Sydende Bangkok, berømte bounty-øer og en storby næsten uden turister. Journalist Kristoffer Flakstad har gennem mange år rejst Thailand tyndt og giver her et bud på en 14-dages rundtur i det populære ferieland.
Min kærlighed til Thailand går langt tilbage. I 1996 rejste jeg som 19-årig student til en landsby i den fjerne, nordøstlige provins Sakon Nakhon. Her arbejdede jeg som frivillig på det dansk-thailandske ulandsprojekt Raindrop Foundation, der dengang drev børnehave, børnehjem og mejeri efter dansk forbillede.
Under opholdet i den del af Thailand, som kaldes Isaan, lærte jeg en flig af både landets kultur og sprog at kende, hvilket har gjort det en smule nemmere for mig at rejse i landet efterfølgende.
Jeg har siden været tilbage et utal af gange, både på svipture til Bangkok og på længere rejser i både syd og nord.
Når alt kommer til alt, er jeg dog stadig blot en falang – thailændernes ord for en fremmed. Som så mange andre falder jeg nu og da i turistfælder, og jeg kan stadig efter alle disse år blive blæst bagover af Bangkoks hektiske aktivitetsniveau.
Min seneste rejse til Thailand var en 14-dages rundtur, der både bød på daseferie i palmernes skygge, tropisk storbystemning og overraskelser i området Isaan i den nordøstlige del af landet.
Turen er elastisk og kan sagtens forlænges for dem, der har tid – eller gøres lidt kortere ved at tage et led ud. Pointen med denne rute er, at du kan smage på både turistlandet Thailand – og et Thailand, der minder mere om det, jeg selv stiftede bekendtskab med for snart 30 år siden.
Dag 1-4: Den tropiske metropol
Mange oplever jetlag efter flyveturen til Thailand, og det kan tage lidt tid at omstille sig til det varme, fugtige tropeklima. Hvis du flyver direkte fra København til Bangkok med Thai Airways, vil du lande tidligt om morgenen.
Jeg vil i så fald anbefale at booke et hotel allerede fra dagen før, så du kan tjekke ind med det samme og tage et bad og et par timers hvil på værelset, mens Bangkok for alvor vågner, og en ny dag begynder.
Byen kan virke hektisk og uoverskuelig ved det første møde. Skyskrabere breder sig så langt, øjet rækker, og trafikken snegler sig af sted.

Den thailandske storby kræver lidt tilvænning og tålmodighed, men så snart du er akklimatiseret, venter der forunderlige oplevelser. Giv dig selv tid til at tage den med ro det første døgn, og planlæg ikke for mange aktiviteter. Det lønner sig.
De fleste førstegangsturister søger mod klassiske seværdigheder som Grand Palace, Chinatown, Wat Pho-templet og en sejltur på den mægtige flod Chao Phraya, men Bangkok er meget mere end disse kendte attraktioner.
Har du besøgt byen før, vil jeg anbefale oplevelser som parken Lumpini, det indiske kvarter Phahurat og Pak Khlong Talat – byens store blomstermarked, der er en fryd hver morgen med et fortryllende udvalg af dugfriske roser, morgenfruer og mange andre blomster.
Ved solnedgang bør du søge mod en af byens skybars som eksempelvis Vanilla Sky eller Vertigo og nyde en drink til synet af den funklende metropol.

Dag 5-8: Palmer og pulversand
Efter nogle hæsblæsende dage i heksekedlen Bangkok er det tid til et sceneskift. På halvanden time kan du flyve ned til Krabi i det sydlige Thailand og herfra køre med taxa til kyst- og feriebyen Ao Nang (det tager cirka 40 minutter).
Her findes hoteller i forskellige prisklasser, og fælles for de fleste er, at de ligger en kort spadseretur fra den strand, der har gjort byen populær.

Den langstrakte hovedgade har en bred vifte af restauranter, barer, skræddere, massagesteder og små butikker, så selvom man er langt fra Bangkoks uendelige mængde tilbud, mangler der ikke noget.
De fleste turister (og dem er der temmelig mange af her) tager på udflugter til nogle af de lækre strande og øer, der findes i området. Railay Beach er den mest kendte med dens mandelhvide pulversand og turkisblå vand. Stranden er omgivet af høje klipper og kan kun nås med båd.
Området er også kendt for sine lodrette karstklipper, der tager sig godt ud på et Instagram-opslag. Der findes et væld af operatører i Ao Nang, som arrangerer ture ind i regnskoven og sejler turister ud til de smukke strande og småøer, men man kan også – med fordel – selv booke en skipper med en longtail-båd på stranden og få følelsen af en mere privat tur, der styrer uden om de værste turisthorder. Husk at medbringe rigeligt med vand og anden proviant til udflugterne.
Dag 9: Den berømte filmstrand
Skal man tage en overnatning på Phi Phi-øerne? Hvis kalenderen tillader mere end to ugers ferie, er det bestemt en mulighed, men ikke en nødvendighed. Fra Ao Nang tager det kun 50 minutter at sejle ud til Phi Phi.
Det er nemt og bekvemt, men desværre er der kun få afgange dagligt. Mere fleksibelt er det først at tage ind til Krabi, hvorfra sejlturen er på knap to timer, men med langt flere afgange. Du ankommer til hovedøen Phi Phi Don, hvor backpacker-romantikken for længst er afløst af turistmylder og internationale kæder som Starbucks og McDonald’s.
Øernes helt store trækplaster er den gudesmukke Maya Beach på øen Phi Phi Le, kendt fra filmen The Beach. Turen hertil foregår i små turbåde fra hovedbyen, der kan prajes på stedet ligesom i Ao Nang.
Det er ikke tilladt at bade på Maya-stranden, og der er også en række andre restriktioner grundet det store turistpres, men man kan ikke tage skønheden fra denne drøm af en tropestrand. Tilbage på Phi Phi Don afgår der færger til Phuket (cirka to timer), som er næste stop på rundrejsen.

Dag 9-12: Phukets perle
Phuket bliver ikke uden grund kaldt for Thailands Mallorca. Turister fra hele verden strømmer til og fra øen hver dag året rundt. Det lyder måske ikke så charmerende, men trods masseturismen på den smukke regnskovsø, er der lommer, som ikke virker overrendte.
Det gælder især de to sydlige strande Kata Beach og Kata Noi Beach. De ligger cirka 40 minutters taxakørsel fra færgelejet på østkysten, hvor båden fra Phi Phi anløber.
Er du til fest, farver, veltrænede overkroppe og seneste bikini-mode, skal du vælge de populære områder ved Patong og Karon Beach. Her er der stort set gang i den døgnet rundt, og det skorter ikke på spisesteder, natklubber og tattoo-barer.
Personligt foretrækker jeg strandene længst mod syd, hvor her stadig er liv med butikker, strandbarer og restauranter med masser af fisk og skaldyr på menukortene, men mere nedtonet.
Særligt Kata Noi Beach virker fredfyldt, ren og med det dejligste, hvide sand og brusende bølger.
Der er mange udflugtsmuligheder på Phuket, blandt andet til den store, hvide statue Big Buddha, som kan ses på lang afstand, men det er måske netop på denne del af turen, du skal vælge at komme helt ned i gear og nøjes med at spise, solbade og nyde livets sødme. Phuket Old Town er også et besøg værd med sine livlige markeder og farverige husfacader.

Dag 12-14: Et Thailand af i går
Thailands kyststrækninger har sin charme, og de lækre strande vil altid være et trækplaster.
Men nordøst for Bangkok findes det, som nogen vil kalde »det rigtige Thailand« – et Thailand, hvor turismen endnu er begrænset, hvor menukortene ikke er på russisk, kinesisk – eller dansk for den sags skyld – og hvor maden ikke er krydret, men brændende stærk.
Isaan, som denne store del af Thailand hedder, har alle dage været fattigere end syden, men her kan man også mærke udviklingen. Du kan dog være sikker på at opleve en oprindelig thailandsk kultur, som efterhånden er svær at fornemme i syd.
Isaans hovedby, Khon Kaen, er i dag en sprudlende storby, der har mange ligheder med det Bangkok, som jeg stiftede bekendtskab med midt i 1990’erne. Her kan du gøre det sidste stop på rundrejsen. Der er direkte fly dertil fra Phuket. Flyvetiden er halvanden time.
I Khon Kaen venter flere fantastiske oplevelser som det sprudlende aftenmarked Ton Tann, skybaren Kloud 37 og templet Wat Nong Wang.
Kast dig ud i det lokale køkken med retter som sticky rice og Som Tam (papaya-salat), og gå ikke glip af en timelang massage i Le Spa på Pullman-hotellet, inden turen går til Bangkok og hjem igen.

REJSETIPS
Værd at vide
Rejsen dertil
En bred vifte af selskaber flyver til Thailand, og den direkte rute fra København til Bangkok er sjældent den billigste – men klart den hurtigste. Flyvetiden er her på 10-11 timer.
Lokal trafik
Sørg for at booke indenrigsfly hjemmefra: Bangkok-Krabi, Phuket-Khon Kaen og Khon Kaen-Bangkok. Vær opmærksom på, at der er lang transfertid fra indenrigs til udenrigs i Bangkoks kæmpe lufthavn. Du skal bruge mindst to timer på at skifte.
Det lokale selskab AirAsia har oftest de billigste billetter og er blandt de mest punktlige lavprisselskaber i verden. Færgebilletter kan købes på stedet, men køb dem på ankomstdagen, så du er sikker på at have en overfart, når du ønsker den.
Årstid
Thailand kan besøges året rundt. I syd er der højsæson december-marts med ekstra trængsel og højere priser. Bangkok er præget af regntiden fra juli til oktober. April er ofte en brandvarm måned, især i Khon Kaen, hvor plus 40 grader hyppigt forekommer. Her ligger samtidig højtiden Songkran, som er fornøjelig, men som også lægger pres på hoteller og lokal transport.
Overnatning
Der findes hoteller i alle prisklasser, fra simple hostels til femstjernet luksus. Priserne er generelt det halve af de danske. Selv et 3-stjernet hotel vil for de fleste forekomme luksuriøst. Sørg for at booke alle overnatninger hjemmefra, især hvis du rejser i højsæsonen.
Mad og drikke
Du kan få vestlig mad og fastfood alle de nævnte steder i artiklen, men prøv det lokale køkken, som smager himmelsk. Du kan spise dig mæt på en restaurant for 40-50 kroner, nogle steder mindre. I Bangkok og på Phuket findes der eksklusiv fusions-gastronomi.
Lokale forhold
Thailand har en række lokale skikke, som man bør sætte sig ind i. Det gælder blandt andet påklædning i templer og omtale af højtstående personer, ikke mindst kongefamilien.
Elefantturisme
Der er fortsat en udbredt elefantturisme i Thailand. Selvom elefanter har været krigs- og husdyr i landet i over 1000 år, så er det ikke dyrets natur at blive badet, redet på af turister eller optræde i shows. Det helt korte budskab er: Hold dig væk fra alt, der har med elefanter at gøre, hvis du rejser i områder nævnt i denne artikel.
Coverbillede: Colourbox
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 25. januar 2025.
Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til Thailand? Find flere artikler her

