Musik i Reykjavik: Rockstjernernes nordiske helle

I 1990’erne blev Reykjavik et frirum for især britpop-idolerne fra bandet Blur. I samme periode udviklede byens musikscene sig kolossalt. Hvad skete der? Og hvor kan man opleve suset fra dengang i dag? FRI har besøgt den islandske hovedstad og mødt en af landets kendte musikere.

Der er støvregn i luften. Himlen over Reykjavik er mælkehvid, og folk skutter sig i det kølige efterårsvejr.

Jeg befinder mig i hjertet af den islandske hovedstad, der for en håndfuld årtier siden var en udpost, som kun de færreste turister ville drømme om at besøge.

I dag er den en sprudlende mini-metropol fuld af farver, fest og masser af gæster fra det store udland.

På den korte, kuperede gang fra mit hotel ved Altinget (Islands parlament siden 1881) op ad livsnerven Laugavegur har jeg hørt sprog som mandarin, fransk, amerikansk, dansk, japansk og britisk.

De tider, hvor Reykjavik var en søvnig havne- og regeringsby på en af klodens nordligste breddegrader, er for længst ovre, og selv på denne sløve søndag i oktober, virker det som om, den halve verden er fløjet ind for at hænge ud.

Det er der flere grunde til – men musik er så afgjort en af de vigtigste. Midt i 1990’erne opdagede engelske britpop-stjerner med Damon Albarn fra bandet Blur i spidsen Reykjaviks særlige stemning, og resten af den fortælling er moderne musikhistorie.

Men hvordan begyndte det egentlig? Jeg har sat den lokale musiker og tidligere rockstjerne Heiðar Örn Kristjánsson stævne på den legendariske Kaffibarinn til en snak om dengang, Islands hovedstad gik fra at være en søvnig polar-by til en übercool stad på noget nær syv minutter.

Dengang var han forsanger og guitarist i bandet Botnleðja. Det er han for så vidt stadig, for bandet er aldrig gået officielt i opløsning, men sover tornerosesøvn på ubestemt tid som en anden islandsk vulkan.

Heiðar Örn Kristjánsson var tillige forsanger i punkbandet Pollapönk, der repræsenterede Island ved det internationale Melodi Grand Prix i København i 2014.

Damon Albarn og Blur: Da Britpop mødte Island

Der er ledigt ved de fleste borde på Kaffibarinn. En kvindelig musiker fra London sidder i baren over strikketøj og en kop kaffe, og et lokalt, mandligt par begge klædt i sort og iført designerbriller og smarte støvler har indfundet sig til det, der kunne ligne en reparationsbajer sammen med deres golden retriever.

Kort efter ankommer Heiðar Örn Kristjánsson til det legendariske serveringssted. »I sensommeren 1996 gav vi en koncert på et af de nu lukkede spillesteder her i Reykjavik,« begynder han. »Island har tætte bånd til både USA og Storbritannien, og vi var inspirerede af både britpop og amerikansk grunge, så den stod på rockmusik den aften.«

På det tidspunkt var bandet Sugarcubes og senere sangerinden derfra, Björk, slået internationalt igennem, og verden havde opdaget, at islændinge var andet og mere end fiskere og fåreavlere.

Lokalt betød det også, at en række unge var begyndt at spille musik og danne bands, herunder Botnleðja.

Drømmen dengang var for de fleste bands at gøre Björk kunsten efter, og konkurrencen i Reykjaviks musikmiljø var derfor temmelig hård.

»Damon Albarn og de tre andre medlemmer fra Blur var rejst herop kort tid før simpelthen for at få noget luft,« fortæller Heiðar Örn Kristjánsson.

På det tidspunkt var britpoppen på det højeste, og frontfigurerne i bands som Oasis, Pulp, Suede og Blur kunne ikke være i fred nogen steder.

»De blev genkendt overalt, og navnlig Damon kunne til sidst ikke være i det mere. Han måtte væk fra England.« Blur fløj derfor til Reykjavik, hvor folk måske nok kendte til deres musik, men ikke deres ansigter.

»Damon og de andre kunne feste heroppe uden nysgerrige blikke,« siger Heiðar Örn Kristjánsson og fortæller, at Blur kom til deres koncert.

»De var åbenbart ret vilde med vores musik, for de spurgte, om de kunne møde os backstage bagefter.«

Samme aften inviterede Blur de islandske musikere med ud på en hestefarm, hvor bandet havde taget ophold.

»Vi spillede fodbold, snakkede om musik og drak en masse øl, og sådan begyndte vores venskab,« smiler Heiðar Örn Kristjánsson.

Blurs store (islandske) hit

Det er ingen hemmelighed, at Damon Albarn tabte sit hjerte til Island. »Han endte med at købe en lejlighed tæt på parlamentet og tilbragte mere og mere tid heroppe,« fortæller den i dag 51-årige Heiðar Örn Kristjánsson.

»Vi var begge unge, og vi festede rigtig meget, ikke mindst her på Kaffibarinn, som Damon senere blev medejer af i en længere periode.«

Også andre britpop-stjerner kom til Reykjavik for at mærke byens magi og følelsen af at kunne feste inkognito, herunder medlemmerne af bandet Pulp.

»Blur endte med at indspille dele af deres næste album her,« forklarer Heiðar Örn Kristjánsson og nævner, at det nu blev klart, at Damon Albarn ikke blot var inspireret af den islandske atmosfære, men også af Botnleðjas musik.

Blurs vel nok største hit til dato, Song 2, med det berømte woo-hoo-omkvæd synes direkte lånt fra Botnleðjas sang Þið eruð Frábær, selv om det aldrig er blevet bekræftet af Blur selv.

»Det er da lidt sjovt, at vi nok havde en finger med i spillet omkring tilblivelsen af Song 2,« siger en tydeligt stolt Heiðar Örn Kristjánsson.

Og en aften i Reykjavik blev det pludselig alvor for det islandske rockband. »Vi festede som altid og var rundt på forskellige barer i byen,« husker Heiðar Örn Kristjánsson.

»På et tidspunkt kom Damon hen til mig og hviskede mig i øret, at jeg skulle holde ekstra godt øje med min mail og telefon i de kommende dage.«

Mindre end en uge senere tikkede beskeden ind: Blur ville have Botnleðja med som opvarmningsband på deres kommende turné i forbindelse med udgivelsen af det selvbetitlede album Blur fra 1997.

»Det var kæmpestort for os og noget der blev bemærket. Vi varmede senere op for flere af de store bands, når de kom til Island, herunder Pulp, ASH og The Prodigy.«

Ville dø uden musikken

Heiðar Örn Kristjánsson tager mig med videre til baren Prikið – et vandhul fra 1951, der også lå på hans og andre musikeres dødsrute tilbage i de unge dage.

»Rockstjerne-tilværelsen var fed,« fortæller han, mens vi sætter os i de brune omgivelser. »Men det tog efterhånden på kræfterne, at der blev festet hver aften, og livet i en tourbus er altså ikke helt så glamourøst, som det måske kunne lyde.«

Medlemmerne i Botnleðja begyndte at skrue ned, mens nye islandske navne skruede op.

»Interessen for islandsk musik indenfor flere genrer nåede nye højder efter årtusindskiftet,« forklarer Heiðar Örn Kristjánsson.

»Navne som Sigur Rós og Emilíana Torrini opnåede kæmpe popularitet, og selv oplevede jeg også en del interesse, da vi stillede op til Melodi Grand Prix med sangen Prejudice.«

Den amerikanske sanger og musiker John Grant, der blandt andet er kendt for albummet Queen of Denmark, hørte sangen og indspillede en coverversion.

»Han er jo endnu et eksempel på en stor musiker udefra, der forelskede sig i Island, og han har vel efterhånden boet her i snart 14 år og er for længst blevet islandsk statsborger,« siger Heiðar Örn Kristjánsson.

I dag har den tidligere rockstjerne lagt de store turneer og fester bag sig, men han spiller fortsat musik.

»Det stopper jeg aldrig med,« udbryder han. »Det er en del af mit DNA, ligesom det er for mange andre her i Island. Hvis jeg holdt op med at spille, så ville jeg dø.«

Han forklarer, at det nok hænger sammen med geografien og klimaet. »Man er nødt til at foretage sig et eller andet på de lange, mørke vinterdage, og her kan det være en forløsning at stå i en garage og synge af lungernes fulde kraft og give den gas med en guitar og andre instrumenter.«

Heiðar Örn Kristjánsson har for længst erkendt, at det er svært at leve af at være musiker i så lille et land som Island.

Derfor tog han for flere år siden en pædagoguddannelse og arbejder i dag som leder af en børnehave. »Det er meget livsbekræftende at kunne spille musik med børnene, og hvem ved, om man også er med til at udvikle morgendagens talenter?«

Damon Albarns hus

Vi fortsætter til dagens sidste stop, Mál og Menning, som både er en café, cocktailbar, boghandel og et spillested med livebands hver aften.

Det intime kulturhus breder sig over to etager, og der er stuvende fuldt mellem bogreolerne næsten hver dag.

»Inden for de sidste 10 år er der kommet langt flere til koncerterne, end dengang vi var på toppen i 1990’erne,« forklarer Heiðar Örn Kristjánsson.

»Islændingene går mere ud nu end før, og så har der jo været den her eksplosion af bands. Der er kommet så mange flere musikere, og de er blevet dygtigere. Og det bedste er, at den konkurrence, der gennemsyrede musikmiljøet tidligere, er væk. Folk hjælper hinanden, og vi musikere spiller ikke kun i ét, men måske fem eller seks forskellige bands.«

Det samme kan man næsten sige om Damon Albarn, der oven i Blur med tiden skabte tegneserie-bandet Gorillaz og andre projekter som The Good The Bad & The Queen.

Mange af hans store hits er blevet til i Island, hvor den engelske stjerne har været statsborger siden 2020. »Han har et hus uden for Reykjavik,« fortæller Heiðar Örn Kristjánsson.

»Der er stort set ingen møbler, men midt i stuen står et flygel«. Her komponerer Damon Albarn en del af sin musik med udsigt til den storslåede islandske natur, hvilket man ikke kan fortænke ham i.

Coverbillede: Colourbox

FRI var inviteret af Icelandair, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 14. marts 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste kulturrejse? Find flere artikler her