Den catalanske del af Pyrenæerne byder på storslåede panoramaudsigter, et væld af aktivitetsmuligheder og en kultur, der er formet af områdets helt særlige geografi.
Da jeg forlader min lune hotelseng for at gå hen til vinduet den første morgen i Cataloniens Pyrenæere, føler jeg mig lige så forventningsfuld som et barn, der vågner juleaftensdag.
Aftenen før ankom jeg sent til Hotel Pey i den nordcatalanske landsby Boí. Der var bælgmørkt på den sidste del af bilturen, og kun rutens mange bløde sving forsikrede mig om, at jeg var kommet et stykke op i højderne. Nu, hvor dagen gryr, er jeg spændt på at se, hvilket landskab, der åbenbarer sig, når jeg trækker gardinet til side.
Synet skuffer ikke: På himlen har et let lag af skyer klædt sig i sartrosa nuancer. Selve solen er endnu ikke nået op over rækken af skarptskårne bjerge, så dalens stenhuse og træer er badet i et poetisk rødligt skær.
Da jeg har spist morgenmad og står udenfor, fornuftigt klædt på til dagens aktiviteter, ligger landsbyen stadig i skygge, men de højeste bjergtoppe rammes nu af solens projektørlys, så alle klippefremspring og den spredte bevoksning står tydeligt frem.
Begejstring over bjerge
Jeg er givetvis ikke den eneste med rødder i det danske fladland, der mærker en umiddelbar begejstring blot ved udsigten til et bjerg. Og på denne tur, hvor jeg rejser rundt i den catalanske del af Pyrenæerne, befinder jeg mig i den mest spektakulære natur fuld af knejsende tinder, dybe dale, rå klippesider og smukke vandfald.
Mere præcist bevæger jeg mig gennem tre dale, Vall de Boí, Vall d’Aran og Vall d’Aneu, der alle ligger i provinsen Lleida i det nordvestligste af Catalonien, og nærmest uanset hvor jeg kommer hen, får jeg lyst til at stoppe op for at tage de billedskønne omgivelser helt ind.
Hvis jeg skal nå turens tætpakkede aktivitetsprogram, må jeg dog også komme i bevægelse, og første stop er nationalparken Aigüestortes i Estany de Sant Maurici. Her tager jeg med min lille gruppe på vandretur med guiden Roc Subirà, der leder os fra udsigtspunktet Mirador del Sant Esperit langs med Sant Nicolau-floden til søen Llong.
En ensomt beliggende stenbygning, der viser sig at være et simpelt herberg, ligger tæt på søen for de, der ønsker at overnatte i nationalparken i sommerhalvåret – eller måske ligefrem vandre videre fra herberg til herberg på den populære og udfordrende bjergrute Carros de Foc på 65 kilometer. Så langt skal vi nu ikke vandre, og da vores tur slutter tilbage ved en anden sø, Estany Llebreta, har vi gået en knap så strabadserende, men alligevel utroligt smuk tur på cirka 13 kilometer.
Kongeørne og ildfester
Roc, der er vokset op i en af de nærliggende byer og har nydt at være ude i naturen lige fra barnsben, underholder os med sin viden om alt det, vi ser på vejen. Om istidsgletsjeren, der har skabt det plateau, vi vandrer på, og om Sant Nicolau-floden, der sammen med områdets andre floder har lagt navn til parken. Aigüestortes betyder nemlig »bugtende vandløb« på catalansk.
»Der er en kongeørn,« siger Roc og peger op mod en bjergryg, hvor en elegant fugl med stort vingefang svæver rundt. Senere vender vores guide blikket mod jorden og fisker et lille stykke træ op. Han lader det harpiksduftende stykke gå rundt i gruppen, mens han med lys i øjnene fortæller om en af områdets traditioner, Las Falles de Boí:
»I dagene omkring sommersolhverv holder hver landsby en ildfest. Ved aftentid vandrer en gruppe på måske 120 mennesker op på et nærliggende bjerg med hver sin trækævle på 10-15 kilo. Når det er helt mørkt, tænder vi ild i enden af kævlerne og begynder nedstigningen gående i en lang række. Set fra landsbyen ligner det en slange af ild. Til slut løber vi, så stærkt vi kan, ind i landsbyen, hvor vi modtages med musik og fest.«
Las Falles er ifølge Roc grund nok til at besøge Aigüestortes om forsommeren, men på det tidspunktet står nationalparken også grøn og frodig med sne på bjergtoppene og turkisblåt vand i søer og floder. Jeg er der i oktober, og det kan bestemt også anbefales, for områdets løvtræer er efterårsklædt i rødgule farvetoner, der træder frem mellem de mørkegrønne fyrretræer.
UNESCO-værdig arkitektur
Hele året rundt er der mulighed for at tage på aktiv ferie i Pyrenæerne, og da vi kommer til den charmerende landsby Taüll, bemærker jeg et skilt, der promoverer udlejning af ski og snowboards udenfor et af de rustikke stenhuse.
Vores mål er nu at se nærmere på et menneskeligt skaberværk, der går meget længere tilbage i tiden end skiløjper og turisthoteller – nemlig en af byens to kirker, Església de Sant Climent.
Sammen med otte andre velbevarede kirker i Vall de Boí regnes kirken for et enestående eksempel på den romanske byggestil, der blomstrede i Catalonien i 1100-tallet, og derfor optræder samlingen af kirker på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Efter en såkaldt video mapping, hvor besøgende via en avanceret videoprojektion kan opleve, hvordan kirkens nu falmede freskomalerier så ud i 1123, forlader vi Vall de Boí. Køreturen gennem det bjergrige landskab er en oplevelse i sig selv, og snart ankommer vi til Vielha, der med sine omtrent 4000 indbyggere er hovedstaden i Vall d’Aran.
Mæt af indtryk, frisk luft og en fyldig aftensmad på Restaurante La Abuela (med løgsuppe, lammekoteletter og flan), er jeg mere end klar til at gå til ro på det søde Hotel El Ciervo.
Natur og kultur i Vall d’Aran
Vall d’Aran er på mange måder helt sin egen. Den højtliggende dal er placeret på den nordlige og dermed franske side af Pyrenæerne, så historisk har den ligget ret afskåret fra resten af Spanien.
Dens geografiske placering har ikke bare betydning for vejrforholdene – som den eneste dal i Catalonien har den et atlantisk frem for mediterrant klima – men også på kulturen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i sproget: Foruden spansk og catalansk har befolkningen et tredje officielt sprog, aranesisk, der er en variant af occitansk.
Bjergguiden Ivan Diaz de Heredia Alonso holder sig dog primært til at veksle mellem engelsk og spansk, da jeg med min gruppe står i et billedskønt efterårslandskab i Artiga de Lin. Artiga er et occitansk ord, fortæller Ivan, for et skovklædt område, der ryddes for at give plads til græssende dyr. Helt passende har en flok køer stillet sig fotogent til skue på den grønne eng, der omgives af bjerge til alle sider.
I dag arrangerer vores guide gerne ture, hvor besøgende kan høre hjortenes parringsbrøl, se nærmere på områdets særlige planteliv eller trekke op til Pico de Aneto, der er Pyrenæernes højeste bjerg. Men før i tiden var det ikke turister, der kom her, forklarer Ivan, mens han udpeger Coll de Toro, der ligger lidt lavere end de mest knejsende bjergtoppe:
»Under 2. Verdenskrig var det et af passene, som jøder og andre folk forcerede for at undslippe nazisterne. Her i Vall d’Aran havde de allerede forladt Frankrig, og hvis de krydsede Coll de Toro, kom de til Den Iberiske Halvø og kunne rejse videre mod Amerika.«
Historiens vingesus får vi også mulighed for at føle og smage på, da vi går ned til Uelhs deth Joeu (»Jupiters øjne«), som er et imponerende vandfald, hvis fossende strøm kommer fra Aneto-gletsjeren efter at have løbet fire kilometer under Pyrenæerne. Vores stedkendte guide kravler ned til et plateau, hvor han kan fylde vores flasker op med vand, mens han gør opmærksom på, at vi nu drikker iskoldt vand, der er 25.000 år gammelt.
På scootertur med panoramaudsigt
»Jeg plejer at sige, at jeg har trukket mig tilbage,« siger Cristobal Calzado grinende, mens han står ved et af Vall d’Arans andre vandfald, der bruser nær landsbyen Salardú. Cristobal er dog langt fra pensioneret, for selvom han forlod sit kontorjob for flere år siden, driver han nu en skiskole i vinterhalvåret og er derudover ejer af firmaet Electric Riders.
I dag fungerer han som vores guide og læremester, da vi kører ud på de elektriske scootere, som firmaet udlejer. For en nybegynder som mig, der kun har prøvet at sidde bag på motorcykler og knallerter, kræver det et par runder på træningsbanen, før jeg føler mig nogenlunde tryg ved køretøjet.
Da vi lidt efter kører i kortege ud på den asfalterede vej og videre op i højderne, skal jeg også lige lære at begå mig på de stenede bjergstier. Alligevel går der ikke længe, før jeg har overskud til at nyde de spektakulære naturomgivelser – og suset i maven, når jeg speeder op på min lydløse tohjuler.
Efter min debut som scooterfører får jeg et af rejsens bedste måltider i den lille landsby Bagergue. Selv de, der har opbygget en solid appetit, kan forvente at gå mætte fra Restaurant el Jardí dels Pomers, hvor de serverer nærende mad fra Pyrenæerne som vildtstuvning, grillet lam, kålretten trinxat og den lokale klassiker olha aranesa.
Overtro i dalen
Fra Vall d’Aran går køreturen over bjergpasset Port de Bonaigua, hvor en snoet hovedvej forbinder den tidligere så isolerede dal med resten af Catalonien. Efter en nat på Hotel Trainera i landsbyen Esterri d’Aneu begiver jeg mig endnu en gang ud i det grønne, nu på rundtur i La Mollera d’Escalarre – et vådområde, der ligger som del af Cataloniens største naturpark, Parc Natural de Alt Pirineu.
Her bliver vi vist rundt af Júlia Carreras, der gennem akademisk forskning og praktisk arbejde har specialiseret sig i etnobotanik, folklore og hekseri. I grøftekanter og grønne hegn peger hun planter ud, der på den ene eller anden måde har haft betydning for lokalbefolkningen i Pyrenæerne.
Dér er et valnøddetræ, hvis grønne frugter bruges til at fremstille den populære urtelikør ratafía. Og dér har vi en bjergtidsel, en stikkende plante med store, sollignende blomster, som ifølge egnens overtro kan beskytte hjemmet, når de hænges på døren.
»Og se den vilde rose derovre,« siger Júlia og peger på en genkendelig busk med røde bær.
»Lidt ligesom tidslen skulle to hybengrene over kors kunne beskytte hjemmet mod uvejr. Jeg er vild med forklaringen: Man mente, at busken kom fra helvedes dyb, og hver eneste hybenfrugt var en lille djævel. Så stærke kræfter kunne få enhver heks til at undlade at angribe huset med torden og lynnedslag.«
Efter endnu en naturskøn og alligevel meget anderledes gåtur tager vi tilbage til Esterri d’Aneu. Inden vi tager afsked med Júlia, viser hun os byens lille museum, Ecomuseu de les Valls d’Àneu, og hendes egen butik, Occvlta Pirineus, hvor hun afholder workshops i fremstilling af vermouth, bikvokslys og meget mere.
Sidste stop på min tur i Pyrenæerne er middelalderlandsbyen Gerri de la Sal. Som bynavnet antyder, har lokalbefolkningen og tilflyttere udvundet salt her i århundreder, og i dag kan man besøge den flotte, gamle lagerbygning for at få indblik i det hårde arbejde.
Selvom byens saltproduktion er stoppet, har de stadig glas til salg i museumsbutikken, og efter sigende foretrækker flere spanske kokke stadig at bruge salt fra Gerri de la Sal. Jeg køber selvfølgelig også et glas, inden jeg begiver mig af sted mod Barcelona: Det er et fint minde at have, der fortæller om den særprægede natur i den catalanske del af Pyrenæerne, men også om de sejlivede mennesker, der gennem tiden har beboet den bjergrige egn.
Coverbillede: Sofie Vestergaard
FRI var inviteret af Det Catalanske Turistråd, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 25. april 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Spanien? Find flere artikler her
