Hvad gør man, hvis man holder ferie med strandliv og palmer, men gerne vil have lidt afveksling? For beboerne i Côte d’Azur er svaret enkelt. Man tager op til de maritime alper.
Skiferie i Sydfrankrig kan lyde umuligt, men når de lokale indbyggere fra Côte d’Azur og Monaco vil skifte rivieraen ud med skiløb eller bjergvandring, skal de bare ud på en lille smuttur.
Det tager nemlig kun fem kvarter at køre fra Nice og op til bjergbyen Valberg, der byder på et skianlæg med 56 pister og 23 lifter.
Ruten til Valberg snor sig gennem tætte skove og dramatiske, røde bjerge med dybe kløfter og er i sig selv en køretur værd. Den billedskønne kulisse kaldes Colorado Niçois og er i virkeligheden forhistoriske stenformationer fra havet.
Valberg ligger ved indgangen til Mercantour Nationalparken 1.672 meter over vandoverfladen. En helt unik placering mellem havet og bjergene.
For over hundrede år siden vandrede de mest sportslige op af bjerget for at stå ned igen på ski.
I 1936 åbnede stationen officielt med den første skilift, da den hvide sne, der før var en forbandelse for de fattige bønder, pludselig var blevet en populær attraktion.

Pister med udsigt til Korsika
Fra at have været et ubetydeligt plateau på bjerget uden eget navn, er Valberg i dag et sted i rivende udvikling.
I 1950erne blev der afholdt konkurrencer, hvor folk stod på ski om morgenen og svømmede om kap i havet om eftermiddagen.
Der er stadig masser af spektakulære skiture. Den mest exceptionelle går til Mont Mounier-bjerget i 2.803 meters højde og nås til fods med skiene på skuldrene. På en klar dag med blå himmel har man udsigt over Middelhavet og Korsika – en belønning, der ikke findes andetsteds.
Valberg er dog ikke kun for de dygtigste skiløbere. Nede i byen er der masser af børnefamilier, da terrænet her er overvejende let, og der findes rigeligt med skilærere.
Der er skikort til fornuftige priser, og bussen fra Nice koster kun to en halv euro, hvilket ikke mindst er populært blandt de unge.

Her kan du bo og spise i Valberg
I Valberg lukker alting klokken 22, og der er hverken cocktailbarer på pisterne eller natklubber i byen. Til gengæld byder skisportsstedet på masser af autenticitet, gode hoteller og spisesteder.
Byens næstældste chalet, Chalet Suisse, er indrettet som hotel med spa og et traditionelt køkken med bjergretter. Med en beliggenhed for foden af pisterne er det områdets bedste adresse.
En anden klassiker er Restaurant Wapiti Lake, der ligger ved den kunstige sø, Lac du Senateur, hvor man samler vand til at lave den kunstige sne, der lægger den perfekte bund i starten af skisæsonen.
Restaurantens køkken er baseret på de bedste råvarer og produkter fra lokalområdet, hvilket er alt fra vildt og sjældne svampe til lammekød og forskellige sorter af ost og honning.
Samme bjergkøkken, la cuisine montagnard, finder man på toppen af pisterne på La Croix du Sapet og Les Aiguilles. Begge steder kan også nås uden ski ved at tage liften eller booke transport med snescooter.

Aktiviteter uden ski
Med en lokalbefolkning på blot 800 kender alle hinanden i Valberg. Bønderne, der før levede et nomadeliv med deres dyr, har nu børnebørn, som arbejder på skistationen.
Mange unge rejser ud i verden, men vender efterfølgende hjem igen for at være med til at udvikle deres hjemstavn.
I Valberg er der masser af aktiviteter og events året rundt: I vinterferien er der trøffeldag på markedet, og Premier League-fodboldholdet OGC Nice afholder begivenheder og surprise-besøg. Mange elitesportsfolk træner i Valbergs tynde luft for at styrke deres blodomløb.
Der er også en række bæredygtige tiltag. Eksempelvis bruges elektriske shuttle-busser, og så har man droppet den kunstige skøjtebane, der brugte for meget energi.

Gourmetvandring om sommeren
Lysforureningen i byen er minimal, og til efteråret åbner et stjerneobservatorium i efteråret, der vil være det eneste af sin slags i de maritime alper.
Med kort vej til rivieraen er Valberg en populær destination året rundt. Der er aktiviteter for alle, om det så er golf, tennis, cykling eller vandreture.
Sommerens helt store trækplaster er gourmetvandringer, hvor man går fra sted til sted og smager på lokal mad og vin.
Vil man opleve Mercantour Nationalparkens rige fauna og dyreliv, kan det anbefales at tage på en to-dages vandring over Balcon de Gorges i 1.200 meters højde.
REJSETIPS
Legeplads for begyndere
Der er i 56 pister i Valberg (6 sorte, 28 røde, 11 blå og 11 grønne) fordelt på fire skiområder.
Det ene område er specielt egnet for begyndere, og det myldrer med småbørn og deres forældre.
Jo mere selvtilliden stiger, jo mere kan ungerne (og de voksne) tage del i det mere avancerede skiløb, såsom at øve slalom mellem flagene og øve småhop.
Afterski og restaurant La Résidence ligger belejligt to skridt herfra, så forældrene kan drikke vin chaud og samtidig holde øje med de små.
Læs mere her
Coverbillede: Valberg OT
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste skiferie? Find flere artikler her

