Stilhedsretreat i Umbrien: Luksus og ro på Eremito kloster

Den moderne tids største luksus findes på et kloster i Umbriens UNESCO-bevarede landskaber – tag med på en rejse, hvor chantende munke fører dig igennem ordløse middage og ind i en verden af ro, enkelthed og stilhed.

Det er med skyhøje forventninger, at min kæreste og jeg endelig drejer af motorvej A1 med retning mod Eremito. Der er gået tre år siden, vi første gang stiftede bekendtskab med det gamle kloster i Italien. Det var i et tv-program med titlen »Vilde hoteller«. Dengang var vi ikke i tvivl – det der skal vi opleve en dag. Og tænk sig, nu er vi endelig på vej.

Vi har fået besked på ikke at gøre som GPS’en anviser, men i stedet følge den beskrivelse, vi har fået tilsendt af hotellet. Og havde det ikke været for netop den, ville de fleste nok have tænkt, at de var kørt forkert. Vi er drejet af hovedvejen i vores lille lejede Fiat 500, og vi begynder den sidste del af rejsen mod det gamle kloster.

Efter 40 minutters slalomkørsel for at undgå de største huller i den smalle grusvej, kan vi endelig trille vores bil, der nu er gået fra modesmart petroleumsblå til støvet sandfarvet, over det sidste hul i vejen og ind på parkeringspladsen. Vi har på forhånd fået besked på kun at pakke det mest nødvendige med en henvisning til at »At Eremito the dress does not make the monk«. Alt man behøver er et behageligt sæt tøj, der kan anvendes til yoga, vandresko, der er gået til, et par løse bukser, yndlingssweateren og en god bog.

Vi stiger ud af bilen og går forventningsfulde hen mod den store trædør ind til klosterets have. Jeg skubber forsigtigt døren op, og der ligger det så, det flere hundrede år gamle kloster. Der er ikke noget synligt skilt, som viser vej til indgangen, men vi drages mod en smal trædør med en træudskåret munk og lirker forsigtigt døren åben. Vi træder ind i en lang, dunkel gang kun oplyst af stearinlysenes skær, og vi er et øjeblik i tvivl om, om vi er gået forkert. Men for enden af gangen øjner vi aktivitet, og jo længere vi kommer ned ad den smalle gang, des højere bliver tonerne af chantende munke.

Da vi når helt ind i hjertet af klosteret, bliver vi mødt af en ældre, hvidhåret herre klædt i løstsiddende tøj i afdæmpede jordfarver. Med et varmt blik i de mørkebrune øjne og en imødekommende hånd på min skulder byder han os velkommen og præsenterer sig som Marcello, ejeren af Eremito. Det tager ikke mange sekunder, før vi begge mærker den hjertevarme og ro, som han indgyder. En ro, som sidenhen skal vise sig at være en uomtvistelig del af Eremitos DNA.

Hoteldrømme

Marcello opbyggede i tidernes morgen jeansbrandet El Charro, men da forretningen var på sit højeste, blev det for meget for ham. Han besluttede sig for at skille sig af med succesen – Marcello ville have sin frihed tilbage. I to år sejlede han verden rundt i en restaureret træbåd og så undervejs så mange steder og hoteller, at han fik idéen til at skabe noget, som ikke allerede eksisterede.

Det blev i første omgang til designerhotellet Hotelito Desconcido i Mexico, der blev det første luksushotel i verden uden elektricitet og samtidig et af de første eco-lodges i Latinamerika. Men Marcello er et nysgerrigt menneske og efter en årrække i Mexico, kaldte Italien på ham. Han besluttede sig for at rejse hjem og skabe et nyt luksuskoncept – ikke et fint hotel, for dem findes der jo allerede massevis af. Nej, han havde en mission om at skabe et sted, hvor enkelthed, ro, stilhed og plads til fordybelse er i centrum. Resultatet blev Eremito, der er grundlagt på en bjergskråning midt i Umbriens smukke, UNESCO-bevarede landskab.

Det har taget fire år at bygge det gamle kloster op, sten for sten. Solcelleanlæg forsyner stedet med elektricitet, og solpaneler sørger for varmt vand. Alt mad er vegetarisk og i videst muligt omfang baseret på egne afgrøder. Det, der ikke kan gro på stedet, indkøbes i lokalområdet.

Netop maden og måltiderne skal vise sig at udgøre en central del af den totaloplevelse, det er at besøge Eremito, men det vender vi tilbage til.

Efter den varme velkomst bliver vi vist ned til vores værelse eller mere præcist vores celluzze, der ligger i den del af klosteret, som vender ud mod den bjergtagende og frodige dal. Værelset er enkelt og sparsommeligt indrettet med kun de helt basale nødvendigheder – en seng, en håndvask og et lille bord med en notesbog til at nedfælde sine refleksioner.

Badeværelset med toilet er kun adskilt fra resten af rummet med et groft vævet stykke sækkelærred, hvilket selv sagt godt kan udfordre et nyforelsket par eller andre blufærdige sjæle. Men Eremito består faktisk primært af enkeltværelser og er tiltænkt dem, der har brug for en alenestund til tilbagetrækning, stilhed og refleksion.

Da vi er blevet opfordret til at rejse let, er kufferterne hurtigt pakket ud, og efter et lille hvil er vi klar til vores første middag på klosteret, en oplevelse vi har set frem til med stor spænding og nysgerrighed.

Middag i stilhed

Middagen på Eremito begynder kl. 19.30, men alle gæster er blevet bedt om at møde op ti minutter før. Her samles man udenfor spisesalen, hvor der uddeles personlige stofservietter i servietringe med navnet på den celluzze, man bor i. Præcis klokken halv otte bliver der ringet med klokken.

Klædet, der dækker åbningen ind til spisesalen, trækkes fra og åbenbarer et stemningsfyldt rum. Her er historiske loftsbjælker på tykkelse med et mangeårigt egetræ, rummet oplyses udelukkende af levende lys, og for enden af rummet knitrer det åbne ildsted lystigt kun overgået af munkenes chanten fra et par skjulte højttalere.

Stemningen er sat, og det er som om, det bliver overflødigt at pointere, at middagen her skal indtages i stilhed. Det vil sige ingen samtaler, ingen mobiltelefoner, ingen bøger – enhver overlades til sin egen sanseoplevelse. Eremito betyder eremit (eneboer) på dansk, og nok er der hygge og godt selskab her på klostret, men også fokus på at kunne dyrke sig selv og søge indad.

Vi bliver bænket ved de lange træborde, alle med ryggen op ad muren, ingen med ryggen til hinanden, ingen med nogen direkte over for sig. På bordet står små rustikke keramikkander med henholdsvis vin og vand man forsyner sig selv. Snart kommer serveringspersonalet lydløst rundt med den første af fire vegetariske serveringer, der alle smager himmelsk, måske hjulpet på vej af den opmærksomhed som hver enkelt servering får, nu hvor samtale ikke er en mulighed.

Jeg har rejst en del alene, og det er således ikke første gang, jeg spiser en middag uden at konversere, men der er noget ganske særligt ved at spise sammen med andre, som heller ikke samtaler, men i stedet giver maden og omgivelserne den opmærksomhed, den fortjener.

Efter middagen er der invitation til at slå sig ned på de bløde gulvpuder i det tilstødende lokale, og igen er det de levende lys og det åbne ildsted, der sætter scenen. Der er også mulighed for at sætte sig ud under den åbne stjernehimmel, hvor bålfadet er tændt og tæpper gjort klar.

Inde som ude bliver man tilbudt et glas af den lokale the, som er lavet på æbler og breder sig som en aromatisk sødlig smag i munden. Selvom det er tilladt at samtale under denne del af programmet, så er det tydeligt, at stilheden under middagen har skabt ro i os hver især, og at ingen rigtig har lyst til at bryde magien. Vi ender da også med at trække os tidligt tilbage til vores celluzze.

Oplæsning og yoga

Næste morgen kl. 7:30 er alle hotellets gæster inviteret til en såkaldt »reading« oppe i det lille kapel, som ligger øverst i klosteret. Der er ikke nogen missionering over det, og det er aldeles frivilligt, om man ønsker at deltage, men jeg beslutter mig for også at ville have den oplevelse med.

Vi samles på puder i det lille lokale, og Marcello begynder at læse op af evangeliet – det foregår på italiensk, som jeg ikke forstår, men jeg lukker mine øjne, vender blikket indad og tager den lidt højtidelige stemning til mig.

Efter oplæsningen er der mulighed for at deltage i en yogaklasse i den til dato smukkeste yogasal, jeg har været i. Her er panoramavinduer, som vender ud mod dalen og tillader blikket at stille ind på uendelig.

Jeg har knap nok været på Eremito et døgn, men vil vove den påstand, at min vejrtrækning allerede er blevet dybere, pulsen lavere, og at tankerne er begyndt at stilne af.

Resten af dagen går med en vandretur ned i dalen ad små snørklede stier og langs en rislende elv. Landskabet er så bjergtagende og smukt, at man ikke kan undgå at blive stille indeni. Tilbage på klosteret fortsætter ro med at være det altoverskyggende tema. Selvom vi er omtrent 15 gæster på hotellet, er der en magisk stilhed overalt, hvor alle samtaler foregår med hviskende stemmer. Der er ingen Wi-Fi på Eremito og kun et enkelt sted, er det muligt at få et mobilsignal igennem, men det er som om, det er en helt naturlig del af pakken, og jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg kommer min FOMO til livs.

De næste par dage går, alt imens vi falder ind i en større og dybere ro. Vi booker tid i spa’en, som vi har helt for os selv, og jeg får efterfølgende en massage, som får min krop til at slappe mere af end nogensinde før. Efter tre overnatninger er det tid til at vende tilbage til verden udenfor. På sin vis er der ikke sket meget, og samtidig har det været en af de mest sansefulde og indtryksfulde oplevelser, jeg længe har haft. I alt sin enkelthed tilbyder Eremito den moderne tids største luksus – stilhed, ro og tid til fordybelse.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. juni 2025.

Planlægger du en rejse til Italien? Læs vores reportage fra et luksushotel ved Comosøen eller beretningen fra den italienske ø Sardinien.