Guide til din næste ferie på Bornholm: Her kan du trække vejret

ANNONCE

Gourmetrestauranter, mikrobryggerier og lækre overnatningsmuligheder pibler frem på klippeøen. Og når det er allerbedst, nærmer det sig ren magi.

»Bornholm, Bornholm, Bornhooooolm. Du, min dejlige ferieøøøøø«. Ib Mossins gamle klassiker spiller for mit indre, da jeg åbner skydedøren til træterrassen tilhørende værelse 31 på Hotel Nordlandet i Allinge. 

Stedet ligger i første række ned til vandet, og dét, jeg kigger på, er et landskabsmaleri værdigt: En smuk bornholmsk klippestrand, som er indrammet af stille vand, skyfri himmel og høj sol. 

Jeg kniber mig selv i armen, for jeg er netop landet på solskinsøen – i strålende solskin. Det er som taget ud af drømmen om, hvordan Danmark skal tage sig ud på en smuk sommerdag.

Bornholm, Nordlandet
En badegæst er på vej ned til vandet for at tage sig dagens første dukkert på Hotel Nordlandet på Bornholm. Foto: Kenneth Karskov

Bornholm er mere end Krølle Bølle

Da jeg var ni år gammel cyklede jeg Bornholm rundt sammen med min mor, far og storesøster. Det var hårdt arbejde for en lille dreng i det bakkede terræn, og om aftenen sov vi på vandrerhjem.

Vi sov et nyt sted hver aften og spiste dagens ret. Tilfældet ville, at det seks ud af de syv dage på Bornholm var hakkebøf med bløde løg. 

Det tog mig 20 år at spise en hakkebøf igen. Og 30 år at vende retur til Bornholm.

Jeg havde som sådan intet mellemværende med Bornholm, men i mellemtiden var der fjerne steder, der skulle udforskes, førend jeg var klar til igen at vende blikket mod klippeøen. 

Og siden dengang, hvor jeg kørte rundt på min børnecykel og spiste hakkebøf, er der sket noget med Bornholm. En mindre revolution. 

I sig selv er klippeøen jo den samme, men resten har fået et kæmpe løft. Hvor en Krølle Bølle is engang var topmålet af bornholmsk luksus, kan du nu om dage spise på gourmetrestauranter, besøge mikrobryggerier og bo på lækre hoteller. 

For lokale ildsjæle har sørget for, at Bornholm i dag er meget mere end blot et smukt landskab.

Nordlandet i Allinge

Jeg har en god ven, der insisterer på, at Nordlandet på Bornholm er et af de bedste hoteller i verden. Det er store ord, men hans påstand er, at Nordlandet har de flinkeste mennesker ansat, øens pæneste værelser og Bornholms bedste morgenbord. 

Nordlandet ligger i Allinge. Det er her Folkemødet afholdes hvert år, og i dén uge er Nordlandet stedet, hvor samfundets top indlogerer sig.

Hotel Nordlandet i Allinge er et lækkert bornholmsk overnatningssted med 22 hotelværelser og 25 lejligheder, som har eget køkken og egen terrasse. Foto: Kenneth Karskov

Faktisk siges det, at hvis du under Folkemødet tager en sejlbåd og ligger lidt for længe ude i bugten foran Nordlandet, kan du godt forvente at få besøg. Af et par høflige, veltrænede og bestemte personer, der med en vis autoritet vil bede dig sejle længere ned ad kysten.

I resten af året er det et skønt hotel i første række ned til vandet. Nordlandet er indrettet i en moderne, nordisk stil, og på den måde er det markant anderledes end de klassiske badehoteller.

Eksistensberettigelsen er i det store hele dog den samme, fordi folk kommer også til Nordlandet for at nyde det bedste af Bornholm – og det inkluderer en badetur. 

Næste morgen vågner jeg tidligt og sætter mig ud på min træterrasse med en kop kaffe i hånden. Solen varmer allerede godt, og dagens første kop er jo altid vidunderlig. Bølgernes blide brusen er soundtracket i baggrunden, og underholdningen er de bådekåbeklædte badegæster, som prøver at forcere klipperne for at komme ned til hotellets »pool«.

FAKTA
Nordlandet

Hotel Nordlandet ligger i første række ned til vandet i Allinge. Her er 22 lækre hotelværelser samt 25 lejligheder med eget køkken og terrasse. Alle har havudsigt, og hotelværelserne starter ved 845 kroner pr. person pr. nat i et delt dobbeltværelse inklusive morgenmad. Nordlandet kræver minimum to nætters ophold.

Se mere her

Der står vitterligt »Pool« med store bogstaver på stenene foran Nordlandets lille strand. Den er omkranset af klipper til tre sider, så vandet er stille. Her er monteret en badetrappe og samtidig dybt nok til både hovedspring og vandbombe – på eget ansvar, naturligvis. 

»Poolen« på Nordlandet er en skøn, lille klippestrand foran hotellet. Foto: Kenneth Karskov

Men vandtemperaturen ligger kun omkring 16-18 grader på denne årstid, så det er en frisk dukkert. »Træk vejret,« kan jeg høre en far sige til sin søn, der bokser med vejrtrækningen i det kolde vand. Fordi det er let at komme til at hyperventilere, mens kroppen forsøger at vænne sig til de lave havtemperaturer.

Jeg ved det, fordi jeg lidt senere selv står hernede iført badekåbe efter en hurtig dukkert. 

Et skue, der bliver nydt af hotellets øvrige gæster. Fordi de sidder oppe på terrassen og hygger sig med dagens første måltid i morgensolen. Med udsigt til poolen, Østersøen og en mand i badetøj, mens de bider af et friskbagt rundstykke.

Røgeri i Aarsdale

Der tager lidt over en halv time at køre fra hotellet til det lille fiskerleje, Aarsdale. Her bor under 300 mennesker, men i sin storhedstid var det Bornholms førende røgeriby med sytten røgerier. Og er det noget mere klassisk bornholmsk end et godt røgeri?

Aarsdale Røgeri & Bistro er en kombination af røgeri, fiskebutik og spisested. Jeg sætter mig ved et af bordene på terrassen foran forretningen. Det er et skønt sted til en frokost med en kold øl fra hanen og en tallerken fuld af gode røgvarer. 

Det er den røgede makrel, jeg er kommet for. »Røgmesterens Hofret« er en bakke med røget filet af makrel, løg, purløg, radiser, æggeblomme, rugbrød og smør. 

Men jeg har svært ved at begrænse mig, da jeg ser udvalget i forretningen. Så der kommer også et stykke varmrøget færøsk peberlaks og røgede rejer på bordet. Ja, det bliver en større omgang, men jeg fortryder intet. Fordi det smager skønt.

Og så er der en anden ting ved Aarsdale Røgeri, jeg godt kan lide. Det er nemlig et sted med holdning til tingene.

Et hurtigt kig på deres hjemmeside afslører flere interessante synspunkter. Om respekten for havene, der er ved at tømmes for fisk. Om at ville holde åbent om vinteren, når turisterne er rejst hjem. Og om kun at servere røget sild i sæsonen.

Som de skriver på hjemmesiden: »Temperatursvingningerne gør, at silden i øjeblikket er skrupforvirret, og vi ikke længere kan sige præcist, hvornår sildesæsonen er. Det betyder, at du som turist ikke altid kan få det, lige som du plejer«. 

Og de har ingen røgede sild den dag, jeg kommer forbi.

Penyllan: Bryggeri i Tejn Havn

I takt med at Bornholm får bedre hoteller, opstår også et behov for bedre restauranter. Fordi mennesker, som vil betale mange penge for en overnatning, også vil have noget godt at spise. Tingene hænger sammen. 

Og de mennesker, der vil spise og bo ordentligt, vil også have noget ordentligt at drikke. Der er altså intet at sige til, at Bornholm har fået en perlerække af små, lokale bryggerier. 

»Penny Lane i Tejn«, står der i sms, som tikker ind på min telefon. Den er fra en af mine øl-interesserede venner. Han er typen, der fatter sig i korthed, men jeg ved, at beskeden skal læses som den varmeste anbefaling af mikrobryggeriet i Tejn Havn ved navn Penyllan (og ikke Penny Lane, som han fejlagtigt skrev, for det er en Beatles sang). 

I Tejn havn bliver det gode øl brygget i små mængder og lagret på fade, hvilket har vist sig at være populært. På øl-entusiast-sitet Untappd er bryggeriet pt. rangeret som tredjebedste i Danmark. 

Over hele Danmark har der i løbet af det seneste år været en eksplosion i antallet af små bryggerier, men bryggen fra Tejn er nået vidt omkring. I dag serveres den på nogle af verdens bedste restauranter – hvoraf en af dem har en stærkt tilknytning til klippeøen. 

For da listen over verdens 50 bedste restauranter i 2025 blev offentliggjort i forrige uge, sneg to danske restauranter sig ind på den prestigefyldte liste. Den ene er Alchemist i København, den anden er et spisested med tætte bånd til Bornholm. 

For nummer 41 på The World’s 50 Best Restaurants er Kadeau. Med til historien om Kadeau hører, at eventyret startede på Bornholm. Først senere åbnede de restauranten i København, som nu hører til i verdenstoppen. 

Derfor driver Kadeau også en sommerrestaurant på Bornholm fra maj til september. Her kan du få den ægte Michelin-oplevelse med et lokalt, bornholmsk præg. 

Men folkene bag Kadeau er også involveret i et andet projekt på Bornholm – og det er noget radikalt anderledes.

Restaurant Dunes på Balka Strand

Dunes er navnet på en restaurant i klitterne på Balka Strand. Hvor sandet er så fint, at det i gamle dage blev brugt til timeglas, fortæller Marcel, som kører stedet. 

Sandet føles vidunderligt mellem tæerne, og følelsen er sigende for den middag, jeg står foran. For restauranten er en del af en glamping camp, hvor du kan overnatte i et af tolv luksustelte, som er indrettet med dobbeltseng, gulvtæpper og badekåber.

Jeg er dog kommet for maden. Restaurant Dunes åbnede for blot halvanden uge siden, og man skal se godt efter for at finde slægtskabet til Kadeau her. Det er da også noget af en balancegang. Det kan være farligt at nævne en to-stjernet Michelin-restaurant i samme sætning som dette, fordi folk kan nemt få helt forkerte forventninger. 

Dunes er nemlig noget andet, og vi kan jo starte med prisniveauet. Forretterne ligger på 105-155 kroner og hovedretterne starter ved 215 kroner. Du kan altså spise for en femhundredemand inklusive et glas vin her.

To yngre kokke står ved grillen og hygger sig. De viser dagens fisk frem, og der er både pighvar og sletvar på menuen. Personalet er klædt i shorts og med sokker i sandalerne, og den afslappede stil smitter. 

Så jeg sætter mig til bords i shorts og en polotrøje – og med bare tæer. Over højttalerne spiller en velkurateret playliste med lækker soul og R&B. Serveringen foregår ved træborde under en stor teltdug, og de gode sager kommer ind fra grillen, mens aftenlyset toner landskabet i blide farver.

Det er en usædvanlig og nærmest udansk spiseoplevelse. Jeg føler mig i højere grad hensat til et måltid under fjerne himmelstrøg. 

På min tallerken ligger en grillet blækspruttearm og til hovedret får jeg grillet pighvar med en muslingesauce (eller en muslingefumé, hvis vi skal være nøjagtige). Det er nogle skønne mundfulde, som bliver serveret med et par glas kølig vin til.

Hvis du er timingens mester, så sætter du dig ud i bilen og kører hjem klokken 21.15. Fordi så kører du tilbage til dit værelse på Nordlandet langs Bornholms klippefyldte og dramatiske nordkyst, mens solnedgangen når sit klimaks. På en skyfri dag får du solen lige i ansigtet – i det mindste vil solens sidste dybe glød male aftenhimlen i de smukkeste nuancer lige for øjnene af dig.

Jeg sætter Nik & Jay med »Mod solnedgangen« på bilens anlæg. Aldrig har Niclas og Janniks musik givet bedre mening for mig. »Fortiden i bakspejlet – nu har vi ingenting at undvige – man’, jeg’ brunstig. Okay, la’ os lige få kammertonen – ingen GPS, kører bare mod aftensolen«.

I dét øjeblik føles det, som om tingene går op i en højere enhed. Det er sådan min dag slutter på Bornholm. Og når øen og det danske sommervejr viser sig fra sin allerbedste side, har jeg vitterligt svært ved at nævne steder, som er skønnere end det her.

REJSETIPS
Her skal du spise på Bornholm

Træerne vokser ikke ind i himlen på Bornholm. Der findes nemlig også turistfælder på øen, og jeg ender selv i en af dem. I en af havnene ligger et streetfoodmarked, men den enlige madvogn serverer en fornærmende ringe fish ’n’ chips. Med tanke på, hvor meget lækker og frisk fisk, der fås på Bornholm, så hiver de alligevel et par frosne pinde ud af fryseren og kaster dem i frituren. Sammen med en skål pomfritter koster det 120 kroner. Så det er rart med gode anbefalinger til øen. 

Aarsdale Røgeri & Bistro ligger i Aarsdale, halvvejs mellem Svaneke og Nexø. Det er både en restaurant, spisehus og fiskebutik. Tjek deres hjemmeside og læs mere om røgeriets holdning til bl.a. overfiskeri, forurening og klimaforandringer.

Penyllan er et bornholmsk mikrobryggeri i Tejn Havn. Det er øl brygget i lille skala, som bliver lagret på træfade. Og serveret på nogle af Danmarks finestes restauranter og barer.

Kadeau Bornholm har åbent fra maj til september. Bornholmerafdelingen af Kadeau har en Michelinstjerne og tilbyder en menu inspireret af klippeøen. Menuen koster kr. 2400,- og en tilhørende vinmenu koster kr. 1400,-.

Restaurant Dunes ligger i forbindelse med Eco Beach Camp på Balka Strand. Stedet er skabt af holdet bag Michelin-restauranten Kadeau. Dunes ligger i klitterne og du spiser under teltdugen. Restauranten har åbent til aften fra onsdag til søndag.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. juni 2025.

Planlægger du en ferie i Danmark? Find mere inspiration her