Fra Tokyos hippe storbyliv til tebonde i højderne: »Jeg savnede de grønne bjerge«

I Japans bjergrige landskaber spirer håbet på skråningerne, hvor teen gror. At være tebonde er et krævende liv, som mange unge japanere vælger fra, men en ny generation af tebønder er begyndt at forny det gamle erhverv.

Vi sidder på gulvet i Yuko Tsuchiyas 300 år gamle bjælkehus i de tågeindhyllede bjerge, mens duften af friskhøstet grøn te breder sig omkring os. Hun er tredje generation af tebønder på Kawane Cha-plantagen, der ligger i Suruga-regionen i det sydøstlige Japan. 

Den 62-årige Yuko folder ubesværet benene under sig og bliver siddende i den samme stilling gennem hele den 45 minutter lange teceremoni. Først hælder hun det dampende vand over de nøje afmålte teblade. Vandet må ikke være varmere end højst 50 grader, forklarer hun. Trækketiden er præcis to minutter. Hverken mere eller mindre. 

»Det er vigtigt, at vandet hældes langsomt langs siden af tepotten,« pointerer hun.

Sammen med den rette temperatur og trækketid giver det en jævn trækning, hvormed man undgår bitre smagsnuancer og får udtrukket hele tebladets smagsspektrum. Det er også nemmere at opnå en umamismag, fordi denne proces kan bevare de fine aminosyrer, der skaber umami.«

Hun tager langsomt den lille tekop op til munden med begge hænder. Brug af begge hænder er tegn på respekt, og de langsomme bevægelser skaber mere mindfulness, lærer vi.

Senere bliver vi vist rundt i den stejle teplantage, der ligger 600 meter over havets overflade. Yuko er vokset op i det gamle hus, der hører til plantagen. I dag bor hun her med sin mand og sin 85-årige far, som stadig tager del i høsten. Selvom en del af opgaverne udføres med maskiner, bliver nogle af parrets prisvindende te-varianter stadig nænsomt håndplukket.

»Mange tebønder i Japan har opgivet arbejdet på plantagerne, fordi det er for hårdt, og fordi deres børn desværre ikke vil tage over. Vi har ingen børn selv, men jeg går meget op i at lære min families viden fra mig, så andre kan drage nytte af den, og så kulturen bevares. Vi har for eksempel løbende besøg af universitetsstuderende, der ville lære om japansk teproduktion,« fortæller Yuko.

Fra tøjekspedient til tebonde

I en teplantage i Asahina, flere kilometer derfra, producerer 71-årige hr. Nob tetypen gyokuro, der er ​​en af de fineste i verden. Han er midt i høsten og har travlt, men overvejer at gå på pension inden længe, fordi gyokuro-te kræver meget arbejde: 

»For eksempel har planterne ikke godt af for meget sol, så vi skal løbende skabe skygge. Det er hårdt, og mine børn vil desværre ikke tage over. Jeg vil gerne snart på pension, så jeg ved ikke, hvad fremtiden er for denne tesort. Og der er kun syv gyokuro-teproducenter tilbage i Suruga,« siger han. 

Men håbet spirer længere oppe ad nogle andre bjergskråninger i Suruga. Her møder vi en ny generation af tebønder. En af dem er Tamura Yoshittyuki, som er 13. generation på Tamura No-en Tea Farm. Han dyrker ikke gyokuro, men hans dedikation til håndværket og teen giver håb for fremtiden.

For cirka 15 år siden var hans daglige udsigt varerne i en tøjbutik i en af Tokyos hippe kvarterer, hvor han arbejdede som tøjekspedient. Nu har den smukke panoramaudsigt over landsbyen Kawancho trukket ham hjem til sin families teplantager, som han er vokset op med. 

»Tokyo kan godt være lidt kaotisk, og jeg savnede de grønne bjerge. Så en dag sagde jeg mit job op i tøjbutikken og besluttede at blive teproducent i stedet,« forklarer Tamura, der i dag bor sammen med sin kone og lille barn nede i landsbyen.

Tamura tager imod os på en nybygget træterrasse midt mellem plantagerne. Han vil gerne engagere gæsterne, så her får vi selv lov at plukke og tilberede teen under hans kyndige vejledning. Selv lærte han håndværket af familien som barn. Nu står han blandt planterne og viser os, hvordan de spæde topskud skal plukkes nænsomt.

Han dyrker flere sorter, men holder også meget af den te, han selv blander med urter, han finder langs floden og i højderne. Og han får også inspiration andre steder fra, som for eksempel USA, hvor han har en pop-up-butik i San Diego.

Hvis vi en dag vender tilbage til Tamuras plantager, er det ikke kun for teen. Det vil også være for hans nye koncept, der snart ser dagens lys: yogatimer i morgensolen, efterfulgt af en teceremoni på terrassen med udsigt over dalen og som afslutning: blåbærplukning langs floden.

Fujiyama i en kop te

Et andet sted i Suruga møder vi endnu en ung teproducent, Hiroki Murakami, der har overtaget sine forældres plantager – med en udsigt, der næsten stjæler opmærksomheden fra teen. Her rejser selveste Fuji sig i horisonten som en rolig tilskuer til det daglige arbejde på Murakami Tea Garden.

Tidligt om morgenen bliver vulkanen, te-terrassemarkerne og det omgivende bjerglandskab svøbt ind i et hav af skyer. Dette naturlige fænomen er en væsentlig del af dyrkningsprocessen her, da det giver naturlig skygge til teplanterne. 

Efter at have smagt os gennem flere varianter af friskbrygget grøn te, vælger vi vores favorit. Den er netop blevet høstet, men endnu ikke pakket. Så Hiroki og hans mor går straks i gang med at pakke, så vi kan få høstens allerførste økologiske grønne te med hjem.

Teen smager og dufter kraftigt og friskt – tilsat den særlige kombination af sol, jord og udsigt over Fuji. Måske er det dét, der skaber smagen af umami. Uanset hvad, følger smagen med hele vejen hjem til sofaen, selv på en grå, dansk regnvejrsdag.

Hiroki er syvende generation og har endnu ikke stiftet familie. Han ser frem til mange år blandt sine te-terrasser, og det er en passion, han også deler på sociale medier, hvor både teblade og den majestætiske vulkan får eksponering.

Forfædrene begyndte egentlig i trælastbranchen, men et jordskælv for syv generationer siden ændrede alt. Betalingen for træleveringerne udeblev, og familien blev nødt til at skifte til teindustrien. Det viste sig at være en krævende, men også bæredygtig forretning. Hiroki bærer historien med stolthed og viser den frem i gamle fotos i familiens hjem – og i hver kop te, han sender ud i verden.

Te og bæredygtighed som kunst og levevej

Også nede i Surugas fladere landskaber, er der flere teplantager, der arbejder ud fra grønne principper. I byen Yaizu møder vi en familie, der har levet af et bæredygtigt koncept, som de udviklede, længe før bæredygtighed blev et populært begreb. I over 60 år har producenten Yamaichien nemlig skabt te af teplantens stilke, som traditionelle tebønder ellers smider ud. 

Tebønderne bruger gerne kun friske tebladespirer, men stilkene gemmer på sødme og umamismag. Så med Yamaichiens genbrugskoncept går intet til spilde. De har derfor en aftale med områdets tebønder om at få leveret deres frasorterede stilke. Herefter går de i gang med en traditionel og tidskrævende fremstillings- tørrings- og rulningsproces. 

Det var Daisuke Ozawas far, der startede stilke-konceptet for omkring 60 år siden, og i dag driver familien også en lille café lige ved siden af fabrikken, hvor hustruen Kaoru bager lækre kager med stilkene fra de grønne teplanter og kirsebærblade. Pyntet med lokalplukkede kirsebær og jordbær – og parret med forskellige slags te. Blandt andet kold grøn te, som på disse kanter er lige så udbredt som varm te.

Den bæredygtige tilgang til teproduktion i Suruga stopper ikke ved plantagen eller produktionen. Den lever videre i regionens kunstcenter, Takumishuku, hvor gamle traditioner forenes med nye idéer. Her møder vi kunstneren Kyoichiro Washizu. Han bruger rester af tebøndernes høst til at skabe farver til sin tekstilkunst. 

Han er femte generation i den japanske tekstilkunst katazome, men den første, der bruger terester til at farve tekstilerne. Han viser os, hvordan de teblade, der ikke kan bruges i teproduktionen, får nyt liv som farvestof til genbrugstøj. Bundfaldet omdanner han til kompost og sender det retur som gødning til lokale teproducenter.

Bagefter bliver vi inviteret med ind i både blegnings- og farvningsprocessen og ender med at farve hver vores lille tekstiltaske skabt på resterne af en større fortælling.

Coverbillede: Murakami Tea Garden

FRI var inviteret til Suruga af Japan National Tourism Organization og Visit Suruga, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 23. august 2025.

Drømmer du om at rejse til Asien? Find flere artikler her