Vientiane: Østens mystik og parisisk ynde i Laos

Vientiane, hovedstaden i Laos, er måske en lidt overset rejsedestination, men som en del af det tidligere Fransk Indokina har byen formået at tage det allerbedste fra såvel asiatisk som fransk kultur og historie.

Den er så lysende og tillokkende, at jeg ikke kan få blikket fra den, selvom jeg stadig er langt fra den. På en bakketop i udkanten af byen knejser en kæmpemæssig stupa, der er et buddhistisk monument til opbevaring af relikvier.

Den stråler i en yderst delikat guldfarve med sit spidse spir og sine flagrende flag. Jeg trasker hypnotiseret i retning af den gule farve, som var jeg en summende humlebi omkring en honningkrukke. 

Jeg landede i Vientianes lufthavn aftenen før med forrevne knæ, fedtet hår og solskoldede skuldre efter at have udlevet mine hæsblæsende Indiana Jones-drøm i Cambodjas vildtvoksende jungletempler.

Efter knapt et døgn i nabolandet, fornemmer jeg nu en særlig fred. Laos’ hovedstad er ikke som andre hovedstæder, og det går meget godt i tråd med, hvad andre rejsende har fortalt mig. 

»Der er sådan en dejlig ro der, og folk er utrolig venlige,« får jeg fortalt. Rejsende bliver ved med at tage tilbage til Laos, fordi de er kommet til at holde så meget af landet, befolkningen og hovedstaden.

Vientiane er en af de der hovedstæder, der ikke helt føles som en hovedstad, men som snarere har en rar og nedtonet provinsbystemning. Mange af Asiens hovedstæder er præget af tæt trafik, panik og stress. Sådan føles Vientiane ikke. Der er god plads og fredeligt, og folk smiler hjerteligt.

Hvad må man ikke gå glip af i Vientiane?

Wat Phra That Luang: Vientianes Store Stupa

Den guldfarvede stupa ligger nu lige for mine fødder – den bærer det mundrette navn Wat Phra That Luang, men i folkemunde kaldes den for Vientianes Store Stupa.

Det er et stort anlagt tempelkompleks med adskillige bygninger og en overflod af detaljerede buddhastatuer og mytologiske figurer. I et fredfyldt hjørne ligger en stor gylden buddha med halvlukkede øjne som en, der lykkeligt har entreret Nirvana. 

Patuxai: Asiens svar på Triumfbuen

Laos’ hovedstad er et ideelt sted at studere buddhistiske templer; de findes i alle størrelser, aldre og udformninger i mere eller mindre original udgave. Noget af det, jeg dog bider mest mærke i under min spadseretur gennem Vientiane, er det elegante miks mellem Asien og Frankrig. Der er levn fra den franske kolonitid overalt i bybilledet. 

Byen har en tydelig »Østen møder Vesten«-ånd, og jeg lægger især mærke til den franskprægede arkitektur, som specielt bliver synlig ved Patuxai-monumentet. Som en form for byport har den fundet sin inspiration i Triumfbuen i Paris.

Hvor Frankrig møder Laos

Flere monumenter står majestætisk i en park med en bred boulevard omkring og blev i sin tid rejst for dem, der kæmpede for uafhængighed af Frankrig. Det er et stilfuldt mindested, og fra dets top er der udsigt over Vientiane og Mekongfloden.

Ja, den vandrige asiatiske flod løber igennem byen, og min nysgerrighed bringer mig ned til flodpromenaden. Turen går gennem en stemningsfuld cafégade, hvor folk i bedste pariserstil sidder og drikker kaffe, spiser lækre lokale retter og sludrer i flere timer. Der er en hyggelig blanding af fransk og asiatisk stemning, og alle slapper af og virker til at have masser af tid.

Trods en knivspids Paris, så er Laos naturligvis meget asiatisk, og buddhismen er allestedsværende i gadebilledet. Buddha og hans templer er synlige alle steder i Vientiane i form af farvestrålende stupaer og bygninger med svungne tage.

På mine gåture kommer jeg forbi to templer, der ligger på hver sin side af vejen. Det ene ser en anelse forfaldent ud med en solid portion patina. Templet har en særlig historie. Det er nemlig det eneste buddhistiske tempel fra før den thailandske invasion i 1828. Det hedder Wat Si Saket og ser ret beskedent ud, men er altså en krigsoverlever.

Anderledes spektakulært syner Wat Haw Phra Kaew-templet på den anden side af gaden. Det er velholdt og skinner smukt i solen i rødt, guld og hvidt. Templet ligger fredfyldt i en have med palmer og har en tæt samling af buddhastatuer rundt om i den ydre gård.

De knejsende templer ligger side om side med små salgsboder. Jeg falder i snak med en kvinde, der i sin butik sælger tøj, stof og forskelligt pynt. I blandt både nyt og gammelt får jeg øje på et stykke gammelt vævet stof med guldtråde og en lille tyndslidt dug fra det nordlige Laos.

Begge stykker stof har betragtelig ælde og charme, og jeg køber dem med hjem som små mindeværdige perler. Vientiane er stedet, hvis der står kuriositeter på ønskesedlen.

Skulpturparken Xieng Khuan

Min nysgerrighed når nye højder, da jeg læser om »Xieng Khuan,« som er noget så specielt som en skulpturpark. Jeg kører de 25 kilometer derud på ladet af en lastbil, der gør det ud for lokalbus.

Langs Mekongflodens bred har en fremsynet munk tilbage i 1958 udlevet sin mangfoldige kreativitet. Her går excentrisk fantasi og skabertrang op i en højere enhed og resultatet er både sjovt, tankevækkende og nærmest bizart.

Parken huser et væld af figurer, hinduguder, tårne, broer, mytiske og religiøse væsener og uhyrer af mere eller mindre tvivlsom herkomst. I den ene ende af parken rejser en bygning sig, der minder om en kreativ krydsning mellem en kornsilo og et græskar. Indgangen udgør munden af et fantasimonster. 

Inde i kornsiloen kommer man op på anden etage via en vindeltrappe, og her åbenbarer flere af munkens kreationer sig. Det ser ud som om, de er formet af ler eller mudder og ligner et helt klassebillede af mytologiske skabninger.

Udenfor hilser jeg på en gruppe munke klædt i orange gevandter – vi smiler alle af dette spøjse sted, som overgår de flestes fantasi. Jeg får i hvert fald rykket gevaldigt ved mine fastgroede opfattelser af kunst. Det er afgjort frembringelser, der får en til at smile og føle sig lidt provokeret, men det har sikkert også været planen fra ophavsmandens side.

Vientiane kan noget, da den formår at kombinere Østens mystik, duften af røgelsespinde og en kaffetår på en fortovscafé a la parisiske Montmartre. Det er en interessant by rent historisk og er stadig i dag et unikt miks mellem to verdener.

Du kan roligt køre dit bredeste smil i stilling, nyde den rolige og behagelige stemning i byen, laoternes favnende imødekommenhed og fordybe dig i kulturen, religionen og kreativiteten. Det er der gode muligheder for overalt.

Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. januar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Asien? Find flere artikler her