Vandring i Danmark: Til fods på tværs af Sydfyn med Fjällräven Classic

Vil du prøve kræfter med et rigtigt vandreevent, er det årlige Fjällräven Classic på Sydfyn vejen at gå, bogstaveligt talt. Turen er smuk og velorganiseret og distancen overskuelig, når bare du har en velpakket rygsæk og styr på fodtøjet. 

Selv har jeg kun lige plantet min vandretightsklædte bagdel på en træstub for at hale støvlerne af og nedkøle de gloende fødder, før en venneflok stopper for at høre, om jeg er ok. Straks haler de noget mørkeblå selvklæbende forbinding op af en rygsæk, mens de giver tips til sokkevalg og spørger, om jeg mangler vand? 

Efter tre dage med 73 kilometers vandring på grusstier, skovstier, langs strande og marker kan jeg konkludere, at det er venligheden mellem alle disse mennesker, jeg aldrig før har mødt, der kendetegner oplevelsen.

Fjällräven Classic Danmark

Jeg er nemlig med i Fjällräven Classic. Et stort vandre-event på Sydfyn med fælles start, daglige checkpoints med faciliteter og overnatning på campingområder. Man har telt, sovepose og primus-koger til det kulinariske. Snacks, frokost, turkaffe og pulvermiddage – for eksempel en varm spicy curry og andet glimrende – udleveres undervejs.

Hele staben er imødekommende, opmuntringsparate og klar til ufortrødent at forære solcreme, bananer og vådservietter til dem, som mangler noget undervejs.  

Det er livsbekræftende at møde så mange smil på stierne, og jeg forstår hurtigt, at »hikere« er af en særlig støbning. Alene det, at de er i tindrende humør over at sove i telt i dagevis, aftvinger respekt, når man selv er en camp-kylling med tvivlsom telterfaring fra en spejderlejr med Jægersborg Blåmejserne som 11-årig.

Men også her bliver jeg overrasket, for de nye telte er lette og funktionelle, og i øvrigt er de frivillige klar til at hjælpe, helt uden at himle over mine pinligt basale spørgsmål om de mange åbenbart funktionelle lynlåse.   

Styr på vægtfordelingen

Morgenluften er sprød af forventning og trutten fra lokale messingblæsere ved Falsled Havn, hvor starten går. Jeg står i kø for at få mit vandrepas, som skal stemples ved hvert checkpoint, da en kvinde spørger på klingende skånsk, hvor maden udleveres?

Der viser sig nemlig, at der er brød, frugt, snacks osv. til dagen ved en bod, så jeg samler ind sammen med svenskeren og knokler med at få kalorierne pakket uden at mose frugten. 

En af de frivillige Fjällräven-fyre rådgiver imens et par asiater om oppakning. Det lyder interessant, så jeg beder Jesper, som han hedder, om også at hjælpe med min rygsæk.

Straks spotter han, at stropperne sjasker om skuldrene, så jeg vil komme til at gå foroverbøjet for at kompensere: 

»Du skal have 20 procent af vægten på skuldrene og 80 procent på hoften. Og rygsækken skal sidde til, så den ikke svinger, når du går,« siger han og justerer remmene, hvorefter læsset føles fem kilo lettere.

Det er suverænt de bedste ti minutter, jeg længe har brugt. Desuden har jeg stuvet de tunge ting inderst og de lette yderst, som min soldatersøn har instrueret mig i. Og jeg får hurtigt lært, at det svarer sig at pakke om hver morgen, i stedet for at stoppe lakridser, skiftesko, tandbørste og regnjakke ned i tilfældig forvirring for at komme afsted i en fart.  

Vi bliver sendt afsted 150 af gangen. Feltet er meget broget, og alt fra sporty teenagers til gamle, senede bjerggedslignende vandrere ses i startområdet. Der er flest deltagere fra Danmark, men der er også udenlandske turister.

Mens mine fødder spiser meter efter meter af vejen langs en bølgende bygmark, skærpes sanserne, så der bliver skruet op for lærkernes kvidren deroppe under alt det lyseblå. Og for duften af røde valmuer, margueritter og kornblomster.

Det sender mig tilbage til studentertiden, for sådan en buket fik jeg, da jeg lige havde fået huen på. Minder dukker op af dybet og står så klart. Måske fordi der er tid til, at tankerne kan suse præcis derhen, hvor de vil. Det er vandringens gave.

De sydfynske alper

Efter en tiltrængt checkpoint-pause i en stor caféhave ved Østrup, hvor der endda er hjemmebag og kaffe i musselmalet porcelæn, venter Svanninge Bjerge i de sydfynske alper på os. Her fandt lokale kunstnere inspiration, forstår jeg takket være store guldrammer, som er sat op i landskabet lige der, hvor »Fynbomalerne« stod med deres staffelier. 

Der er eksempelvis  værket Uvejr over Svanninge Bakker, som Jens Birkholm malede i 1905 og solgte til konservesfabrikanten Rasmussen. Det hænger i dag på Faaborg Museum, men det er sjovere at stå her i bakkerne og se motivet live. Jeg skyller den kulturelle berigelse ned med vand, klasker en myg og er klar til endnu et par kilometer.

Nu går det seriøst op ad bakke i sommerheden, og da vi har besteget Lerbjerg, der med 126 meter er Fyns højeste punkt, hører jeg rygter om, at Skovtrolden er indenfor rækkevidde: Et ishus, som alle, der har gået turen før, berømmer højt. 

Her ryger min ufravigelige kostregel nr. 1: »Jeg spiser aldrig softice, for det indeholder angiveligt svinefedt og masser af tilsætningsstoffer.«

»En stor softice, tak,« hører jeg mig selv sige til ispigen og finder en plads i skyggen med byttet. 22 varme, bakkede kilometer med oppakning er åbenbart nok til at knække min moral.   

Da jeg ved 19-tiden arriverer på den første lejrplads, er benmusklerne faktisk helt ok, men jeg er mat som en vredet karklud efter den lange dag under åben himmel. Så nu ryger min ufravigelige kost regel nr. 2: »Jeg rører aldrig kartoffelchips.«

»Du skal have noget salt for ikke at dehydrere,« siger de kloge ved forsyningsbordene. Godt så. Jeg åbner en pose chips med havsalt og urter og knaser indholdet i mig. Oh fryd, det gør godt på sådan en græsmark ved Holstenshuus med tordenvejr i horisonten.

Man må lytte og lære, tænker jeg, og tørrer mine fedtede chipsefingre af i T-shirten. Det er så heller ikke noget, jeg gør til daglig. Men vandresporten flytter åbenbart grænser, og blusen aspirerer alligevel seriøst til en hedvask.

Kolde havregryn og gå-på-mod

»Godmorgen, er det ikke skønt, at regnen stoppede? Har I sovet godt?«

Klokken er 06.10, og der er fuld speed på morgenhilsnerne lige uden for mit telt. Skønt jeg ikke sov alverden, fordi jeg fik den tanke, at lokale hugorme kunne krybe ind i mit telt for at finde ly for tordenvejret, må søvnen have indhentet mig til sidst. For alt virker så fremkommeligt her i morgenkøligheden. Soveposen er fnuglet, nem at pakke ned og fødderne klar til en ny dag. 

Men først morgenmad: En feltration »overnight oats« med blåbær er lækkert, selv med koldt vand, som jeg henter oppe ved vandposten, hvor folk mødes for at børste tænder og tappe vand til tebrygning på primussen, mens vi udveksler nyt om vejrudsigten og dagens rute.  

De næste dage overrasker med luksuriøs mangfoldighed af natur. Først svirper sivene om benene, siden går vi på smalle træbroer gennem frodige vådområder, følger idylliske vandløb og rammer stranden øst om Nakkebølle Fjord, hvor nogle springer i. Jeg afstår ved tanken om sand i skoene og glæder mig i stedet til næste checkpoint på campingpladsen med det løjerlige navn, Syltemae. 

Det bliver til frokost i selskab med et par friske medicinstuderende, hvorefter vi får vores stempler og screener fristelserne: En ægte barista fra Svendborg med amerikansk accent har en bod med skøn latte og cappuccino! Det giver max point og energi frem til aftenlejren, hvor der er snobrødsbagning og musik. Hyggeligt – men jeg sørger for at ramme soveposen i fornuftig tid med lyden af »Country roads, take me home« i ørerne fra troubadouren ved bålet. For der er stadig 22,5 kilometer tilbage af turen.

De sidste kilometer

Næste eftermiddag fisker jeg en dåse leverpostej frem, der har boet i min rygsæk siden starten og oplever, hvad vandresult kan gøre. Tænk, at jeg aldrig har vidst, hvor fantastisk Fåborg leverpostej på dåse smager på tre dage gammelt halvlunkent rugbrød? Jeg deler med en sort hund, der også værdsætter delikatessen, som vi indtager under Svendborgsundbroen. Nu med målet inden for rækkevidde. 

Fjällräven Classic er rigtig fin til debutanter, for der er taget hånd om alt det praktiske. Fra snacks og turmad til samaritter, vandrekort, overnatningspladser og checkpoints midt på dagen. Og mine bedste råd til andre begyndere, kan koges ned til disse fire: 

Husk Compeed plaster, lad dig smitte af venligheden, løft blikket op og ud mod naturen. Og lad for Guds skyld være med at pakke en halvspist dåse med torskerogn ned i rygsækken til senere!

Coverbillede: Susser Feit

FRI var inviteret af Fjällraven Classic, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 10. januar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din aktive ferie? Find flere artikler her