Mageløse Marrakech er et mekka for de oplevelsessultne

Efter 4-5 timers flyvning lander du i en helt anden verden, hvor sanserne kommer på positivt overarbejde af byens mange farver, flisemønstre, krydrede dufte, bønnekald og lækre mad. Marrakech er helt sin egen.

Det føles som at gå rundt i en middelalderlig filmkulisse. Her er mænd iført lange, grå uldkjortler, overlæssede æselkærrer og sælgere i krogede gader, der højlydt falbyder deres varer. Her er trædøre med detaljerede udskæringer og facader med alle nuancer af jordfarver. Her er skidt i rendestenen og mørke gyder uden vejskilte og elektricitet. Her er et leben af mennesker og vilde hunde, der som turisterne bliver nødt til at være årvågne, for trafikken er alt andet end reguleret.

Det lyder kaotisk, og det er det også, og dét er netop charmen ved Marrakech. Marokkos fjerdestørste by, men som absolut er den mest besøgte af turister. Et besøgstal, der den sidste håndfuld år kun er gået op. Det skyldes, at flere og flere får øjnene op for, at Marrakech og resten af Marokko er et relativt billigt rejseland, og ja, ikke minder om ret mange andre steder på kloden. For lige så eksotisk middelalderlig Marrakech kan se ud og virke, lige så luksuriøs og moderne er byen også.

Marrakech er med sine vibrerende modsætninger et mekka for oplevelsessultne rejsende. Især hvis man har hang til virkelig lækker mad, godt kunsthåndværk og lokale, der for en stor dels vedkommende virker utrolig søde, servicemindede og hjælpsomme.

1001 nats eventyr

Marrakech har et væld af overnatningsmuligheder – fra prisvenlige gæstehuse til femstjernede hoteller med ekstrem luksus. Det gælder blandt andet La Mamounia, som var Winston Churchills favorithotel, og som han besøgte mange gange. Om byen sagde han, at det er verdens dejligste sted at tilbringe en eftermiddag.

Marrakech har også luksussteder uden vildt mange stjerner, men som i den grad fortjener dem. Det gælder mange af de traditionelle riads, hvor gæster kommer igen og igen, fordi der i de gamle bygninger med 3-5 etager og med en lukket atriumgård hersker en særlig stemning. Nogle af dem er flere hundrede år gamle, og alle Marrakechs riads ligger indenfor byens gamle mure, også kaldet Medinaen. En riad plejede at være ejet af den samme familie i generationer, men i nyere tid har en del udlændinge købt flere af dem og renoveret ude og inde, så overnatningsstederne i dag fremstår med respekt for riadens historie, men samtidig med en opdateret indretning og moderne komfort.

En traditionel riad har en masse planter i den lukkede gårdhave, et eller flere vandbassiner, masser af mosaikker i fantasifulde mønstre lavet af glaserede fliser og tagterrasse med kig over byen. En del af trækplasteret ved de her riads er, at du ikke fra gaden kan se, hvilken oase, der venter bag den ofte lave hoveddør udført i træ eller jern. Det er simpelthen en fortryllende oplevelse at komme fra en smal, mørk gyde gennem en lille dør for med ét at være omgivet af smuk arkitektur, duftende citrustræer og interiør, der som taget direkte ud af 1001 nats eventyr.

Myntete og hamam

Det føltes bestemt også som et eventyr, da jeg med min mor, søster og svigerinde bliver budt velkommen i Riad Azoulay, der ligger i det gamle jødiske kvarter i Medinaen. Hvert kvarter i Medinaen kaldes for en souk, og hver souk har som regel sit speciale. Én souk har specialiseret sig i at handle med tæpper, en anden med smykker, en tredje med krydderier, en fjerde med lædervarer, en femte farver garner, og souk Mellah, som Riad Azoulay ligger i, sælger lidt af det hele.

Bygningen stammer fra 1540 og blev i begyndelsen af 1800-tallet købt af den indflydelsesrige, jødiske familie Azoulay, der gennem tiden har været leveringsdygtig i flere af byens rabbinere, og ét familiemedlem blev endda nærmeste rådgiver til kongen. Ja, faktisk er det stadig en Azoulay, der er en af landets nuværende Kong Mohammed VI’s rådgivere.

For selv om Marokko er et muslimsk land, har det, som noget ret enestående sammenlignet med andre lande i Nordafrika, formået at undgå store konflikter og opstande på grund af forskelligheder i religiøs overbevisning. Der findes i stort set alle større byer i Marokko mindre jødiske og kristne samfund, der lever i fred og fordragelighed med deres muslimske naboer.

Riad Azoulay er ikke længere i den jødiske families eje, men blev i 2005 købt af nogle italienere, der brugte flere år og mange penge på at føre alle etager tilbage til fordums storhed.

Vores velkomst består på traditionel vis i, at vi bliver bænket i en blød sofa, mens en vært går i gang med at skænke myntete fra 40 centimeters højde for at få det kogende vand til at plaske ned i hvert glas med sådan en styrke, at mynte og sukker hvirvles effektivt rundt og blandes, så teen efter en trækketid på 5-6 minutter smager helt perfekt.

Den unge vært spørger på fejlfrit engelsk, om vi vil bestille tid til et besøg i husets hamam. Vi nikker hurtigt ja, og et par timer senere har vi fået skrubbet så mange døde hudceller væk, at vi er godt rødmossede, da vi snører gummiskoene og går på opdagelse i byen.

Atlasbjergene tur-retur

Efter nogle dage i Marrakech går turen videre ud til Atlasbjergene for at se de hvide tinder tættere på, som vi i klart vejr har kunnet ane fra tagterrassen. Efter bare halvanden time er vi fremme ved boutiquehotellet Kasbah de Ourika, som jeg har fået anbefalet hjemmefra af nogle kræsne globetrottere. Forståeligt nok, for hotellet, der udefra ligner et gammelt fort (deraf navnet Kasbah), ligger for foden af Atlasbjergene i den frodige Ourika-dal og er arkitektonisk og stilmæssigt så smukt, at det er svært at se sig mæt på den terracotta-farvede facade, atriumgården og de mange håndværksprodukter, der er til salg i butikken, som kun forhandler lokale berberprodukter.

Udenfor lokker en svalende pool, men før vi kaster os i den, er det tid til en 2-timers vandretur i det omkringliggende, bjergrige landskab med den lokale guide Zach. Han er vokset op i en berberlandsby tæt på og kan fortælle, at omkring 85 procent af Marokkos befolkning faktisk er berbere, men at de alle stort set taler arabisk.

Når Zach ikke viser turister rundt i dalen, arbejder han i vinterhalvåret som tjener i en restaurant på et skisportssted på toppen af Atlasbjergene. Når sveden løber ned ad ryggen, er det svært at forestille sig, at du bare en halv time herfra kan stå på ski, men Marokko er modsætningernes land og en fortryllet boble.

Det tager tid at vænne sig til vinkelrette parcelhusveje, gråvejr og svensk pølseret efter hjemkomst. Heldigvis skal vi ikke hjem endnu. Der er stadig nogle dage tilbage i bjergene, i Marrakechs myldrende medina og et par anretninger med langtidssimret kylling med citron i en tagine, som vi mangler at sætte tænderne i.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 26. april 2025.