Det skal du opleve på Madeira, Atlanterhavets grønne perle

Vandring, bjergkørsel i Land Rover, delfinsafari og gastronomi i verdensklasse. FRI er taget til den portugisiske ferieø Madeira, der byder på store – og let tilgængelige – naturoplevelser både til lands og til vands.

Vandet buldrer ned ad bjergsiden og eksploderer i kaskader ved mødet med de store klipper for foden af vandfaldet. I en rivende strøm fortsætter det ned gennem en tæt skov med kæmpemæssige træer, labyrinter af lianer og krogede gevækster. 

Scenen, jeg beskriver, befinder sig hverken i en sydamerikansk jungle eller en regnskov i Asien, men på den portugisiske ø Madeira, der ligger i Atlanterhavet ud fra Nordafrikas kyst. Øen er spækket med dramatiske klippelandskaber – formet af fortidige vulkanudbrud – i op til næsten to kilometers højde, med stejle, skovklædte bjergsider og andre smukke naturoplevelser. Og de er endda nemme at komme til. 

Madeira, som kun er en smule større end Bornholm, har nemlig flere hundrede kilometer vandrestier langs et kæmpe netværk af levadaer. Det er vandingskanaler, der i over 500 år har forsynet øens indbyggere og landbrug med vand fra den subtropiske og stedsegrønne skov, som farver store dele af Madeira grøn.

Levadaer: Bjergtagende vandreruter

I dag er mange af de omkring 200 levadaer – der har en samlet længde på cirka 2.500 kilometer – et af Madeiras trækplastre for turister. Også for dem, som gerne vil gå en tur i skønne omgivelser, men ikke har behov for at skulle kæmpe sig op ad stejle stier iført toptunede vandrestøvler og en tung rygsæk proppet med proviant. 

For stierne langs levadaerne stiger sjældent mere end et par procent, og selv de korteste på et par kilometer giver fuld valuta for de tre euro, man giver i entré og tilskud til vedligehold. Det gælder for eksempel den 5,3 kilometer lange Levada do Rei, der en solrig formiddag næsten giver mig åndenød flere gange. Ikke på grund af strabadser, men fordi der gang på gang åbenbares et nyt bjergtagende panorama, som afslører en frodighed af den anden verden. 

Af og til er et simpelt gelænder den eneste gardering ved en lodret klippevæg, som først slutter flere hundrede meter nede ved en buldrende flod. Synet giver et sug i maven, og lidt efter venter en kold douche, da den meterbrede jordsti fører gennem et vandfald. I et vådt glimt bemærker jeg de store, næsten selvlysende grønne tæpper af mos, der trives på den gennemblødte klippevæg. 

»Det er ligesom at være barn igen,« jubler en af mine vandrekammerater, mens hun balancerer på den smalle betonkant, der adskiller stien fra det sindrigt strømmende vand i levadaen. 

Et øjeblik efter hopper vi fra sten til sten i en lille dam for foden af endnu et vandfald, og få minutter senere når vi Levada do Reis slutpunkt ved den brusende fos dybt inde i »regnskoven«. Her er det tid til et hvil på en kæmpe sten og til at nyde stemningen langt væk fra alt andet end natur. Og så lige et kølende dyp i en lille klippepool inden tilbageturen. 

En times tid senere er vi der, hvor vi begyndte, og nyder en stor og velfortjent Coral-fadøl i solskin uden for baren Quinta Levada do Rei. Mange levadaer kan nås med bus, men vi giver den gas og tager en taxa tilbage til hotellet i Funchal.

Hovedstaden Funchal

Madeiras hovedstad Funchal ligger på sydkysten og er hjemsted for knap halvdelen af øens 250.000 indbyggere. En af de mest berømte af dem er fodboldspilleren Cristiano Ronaldo. Den nu 40-årige verdensstjerne har for længst forladt det fattige kvarter i Funchal, hvor han blev født og voksede op. Men ved byens marina og havnepromenade troner en over to meter høj bronzestatue af ham iført fodboldtrøje og -shorts. Statuens skridt er helt blankpoleret af fans, der har haft hånd på »boldene«.

Få minutters gang fra Ronaldo venter Funchals gamle bydel. Allerede fra morgenstunden er der fuldt knald på i Mercado dos Lavradores, byens største marked i en stilfuld toetages art nouveau-bygning fra 1940. I kælderen blotlægges det røde kød fra store, friskfangede tun af skarpslebne knive ført af rutinerede slagtere. De renser også blæksprutter og parterer sorte, langstrakte sabelfisk – espada preta på portugisisk – Madeiras mest populære spise. Mere om den senere.

Eksplosion af farver

På markedets første sal venter en eksplosion af lugte og farver leveret af krydderier, blomster og tropiske frugter såsom mango, ananas og bananer, der dyrkes på Madeira. Flere af de kvindelige sælgere er traditionelt klædt i lang, stribet og mangefarvet nederdel, hvid skjorte og rød vest.

Ikke langt fra markedet venter flere kulører i den brostensbelagte Rua de Santa Maria og de snævre nabogader. Her er over 200 nedslidte døre forvandlet til smukke, sjove og charmerende malerier. Eksempler: En havfrue i en gynge på dybblå baggrund. Et kærestepar forenet i et inderligt kys. Et gult og rødt fabeldyr i selskab med surfboards, palmer og hav på muren rundt om døren.

Det er tid til frokost og et glædeligt gensyn med den sorte sabelfisk. Den bliver serveret i fileter med panerede, stegte bananer og passionsfrugtsovs og smager himmelsk sammen med et glas hvidvin fra Madeira-vinhuset Seiçal. Helt i top er også et glas madeira som ledsager til uma bica, som en espresso hedder på portugisisk.

Madeiras hvalmuseum

Et ustadigt vejr med regnbyger og kraftig blæst gør det oplagt at bruge eftermiddagen på en tur til fiskerbyen Caniçal en halv time i bil fra Funchal. Her, i Madeiras nordøstlige hjørne, venter et indblik i et blodigt kapitel i øens maritime historie på øens hvalmuseum. For her lærer vi om fangsten af kaskelotter, som begyndte med robåde af træ og håndholdte spyd i 1941 og sluttede 40 år senere. På det tidspunkt blev de op til 18 meter lange tandhvaler dræbt med harpuner og dynamit affyret fra store skibe med stålskrog. 

Nu om stunder skal man være mere end heldig for at se en kaskelot på disse kanter, men dagen efter museumsbesøget får vi fuld plade med delfiner. Ikke i et delfinarium, men på en hvalsafari med turarrangøren Lobosonda i hvalernes rette element: et åbent Atlanterhav ud for byen Calheta på sydkysten.

Delfinsafari ved Madeira

Mens vi stævner ud af havnen i en stor 12-personers speedbåd, forklarer hvalguide og marinbiolog Paula Thake om Lobosondas ansvarlige og mere bæredygtige tilgang til dyreturisme:

»Alt foregår på hvalernes præmisser, og vi er certificeret af Madeiras myndigheder og dyrevelfærdsorganisationer som World Animal Protection. Vi sporer ikke hvalerne med sonar, som forstyrrer deres eget sonarsystem, men har dygtige spejdere inde på land, som er eksperter i at få øje på delfiner.«

Desuden understreger hun, at Lobosonda aldrig har mere end to både på havet for ikke at stresse dyrene, og at de kun følger dem i kort tid. 

»Viser de tegn på at have fået nok af os, sejler vi væk. For hvis delfinerne føler sig generet eller forfulgt, forlader de vores farvande,« siger Paula Thake.

At Lobosondas strategi bærer frugt, får vi bevis for kort efter. Pludselig fokuserer Paula Thake blikket mod havoverfladen 30-40 meter fra speedbåden og udbryder: »Der er de!«.

Få øjeblikke senere er vi omgivet af delfiner, som elegant og stilsikkert skærer sig gennem den glitrende havoverflade og hyppigt springer op fra bølgen den blå.

»Man ved ikke, hvorfor delfiner springer. Nogen mener, at det er en form for parringsdans. Andre tror, at det simpelthen er, fordi de kan og finder det sjovt,« pointerer Paula Thake.

Delfinerne, der var af arten øresvin, har forladt os, men helt alene er vi ikke.

»Se, her er en portugisisk orlogsmand,« siger hun og fisker en dybblå gople op med en spand. 

Det gør hun uden at røre den, for nærkontakt med en portugisisk orlogsmands ultragiftige tentakler kan være dødbringende. Derfor er en dukkert fra båden en dårlig idé, da pænt mange af de blå brandmænd driver forbi vores fartøj. En smule frygtindgydende er også Paula Thakes oplysning om, at der er tre kilometer til havbunden.

Vi er omkring 10 kilometer fra Madeira, der med sine bjergtoppe indhyllet i tætte skyer ligner en ø fra Ringenes Herre. Nogle kilometer længere ude på oceanet får vi en anden form for eventyr, da Paula Thake får øje på en flok stribede delfiner. De er mindre end øresvinene, men lige så livlige samt spring-, lege- eller parringslystne som deres slægtninge.

Herefter er det farvel til de stribede svømmere og goddag til fuld gas og sejlads med 60 kilometer i timen ind til havnen i Calheta. Der gør det godt med en svømmetur i et 20 grader varmt Atlanterhav ud for en af Madeiras få sandstrande. De er kunstige og til ære for de badegæster, der ikke er fans af øens naturlige strande med sten og klipper. 

Tilbage i Funchal er klokken blevet tid til aftensmad på restauranten Theo’s. Siden åbningen i 1933 har den haft hjemme i en elegant bygning i den gamle bydel og været et af Funchals førende spisesteder. Den status fastholder chefkokken Júlio Pereira ved vores besøg, hvor vi nyder et festfyrværkeri af portugisiske lækkerier: blandt andet hjertemuslinger i andebouillon, bacalhau à brás – klipfisk, kartofler og æg i flødesovs med oliven – samt konfiteret andelår, ris med røget pølse, appelsin og ost fra Azorerne. Selvfølgelig ledsaget af vin fra Madeira.

Safari i Land Rover

Næste morgen venter endnu en safari. Denne gang til lands i en Land Rover med firehjulstræk. Med Eugénio som chauffør kører vi vestpå med udsigt til små jordlodder med bananpalmer side om side med jordbærmarker, hvide huse med røde tegltag, som klynger sig til de stejle bjergsider, dybe grønne dale og forrevne bjergtoppe. Af og til forsvinder det hele, når vi ruller gennem en af Madeiras 175 tunneller. 

Og så går turen op ad en stejl og snoet bjergvej. En tyk tåge tager til, efterhånden som vi kører ind i et lavthængende skydække og en tæt skov med krogede, mosdækkede træer. 

»Nogle af træerne menes at være omkring 800 år gamle. Skovtypen kaldes laurisilva (laurbærskov, red.) og dækkede hele Madeira før de portugisiske søfareres opdagelse af øen i 1419. Laurisilva er UNESCO-verdensarv og tæller over 100 plantearter, man kun finder her på øen,« fortæller Eugénio og tilføjer: 

»Om lidt forsvinder tågen, og så får I udsigt for alle pengene.«

Badning i bassiner af lava

Han har ret. Da vi kører ud af skoven, forsvinder den tykke ærtesuppe og giver udsyn til et lyngklædt plateau og svimlende syn af Madeira set fra 1.400 meters højde. Eugénio parkerer den orange Land Rover Discovery ved en ruin, der engang var en vejrstation. I nogle minutter balancerer vi rundt på den gamle bygning, fotograferer og siger »Wow!« og »Se lige der. Det er jo helt fantastisk!«

Tilbage i bilen kanter Eugénio os gennem en pæn stak hårnålesving ned ad en smal vej til byen Porto Moniz. Den lille flækkes trækplaster er en række naturlige svømmebassiner formet af lavasten i fantastiske formationer. At svømme i det 25 grader varme, klare og stille vand og af og til blive ramt af skumsprøjt fra en atlanterhavsdønning giver begrebet badeferie en ny dimension. Og er med til at gøre Madeira til en ø, man har lyst til at besøge igen.

FRI var inviteret af Spies og World Animal Protection, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 21. juni 2025.

Planlægger du en rejse til Portugal? Find mere inspiration her