Hipstergaden Brick Lane i London: »Det er, som om hele verden er presset sammen i en maggiterning her«

På Brick Lane i Londons East End kan du opleve en alternativ side af Englands hovedstad – og gøre et godt vintagekøb.

Lyskæder med kulørte pærer zigzagger højt oppe over asfalten, graffitikunst med groteske ansigter og citater i pangfarver dominerer hver en lillebitte krog af murværket langs fortovet. Folk i mindre grupper spadserer småsludrende forbi med æsker og poser med take-away-retter i hænderne. Indgangsporten, som jeg har passeret i den ene ende af gaden, markerer starten på vel nok et af Londons mest iøjnefaldende kvarterer.

Sidst jeg slentrede ad Brick Lane, var i 2016, og jeg må med begejstring konstatere, at ikke ret meget har forandret sig. Mange af de sjove skæve butikker fra dengang eksisterer stadig. Det er, som om denne gade i det østlige London bor i sin helt egen tidskapsel og er i besiddelse af en form for grund-atmosfære, som aldrig fordufter trods verdens hæsblæsende udvikling. Brick Lane er helt sin egen og har altid været det – på godt og ondt.

Gaden har fået sit navn, fordi der i gammel tid lå et teglværk, og området er i det hele taget rigt på historie. Før i tiden var Londons East End berygtet for sin afgrundsdybe fattigdom, overbefolkning, elendighed og store sociale problemer. I dag er byens østlige del blevet hipt, men den skiller sig på alle måder også markant ud fra de pæne og mere velfriserede dele af den engelske hovedstad.

Brick Lane er ét stort, alsidigt kludetæppe af etniske restauranter og caféer, innovative street food-markeder – og det hele mikset med en tydelig vibe af såvel hipster som hippie. Det er råt og charmerende på én og samme tid. Grim og smuk, hærget, kontrastfyldt, og jeg fornemmer øjeblikkeligt, at her er rummeligt og kærligt højt til loftet.

Historiske bagels og chiffonskørter

»Vil du have sennep og drueagurker på?« spørger en asiatisk kvinde, da jeg har bestilt en klassisk saltkødsbagel i et af Brick Lanes kendte bagelbagerier. Det har åbent 24 timer i døgnet, og ved siden af ligger gadens ældste bageri, Beigel Shop, hvor man har langet hjemmelavede bagels efter jødiske traditioner over disken siden 1855. Jeg får den varme delikatesse i hånden og gumler frydefuldt, mens butikken fyldes af sultne kunder.

Her er mennesker af snart sagt enhver herkomst: indere, afrikanere, asiater, europæere – og en kø helt ud på gaden vidner om stedets popularitet. Da jeg passerer et gadeskilt på husmuren, noterer jeg mig, at navnet Brick Lane står angivet på både engelsk og bengali. Et stykke nede ad gaden får jeg øje på et georgisk spisested. Det ligger side om side med en indisk restaurant, et hjørne af en laset plakat for Banglatown foodfestival flagrer på en reklamemur, og den storsmilende indehaver af en lille døgnkiosk ekspederer mig med en iørefaldende dialekt, som jeg knapt kan placere.

Brick Lane er i sandhed en multietnisk smeltedigel. Det er, som om hele verden er presset sammen i en maggiterning her. En broget forsamling af alt og alle fra alle verdens afkroge, og tilsyneladende med stor tolerance for hinanden og hinandens kulturer og religioner. Der favnes både vidt og bredt på Brick Lane.

Som en bro tværs over gaden troner et murstensbyggeri med ordene The Truman Brewery. Kvarterets oprindelige bryggeri er i dag omdirigeret fra ølproduktion til en gigantisk markedshal med salg af aldrende vinylplader, kuriositeter og vintagetøj i alle stilarter. Det føles lidt som at foretage en omstigning til et teaterkostume-depot og er et omfangsrigt slaraffenland af florlette chiffonrober, tyl, taft, kniplingshandsker, brokadestoffer, strudsefjer og imiteret pels med modsætningsfyldte afstikkere til både skater- street- og punkstilen.

Victoriatid og retrostil

Der går ikke længe, før jeg forelsker mig i et par antikke snørestøvler af edwardiansk tilsnit med pompadourhæl og en pastelfarvet gobelintaske med messinghank. Der hænger kjoler og tilbehør ned fra loftet i butikken, og jeg kan se, at det må være ekstravagante dragter fra omkring Victoriatiden, hvor man viste sin velstand i form af fløjl med broderier, pelskraver og overdådige perlebesætninger.

Lige meget hvilken slags retro- eller vintagetøj, tilbehør eller sko man end måtte tiltrækkes af, så er det muligt at finde alt i de gamle bryggerilokaler. The Truman Brewery var engang verdens største ølbryggeri, og de gamle mure gemmer på mange anekdoter. Cirklen sluttes smukt, når jeg ser alt det historiske tøj og de mange finurlige genstande fra svundne tider. Det er dog ikke alt, der nødvendigvis ligner noget fra 1800-tallet.

Shona Randolph står og retter på sit store udvalg af solbriller, da hun smiler og nikker til mig. Ja, da, jeg må gerne tage et billede af hendes butik, hvis jeg har lyst. Hun har haft tøjbutikken i 12 år og elsker sit arbejde. Tøjet hænger nydeligt på bøjlerne, og der hersker en sirlig orden i gemakkerne.

»Det er alle mulige typer, der kommer og køber tøj her, og jeg oplever, at folk gerne vil bruge penge på vintagetøj, fordi det ganske enkelt ofte er af en meget bedre kvalitet, end det tøj, der produceres nu om dage,« forklarer Shona og viser mig en lækker uldstriktrøje med et flot svunget mønster.

Det er ikke direkte historisk tøj, Shona sælger, men mere brugt hverdagstøj af god årgang. Hun har også flere skidragter hængende. Da skitøj generelt er meget dyrt at anskaffe fra nyt, vælger mange at investere i noget brugt til skiferien. Overtøj er der også ganske godt salg i.

»Jeg holder meget af at have min butik her i The Truman og at møde nye mennesker. Vi har et godt sammenhold og kender hinanden, så det skaber en god og venlig stemning, og så elsker jeg at se kunderne blive glade, når de finder noget tøj, de kan lide,« fortæller Shona.

Baristakaffe, der gør en forskel

»Kahaila« står der med gule bogstaver over døren til en café på Brick Lane. De har butiksvinduet fuld af lagkager, og et eller andet får mig til at gå ind. Over et stykke svampet bananbrød og en kop kaffe falder jeg i snak med Raphael Surtino. Han er præst, oprindeligt fra delstaten Minas Gerais i Brasilien, og er daglig leder af Kahaila Café, der har eksisteret siden 2012.

For Raphael betyder arbejdet her, at han føler, han fuldender sit kald som præst. Han er glad for at holde gudstjenesterne i den tilknyttede kirke hver onsdag og have samtaler med besøgende, få nye venner og knytte gode forbindelser til folk. Kahaila er nemlig meget andet end blot en café.

»Vi uddanner også folk her. BREW – Barista & Roaster Education Workshop – er et program, hvor vi tilbyder asylansøgere og flygtninge et baristakursus. Forløbet varer otte uger, og munder ud i et kursusbevis og en anbefaling. Deltagerne tilegner sig kvalifikationer, så de efterfølgende kan søge arbejde i en café, når de har fået deres arbejdstilladelse,« fortæller Raphael.

Oplæringen i barista-faget henvender sig til alle, men især asiatiske kvinder, der har været udsat for sextrafficking, har med kurset fået en ny chance i livet.

Hos Kahaila har de deres eget kaffemærke, Three Cords Coffee. Navnet er valgt med inspiration fra Bibelen. Three Cords (tre snore) refererer til, at det reb, som er spundet af tre snore, er stærkt og næsten umuligt at rykke over.

»Det minder os om, at vi står stærkere, når vi samarbejder og forener os til gavn for andre. Med Three Cords Coffee brygger vi ikke kun kvalitetskaffe, vi brygger ligeledes positive forandringer for vores store gruppe af kaffefarmere og for verden mere generelt. Dét, der gør vores kaffe speciel, er også diversiteten. Kaffebønnerne bliver nemlig importeret fra både lande i Syd- og Mellemamerika samt Indien og Afrika,« forklarer Raphael.

En tur i tidsmaskinen

Der kommer turister fra hele verden i caféen, men også lokale, der arbejder på eller omkring Brick Lane, og folk fra resten af London, kigger forbi. Kahaila har omkring 1.200 besøgende om ugen, og Raphael er ikke i tvivl om, hvad der gør gaden i Østlondon til noget helt særligt.

»Gaden og kvarteret er speciel på grund af sin store mangfoldighed. Du kan både finde en moské og en kirke og adskillige caféer og markeder. Gaden er fuld af kunst og graffiti, hvilket gør Brick Lane unik. Turisterne kommer for at se en del af London, der er meget anderledes end det gængse billede, de måske har af Englands hovedstad,« siger Raphael.

Jeg trasker videre ad Brick Lane og passerer en butik, der fremstiller håndlavet chokolade. Den var der også for ni år siden, og jeg erindrer med et smil, at jeg sad derinde og svælgede i varm kakao med flødeskum og lyttede til Jackson Five.

Brick Lane er som en ordentlig tur i en tidsmaskine tilbage til tidligere epoker og tidsaldre. Nok forandrer gaden sig med årene, men den essentielle ånd og de grundlæggende værdier forsvinder aldrig. Østlondons kosmopolitiske hipsterstræde vil altid have en helt særlig stemning over sig, som vil være svært at opdrive andre steder i verden.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 29. marts 2025.

Planlægger du en rejse til England? Få mere inspiration her