I en lille indonesisk øgruppe, 300 kilometer nordøst for Singapore, venter et moderne Robinson Crusoe-eventyr. Her ligger et helt særligt hotel, hvor flydende solceller leverer strøm og koralrevet er fuld af farver.
Det lille vandfly er en simpel maskine uden små tv-skærme eller højttaleranlæg, som kaptajnen kan tale over. Så efter at have fløjet en times tid over det endeløse blå hav, ryger et håndholdt skilt op inde fra cockpittet: 10 minutter til paradis, står der.
Jeg kigger ud ad det lille flyvindue og kan spotte min destination: Bawah Reserve, et eventyrligt sted, der er dækket af jungle og omgivet af koralrev. Seks små tropeøer midt i ingenting, som kun kan nås ved hjælp af hotellets vandfly.

»Der er to timer i speedbåd til nærmeste beboede ø,« får jeg at vide. En kvinde fører mig ad en snoet sti hen til mit logi for natten. Der er to overnatningsmuligheder på Bawah Reserve: En luksus-strandhytte i bambus med en stor kanvasdug som tag. Eller den slags, som jeg skal overnatte i: en bungalow på pæle ude i vandet. »Værsgo, du får en walkie-talkie,
så du altid kan komme i kontakt med os,« siger kvinden, mens hun viser mig på plads.
En af udflugtsmulighederne er nemlig den ultimative Robinson Crusoe strandtur. Den kræver en walkie, for Bawah Reserve råder over tre uberørte laguner og tretten kridhvide sandstrande, som du kun deler med de andre få gæster.
Planen er simpel: De sejler dig ud til en øde strand, som du får for dig selv hele dagen. Når du vil hjem, kalder du personalet over walkien, hvorefter de starter båden op for at hente dig tilbage.
Book dit ophold på Resortet Bawah Reserve lige her
FAKTA
Sådan kommer du til Bawah Reserve
Du ankommer til Bawah Reserve med hotellets vandfly – eneste alternativ er at sejle dertil i din private yacht. Det koster 950 USD (6520 kr.) pr. person tur-retur fra Singapore for transportpakken med dør-til-dør transport i bil, båd og vandfly.
Dertil kommer flybilletten fra Danmark til Singapore. Du flyver direkte fra København med Singapore Airlines. En returbillet koster fra 5321 kr.
Se mere her
Luksus af en anden verden
Resortet Bawah Reserve ligger som hjertet i en 1000 hektar stor marinepark. På de seks private øer findes kun dette ene hotel og intet andet. Bortset fra vild natur i sin fineste form. Det startede egentlig som et projekt, der skulle redde øerne fra dynamitfiskeri. Militæret havde haft en udpost her, og soldaterne var overladt til sig selv, når det gjaldt om at skaffe mad. Så de tyede til den mest brutale løsning, nemlig at fiske med sprængstof.
Det truede både fiskebestand og havmiljø, så en indsats var påkrævet. Opførelsen af Bawah Reserve endte derfor med at tage fem år og koste over 200 millioner kroner, fordi ejeren insisterede på at skabe stedet med så stor respekt for naturen som muligt.


Stien rundt på hotellet snor sig, for når et træ står i vejen, må stien sno sig udenom. Det samme ved den store fællespool, hvor to træer er placeret midt i pooldækket. De stod her først, og så må de jo indarbejdes i planerne. For naturen skulle have lov at være her.
Hotellet er primært opført af drivtømmer og bambus, og bygget med håndkraft. Det er indehaver af Asiens største flydende solcellepark til at levere strøm. Og fire af de seks øer er stadig uberørte og ubeboede.
FAKTA
Det koster en nat på Bawah Reserve
Bawah Reserve ligger i Indonesien i en isoleret øgruppe langt fra alting, og på grund af afstanden skal du booke minimum tre nætter. Prisen starter ved 990 USD (6795 kr.) pr. person pr. nat i delt dobbeltværelse, men hvis du booker fire nætter, får du den femte nat gratis. Se mere på: www.bawahreserve.com
Inkluderet i prisen er samtlige måltider i restauranterne, en daglig behandling i hotellets spa, udflugter til strande og laguner, leje af kajak og paddle board, yoga, meditation, junglevandring, snorkelture mv. Det som koster ekstra er dykning samt øl, vin og spiritus.
Har du store armbevægelser, kan du leje ejerens private ø, Elang. Den koster fra 125.000 kroner pr. nat, men så kan du medbringe ni af dine bedste venner.
Badeferie på den store klinge
De lokale fiskere i havet omkring Bawah Reserve bor i huse på pæle, og herfra kommer inspirationen til min »Overwater Bungalow«. Nok bor jeg midt ude i ingenting, men jeg mangler intet. Rummet er indrettet med lækre træmøbler, kæmpe seng, højt til loftet og moderne fornødenheder som aircondition og wifi.
På en stumtjener hænger en stråhat og flettet strandtaske til fri afbenyttelse, og fra min private solterrasse fører en trappe direkte ned i det turkise hav. Det er med andre ord badeferie på den store klinge. Læg dertil solnedgangs-cruise, jungle-hike og en daglig tur i spaen, hvilket – sammen med alle måltider – er inkluderet i prisen.
Book dit ophold på Resortet Bawah Reserve lige her


Maden indtager jeg det ene øjeblik på en restaurant oppe i højderne med udsigt over trætoppene, lagunen og øgruppen. Det næste øjeblik sidder jeg på stranden med fødderne i sandet, rosé i glasset og frisk fisk og skaldyr på bordet. Efter det lige har været en tur ovre at vende på den store grill. Det er et lækkert, let og moderne køkken, de kører her. Hvilket jo er heldigt, for her er vitterligt ingen andre steder i nærheden at spise.
Om aftenen er stjernehimlen fuldstændig magisk, fordi lysforureningen er minimal. Månen spejler sig i havoverfladen og stjernerne står tydeligt på den mørke nattehimmel. Mælkevejen kan jeg se med det blotte øje, og hov, er det et stjerneskud? Så må jeg jo ønske!
Det smukkeste koralrev i 25 år
Mit store ønske har i mange været at se et koralrev, der er lige så smukt, som det jeg oplevede i mine dage som rygsækrejsende i 90’erne. Et koralrev fuld af farver.
Jeg er derfor taget med på en bådtur og har iført mig maske og snorkel. Sigtbarheden er god i de tidlige morgentimer, og først svømmer jeg parallelt med en gruppe af små barracudaer. Derefter glider en skildpadde igennem vandet foran mig.
En revhaj er på jagt i korallerne, og jeg kan iagttage det hele igennem min maske fra vandoverfladen. Farverne er enestående. Grønne, lyseblå og rosa. Det er hele paletten. Og Nemo, Dora og alle de andre fisk fra tegnefilmen er her også.

Wauw! Det er det flotteste koralrev jeg har set i 25 år. Det er det undervandsparadis, som mange steder i verden lover at være, men kun få kan leve op til.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. december 2024.

