Tampere er med sine blot 245 år en af Nordens yngste byer. Mini-metropolen, der er kendt som Finlands sauna-hovedstad, overrasker med wellness, gastronomi og store naturoplevelser.
Morgensolen er allerede blevet skarp og får Tamperes skyline til at funkle. Fra hotelværelset er der udsigt til højhuse og moderne komplekser, så langt øjet rækker. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man betragtede en storby et sted i Asien. Bindingsværk, brolagte gader, gamle købmandsgårde og palæer med udsmykkede facader må man spejde langt efter her. I Tampere opfattes en bygning, der er mere end 100 år gammel, som ”gammel”.
Op gennem 1800-tallet og frem til et godt stykke efter Anden Verdenskrig osede skorstene i byens midte. Tamperes historie kan faktisk koges ned til ét enkelt ord: industri. Det begyndte i 1779, da den uglesete, svensk-finske konge Gustav 3. besluttede at anlægge et lille industriområde ved fossen Tammerkoski for at udnytte stedets vandkraft.
En af de personer, der tidligt øjnede muligheder i den nye by, var skotten James Finlayson, der kom hertil i 1819. På det tidspunkt var Finland blevet afstået af Sverige til Rusland, og Finlayson, der allerede havde fået zarens tilladelse til at starte en tekstilproduktion i Sankt Petersborg, valgte at slå sig ned her.


Det blev begyndelsen til et af Finlands største industrieventyr, og Finlaysons gamle fabriksbygninger i det centrale Tampere udgør den dag i dag byens stolte hjerte. Her er det ikke glemt, at bygningerne til det berømte tekstilimperium var de allerførste i Norden (og Rusland) til at få elektrisk lys, hvilket skete i 1882. I dag er al produktion rykket til Asien, og komplekset er omdannet til et forlystelsesområde med spisesteder og diverse aktivitetsformer – i stil med Carlsberg Byen i København.
FAKTA
Om Tampere
Vejen dertil: AirBaltic har åbnet en direkte rute fra København med flere ugentlige afgange. Selskabet har som et af de få en regulær businessclass på ruten. Flyvetiden er cirka halvanden time. Alternativt kan man flyve til Helsinki og tage tog derfra. Det tager også cirka halvanden time.
Rejsetidspunkt: Der er stor forskel på sommer og vinter i Tampere, og oplevelserne i denne artikel er bedst egnet i sommermånederne. Byen får sne i det sene efterår, og søerne fryser til vinteren over.
Overnatning: Der er hoteller i alle prisklasser. FRI boede på det gode og centrale Lapland Hotels Arena, som har sauna på værelserne og en hyggelig tagterrasse med bar.
Shopping: Tampere er en moderne storby med over 250.000 indbyggere. Tæller man de nære nabobyer som Nokia og Kangasala med, er det Finlands næststørste urbane område efter Helsinki, hvilket afspejles i det store udbud af butikker i centrum. Prisniveauet er generelt lidt lavere end i Danmark.
Lokal transport: Byen har et godt net af sporvogne og busser. Bus 2 kører direkte fra centrum til Rauhaniemi-saunaerne.
Påklædning: Finnerne går afslappet klædt også på restaurant. Medbring praktiske klæder, der fungerer godt også på en skovtur eller kanotur samt ikke mindst badetøj til saunabesøget.
Sprog: Finnerne lærer svensk i skolen, men de fleste taler det helst ikke, så brug engelsk som udgangspunkt.
Læs mere her
Nordens største torvehal
Vi passerer forbi Finlaysons rustikke bygninger i mørkerøde mursten på vej til dagens første oplevelse: et besøg i Tamperes markedshal fra 1901. Som følge af de store koleraepidemier og en generel større forståelse for sanitet og hygiejne byggede man overdækkede madmarkeder overalt i Europa fra 1850erne og frem. Som den moderne by Tampere var, skulle man naturligvis også have en torvehal her, og det russiske overherredømme endte med at opføre Nordens største.
Vi træder ind i de formiddagstravle haller, der kostede mere at bygge end Tamperes katedral. De lokale trisser rundt med indkøbsnet, og stadeholderne står klar til at ekspedere. Her falbydes frisk fisk, indbydende grøntsager, finske oste, konfekture og bagværk i alle afskygninger fra karelske pirogger til svenske kanelsnurrer. Inde mellem butikkerne findes også små spisesteder med fristelser fra verdenskøkkenet såsom tapas og sushi.


Vi vælger at være lokale med de lokale og prøver Tamperes traditionelle egnsret: blodpølse med tyttebærsyltetøj. Den noget ejendommelige spise har vi allerede spottet i hotellets alsidige morgenmadsbuffet, men endnu ikke smagt. Mustamakkara, som retten hedder, nydes i dag rundt i hele Finland og minder i smagen om den britiske black pudding.
Samspillet mellem den fede, salte pølse og de sursøde tyttebær fungerer overraskende godt. Det bliver også til en smagsprøve på en udsøgt gedeost fra det nordlige Finland, inden vi skal videre til dagens næste aktivitet.
FERIETIPS
Tamperes madscene
Man spiser fremragende i den finske by. Mange restauranter hælder til lokale råvarer. Det gælder blandt andet det lille, raffinerede spisested Villit ja Viinit, hvor en udsøgt tasting-menu laves til direkte skue i det åbne køkken.
Prøv også restauranten Kuuma, der både er et glimrende spisested og en lækker sauna med havnebad og cocktailbar. Er man mere til øl, kan mikrobryggeriet Plevna i Finlayson-distriktet anbefales.
Kanotur på søen Näsijärvi
Vi lægger byens travle handelsgader, skyskraberne og sporvognene bag os for at køre ud til den finske natur med fyrretræer, blåbærbuske, birk og klipper. Tampere ligger mellem de to store søer Pyhäjärvi og Näsijärvi, og blot et kvarter efter vi har forladt den pulserende bykerne, befinder vi os ved bredden af den sidstnævnte sø.
Vi har på forhånd booket en kano med en lokal guide til at assistere disse ikke alt for prøvede kanosejlere, og så snart redningsvestene er fastgjort korrekt, hopper vi ned i det lille fartøj og stævner ud på den spejlblanke sø.
Inde på land ligger der folk og solbader på de nøgne klipper, og bag dem breder der sig skov og atter skov. Snart høres ikke andre lyde end padlerne, der forsvinder med blide plask ned i vandet på begge sider af kanoen, og selvom det har været spændende at opleve Tamperes livlige midte og den travle torvehal, så er det en særlig lise at befinde sig ude på den store sø med stilheden og en snert af frisk skovduft som de eneste indtryk.
Vores guide fortæller lidt om de forskellige fisk, man kan fange i søen, og han kommer også ind på den voldsomme ulykke, der fandt sted her i 1927. På en ellers smuk septemberdag påsejlede damperen SS Kuru et skær, mens der var 150 passagerer om bord. Skibet sank på få minutter, og 138 mennesker druknede. De fleste af dem var mænd, der arbejdede på Tamperes fabrikker, og mange arbejderfamilier mistede deres livsvigtige forsørger.
Vi har næppe hørt historien til ende, før vi selv påsejler en klippeblok, men vores guide er vaks og hopper hurtigt ud og får kanoen på ret køl, så hjemturen kan foregå i fordragelighed.

Spirituelt saunaritual i Rauhaniemi
På en kold og regnvåd novemberdag findes der næppe noget bedre end en tur i en varm sauna, men at sætte sig ind og svede tran, når det er solskin og 25 grader, er ikke noget, mange danskere praktiserer. Og her adskiller finsk og dansk kultur sig mærkbart. Det lærer vi, da vi efter kanoturen besøger den offentlige badeanstalt, Rauhaniemi, der ligger tæt på.
Mens mange solbader på klipperne direkte ud til søen, har andre sat sig i begge af stedets saunaer. For finnerne er det den naturligste ting i verden at gå i sauna flere gange om ugen året rundt, og der er da også forskning, som peger på, at hyppige saunabesøg er sundt for blodtrykket og et værn mod en række virusser og betændelsestilstande.
Både unge og gamle, ja, sågar en mor med et spædbarn har sat sig til rette for at svede igennem i saunaens hede, inden der venter en dukkert i søens 11 grader kolde vand.


FAKTA
Finlands sauna-hovedstad
Der findes over tre millioner saunaer i Finland, og i Tampere er tres af dem offentlige. Visse hoteller har sågar privat sauna på badeværelset.
Kvinder og mænd går som regel i sauna sammen, og man har derfor altid badetøj på og gerne også badetøfler. En del saunaer ligger tæt på en sø, hvor det er muligt at køle sig ned.
For mange er saunabadet en social aktivitet, som man foretager med venner eller familie og gerne i flere timer.
De finske saunaer er våde, forstået på den måde, at de opvarmede sten hyppigt overhældes med vand, der skaber en varmende damp. Det er altid den person, som sidder nærmest ovnen, der styrer, hvor meget og hvornår der skal vand på.
Pak eventuelt et særskilt saunahåndklæde og badetøfler til rejsen.
Som noget nyt er der åbnet et såkaldt saunatempel ved badeanstalten, som små grupper kan booke i selskab med en saunaguide. Denne oplevelse vil vi ikke snyde os selv for, og i løbet af en god halv time bliver vi ført gennem et urgammelt ritual, hvor onde ånder drives væk under fuldstændig stilhed, mens den sunde damp fra ovnen, den såkaldte löyly, forgrener sig.
Som en afslutning på ritualet bliver vi pisket blidt med ris af friske ahorngrene, og selvom det måske kan lyde voldsomt, så er det en forfriskende oplevelse, der nærmest fører kroppen ind i trance.
Vi er blevet forkælet dagen igennem. Først med gastronomiske indtryk, dernæst finsk natur, når det er bedst, og til sidst en omgang helende saunavarme.
Finland er måske nok en del af den nordiske familie, men dagens oplevelser har været dybt eksotiske, ligesom Tampere på alle måder er en helt anden type by, end vi er vant til. Vi er mere end klar til flere oplevelser i den finske mini-metropol.
FERIETIPS
Det skal du (også) opleve i Tampere
Observationstårn i skoven
Pyyniki-tårnet fra 1929 kunne være kulisse i en Rapunzel-film. Herfra er der en mageløs udsigt over hele Tampere og landskabet rundt om byen. Gå også en tur i skoven, der breder sig bag tårnet i et lettere kuperet terræn.
Shopping i centrum
Langs hovedgaden Hämeenkatu finder man alt fra Finlands svar på Magasin du Nord og varehuset Stockmann til boghandlere og designbutikker som Marimekko, der er fuld af det kendte, spraglede tøj og porcelæn.
Mumi-museet
Tampere har et gribende museum, der er dedikeret til Mumitroldene og deres mor, forfatteren Tove Jansson. Her er skitser, modeller og meget mere, doneret af Jansson selv.
På rooftop-bar
Byen har adskillige barer i højderne, som især er populære omkring solnedgang. Prøv eksempelvis den store Periscope-terrasse, hvor der mikses cocktails og serveres bobler fra hele to udendørsbarer. Stedet har også en glimrende restaurant.
Museumsvifte
Vapriikki-huset rummer en hel vifte af forskellige museer, herunder et naturhistorisk museum med mineraler og udstoppede dyr samt et museum dedikeret til byens store virksomhed Finlayson.
Mangler du inspiration til din næste storbyferie? Læs flere artikler her

