmede, når jeg er ude at rejse. På ferier med familien, er det familien, jeg taler med. Rejser jeg med venner, er det vennerne jeg snakker med. Jeg sætter mig aldrig ved et bord med fremmede mennesker og spørger ind til deres liv – og det på trods af at jeg er den snakkesalige type.

Men på toget gør jeg det. Og alle gør det. Der er free seating til samtlige måltider, men fordi vi sidder ved langborde, går snakken på kryds og tværs. Og belønningen er nogle spændende og overraskende samtaler, der giver en helt ny dimension til rejseoplevelsen.

Jeg lærer folks navne. Vi synger fødselsdagssang. Og nyder hinandens selskab. Det er en ret interessant dynamik. Som et par fra New York konstaterer: »Vi ved knap, hvem der bor i vores opgang. Nu sidder vi her og snakker med mennesker, vi ikke kendte for tre dage siden«.

Det er sidste aften om bord på Royal Scotsman, og efter maden er der igen livemusik på programmet. Denne gang tager løjerne fart, for musikerne opfordrer folk til at komme ud på perronen og tage del i en skotsk ceilah, en traditionel fest med musik og dans.

Mark proklamerer højlydt, at han kan lære alle at danse et par simple skotske danse. Jeg bliver normalt siddende, når der er lokal sang og dans på programmet, men i aften lader jeg mig rive med.

Musikerne spiller lystigt, og Mark er god til at give instruktioner. Det må have været et syn for guder med en perron fuld af lykkelige og feststemte mennesker iført kilt, aftenkjoler og smoking, som danser sig grinende igennem de sene aften timer.

Jeg tog afsted med forventningen om en smuk togtur igennem Skotland. Det fik jeg – og så meget mere.

FRI var inviteret af Belmond, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. maj 2025.

Er du vild med togrejser? Få mere inspiration fra vores artikler her