Hver sommer dækker kokken Kristofer Winnerhed op under åben himmel i midtsvenske Sörmland og inviterer til aftener med gastronomi og nye venner.
Forestil dig et middagsselskab, hvor du ikke aner, hvem de andre gæster er, hvad I skal have at spise, eller hvor det foregår – før i sidste øjeblik.
Til gengæld er du sikker på at blive forkælet med et æstetisk og delikat måltid i det fri ved et langbord, håndsnedkereret af massivt fyrretræ, dækket med krystalglas og årstidens blomster.
Kristofer Winnerhed er kokken bag Naturbordet. Han arrangerer otte middagsselskaber henover den lyse svenske sommer – og altid udendørs: Ved en kornmark, på stranden, i en gammel åben jagthytte eller en lysning i bøgeskoven, måske.
Men på trods af skovtursstemningen er vi langt fra madpakkeniveau: Kristofer Winnerheds menuer er kokkekunst med sæsonfriske råvarer fra omegnen. For folkene bag Naturbordet, som denne selskabelighed kaldes, går ind for det lokale. Selv skindene, der luner på bænkene i aftenkøligheden, er fra de trinde Sörmland får.

Nye venner
Alle kan booke plads ved bordet. Om man kommer alene, som par eller en lille flok, der følges ad, er underordnet. Men der er højst plads til tolv gæster.
»Naturbordet deles oftest af gæster, der ikke kender hinanden. At dele et måltid har en magisk effekt på mennesker, og det bliver vældigt tydeligt disse aftener. Man sænker paraderne og er åben for at lytte til andre, mens man tager det hele ind: Naturen omkring os og maden, der serveres som overraskelser. Jeg går altid ud fra et tema, fra årstiden og stedet, hvor vi er. Men jeg tillader mig lidt udsving for at skabe reaktion og en god diskussion,« fortæller Kristofer Winnerhed.
Kokken har noget klar hjemmefra, tilbereder resten på den medbragte grill, retter det hele smukt an og serverer for sine spændte gæster.
»Det fungerer så fint, alt sammen. Men vi glemte at tænke over vægten, da vi bestilte det her rustikke bord hos snedkeren. Det er af massivt fyrretræ og afsindigt tungt at slæbe på. Men vi gør det alligevel, for bordet er en skøn base for aftenen,« siger kokken og fortæller om dengang middagen fandt sted ved en mark, hvor en flok køer græssede fredeligt.
»Eller det gjorde de, indtil vi satte os til bords. Resten af aftenen stod de to meter væk og stirrede fascineret på os.«

Egnens råvarer
Middagen er raffineret, ikke mindst de enkle forhold taget i betragtning, og består ofte af småhapsere til en start, mens kokken lægger sidste hånd på forretten og har hovedretten på grillen. Der pyntes med urter og spiselige blomster, ofte plukket på vej til aftenen.
For Kristofer Winnerhed synes, at vi skal nyde alt, hvad området naturligt byder på. Og der er masser at vælge imellem i Sörmland, takket være et mildt klima og frodig jord: Får og lam, vildt i sæson, oste fra Sjöholms mejeri, tomater fra Ändelsbols gård foruden fisk fra søerne, rødbeder, honning, olie af granskud, og rabarber til dejlig most.
Gæsterne får mødestedet at vide et par dage inden. Som regel i omegnen af den gamle Julita Herregård ved Öljaren-søen, nordvest for Katrineholm by. Samtidig løftes sløret for, hvilke drikkevarer, der egner sig til aftenens menu, for dem tager man selv med. Og så er det ellers bare at tage naturen og forkælelsen ind.
Som Kristofer siger: »Det er mit håb, at folk forlader bordet med madminder, varme i hjertet og nye venner.«
FAKTA
Naturbordet
Gourmetmiddag i naturen, forskellige steder i løbet af sommersæsonen.
Bookes individuelt eller som privat arrangement. Højst 12 gæster.
Praktisk at bo i Katrineholm eller tæt ved Julita Herregård i landskabet Sörmland. Et landskab i amtet Södermanland. F.eks. på Båsenberga Hotel. basenberga.se
Pris: 950 sek. (Fire retters menu ekskl. drikkevarer)
Datoer for sommeren 2026 fremgår af sitet, når de er klar.
Læs mere her
Coverbillede: PR
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 10. januar 2026.
Ønsker du mere inspiration til din ferie i Sverige? Find flere artikler her

