Rejsetips til Porto, Sydeuropas farverige åndehul

ANNONCE

I Portugals næststørste by er der skruet op for både solskin og farver, og her får du kulinariske og kulturelle oplevelser af allerhøjeste kvalitet.

Det er svært ikke at blive betaget af Porto, der oser af både charme og hjertevarme. Mens portvinsentusiaster valfarter til de lokale producenter i Vila Nova de Gaia, byder byens øvrige kvarterer på flotte katedraler, fascinerende gadekunst, fine sporvogne og betagende udsigtspunkter over Duorofloden, som snor sig gennem en af Europas mest besøgsværdige destinationer.

Livraria Lello og Jardim das Oliveiras

Porto er indhyllet i eventyrstemning, og en del af inspirationen til Harry Potter-universet udspringer netop herfra. Lighederne er ekstra tydelige i den berømte boghandler Livraria Lello, der ligger midt i byen. Her kan du snildt stå i kø i både halve og hele timer alene for at komme ind i butikken – som du tilmed skal betale for at entrere. For sande bibliofile er både tid og penge dog godt givet ud, for særudgaver af Den lille prins og Alice i Eventyrland finder næppe et smukkere hyldehjem. Køber du bøger eller merchandise, får du i øvrigt din entrébillet refunderet, og så har du jo nærmest tjent penge ind igen på at shoppe.

Æstetikken er også i højsædet på den modsatte side af gaden, hvor du finder Jardim das Oliveiras – en moderne tagpark, der regnes for at være en af byens helt store perler, selvom den ofte bliver overset af turister, der suser forbi uden at bemærke det grønne åndehul over deres hoveder. Vil du have endnu mere natur, så fortsæt et stykke mod vest til Jardins do Palacio de Cristal – en samling af haver, der er så højt placeret, at du her kan nyde en fantastisk udsigt over byen, floden og Luis I-broen.

Mercado do Bolhão, Brãsao Coliseu og MUU

Sydeuropa er kendt for sine overdådige madmarkeder, og i Porto tager Mercado do Bolhão prisen for det mest imponerende. I over 100 år har lokale købt kød, krydderier, blomster og frugt her, og bygningen summer af liv fra mandag til lørdag. Ud over boderne finder du desuden flere små spisesteder, som tilbereder lokale specialiteter til rimelige priser.

Lokale specialiteter er også præcis, hvad du får hos en af byens mest velbesøgte restauranter, Brãsao Coliseu, hvor du blandt andet kan smage den toastlignende sandwich Francesinha. I Porto hersker der delte meninger om, hvorvidt det er en lækkerbisken eller en trussel mod dit generelle velbefindende, men der er dog bred enighed om, at Coliseu serverer byens bedste version. Så hvis du vil sætte tænderne i den snaskede sag, bør du gøre det her.

Hos MUU på historiske Rua do Almada kan du til gengæld gå om bord i byens lækreste kød. Det lille mesterværk af en steakrestaurant gør ikke et stort væsen af sig udefra, men så snart du træder ind i den mørke grotte, bliver du mødt af sydende velduft, service i topklasse samt et mere end velassorteret vinkort. Har du lyst, kan du gå med tjeneren ind i restaurantens afkølede glasbur for at udpege lige præcis dén flaske, som taler til dig. Alt går simpelthen op i en højere enhed på MUU.

Vila Nova de Gaia og portvin

Nu vi er ved vin, så lad os da fortsætte til den gamle bydel Vila Nova de Gaia, hvor portvinsgiganterne ligger som perler på en snor. Måske kender du allerede Graham’s, Cockburn’s, Sandeman og Taylor’s, og ellers kommer du helt sikkert til at stifte bekendtskab med navnene i Porto, for de er repræsenteret på vinkortene hos de fleste barer og restauranter. Du kan også smage på herlighederne direkte hos producenten. Nap for eksempel en rundtur i Taylor’s vilde vinkælder, og slut af med en lille tasting, som er inkluderet i billetprisen.

Når vintørsten er stillet, kan du fortsætte til den knap så klassiske attraktion Look at Porto, der er særligt besøgsværdig på regnvejrsdage. I den hyggelige biograf får du en 5D-overflyvning af byen, hvor du på drageryg blandt andet bevæger dig hen over Foz do Douro, et kystområde, som du bestemt også bør besøge i den virkelige verden – ikke mindst for at fortære en kage eller tre på det formidable konditori Tavi. Der er risiko for, at du bliver afhængig af deres bagværk, og sker det, har du jo en oplagt grund til at besøge Porto igen.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 22. februar 2025.

Mangler du inspiration til din næste ferie i Portugal? Find flere artikler her