Moderne arkitektur, et forførende kanalkvarter og et farverigt Chinatown. Milano er ikke kun for modeinteresserede, men er også et genialt rejsemål til en alsidig storbyferie.
Milano har altid stået i skyggen af Rom, Firenze og Venedig. På trods af sin status som international modehovedstad, har den norditalienske storby haft ry for at være lidt kedelig uden ret mange andre seværdigheder end domkirken, Scala teatret og Santa Maria delle Grazie-museet med mesterværket Den Sidste Nadver. Men Milano er heldigvis stik modsat rygtet en fantastisk storby fuld af overraskelser. FRI viser her vej til 5 forunderlige områder i Berlusconis og Bianca Castafiores hjemby.
1. Det romantiske Milano
Mange forbinder en rejse til Italien med romantik, og med til denne opfattelse hører en middag eller sansefuld pause på en fortovscafé. Her kommer Milano lidt til kort, selvom der findes flere hyggelige pladser som eksempelvis Piazza Sempione. Men byen har faktisk et romantisk hjørne, nemlig det Instagram-venlige kanalkvarter Navigli, hvor serveringstederne ligger side om side ud til det blanke vand. Her flokkes milaneserne fra de tidlige eftermiddagstimer over en kaffe eller Aperol Spritz, inden den et godt stykke ud på aftenen står på pasta, risottto og ossobuco alla milanese på områdets restauranter. Sæt tid af til en slentretur langs kanalens vand, og nyd la dolce vita i selskab med de lokale.

2. Det grønne Milano
Milano er en storby med sprudlende trafik, travle borgere og visse steder et mylder af turister. Efter lidt tid i den italienske storby kan man få brug for en fredfyldt pause i grønne omgivelser, hvor batteriet kan lades op. Heldigvis skal man ikke gå langt. Omme bag hertugpaladset Castello Sforzesco breder sig den enorme park Sempione. Her finder man både små stier, der slynger sig ind mellem skov og søer og åbne områder med plæner og store træer. Stedet huser flere frokostrestauranter, caféer og snackbarer, hvis kaffetørst eller en lille sult skulle indfinde sig i den smukke og storslåede slotspark.

3. Det eksotiske Milano
Omtrent 20 minutters gang fra Milanos mægtige, gotiske domkirke finder man et kvarter, der sender sanserne til Asien: byens Chinatown. Den massive tekstilindustri i 1800-tallet kaldte på gæstearbejdere fra især Kina, og i flere bølger emigrerede titusinder af kinesere til Milano for at prøve lykken. Mange af dem blev i byen og etablerede et slags mini Shanghai i gaderne langs hovedstrøget Via Paolo Sarpi. I dag er kvarteret en eksotisk lomme fuld af spisesteder og farverige butikker med tøj, parykker, smykker og nips. Her er gadeskiltene både på kinesisk og italiensk, og ned gennem Via Paolo Sarpi og sidegader dufter der af ris, barbecue og asiatiske krydderier.

4. Det dyre Milano
Milano og mode hænger uløseligt sammen. Sådan har det været i over hundrede år, og intet tyder på, at byens fashion image er ved at ændre sig. I gaderne Via Sant’ Andrea, Via della Spiga og Via Bagutta samt et par stykker mere ligger et net af butikker fra stort set hele denne verdens luksusbrands, hvor velhavende mennesker (og sikkert også nogle, der har lånt sig til forbrugsformuen) shopper løs dagen lang. Nogle turister rejser til Milano helt fra Asien og USA alene med dette ene formål. Gucci, Rolex, Louis Vuitton, Prada, Cartier, Chanel… listen er alenlang, og det funkler og glitrer i de mondæne butiksvinduer. Ved flere af de dyre flagshipstores må man forvente at stå i kø, nogle gange i op til en time for overhovedet at komme ind og bese herlighederne – medmindre man da er filmstjerne, præsidentfrue eller andet, der måtte give VIP-adgang.
5. Det futuristiske Milano
Det meste af Milanos centrum er præget af smalle gader med pastelfarvede husmure. Andre steder ser man brede boulevarder, hvor smukt dekorerede facader med støbejernsaltaner anes bag de høje platantræer, der kaster tiltrængt skygge i sommertiden. Men der findes også et andet og langt mere moderne Milano, nemlig kvarteret Porta Nuova Isola, hvor skyskraberne troner, og arkitekter har fået lov at lege. Berømt er især de to tvillingetårne Bosco Verticale, der med sine vertikale haver står klædt i grønt året rundt. Byggeriet har fascineret, men også høstet kritik i visse arkitekturkredse. Man kommer dog ikke uden om, at det er et anderledes og gribende syn at se husene med de hængende haver.

Book dit hotelophold i Milano lige her.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 16. december 2023.

