Europas (måske) smukkeste togrute – men du skal ikke lide af højdeskræk

En tur med den schweiziske Gletsjerekspres byder på hele pakken af storslået natur, luksus og eventyr. Og har man lyst til en afstikker, er der talrige muligheder for at forlænge turen.

På lang afstand kan man kende Matterhorn. Som en perfekt formet pyramide rager det fritstående bjerg 4478 meter op, og selv fra et fly i ti kilometers højde kan man spotte Schweiz’ mest kendte alpetop, når man i klart vejr passerer Europas største bjergkæde. Det påstås, at Matterhorn både er verdens mest fotograferede og mest ikoniske bjerg, det er i hvert fald det lettest genkendelige.

Og det er netop her – i Zermatt, som ligger ved foden af Matterhorn – at den berømte togtur med Gletsjerekspressen starter. Efter knap 300 kilometer, 291 broer og et bjergpas i mere end to kilometers højde når toget frem til kur- og vintersportsbyen St. Moritz, der udgør turens endestation.

Gletsjere og vandfald

I ro og mag bevæger den røde togstamme sig gennem det sydlige Schweiz. På markerne græsser køer med bjælder om halsen, og på bakkerne ligger det ene brune chalet efter det andet. Men gradvist skifter landskabet karakter, og det rå alpine terræn begynder at dominere.

Højt oppe skimter vi en gletsjer, som ligger klemt inde mellem to alpetoppe, og den reflekterer et skarpt lys, når solen står i den rette vinkel. Længere nede ad bjergsiden samler smeltevandet sig i kraftige strømme, der gennem årtusinder har eroderet kløfter i klipperne, og vi spotter hele tiden nye vandfald, som vælter mod afgrunden og opløses i en sky af damp, når de rammer bunden.

Over lange stræk løber skinnerne så tæt på bjergene, at der er opsat kraftige stålnet, som skal beskytte toget mod nedfaldende klippestykker, og vi passerer et par klatrere, som arbejder sig lodret op med deres reb og karabinhager.

Slow travel med eksprestog

Selve turen ad skinnerne fra Zermatt til St. Moritz kan klares på otte timer, men der er så mange panoramiske udsigter og spændende byer på ruten, at turen med fordel kan strækkes over flere dage. Uofficielt markedsføres Gletsjerekspressen som verdens langsomste eksprestog, og de pakkerejser, der udbydes, giver passagererne god tid til at nyde det alpine landskab såvel som den lokale gastronomi og de byer samt hoteller, man kommer forbi.

Mens vi nærmer os den lille bjergby Andermatt, åbner togstewarden klapbordet foran sædet og serverer to kolde glas champagne. Efter en lille pause får vi dagens menu præsenteret og starter med en gletsjersalat med sprøde salatblade toppet med speck, croutoner og små stykker ost fra Graubünden. Alt – lige fra kontrasterne i farve, smag og tekstur – er
fint afstemt, og ledsaget af et glas sauvignon blanc er forretten en nydelse.

Hovedretten, der består af citronrisotto med røget laks og braiserede tomater, samt desserten, som er et stykke gulerodskage, fuldender måltidet.

For os – et modent ægtepar, hvis togerfaring primært stammer fra ungdommens interrailture med rygsæk, overnatning på banegårdsperroner og strækninger, hvor vi ikke fik bad fem dage i træk – er gletsjerekspressen en stor kontrast. Vi er et sted i livet, hvor vi sætter pris på den komfort, der er forbundet med et behageligt kupésæde, en ordentlig seng at sove i samt et godt måltid. Af samme grund viser det generelle billede da også, at det er et publikum på 50 plus, som fylder gletsjerekspressens beigefarvede sæder ud.

Forbi Rhinens udspring

Ved Andermatt forlader toget kantonen Valais og kører ind i Graubünden, og det dominerende sprog skifter fra fransk til tysk – og rætoromansk, som tales af omkring 15 procent af befolkningen i den lille kanton.

Toget har nu arbejdet sig op i mere end to kilometers højde for at køre over passet ved Oberalp. Alt er hvidt, og selv om vi sidder bag togets tonede ruder, er vi nødt til at tage solbriller på. Da jernbanen er ført over passets laveste punkt, rager der
stadig klipper op på begge sider af sporet, og nogle hundrede højdemeter længere oppe ligger Tomasee. Herfra starter Rhinen sin 1232 kilometer lange rejse gennem Schweiz, Frankrig, Liechtenstein, Østrig og Tyskland, inden den løber ud i Nordsøen ved rhindeltaet i den sydlige del af Holland.

På strækningen efter passet går det stejlt nedad. Flere steder er sporet anlagt i serpentinerkurver, og togets hjul hviner højlydt, når vi kører gennem de snævreste af dem. Det ene sceneri efter det andet farer forbi vinduet, og et stykke tid kører vi langs Vorderrhein, der er en biflod til Rhinen. Her holder adskillige adventure-bureauer til, og flere steder er den brusende flod fyldt med farvestrålende kajakker.

Fantasy-univers

– Wir nähern uns dem Landwasserviadukt! Vi kører langs de lodrette klipper på den ene side af en dyb kløft, og beskeden fra togets højttaler får alle op af stolene. Landwasserfloden buldrer af sted langt under os, og forude fører en
65 meter høj viadukt tværs over afgrunden, hvorefter togsporet forsvinder ind i en mørk tunnel, som er sprængt ud i klipperne på den modsatte side.

Sceneriet kunne være taget direkte fra en Harry Potter-film, og landwasserviadukten er følgelig et af Schweiz’ mest fotograferede motiver. Viadukten, der blev bygget i 1901, er UNESCO-fredet, og lokomotivføreren er venlig at sætte farten så meget ned, at togets gæster kan knipse løs med selfies og instagramvenlige fotos. Oplevelsesmæssigt kan det næsten være svært at tage mere ind, men nogle kilometer forude venter endestationen i St. Moritz, og her skiftes de naturmæssige indtryk ud med de kulturelle.

Økonomiske muskler

Med blot 5000 fastboende indbyggere ligger det måske ikke i kortene, at St. Moritz skulle have nævneværdig betydning, men den lille bjerglandsby er en af verdens mest eksklusive kur- og vintersportsbyer, og i 1928 samt 1948 afholdt man vinter-OL. Historierne om det eksorbitant rige segment, der valfarter til byen, er talrige. 10.000 privatfly lander årligt i den lokale lufthavn, industrimagnater samt royale udgør stampublikummet, og når skigæster ikke gider vente for længe ved liften, sørger et helikopterfirma for transport til topstationen. Navnet St. Moritz er så stærkt, at det er et registreret va-
remærke med eksklusive licensaftaler for blandt andet champagne- og smykkebrands.

St. Moritz har ni femstjernede hoteller, hvoraf flere er indrettet i belle epoque-palæer, og byen kan bryste sig af to Michelin-restauranter. Det hotel, vi bliver indlogeret på, har knap så mange stjerner, men det er hyggeligt og ligger med god udsigt til de bjerge, man aldrig bliver træt af at betragte.

Afstikker til Italien

Man skal ikke bruge mange timer i et tog gennem Schweiz, før en vanedannende effekt sætter ind. Efter at vi er landet i St. Moritz, hvor Gletsjerekspressen officielt slutter, har vi haft god tid til at opleve byen og strække benene, men vi har slet ikke fået togkørsel nok. Vi booker derfor en dagstur med Berninaekspressen, der på sin vej fra Chur til Tirano netop kører gennem St. Moritz. Så nu venter en tur på sidste halvdel af Berninaekspressens rute, men den skulle efter sigende også være den mest spektakulære.

Turen fra St. Moritz til Tirano, som ligger lige på den anden side af grænsen til Italien, er endnu en tour de force i, hvad det schweiziske alpine landskab kan. Toget kører gennem et frodigt landbrugsareal, hvor marker og vinstokke står snorlige, og hvor der arbejdes intenst med at dyrke jorden. Vi passerer små landsbyer med torve, kirketårne og maleriske
huse, men i takt med at toget bevæger sig over trægrænsen, tager den alpine verden endnu en gang over.

Passagen af Berninapasset i 2256 meters højde er på mere end én måde turens højdepunkt. Her sner det året rundt, her er der gletsjere, og en lille sø nær toppen ligger direkte oven på et af Europas store vandskel. I den ene ende af søen løber vandet mod nord og fortsætter via bifloder til Donau og Sortehavet, mens vandet i den anden ende strømmer mod syd og
løber ud i Adriaterhavet.

På den anden side af passet går det nedad mod den schweizisk-italienske grænse. Togstewardessen kommer rundt og deler chokoladespecialiteter ud – lækkerierne er anbragt i en lille metalæske, der er udformet som et tog – og hver gang toget runder et sving, åbner nye udsigter sig. Om eftermiddagen ankommer vi til banegården i Tirano. Turistbrochurerne
lokker med vinsmagning, kulturelle oplevelser og italiensk gastronomi, men da vi skal med toget tilbage til St. Moritz et par timer senere, spejder vi i stedet efter en café samt en kiosk.

Rejsen vigtigere end endemålet

– Due francobolli per la Danimarca, per favore. I disse sms- og mailtider er det efterhånden sjældent, man sætter sig ned og skriver et postkort. Men skal man gøre en undtagelse og købe frimærker samt sende farvestrålende kort, må det være herfra. Vi finder en café på torvet i Tirano og bestiller cantuccini og cappuccino – i øvrigt et no go i Italien, hvor man ikke drikker mælk i kaffen efter klokken 11 – men det ser vi stort på. Rundt om os summer det af liv, og mens vi nyder forfriskningen, får vi skrevet hilsner til familie og venner.

Gletsjerekspressen samt afstikkeren med Berninaekspressen har på alle måder været en nydelse, og selv om det kan lyde klichéagtigt, konstaterer vi endnu en gang, at det ikke er endemålet, men rejsen undervejs, der har været den store oplevelse. Og samtidig er det godt at konstatere, at den måske smukkeste måde at rejse på også er en af de mest bæredygtige.

FRI var inviteret af Switzerland Tourism og Switzerland Travel Centre, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. maj 2024.

Læs flere artikler om togrejser her