Elefanter i hobevis, vilde hunde og kanotur på Zambezi- oden. Zambia gemmer på unikke oplevelser, der stadig føles uopdagede.
Det lille fly glider hen over det røde og tørre landskab, og der er ikke en by i miles omkreds.
Eftermiddagssolen er så småt ved at gå ned, og det gyldne lys får det røde landskab til at gløde.
I det fjerne snor Zambezi-floden sig gennem bushen og landingsbanen Royal, der løber parallelt med floden.
Vores lille Cessna-fly fra 1968 med plads til blot fire passagerer lander blødt.
Den amerikanske pilot, der i øvrigt som barn var på tennislejr i Ølstykke, forsikrer, at de ældre fly er i meget bedre kvalitet end de nymodens.
En khakiklædt ranger venter i den store jeep, som skal køre os til den private luksuriøse safarivilla Time + Tide Chongwe House.
»Velkommen til Zambia,« udbryder han, mens han tilbyder os en iskold vaskeklud og en zambisk øl med navnet Mosi.
Allerede på køreturen gennem det tørre landskab til villaen fornemmer vi, at der venter os et spektakulært eventyr, og allerede som vi nærmer os villaen, dukker de første vilde dyr op.

Æresgæsten Mubanga
Chongwe House ligger ved floden, som er et yndet vandhul for områdets dyr.
Særligt om eftermiddagen søger elefanter, impalaer, vortesvin og vandbukke ned mod floden.
Den organisk formede villa har stråtækt, der får den til at virke som en forlængelse af landskabet – som en blanding af Gaudi-agtig arkitektur og afrikansk natur.
Villaen åbner direkte op til floden på den anden side af indgangen, og der er dermed altid frit kig mod de vilde dyr, der uforstyrret krydser gennem området.
Det søde personale byder velkommen og siger, at der er en gæst, der har ventet vores ankomst: Ude på terrassen står en kæmpe hanelefant og piller frugten fra et stort træ med sin snabel.
Vi sætter os i en tæt, men respektfuld afstand til ham. Han accepterer tilsyneladende vores tilstedeværelse.
Vi vælger at kalde ham Mubanga, som betyder et stort og meget stærkt træ.

Arkitektur og luksus i Time + Tide Chongwe House
Time + Tide Chongwe House er som genfødt efter en total transformation af det zambiske designstudio KT Interior.
Den private safarivilla, der oprindeligt blev tegnet i 2006 af Neil Rocher, har bevaret sin skulpturelle grundform, men har nu fået et mere nutidigt og luksuriøst udtryk.
Indenfor er alt holdt i dæmpede jordfarver, sand, grå og støvet oliven, der spejler landskabet udenfor.
Møblerne er håndlavede i træ, tekstilerne grove og taktile og hvert rum føles som en forlængelse af naturen udenfor.
De buede vægge, de polerede gulve og de organiske linjer får huset til at se ud, som om det er vokset ud af jorden. Villaen er designet til, at hele huset lejes med plads til otte personer i de fire soveværelser.
De to store værelser har åbne vinduespartier og drop-down teltfronter, som lader dagslyset strømme ind fra de store private terrasser og skaber en uforstyrret forbindelse mellem soveværelse og savannen.
Ovenpå har to værelser store terrasser med udendørs brusebad og udsigt over floden.
Udendørsområdet er alt, hvad vi drømmer om.
I løbet af dagen bruger vi det til at slappe af ved poolen efter morgenens safariudflugt, mens der om aftenen gløder af bål og samtaler om dagens dyreoplevelser ved det hyggelige ildsted under stjernerne.
Kokken tilbereder maden til os i et udendørskøkken, hvor der både er pizzaovn og grill, og måltiderne tilberedes over åben ild.

Lower Zambezi National Park
Zambia er stadig on the beaten track og føles som en uopdaget safaridestination.
Her er færre turister sammenlignet med øvrige afrikanske rejsemål som Tanzania og Kenya. I hvert fald lidt endnu.
Det er et rejsemål for safari-insidere, hvor man ikke behøver at gå på kompromis med komfort.
Chongwe House ligger kun en kort køretur fra Lower Zambezi National Park, hvor dyrelivet er rigt og tæt på.
Denne nationalpark er kendt for at have vilde hunde, og på første morgensafari kører vi ind i en flok af dem på jagt.
De bevæger sig som ét velkoordineret team, hurtigt, målrettet og fuldstændig upåvirkede af vores jeep.
Vi holder vejret, mens de arbejder sig tættere på en impala, indtil byttet til sidst trættes ud, og de fanger det.
Det er et kort, intenst øjeblik, hvor naturens brutalitet står lysende klart.
Heldigvis bliver vi hurtigt mindet om, at en mildere Disney-version også lever i bedste velgående, da vi kører tæt på en flok hunelefanter, der kommer marcherende med en række babyelefanter i forskellige aldre.
De standser op og holder øje med os.
En af de ældre babyelefanter, sikkert inspireret af en voksen elefant, laver et teatralsk bluff-angreb på os, hvor den puster sig op med løftet snabel og de store ører blafrende.
Vi smiler alle varmt og bliver enige om, hvor nuttet det er. Lige indtil morelefanten, som har holdt øje i baggrunden, laver den voksne version af angrebet, som får vores ranger til at starte jeepen og bakke tilbage i en sikker afstand.

Kanosafari på Zambezi-floden
Kanoerne og vores rangers står klar til os på flodbredden. Chongwes beliggenhed ved floden gør det til et oplagt sted at se dyrene og naturen fra et helt andet perspektiv.
Lower Zambezi er kendt for deres mange flodheste og krokodiller, så det er med hjertet i halsen, at vi sætter os i kanoerne og bliver skubbet ud på floden.
Heldigvis har de fundet en afstikker til den store flod, hvor vandstanden er lavere, og der derfor er færre flodheste.
Vores frygt forsvinder som dug for den varme eftermiddagssol, da vi glider gennem den stille natur, der kun forstyrres af en trompeterende elefant eller gryntende flodheste.
På flodbredden står alt fra elefanter og impalaer til vandbukke og bøfler, der i den begyndende solnedgang drikker vand fra floden.

En kæmpe bøffel står midt i det lave vand, og da de kan være uforudsigelige og aggressive, er risikoen for at provokere ham for stor, så vi må vente tålmodigt på, at han er færdig med at drikke, før vi kan fortsætte.
Vi lægger til ved en flodbred, hvor vores rangere har gjort klar til drinks, som vi nyder, mens solen bliver rødere og mørkere, inden den forsvinder ned i Zambezi-floden.
Det bliver kaldt »sundowners« og er en fast tradition på safari.
Da vi sejler retur til villaen under en mørkerød himmel, ser vi en hanelefant svømme tværs over den flere hundrede meter brede flod.
Elefanter er habile svømmere og er kendt for at kunne dykke og bruge deres snabel som snorkel.
Hverdagen i safarivillaen: Tæt på Afrikas rige dyreliv
Egentlig behøver vi ikke at forlade villaen, for der er dyr alle vegne.
Selvom vi har været på safari før, har ingen af os oplevet at være omgivet af dyr så tæt på villaen, og vi føler, vi er en naturlig del af deres hverdag.
Mens jeg står i det udendørs bad på terrassen, står en hunelefant med sin blot tre uger gamle baby lige ved siden af, og mens vi er i poolen, kan vi nyde synet af elefanter, vortesvin, flodheste, impalaer og kuduer lige foran.
Hver morgen hører vi fra personalet, at større rovdyr som både leoparder og løver har passeret området i løbet af natten på jagt.

De kommer ikke ind i huset, men vi bliver bedt om at holde os til huset og ikke strejfe rundt på grunden.
Mest af alt for ikke at forstyrre de vilde dyr og skabe unødvendige konfrontationer mellem dyr og mennesker, for det er deres territorium, vi befinder os på – ikke omvendt.
Det hele føles sikkert, og det er mere end rigeligt at sidde på terrassen og kigge på de passerende dyr. Eller blive vækket om natten af gryntende flodheste, der kommunikerer med hinanden.
REJSETIPS
Værd at vide
Du kan flyve til Lusaka i Zambia med eksempelvis Emirates eller Ethiopian Airlines. Herfra kan Time + Tide hjælpe med flytransport til Royal-landingsbanen ved safariresortet Chongwe House.
Priser fra 5.500 kroner per person per overnatning, hvilket blandt andet inkluderer ophold, mad, drikkevarer, massagebehandling og daglige aktiviteter som eksempelvis safari, bådcruise og meget andet.
Time + Tide Chongwe House har åbent i safarisæsonen, som løber fra 1. maj til 15. november.
Coverbillede: PR
FRI var inviteret af Time + Tide, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 20. juni 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie på det afrikanske kontinent? Find flere artikler her
