La Vendée – tidevandet råder i Frankrigs oversete kystregion

Ka’ De li’ østers, frisk luft og brede strande, så er det for mange danskere ukendte La Vendée-område i Sydfrankrig nok lige sagen.

De to små ord dukker op overalt på kysten. På spisekortene og på skiltene på de små skure, der står langs vejene: huitres og moules. Østers og muslinger. Muslinger kender vi godt fra det danske køkken, men østers forbinder vi nok mere noget eksklusivt med hvide duge, stofservietter og champagne, men sådan er det altså ikke i Frankrig. Det er en billig og nærende spise, som i århundreder har været en fast del af kosten ved Atlanterhavskysten. Så vi beslutter, at vi lige så godt kan prøve at smage på lækkerierne, selvom det er ukendt land for os.

»Det er sundt at spise østers,« siger Alain Gendron, som har en lille østersfarm ved Noirmoutier i Vendée-departementet lige syd for Bretagne. »Se bare på mig, jeg spiser østers hver dag,« griner han. Her er vådt og lidt primitivt, men humøret er højt. 

Inde i den lille bygning er der store kar og net med østers, udenfor står de stablet i kasser ved en lille bar, hvor Alain serverer dem med lidt citron til. Hans østers smager friskt og skarpt, som vi står derude ved bassinerne. Jeg sluger en af de fyldige østers hel. Han siger selv, at han bider dem over. 

Et glas vin havde gjort godt, men det må vente. Smagen af hav får lov til at blive hængende i munden længe efter. 

Det vil være synd at hævde, at de ser indbydende ud, som de ligger i deres grove skaller, og for en dansker er ordet nærmest også umuligt at sige. Huitres, prøv med »viitre« og spids munden samtidig, så er man langt.

Alains bedste østers hedder Fine de Claire, og de har tilbragt deres sidste tid i bassiner, hvor det salte havvand bliver blandet op med mineralrigt ferskvand. Herfra får hans østers ekstra smag. De første to-tre år af deres liv har de tilbragt i havet i nogle store metalnet. 

En østers fungerer som et filter, hvor der kommer saltvand med alger og plankton ind i den  ene ende, og det filtrerede vand pustes ud igen i den anden ende. De trives godt der, hvor der er tidevand, og hvor vandudskiftningen er stor, og havvand og ferskvand kan blandes. 

Vejen under havet

Tidevandet er som et stort pulsslag langs kysten i Vendée. Det stiger og falder flere meter i døgnet, og der, hvor man måske allermest tydeligt kan opleve det, er, når man kører på vejen over bugten ved Le Gois-passagen, som forbinder øen Île de Noirmoutier med fastlandet. 

Vejen står under vand halvdelen af døgnet, så det er om at holde øje med skiltene, når man krydser bugten. »Danger« står der advarende med lysende bogstaver og med angivelse af et tidspunkt, hvor man skal være væk fra den 4,5 kilometer lange vej. Vandet stiger hurtigt og kan nå op til flere meter over vejbanen. 

I tåget vejr får hele området et spøgelsesagtigt skær, og det kan være svært at orientere sig. Der er intet lys, og hvis man krydser over bugten om natten, er det om at undgå at komme af vejen i utide. Når vandet trækker sig tilbage, valfarter folk til bugten og vader ud på havbunden og samler østers og muslinger sammen med de mange fugle, der lever her. Når man ikke ind i tide, kan man søge tilflugt i et af de ni tårne, som står langs vejen. 

Når man først er nået over til Île de Noirmoutier, er noget af det første, man lægger mærke til de store bassiner i marsklandet. Herfra kommer meget af det berømte franske havsalt, som udvindes fra vandet i bassinerne. Saltvandet kommer ind med tidevandet og bliver samlet i bassinerne. Det kan lade sige gøre, fordi øen Île de Noirmoutier ligger under havets overflade og derfor er omgivet af diger med sluser, som regulerer indstrømningen af vand.  Vandet i bassinerne fordamper i sommerhalvåret og efterlader saltsøer med en høj koncentration af salt.

»Vi kan udvinde 350 gram salt per liter vand, men det er bedst, når sommeren har været varm og tør og ikke som i år, hvor vi er druknet i regn,« siger Dylan Petitgas, som driver virksomheden Bonne Pogne ved L’Epine sammen med sin familie. Mange standser op ved deres lille bod for at købe salt, og hvis vejret er til det, kan man få en rundvisning i saltmarsken og se, hvordan saltet bliver skrabet op og indvundet.

Alene rundt om jorden

Havet er allestedsnærværende i La Vendée. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at en af verdens mest prestigefyldte kapsejladser udgår fra Les Sables d’Olonne, som ligger små 100 kilometer syd for Noirmoutier ved kysten. 

Kapsejladsen La Vendée Globe foregår hvert fjerde år, og der bruges 20 meter lange sejlbåde spækket med teknik og udstyr. 40 sejlere drager ud på en jordomrejse, og hver person sejler alene i sin båd. Turen går ned langs Afrikas kyst og rundt om Antarktis og tilbage igen langs Brasiliens kyst. Det tager mindst 70 dage. Hvert fjerde år er havnen derfor et tilløbsstykke for folk, som vil se de farvestrålende både og gyse ved tanken om at være alene på det store hav på sådan et skib. 

En af sejlerne er Sébastien Simon, en 34-årig franskmand fra byen. Han er helt rolig og klar, siger han. »Jeg sover kun 40 minutter ad gangen undervejs,« siger han. Adspurgt om han får tid til at læse lidt undervejs, ryster han på hovedet. »Nej, der er alt for meget at gøre ombord for én mand.«

Han har prøvet det før, men måtte opgive sidste gang, så nu skal det være. Der sker ulykker, og der har tidligere været dødsfald. Det gibber i mig, da jeg hører, at der blandt deltagerne er et ungt par, som sejler i hver sin båd og efterlader deres etårige barn derhjemme, mens de hver især kæmper mod naturkræfterne.

Vi lever med havet

»Havet drager mennesket til sig«, siger Arnaud Burel og mener det både bogstaveligt og i overført betydning. Han er turistchef i Les Sables d’Olonne. 

»Der er en tre meter høj bronzestatue her på stranden af Ulysses, den græske sagnhelt, som vi også kender som Odysseus. Han er blandt andet kendt for sin årelange sejlads hjem fra Troja, og statuen fortæller meget om vores identitet her, hvor vi lever med havet på godt og ondt.« 

Vi bliver bestemt også draget mod havet og den gigantiske sandstrand, som delvist forsvinder, når tidevandet kommer. Kysten hedder Côte de Lumière, lysets kyst, da her er meget sol og 140 kilometer med strande, som indbyder til solbadning og vandsport. Mange især franske turister nyder at holde ferie her. 

Kysten ved Vendée byder også på mange muligheder i den friske luft, og så er her ikke nær så mondænt som længere ned på kysten ved la Rochelle og Île de Ré, fortæller turistchefen: »Kun 15 procent af turisterne her er udlændinge, og vi vil gerne have flere i de mange ferieboliger, som står tomme uden for højsæsonen.«

Les Sables d’Olonne har et lille hyggeligt centrum, en stor lystbådehavn og en af Frankrigs største fiskerihavne. Der er rigeligt med fiskerestauranter, som lokker med søtunger, havtasker, dorader og rokkevinger, som er sidestykkerne på rokken, den store, hvide fisk fra Atlanterhavet. 

Man kan heller ikke komme udenom sardinerne. Før i tiden lå her mange virksomheder, som fremstillede sardiner, men der er ikke mange af dem tilbage. Fiskerne boede i det maleriske kvarter La Chaume, som har gadenavne som Rue de l’Amour, altså kærlighedens gade. Selvom industrien er i nedgang, kan man stadig købe de farvestrålende dåser med sardiner i mange af de små butikker i byen. 

Det er næsten ikke til at opdrive et spisekort på engelsk, men det problem løser telefonen nemt med en oversættelse. Til gengæld får man også en oplevelse af, at her er meget fransk og lokalt, og så er priserne nærmest det halve af dem, man kan opleve i Paris. 

Den friske luft

Lystfiskeri er en af de mange friluftsfornøjelser, man kan dyrke i Vendée. Luften er aldrig kvælende varm, så området indbyder til at holde en aktiv og varmefri ferie, coolcation.

Langs hele kysten er det muligt at leje både og surfe både på bræt og med kite og dyrke alle mulige former for vandsport. Men for landkrabberne er der også mange tilbud. La Vendée hævder med sine 1800 kilometer ruter at have det største net af cykelstier i Frankrig på et lille område.

Overalt er der skilte med Locations de Vélo, som byder på leje af cykler. Vi tog en tur langs kysten ved Noirmoutier på elcykel. Den starter på et langt dige, Jacobsen Pier, som adskiller marsklandet fra havet. Turen går gennem små byer med blåmalede døre og vinduer og hvidkalkede mure. Mange af husene er forstærket med brædder og diger for at gardere sig mod det hav, som både stiger med tidevandet, og som kan rejse sig, når stormene fra Atlanterhavet fører vandet helt op til dørmåtterne. 

I havnen i Herbedière ligger en trestjernet Michelin-restaurant, men mindre kan gøre det, så vi spiser mere beskedent et måltid af kammuslinger og blæksprutter med de særlige kartofler fra egnen som tilbehør. De udmærker sig ved at være gødet med tang, som giver dem en særlig smag.

Havet er overalt i Vendée og alligevel er der også andet end havets godter til ganen. Så hvis De stadig ikke kan lide østers, er der altid vinen at ty til. Området hedder Loire Atlantique, og de lokale hvidvine er også en del af oplevelsen. Så skulle en østers forvilde sig ind i munden, kan man om ikke andet skylle den ned med den friske vin. Santé.

FRI var inviteret til Frankrig af det franske turistkontor Atout France i samarbejde med det lokale turistdepartement.

Coverbilledet er fra Pixabay

Mangler du inspiration til din næste ferie i Europa? Læs flere artikler her