halland halland

Smag på Halland: Sveriges oversete gastronomiske destination

ANNONCE

Mange danskere har ikke et særligt forhold til den svenske region Halland: En flad stribe land, man kører igennem på vej til populære destinationer som Småland eller længere nordpå. Men det kan i den grad godt betale sig at stoppe bilen. Halland har nemlig udviklet sig til en kulinarisk destination med så mange gode spisesteder, at den lokale turistorganisation kalder den for Sveriges Toscana.

Selvtilliden fejler ikke noget hos Visit Halland, den officielle turistorganisation for den smalle, kystnære region i det sydvestlige Sverige, der strækker sig 130 kilometer mellem Skåne og Västergötland. Det er et landskab præget af vide sandstrande mod vest ud mod Kattegat, skovklædte bakker, og en blanding af landbrugsjord, småbyer og fiskerlejer, der giver regionen en afslappet, men levende atmosfære. Der er sågar vinmarker, som blandt andet skyldes et mere tempereret klima end i Skåne. 

Foto: Anne Gorm Hansen

Mens den hallandske kystby Varberg, der ligger 300 kilometer nord for København, engang var mest kendt for sin middelalderborg og surfing, er maden i dag et overraskende trækplaster. Landskabsmæssigt er der ikke umiddelbart den store lighed mellem Halland og Toscana, som den lokale turistorganisation ellers sammenligner sig med. På madfronten er det dog en anden sag. Halland har et væld af gode spisesteder, og regionen er siden årtusindeskiftet blevet stedet, hvor Sveriges største stjernekokke trækker stikket og starter forfra.

REJSETIPS
Her skal du spise i Halland

Restaurang Fyr
Fyr minder næsten om en sydsvensk udgave af Louisiana i Humlebæk med en fantastisk beliggenhed på stranden i Tylösand. Restauranten åbnede i 2024 og har hurtigt markeret sig som en af Hallands gastronomiske højdepunkter takket været kokken Jacob Holmström, der før stod bag tostjernede Gastrologik i Stockholm. Menuen er kort og klassisk à la carte med fisk og skaldyr fra Kattegat i centrum, ofte tilberedt over åben ild og gløder. Frokost er et lokalt tilløbsstykke til rimelige priser, men kom om aftenen, hvis du vil opleve Fyrs mere raffinerede aftenmenu.
Halmstad, restaurangfyr.se

Prostens Pizza 
Da madskribenten Lisa Lemke og hendes mand, kokken Marcus Nordgren, i 2014 forlod Gøteborg for at finde ro på landet, var restaurantdrømme ikke planen. De endte ikke desto mindre med at åbne Prostens Pizza i et nedlagt bageri bag den gamle præstegård, de havde købt. Fokus er romersk-inspirerede pizzaer med lokale råvarer, men der er også snacks – »hand-plockade godsaker« – som man kan dele ved bordet, heriblandt charcuteri og tempura af lokale grøntsager.
Skrea Backe, Falkenberg, prostenspizza.se

Spiseriet
Spiseriet er en hyggelig gårdrestaurant med fokus på sæsonbaserede råvarer fra Halland. Den drives af Peter Halldén, der blev kåret til Årets Sommelier i 2018, køkkenchef Martin Anneflod, der blev finalist i Årets Kock 2022 og Samuel Eriksson, der også er kok og sommelier. Selvom fokus er på nordiske smagsoplevelser, er man ikke bange for at servere f.eks. spanske boquerones på dåse. Restauranten har også en delikatessebutik med oste og specialiteter og er nabo til et ølbryggeri.
Varberg, spiseriet.se

Bränn Pizzeria
Bränn Pizzeria ligger i et interessant krydsfelt mellem pizza og gastronomi. Stedet drives af Fredrik Johnsson, tidligere køkkenchef på Michelin-restauranten Volt i Stockholm, og laver napolitansk-inspirerede pizzaer med tydeligt kokkehåndværk. Udgangspunktet er vegetarisk med mulighed for at tilføje kød eller skaldyr, f.eks. hummer. Menuen er lille og kurateret, stilen er afslappet, men ambitionen høj. Det er pizza som casual fine dining. 
Varberg, brannpizzeria.se

Bedre work-life balance

En af dem er Jacob Holmström, der i 2024 åbnede Restaurang Fyr i Tylösand, som den svenske restaurantguide White Guide var så begejstret for, at de gav den klassificeringen »Mästarklass«. Efter 12 år i Stockholm, hvor Holmström drev den tostjernede Michelin-restaurant Gastrologik, vendte han hjem til sin barndoms Halland. 

»Vores restaurant i Stockholm var lidt som at være eliteatlet. Det var intenst, og man kan ikke holde til det hele livet. Det blev mere et projekt for os,« forklarer Holmström, der i Stockholm fortæller om 18-timers arbejdsdage, et konstant pres for at forny menuen og et liv, hvor hjemmet kom i anden række. Halland blev et valg om balance: 

Foto: Anne Gorm Hansen

»Første punkt på listen her var simpelthen at have et ordentligt liv for os selv, vores familie og vores medarbejdere,« siger Holmström. 

Han er ikke alene. I senere år har kogebogsforfatteren og tv-kokken Lisa Lemke slået sig ned i Halland, ligesom Fredrik Johnsson, tidligere køkkenchef på Michelin-restauranten Volt i Stockholm. Begge laver i dag pizza efter napolitansk forbillede med et hallandsk twist, der spiller på adgangen til gode lokale råvarer, men som også handler om at skabe et arbejdsliv i balance. 

Lokale råvarer

Halland er på papiret en af Sveriges mindste kommuner, men områdets landbrugsjord og den direkte adgang til Kattegat betyder, at det nærmest er en selvforsynende enklave af råvarer fra hummer, blåmuslinger og kammuslinger til torsk og vildlaks. Grønkål og peberrod er to andre klassiske Halland-ingredienser, som ligefrem er blevet en eksportvare. Ifølge Jacob Holmström er især vildlaksen i Kattegat noget særligt, og selvom bestanden er så lille, at han kun sjældent kan sætte den på menuen, så er den for ham indbegrebet af Halland. 

Foto: Anne Gorm Hansen

»Det smager ganske enkelt forrygende, slet ikke som den supermarkedslaks, folk er vant til.« 

På Fyr tilbereder han fisk og skaldyr under åben ild i stil med argentinsk asado, og kører selv ud og henter krabber, hummer og fisk hos lokale fiskere. 

»Det var helt udelukket i Stockholm. Men det giver en helt anden forbindelse til råvarerne,« siger han.

REJSETIPS
Her skal du bo i Halland

Skrea Backe Bo
Lev som en svensker: Skrea Backe Bo er et »Honesty Home«, hvor man deler hus med andre. Det er en 120 år gammel landejendom på en mark, der er indrettet med IKEA-indslag og pangfarver. Du vil elske det eller elske at hade det. Her er fire soveværelser, to badeværelser og et toilet, man deler med husets øvrige gæster. Der er fællesrum og køkken til rådighed, hvor man selv kan lave morgenmad med råvarer fra et velassorteret køleskab. Ligger ved siden af Skrea Matbruk og Skrea Backe Destilleri, som er oplagte naboer, hvis man ikke selv vil lave mad. 
Falkenberg, skreamatbruk.se

Hotell Gästis
Hotell Gästis har siden 1950erne været et populært sommerhotel få hundrede meter fra Varbergs torv. Indretningen kan roligt kaldes excentrisk og eklektisk: I 1980erne overtog entreprenøren Lasse Diding, som moderniserede hotellet og indførte »Lenin-temaer« som en kunstnerisk og provokerende detalje, f.eks. et ræverødt »Leninbad«. Receptionen er som at træde ind i en blanding af gammel engelsk gentleman club og victoriansk bibliotek. 
Varberg, hotellgastis.se

Restaurang Fyr ligger lige ud til stranden i Tylösand, der flere gange er blevet kåret som en af Sveriges smukkeste strande. Der er en fabelagtig havudsigt og adgang til den såkaldte Prins Bertils sti. Det er en 18 kilometer lang sti, der følger kysten fra Halmstad Slot til Möllegård og passerer Fyr-restauranten, inden den fortsætter videre langs brede sandstrande og klippeformationer, gennem skov og åbne marker. Måske er det det, de lokale turistmyndigheder hentyder til, når de kalder Halland Sveriges Toscana – altså ud over maden. 

REJSETIPS
Besøg Grimeton Radiostation

For 100 år siden revolutionerede en kæmpe radiostation kommunikationen i verden: fra breve og budbringere til lynhurtige morsekoder sendt over Atlanten via Alexanderson-antenner. Grimeton Radiostation i Varberg er i dag verdens sidste fungerende anlæg af sin slags og blev i 2004 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Her kan man opleve historien om trådløs kommunikation på nært hold og forstå, hvordan fortidens teknologi banede vejen for nutidens smartphones og 5G. 
grimeton.org

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 31. januar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din ferie i Sverige? Find flere artikler her