Vintercamping er blevet mere populært, og campingpladser og bookingbureauer oplever en markant stigning i antallet af vinterbookinger. Der er da også mange gode grunde til at campere i de kolde måneder, mener eksperter fra branchen.
Mange danskere har fået smag for campinglivet. Og det er ikke længere kun om sommeren, at vi vælger at slå teltet op eller parkere autocamperen og henslænge dagene i naturen, ved vandet eller på græsset med en god bog. Campingpladser landet over har nemlig de seneste år oplevet en øget interesse for campingferier i vintermånederne.
Og det er slet ikke mærkeligt, mener Anne-Vibeke Isaksen, der er landsformand for Dansk Camping Union (DCU) og selv har nydt vintercamping i tyve år.
»Det bedste ved vintercamping er roen, hyggen og nærværet. Camping er i forvejen ’en ferie i mors mave’, en puppe, hvor vi hygger os. Og om vinteren kommer der lige en blød dyne hen over den ferieform,« siger hun.
»Mens der er lidt mere fart på om sommeren med udelivet, giver vintercamping et dejligt, varmt kram. Det er simpelthen så hyggeligt inde i en campingvogn, når det er mørkt udenfor, og man sidder inde i varmen og kan se lys i alle vognene,« siger Anne-Vibeke Isaksen.

Vintercamping i Norden
Den nordiske campingkæde First Camp har mere end 70 campingpladser i Norden og oplever i høj grad den voksende interesse for camping i de kolde måneder. 57 af First Camps pladser har vinteråbent, og de vinteråbne destinationer i Danmark og Nordsverige har for januar, februar og marts 2026 allerede nu mere end 30 procent flere bookinger end samme tidspunkt sidste år.
»Vi har bestemt mærket coolcation-trenden de senere år, og lige nu ser 2026 ud til at sætte ny rekord i de kolde måneder. Det er ret fantastisk, at så mange har opdaget glæden ved at campere, også når temperaturerne er lave,« siger Kent Lodberg, der er marketingchef i First Camp, der ejer 14 campingpladser i Danmark, hvoraf elleve af dem har åbent om vinteren.
Hos DK-Camp, der er Danmarks største medlemsforening for campingpladser, kan man bekræfte interessen for vintercamping. 84 af medlemscampingpladserne holder vinteråbent, og i forhold til sidste vinterperiode er DK-Camp 180 procent foran antallet af bookinger sidste år.

Tallene siger ikke noget om, hvorvidt bookingerne blot er rykket fra campingpladserne og over til DK-Camps bookingsystem, men direktør Pia Erritsø Christiansen fortæller, at medlemsforeningen de seneste år har gjort mere ud af at markedsføre vintercamping.
»Vi opfordrer i stigende grad også vores medlemmer til at få næste års priser lagt ind tidligt, fordi vi mærker øget efterspørgsel,« siger hun.
Campingpladser holder åbent om vinteren
Dansk Camping Union driver selv 20 campingpladser, hvor de otte har åbent om vinteren. Unionen har ikke tal på, om der er en stigning i vintergæster i år, men det glæder Anne-Vibeke Isaksen, at danskerne har fået øjnene op for at campere om vinteren.
»Den største fordom om campingvogne og autocampere er, at det er for koldt og ukomfortabelt at tilbringe en ferie i regnvejr i januar i en campingvogn. Men i dag er de bygget med centralvarme, bedre isolering, dobbeltbund, ovn, gulvvarme, ventilation osv., så man mangler ikke noget. Jeg har selv sovet i campingvogn i -30 grader,« siger hun og anerkender, at oplevelsen kan være lidt anderledes i en ældre model.
»Men man kan købe så meget ekstraudstyr i dag, at det ikke er et problem. Måske er fugten et problem, men der har vi gode tip på vores hjemmeside til, hvordan man kan opgradere,« siger hun.

Hvis hun skal give nogle gode råd til, hvordan man bedst kommer i gang med at vintercampere, anbefaler hun at begynde med en campingplads ved en større by som for eksempel Odense, hvor man både har skoven, åen og Den Fynske Landsby og samtidig kan tage en tur ind til byen.
»På den måde begynder man ikke på en helt tom campingplads, hvor det regner en hel uge. Det er meget rart at begynde et sted, hvor der er andre, så man kan få hjælp, hvis gassen går ud, eller strømmen ryger. Så har man mulighed for at prøve sit udstyr af og se, hvor kuldebroerne er, og hvor koldt der for eksempel er ved vinduerne, hvis termometeret viser -5 grader i Danmark,« siger hun.
»Det er lidt ligesom at lære at cykle. Man begynder i det små og kan bygge på lidt efter lidt.«
FAKTA
Gode råd til vintercampering
Pak det rette udstyr
Forberedelsen til vintercamping er lidt mere omfattende end til en lignende tur om sommeren. Ud over det varme tøj kan det være en god idé med sådan noget som ekstra gas, lommelygter og låsespray.
Tjek eventuelt pakkelisten her
Vælg den rette campingplads
Der er to typer vintercampingpladser i Danmark. Der er dem, der har julehygge, fællesspisning og som måske både holder jul og nytår for gæsterne. Og så er der campingpladser, der er mere selvservicerende. Der skal man lige gøre op med sig selv, om man vil være sig selv og gerne bare have en nøgle til toiletbygningerne, eller om man gerne vil møde andre mennesker og have et højere serviceniveau.
Tag med andre på tur
På DCU’s hjemmeside kan man finde medlemsture, der er arrangeret af medlemskredsene.
Kilde: Anne-Vibeke Isaksen og dcu.dk
Coverbillede: First Camp
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 24. januar 2026.
Er du vild med vintervejr? Find inspiration til din næste skiferie her
