Færøerne Færøerne

Weekendtur til Færøerne: Vandfald, vandring og verdensberømt mad

ANNONCE

Nordatlantens smukke, grønne øgruppe er kun en kort flyvetur væk og er et oplagt rejsemål til en sommerlig sviptur. Her er en række fede aktiviteter, der kan nås på nogle få dage.

Vidtstrakte fjelde, farvestrålende træhuse, masser af frisk luft og nordisk gastronomi i verdensklasse. Naturskønne Færøerne er et hit for naturelskere med hang til vandring og friluftsliv, men øgruppen, der består af 18 øer og har omkring 55.000 indbyggere – og cirka 70.000 græssende får – byder også på kunst, kultur og et livligt byliv. Ikke mindst i Thorshavn, der er en af verdens mindste – og måske hyggeligste – hovedstæder.

Flyvetiden fra København til Thorshavn er på bare to timer og et kvarter, hvilket gør Færøerne velegnet til en (forlænget) weekendtur – dog med risikoen for, at man får lyst til at blive længere. Her er nemlig både usædvanlig smukt, og så er det nemt at rejse rundt. De fleste af øgruppens øer er forbundet med broer og hele 28 tunneler, og på kun 3,5 time kan man køre fra det nordligste punkt, Viðareiði, og til Akraberg på den sydligste spids.

Alle øerne kan nås med det offentlige transportsystem af bus- og færgeforbindelser, men det giver en stor frihed at leje en bil og køre selv. Afsæt gerne tid til at stoppe undervejs for at nyde de spektakulære udsigter og tage en kaffepause i de små maleriske bygder.

Færøerne kan besøges hele året, men der er særlig skønt i sommerhalvåret, hvor solen står højt på himlen, og nætterne er lange og lyse. Vær opmærksom på, at vejret er meget omskifteligt, men fortvivl ikke, hvis skyerne trækker hen over solen, og tågen kommer snigende ned fra fjeldsiderne. De grønne øer er betagende, når himlen er blå – og nærmest magiske, når de er indhyllet i en tæt dyne af gråt.

1. Vandfald med Instagram-faktor

Start dit færøske eventyr med et besøg i den lille idylliske bygd Gásadalur. Det tager kun tyve minutter fra lufthavnen at køre derhen, men der er ingen grund til at skynde sig. På vejen kan du gøre holdt i landsbyen Bøur, der har en perlerække af traditionelle græstørvshuse omgivet af hav og grønne fjeldsider.

For at komme til Gásadalur skal du køre gennem en tunnel, der blev bygget i 2004, og som forbandt den tidligere isolerede bygd med resten af landet. Det helt store trækplaster i Gásadalur er det ikoniske vandfald Múlafossur, der er et af Færøernes mest fotograferede steder.

Foto: Lise Kloch

2. Caféer og fermenteret fårekød

I 2011 åbnede den færøske gourmetrestaurant KOKS og satte med ét slag Færøerne på det gastronomiske verdenskort. Siden er madelskere fra hele verden strømmet til for at prøve kræfter med lokale specialiteter som snekrabbe, vilde fugle, fermenteret fårekød og tang i alskens afskygninger. KOKS flyttede midlertidigt til Grønland i 2022, men forventes at genåbne på Færøerne næste år.

Heldigvis er der flere innovative spisesteder på Færøerne, som også har nordiske og arktiske retter på menuen. Vil du have en smagsprøve på det færøske køkken – med et twist – er den hyggelige restaurant Ræst det rette sted at booke bord. Restauranten er indrettet i et 400 år gammelt træhus i Thorshavns historiske bydel. Her er mos og græs på taget, lavt til loftet og hollandske klinker på væggene.

Ræst, Thorshavn. Foto: Lise Kloch

En 10-retters tasting-menu sender dig på et vildt smagstrip igennem alverdens versioner af fermentering og tørret fisk. Menuen er dog ikke 100 procent lokal. Bag gryderne finder man den mexicanske chefkok Sebastian Jiménez, der har sat sit farverige præg på menuen og tilføjet strejf af chili, lime og koriander.

Tip: Prøv også stedets kombucha og saft lavet på lokal frugt og grøntsager.

KOKS’ uformelle lillesøster, ROKS, der ligger få skridt fra Ræst, er også et godt valg. Restauranten er lyst og venligt indrettet, og der serveres alt godt fra det færøske hav såsom søpindsvin og knivmuslinger.

Er du ikke helt klar på skaldyr og fermenterede råvarer, er der mange mere ‘almindelige’ alternativer. Snup for eksempelvis en sandwich og en kop kaffe i solen på en af caféerne ved kajkanten på Undir Bryggjubakka, der summer af liv i de lune måneder. Prøv blandt andet Kaffihúsið eller Kafe Umami, der i øvrigt har et godt udvalg af lækre friskpressede juicer.

ROKS, Thorshavn. Foto: Lise Kloch

REJSETIPS
Her skal du bo

Det er praktisk at overnatte i Thorshavn, hvis du kun har få dage på Færøerne.

Hovedstaden er en god base, der i sig selv byder på masser af oplevelser, men hvorfra du også nemt kan drage ud på eventyr.

FRI boede i Thorshavn på det 4-stjernede Hotel Føroyar, der ligger på toppen af en bakke, og hvor man kan nyde sin morgenmad med udsigt ud over Thorshavn og havet nedenfor. Centrum kan nås på en kort gåtur ned gennem det kuperede terræn og et hyggeligt villakvarter.

3. Gåtur i Thorshavns gamle bydel

Det ligner et frilandsmuseum, men Thorshavns historiske bydel, Tinganes, er skam spillevende. Bydelens smukke rødmalede træhuse lægger blandt andet lokaler til en række ministerier samt Færøernes parlament, Lagtinget, der blev grundlagt omkring år 900 år og regnes for en af verdens ældste lovgivende forsamlinger. Det nuværende lagtingshus er fra 1856.

Tag en slentretur gennem de hyggelige, bakkede gader og nyd de idylliske omgivelser. Tinganes er en lille halvø, så der er aldrig langt til vandet. Har du fodtøjet i orden, kan du gå ud på stenene på spidsen af halvøen og følge med i havnelivet på
den anden side og bådene, der sejler forbi.

Foto: Lise Kloch

4. Udflugt med surf, strand og kaffeslabberas

Der er mange charmerende bygder i kort køreafstand fra Thorshavn. Tjørnuvík på den nordlige del af hovedøen Streymoy kan nås på under en time, og alene den spektakulære køretur dertil er det hele værd. Tjørnuvík er idyllisk beliggende med havet til den ene side og grønne fjeldsider med springende vandfald til den anden.

Flere af de traditionelle sortmalede træhuse lejes ud til turister, og i sommermånederne er der liv på bygdens to ‘caféer’. Du kan for eksempel drikke kaffe og spise vafler i privaten hos Hans Esbern, der er en af bygdens knap 50 indbyggere og gerne disker op med historier om dagligdagen i det lille samfund. Er vejret godt, rykkes der udenfor på bordebænkesættene.

Foto: Lise Kloch

Er du frisk på en våd udfordring, kan du booke tid til lektioner i surf eller paddleboard hos Faroe Islands Surf Guide, der holder til nede ved stranden. Lyder det for koldt, kan du også bare blive på land og hoppe en tur i stedets udendørs hottub, hvorfra du kan beundre udsigten over stranden og landskaberne og helt ud til klippeformationerne Kæmpen og Kællingen, der rejser sig dramatisk op fra havet.

Foto: Lise Kloch

5. Udstoppet vædder og strikket kunst

Vil du blive klogere på Færøernes samtid, historie og folkesjæl, er det en god idé at smutte en tur forbi Færøernes Kunstmuseum – Listasavn Føroya på færøsk.

Museet ligger i Thorshavn og rummer blandt andet en stor samling af færøsk kunst fra 1830’erne og til i dag. Udstillingen er opdelt i tolv forskellige temaer, herunder religion, landskabet, havet og uld (!). I én sektion af udstillingen kan du således udforske en række værker lavet af strik og uld og få et spændende indblik i strikkeriets betydning på Færøerne.

Foto: Lise Kloch

En anden sektion er dedikeret til smukke visuelle fortolkninger af øgruppens smukke natur. Der har også sneget sig en udstoppet færøsk vædder og en stor hvalskulptur ind – og der er i det hele taget masser af overraskende og unikke indslag på museet.

6. Bådtur med søpapegøjer og bølgegang

Det er en fantastisk oplevelse at roadtrippe gennem Færøerne – men det kan også noget helt særligt at se hele herligheden fra vandsiden. Der er et stort udbud af bådture af kortere og længere varighed. Fra den lille havneby Vestmanna, der ligger tre kvarters kørsel fra Thorshavn, kan man blandt andet booke en 90 minutters guidet bådtur langs fuglefjeld og spektakulære klippeformationer. Båden sejler helt tæt på kysten og ind i små grotter, hvor søpapegøjer og lunder holder til. Ofte i selskab med græssende får, der på imponerende vis formår at holde balancen på de stejle fjeldsider.

Foto: Lise Kloch

Er du tilbøjelig til at blive søsyg, kan det være en god idé at tage dine forholdsregler, da der kan være lettere bølgegang på bådturene.

Vestmannas turistkontor, der ligger på havnen tæt på udflugtsbådene, er et kombineret informationscenter, cafeteria og butik, der både sælger strikvarer og et stort udvalg af virkelig smukke lammeskind.

Booking af bådtur: puffin.fo

7. Shopping – lammeskind og Sarah Lund-sweater

Uld og strik har altid spillet en vigtig rolle på Færøerne, og i mange år var strikning sågar på skoleskemaet for både piger og drenge. Drømmer du om at få finger i en lækker hjemmestrikket sag, er du derfor også kommet til det rette sted.
I Thorshavn er der et godt udvalg af diverse strik. I butikken Føroya Heimavirkisfelag kan lokale sælge deres eget hjemmestrik, og her kan du virkelig gøre et kup og finde en helt unik uldsweater.

Du kan også gå efter den mønstrede uldklassiker, som blev ikoniseret af vicekriminalkommissær Sarah Lund (spillet af Sofie Gråbøl) i tv-serien Forbrydelsen. Sweateren er designet af det færøske modebrand Guðrun & Guðrun, der har butik på Niels Finsensgøta midt i hovedstaden.

Foto: Lise Kloch

Den smukt indrettede designbutik Öström tæt på havnen har et bredt udvalg af mode og interiør fra en række lokale designere. Et godt sted at fornemme, hvad der rør sig på den færøske designscene.

Kan du ikke få nok af færøske specialiteter, kan du overveje at købe et stykke skærpekød (vindtørret, fermenteret fårekød) med hjem. Det er dog en god idé at pakke det godt ind, da ikke alle er lige lune på skærpekødets lettere rådne lugt. En måske mere oplagt souvenir er et skønt lammeskind, der hygger og luner hjemme i sofaen eller i yndlingslænestolen.

Foto: Lise Kloch

FRI var inviteret af Visit Faroe Islands.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 3. maj 2025.

Find mere inspiration til din rejse til Færøerne her