Bangkok fra søsiden: Oplev kanalerne i en longtail-båd

De langhalede træbåde er et fast indslag på Bangkoks maleriske vandveje. FRI tog på tur med en kampklædt kaptajn og et måltid til de højere magter.

Vores træbåd virker sårbar, som den bevæger sig slankt mellem brede cruisebåde, kulpramme så lange som fodboldbaner og tungt læssede coastere.

Bedre bliver det ikke af, at havnebusser i høj fart zigzagger op og ned ad floden Chao Phraya og sender kølvand mod os fra flere retninger.

Men bådfører Pen holder skruen stabilt i vandet. Midt ude i den brede flod bevæger den klassiske longtail båd sig støt frem. Bagest, hvorfra Pen styrer kurs og hastighed, har hun placeret et lille måltid på et hvidt klæde.

Skåle med svinekød, kogte ris, salat, frisk koriander og hakkede peanuts. Ved siden af et glas med vand, der er fyldt op tæt til kanten. En tradition, som hun siger. Et måltid til båden. Et måltid som en bøn om sikker søfart. 

Det lader til at virke. Selv i selskab med flodens store fartøjer. Selv i en trafik, der virker kaotisk, og i virvaret af dønninger bliver vandet til de højere buddhistiske magter i glasset. Ikke en dråbe går til spilde.

Bare tæer og Ninja-frisure

Tidligere på dagen møder vi Pen ved Wat Yannawa, der er et bådformet tempel på kanten af Chao Phraya.

Her – ved en tilstødende mole – venter båden og kaptajnen, der virker klar til kamp med trafikken på floden og motorens 110 hestekræfter.

Vores bådfører tager imod med bare tæer, sorte shorts, camouflagefarvet t-shirt og hestehalen sat op i en Ninja-lignende frisure.

Det er søndag og en almindelig dag på kontoret for 56-årige Pen. Hun har været kaptajn på den langhalede båd i snart 30 år.

Da hun var midt i 20’erne, kunne faderen ikke længere sejle familiens båd. Pen trådte til, selv om hun havde kurs mod et arbejdsliv på landjorden.

Pen sidder på en trækasse, der skaber en forhøjning bagerst i båden. Begge hænder holder fast om en metalstang, der er monteret på motoren.

Rorstangen er flere meter lang og har for enden to rotorer på størrelse med to danske rødspætter, der pisker rundt i vandet afhængig af, hvor meget gas Pen giver den med tommelfingeren på speederen.

Bagdelen i vandskorpen

Den lange stang kan løftes og sænkes i alle retninger. Den styrer og giver båden manøvredygtighed selv i byens ofte lavvandede kanaler.

Men det kræver kræfter, og Pen tager jævnligt benene i brug. Ved at sætte de bare tæer på rorpinden tvinger hun, som i et benpres, den lange metalstang til siden.

Slidte knæ hører til professionen, og Pen er ikke gået fri. Med sig har hun to hjemmelavede knæbeskyttere, der er skåret ud af brugte bildæk og monteret med bred elastiksnor.

Ude i Chao Phraya, med bagdelen så at sige i vandskorpen, kommer båden op i fart. Maksimum er 80 kilometer i timen, men på floden er det ikke tilladt at sejle hurtigere end det halve.

Speedometer er der ikke noget af, men det passer meget godt, at vi skyder en 30-40 kilometer i timen hen over dønningerne. Der er skumsprøjt til siderne. En befriende brise i ansigtet. Og en ikke helt ubetydelig larm fra den åbne bilmotor.

Klubmøde for kaptajner

De buddhistiske helligdomme, der ligger ud til floden, syner ikke af meget ved siden af tidens templer, som rejser sig på begge flodbredder.

Her er enorme shoppingmalls i glas og stål og over 60 etager høje bygninger med riverside-lejligheder. Man skal læne hovedet godt tilbage for at kigge op til Lebua Sky Bar, der serverer cocktails på en tagterrasse i 250 meters højde.

Pen sætter farten ned og drejer båden i en blød bue mod bagbord. Flodens uro afløses af stille vand i Bangkok Yai, der er en kanal i den gamle bydel Thonburi. I første omgang betyder det mødet med en bred sluseport og ventetid. 

Alene er vi dog ikke. Andre både som vores venter, og flere kommer til. De lange træbåde ligger tæt og gnubber deres farverige striber mod hinanden.

Bådførerne benytter pausen til at føre råbende samtaler hen over motorerne, der larmer pænt meget, selv om de går i tomgang. Det er som at være tilskuer til et hyggeligt klubmøde for longtail både og deres kaptajner.

I vores båd går snakken med Pen. Nogle af ordene går tabt, som hun sidder dér for enden af den 17 meter lange båd og ved siden af den åbne motor.

Hun fortæller om bådens sødygtighed og om det måltid, der stadig står urørt. Om starten på livet som bådfører for 30 år siden. Om den tid hun finder til at tage sig af sin aldrende mor, som bor en time nord for Bangkok. Om en niece, der bor i Sverige med mand og børn.

Pen tager mobilen frem, som hænger i en overskåret plasticflaske under bådens overdækning. Der er billeder af thailandske børn i svenske omgivelser.

Bådene er linet op i et bredt felt. Som heste før et galopløb, men der er ingen kamp om at komme først, da sluseporten åbner sig.

Kanalen er et helt andet game end floden. Bangkok Yai er smal, og flere steder bor folk direkte til vandet. Vi sejler i et tempo som en kajakroer på søndagstur. Det samme gør de andre i longtail-klubben.  

Pagoder, pælehuse og øgler

Båden glider forbi templer, pagoder og pælehuse. Mange pælehuse med verandaer, der er hævet en halv meter eller mindre over vandets overflade.

På verandaerne ses lokale, der er i gang med hjemlige sysler, eller som sidder i bambusstole og følger flodens trafik. Andre spiser, andre nusser om deres blomster i krukker.

To øgler ligger på en stor sten ved siden af ankomsttrappen til et tempel. Dyrene har øjenkontakt med hinanden og ligner to kærester, der finder det helt naturligt at drive den af på en søndag.

Vi passerer under et par smalle broer til fodgængere. Andre broer, som giver båden skygge i et halvt minuts tid, er brede motorveje. Og det er egentlig det eneste her i Bangkok Yai, der minder om, at vi er i en metropol med 15-20 millioner mennesker og anslået 10 millioner biler og mindst lige så mange motorcykler.

Dengang i 1538, hvor Bangkok Yai-kanalen blev gravet ud, fungerede vandet som byens motorveje.

Meget af det daglige liv – transport, handel, dyrkning af landbruget, markeder – udspillede sig på det forgrenede net af floder, hovedkanaler og mindre sidekanaler.

I dag er det primært longtail både med turister og en smule lokal trafik, der ses på vandet i den snart 500 år gamle Bangkok Yai-kanal.

Knirkende charme i tropisk træ

Efter godt og vel en times sejlads i kanalen lægger Pen båden til kaj. Der er pause ved Bang Luang-markedet, der engang var flydende, men som i dag kun har enkelte både i vandet, hvorfra der sælges et beskedent udvalg af grøntsager.

Markedets nabo Baan Silapin (The Artist House) viser sig at være mere interessant. Det er et over 200 år gammelt træhus i thailandsk herskabsstil med galleri, dukketeater, kunsthåndværk, knirkende gulvbrædder og nostalgisk charme i vandkanten.

Flere spisesteder byder sig også til. En del longtail-både er kommet til med turister, alligevel sidder vi på første række til kanalen og nyder et godt måltid til en billig Baht, inden Pen kalder til afgang.

Turen tilbage går gennem Bangkok Yai, forbi sluseporten og ud i bølgerne på Chao Phraya igen. Der er stadig flere templer og et blomstermarked på dagens program, men det er på landjorden, så vi tager afsked med Pen. 

Måltidet med ris og grisekød er stadig urørt. Det fyldte vandglas er ikke skvulpet over med en eneste dråbe efter fire timer på vandet.

Den kampklædte kaptajn sætter os af ved en af flodens mange piers og trækker en stribe af kølvand efter sig, da hun giver gas og sejler alene videre ned af floden. 

FRI var inviteret af Tourism Authority of Thailand, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 1. november 2025.

Coverbillede: Tourism Authority of Thailand

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Thailand? Find flere artikler her