Ekspeditionscruise i bidsk ishav: »Det er kun langsomt ved at gå op for mig, hvor vildt et sted Antarktis er«

En gruppe pingviner står klar til at byde velkommen. Jeg svinger benene over siden på gummibåden og kan endelig sætte fødderne på Antarktis.

De første seks kontinenter kom relativt nemt for mig. Europa, Nordamerika, Asien, Sydamerika, Australien og Afrika. Jeg var 30 år gammel, da jeg havde besøgt dem alle.

Det er steder, der kan nås med almindeligt rutefly og en vis portion ihærdighed. Men så er der det syvende og sidste kontinent, og her bliver tingene komplicerede. For Antarktis er i en kategori for sig. Det er koldt. Det ligger afsides. Der bor ingen mennesker. Og der er ingen rutefly.

Så en tur til Antarktis involverer typisk et skib og en sejltur på 1000 kilometer fra Sydamerika til det hvide kontinent, som den bundfrosne landmasse også kaldes. En tur på tværs af verdens mest berygtede og bidske farvand: Drakestrædet.

Det er her, hvor Atlanterhavet og Stillehavet krydser klinger. Og hvor tårnhøje bølger har ry for at kunne gøre selv de mest søstærke trætte af tilværelsen.

Så hvorfor sidder jeg på et skib på vej ud i dét farvand? Det har alt sammen noget med en fjollet liste at gøre. For på et tidspunkt noterede jeg en række ting, jeg ville nå, inden jeg fylder 50 år. På listen stod der eksempelvis »at drikke hundred år gammel portvin«, »flyve helikopter« og »besøge alle verdens kontinenter«.

Én efter én kunne jeg strege punkterne på min »bucket list«, bortset fra ét punkt. Og min runde fødselsdag er tilfældigvis netop i dag, altså den januar. Skæringsdatoen for listen var således ved at nærme sig, så jeg var begyndt at have travlt med at komme til Antarktis.

Uvejr på vej

Det er den 19. november 2024. Jeg sidder i den store sal til briefing på skibet »Silver Endeavour«. Jeg har taget hul på et ugelangt ekspeditionskrydstogt ved det syvende kontinent, men intet går efter planen.

»Hvis vi sejler hurtigt, kan vi med lidt held snyde uvejret,« lyder det fra ekspeditionslederen Marieke. Hun er fra Holland, taler uden omsvøb og med stor autoritet. Jeg tror, at hvis hun bad os om at gå ned i køkkenet og hjælpe med opvasken, ville alle rejse sig og gøre det. Dén type.

Publikummet er ellers en velhavende forsamling, der næppe tager køkkentjansen til daglig. Det er mennesker fra hele verden, som har betalt en formue for at opleve det hvide kontinent.

Vi er 199 gæster fra blandt andet USA, Kina, Tyskland, Australien og Danmark, som er på vej på eventyr. Marieke gennemgår sejlrute og tidsplan. Hun har gang i alle typer kort, fra søkort til vejrkort, mens jeg må tage et kig på drinkskortet, for jeg trænger til noget fra baren at styrke mig på.

»Vi håber, at vi kan nå frem til Sydshetlandsøerne i tide, og så kan vi ligge i læ dér,« forklarer hun på briefingen.

Sydshetlandsøerne er en antarktisk øgruppe, der har fået sit navn efter Shetlandsøerne oppe ved Skotland, fordi de ligger på samme breddegrad, bare på hver sin halvkugle. Men lige nu lurer uvejret fra alle sider.

Et isbjerg flyder forbi

Turen over Drakestrædet varer halvandet døgn. Jeg har set YouTube-videoer og læst beretninger fra folk, der har krydset dette stræde og er væltet rundt med galoperende søsyge. Jeg har nået at forestille mig det værste, men jeg er heldig og får en relativt mild overfart. Jeg sender en kærlig tanke til kaptajnen, der har givet den fuld skrue for at undgå uvejret.

Skibet gynger undervejs, jovist, men ikke mere end at jeg kan sætte mig i restauranten og nyde et aftensmåltid med et glas vin. Uden at spilde. Da jeg bagefter går i seng, flyder et isbjerg forbi, hvilket kun kan betyde én ting: Jeg nærmer mig Antarktis.

Så jeg står op om morgenen med forventningen om, at nu smider vi gummibådene i vandet og kommer i land. Ind og få sne under støvlerne. Kigge pingvinerne i øjnene. Men himlen er mørkegrå, og vinden pisker omkring skibet. Der er på et tidspunkt vindstød på 100 km/t, så alle aktiviteter er indstillet.

Det er kun langsomt ved at gå op for mig, hvor vildt et sted Antarktis er. Alt foregår på naturens præmisser. Her er ingen byer at søge mod, ingen mobildækning til at ringe efter hjælp, ingenting i naturen jeg ville kunne spise. Jeg er uden chance for at overleve på egen hånd her. Det er en ret vild tanke.

Fast grund under fødderne

Da vinden lægger sig, bliver der givet grønt lys til landgang. De avancerede Zodiac-gummibåde bliver hejst ned i vandet. En luge åbner i skibets ene side, og jeg hopper ned i gummibåden. Nu starter eventyret for alvor. Zodiac’ens motor speeder op. Bølgerne skvulper ind over mig, men det gør ingenting, for jeg er klædt på til det, og om lidt kan jeg sætte fødderne på fast grund.

Jeg er iført det helt store skrud: Lange underbukser, skisokker, ekstra sokker, uldundertrøje, varm trøje, regnbukser, parka, halsedisse, hue, handsker og ID-kort. De skal have styr på, hvem der bliver på skibet, og hvem der går i land. For nu sker det.

Stedet er Mikkelsen Harbour. Jeg lader benene glide over siden på gummibåden og ned i vandet. Tager tre skridt for at komme op på land, hvor en gruppe pingviner står klar til at byde mig velkommen.

Endelig er jeg fremme.

De nuttede pingviner

Pingviner er måske dyrerigets mest nuttede skabninger. De lever kun på den sydlige halvkugle og er fugle, som har glemt at flyve. Deres vinger er omdannet til luffer, og de stavrer rundt i sneen på den mest charmerende facon.

Listen med fun-facts om pingviner er lang: De holder sig helst til én partner hele livet. De kan drikke saltvand. De er ekstremt dygtige svømmere. Og de sover kun 3-4-5 sekunder ad gangen.

Jeg ved det, fordi jeg har været til »Pingvin Masterclass« på skibet. Mens kaptajnen har styret ekspeditionsskibet Silver Endeavour sikkert igennem Drakestrædet, er der afholdt foredrag om bord. Et handlede om opdagelsesrejsende på Antarktis, et andet om isbjerge, og et tredje om pingviner.

Sara er biolog og ekspert i pingviner. Hun kan fortælle, at ny forskning viser, at pingviner blot sover få sekunder ad gangen. Til gengæld sover de 10.000 gange i døgnet.»Måske har I hørt folk fortælle, at de pludselig har været væk i et kort sekund, når de kører i bil sent om aftenen. Mikrosøvn kan være livsfarlig for mennesker, men for pingviner lader det til at være måden, de overlever på. De kan være konstant årvågne og opmærksomme på deres omgivelser, og med 10.000 små lure får de alligevel elleve timers søvn i døgnet,« beretter hun.

Med min nyerhvervede viden om pingviners søvnrytme, parringsmønster og livscyklus er jeg godt rustet til mit møde med dem. Hvis hun ellers havde tilføjet tommelfingerreglen om, at man aldrig skal stille sig foran en pingvinkoloni i vindretningen.

For luften er ellers utrolig frisk ved Antarktis. Det er noget af det reneste, jeg har indåndet. Indtil jeg stiller mig ved en pingvinkoloni med vinden lige i ansigtet. For er du gal, hvor pingviners afføring lugter. De små, velklædte dyr spiser alt godt fra havet, og det sætter sine spor. Det kradser ganske forfærdeligt i næsen, så jeg lærer hurtigt at stille mig med vinden i ryggen.

Jeg er på Antarktis i den tid på året, hvor pingvinerne vender tilbage til kolonierne. De er kommet langvejs fra for at finde deres mage, bygge en rede og videreføre arten. Det er endeløst fascinerende at iagttage.

Nogle af pingvinerne står og sover, præcis som Sara beskrev det. Andre vralter velfornøjede rundt. En flok hanner gør sig til overfor damerne. Et par pingviner glider på maven i sneen. Og så er der en, der træder elegant op af vandet, som var den Halle Berry i en James Bond-film (dén scene kan du google, når du er alene, hvis du ikke er med på referencen).

Minus 80 grader

»Herfra kan du i princippet spadsere hele vejen til Sydpolen,« siger ekspeditionslederen Marieke og peger lige frem for at angive retningen.

Ny dag, nyt eventyr. Jeg er netop trådt i land på den antarktiske halvø. Mariekes anbefaling er dog, at jeg vender tilbage til gummibåden om en times tid.For herfra er der stadig et par tusinde kilometer ind til selve Sydpolen, som ligger nogenlunde i midten af Antarktis. Temperaturen derinde når ned til minus 80 grader om vinteren.

Nu er jeg på Antarktis i sommersæsonen, og vejrforholdene ved kysten er mere medgørlige. På denne tid af året ligger temperaturen omkring frysepunktet ved vandet. Derfor er de bedste måneder at besøge Antarktis netop i perioden fra november til februar. I december måned er der endda lyst døgnet rundt.

Den ene dag spadserer jeg op ad en sneklædt bjergside. Om eftermiddagen cruiser jeg rundt mellem isbjergene og kigger på sæler. Senere kan jeg spotte et par hvaler fra skibet, mens vi sejler videre til næste punkt på programmet.

Dagen efter vandrer jeg op ad en aktiv vulkan. Så udforsker jeg en gammel, forladt hvalfangerstation. Jeg tager på besøg ved endnu en pingvinkoloni, hvorefter jeg går op på en sneklædt klippetop for at iagttage en buldrende gletsjer på behørig afstand.

Antarktis er større end Europa, og landskabet, jeg besøger, er mere varieret, end jeg forestillede mig.

Champagne ad libitum

Mens naturen på det 7. kontinent kan være en barsk omgang, er forholdene indenfor på skibet det stik modsatte. Krydstogtrederiet Silversea er kendt for sine luksuriøse sejladser, og turen til Antarktis er ingen undtagelse.

Ekspeditionsskibe er per definition små. De har plads til få hundrede gæster og er dermed miniputter i forhold til cruise-branchens flydende mastodonter med 5.000–6.000 gæster.

Silver Endeavour er blevet kaldt »det mest luksuriøse ekspeditionsskib, der nogensinde er bygget«. Det er designet til sejladser i de koldeste og fjerneste egne på jorden og er dermed ideelt til Antarktis. Med forstærket skrog og evnen til at bryde igennem is om nødvendigt.

Når kulden begynder at bide i kinderne, er det skønt at komme indenfor i varmen på skibet.

Kahytterne er som femstjernede hotelværelser, og skibets restauranter serverer vidunderlige måltider tre gange om dagen. Og tro mod Silverseas ry for luksus til søs er der fri bar med champagne og kaviar ad libitum undervejs.

Det kolde gys

Der mangler dog én ting, før jeg kan vende snuden hjemad igen. Og det spørgsmål er: Tør jeg hoppe fra kanten af en gummibåd og ned i det kolde vand i Det Sydlige Ishav?

Polar plunge bliver det kaldt, og folk har samlet sig på skibets dæk for at overvære seancen.
De står iført kæmpe vinterjakker og store huer. Og jeg – der ellers nødigt bader i havvand under 25 grader – står iført badetøj.

»One, two, threeeeee,« bliver der råbt. Personalet på skibet ved udmærket, at ingen stiller sig ved kanten, kigger ned i det kolde vand med isbjerge og sne til alle sider og tænker, at det her er en brandgod idé. Nej, det kræver lidt ekstra overvindelse.

På tre hopper jeg i. Uf, det er koldt. Mit hoved kommer under. Arghhh, det er jo iskoldt. Jeg rækker ud efter stigen. Det er KOOOOOLDT.

Jeg skynder mig op af vandet. »Det var en kort badetur,« siger en fra skibet kækt. En anden kommer mig til undsætning med et shot whisky. Min hud sitrer, og jeg skynder mig op i et varmt bad.

Der er ting, man kun oplever én gang i livet. Antarktis er en af dem. Jeg har sejlet over Drakestrædet og sat fødderne på det 7. kontinent. Hak ved det. Nu ligger der tilmed et bevis i min kahyt på, at jeg har badet i Det Sydlige Ishav.

Så når jeg i aften vil fejre min fødselsdag, bliver det med visheden om, at jeg nåede at få streget alle punkter på min liste.

Det sidste punkt var klart det sværeste. Men også det mest uforglemmelige af dem alle.

FRI var inviteret af Silversea og Nyhavn Rejser. De har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. januar 2025.