Rømø er det helt rette rejsemål, hvis du vil lære Vadehavet i Jylland bedre at kende.
Ferien foregår i takt med tidevandet, når destinationen er Rømø. Det mærkede jeg hurtigt, da jeg første gang besøgte den sydligste af de danske vadehavsøer. Allerede på vejen derover, mens jeg fulgte den mere end ni kilometer lange dæmning fra fastlandet, faldt jeg i svime over det flade, besynderlige landskab, hvor lam græsser sig fede på marsken, og vadefugle mæsker sig på den blotlagte havbund. Og efter et par dage havde jeg selv fundet godt ind i rytmen, hvor ebbe og flod med jævne mellemrum får hele kystområdet til at ændre udseende.

Rømø ligger omsluttet af den danske del af Vadehavet, der ikke bare er udpeget som en af landets fem nationalparker, men også har en hæderkronet plads på UNESCO’s Verdensarvsliste. Vadehavet breder sig lige fra Ho Bugt ved Esbjerg og helt ned til den hollandske by Den Helder, og det unikke naturområde fungerer hvert forår og efterår som rasteplads for millioner af trækfugle. En del feriegæster kommer derfor også til Rømø med fuglekikkerten i tasken og blikket fast rettet mod stormengene og vaden. Andre har pakket strandstole og badehåndklæder med planen om at bruge det meste af ferien på vestkystens brede sandstrande.
Øen byder dog også på andre oplevelser, der er knap så tæt knyttet til vandkanten – lige fra lange vandreture i lyngduftende landskaber til museumsbesøg, et fristende kageudvalg og golf i lange baner.
Her følger et lille udvalg af små og store ferieaktiviteter og naturskønne oplevelser – ikke bare på Rømø, men også naboøerne, hvis du vil videre på øhop i vadehavsområdet.
1. Østerstur på vaden
Vadehavet er fuld af stillehavsøsters, og både naturelskere og foodies kan få en uforglemmelig oplevelse, når de hopper i gummistøvlerne og vandrer ud til østersbankerne, der blotlægges ved lavvande.
Den store og hurtigt voksende østersart betegnes som invasiv i den danske natur, og derfor gør du faktisk bare blåmuslingen og andre hjemmehørende arter en tjeneste, når du plukker og efterfølgende spiser den havfriske delikatesse. Når tidevandet vil det, er det muligt at samle østers nordøst og sydøst for Rømø, og ifølge den gamle huskeregel kan du gøre det i det måneder, der hedder noget med ’r’ – det vil sige fra september til april.
Har du ikke mod på at tage ud på egen hånd, arrangerer blandt andet Naturcenter Tønnisgård guidede østersture.

2. Kaskelotskelet og hollandske fliser
På Nationalmuseets Kommandørgård bliver du sendt tilbage i tiden til 1700-tallets Rømø, når du bevæger dig rundt i stuerne og kigger på almuefarvede døre, dragkister og hollandske fliser. Dengang blev nogle af øens mest velstående gårde rigt udsmykket med detaljeret malerarbejde og udskåret træværk – den slags kunne der nemlig blive råd til, når familiens mandfolk tog på lange togter som kaptajner på tyske eller hollandske hvalfangerbåde.
Interiøret i den stråtækte kommandørgård er flot bevaret, og i laden kan du se skelettet fra en kaskelothval, der engang strandede på Rømø. Imens du glæder dig over, at det ikke er dig, der skulle i nærkontakt med sådan en krabat på en hvalfangerbåd i fortiden, kan du passende smutte ind i museets café for at drikke kaffe eller spise is.

3. Vandretur i åbne vidder
Rømø byder på et godt netværk at stier, hvis du vil bevæge dig væk fra de grusbelagte sommerhusveje og helt ud i naturen. Den længste afmærkede rute er en rundtur på 17 kilometer, der fører dig ud i nogle skønne landskaber i den sydlige del af øen.
Turen kan oplagt starte ved øens kirke, der har navn efter sømændenes skytshelgen Sct. Clemens, og herfra kan du vandre ind i Kirkeby Plantage og passere Spidsbjerg, der med sine ellers beskedne 19 meter troner over klitheden. I det åbne land går du en del af vejen på toppen af digerne, så du kan skue langt – blandt andet ud over den mægtige Sønderstrand, hvor blokarts og andre windsurfer-lignende køretøjer suser rundt på sandet.
Når du nærmer dig Havneby, kan det være, at du har selskab af græssende får på diget, og efter et eventuelt pitstop hos Havnebys fiskehandler eller et af byens spisesteder, kan du følge den sidste del af ruten tilbage mod kirken.

4. Tee-off nær tidevandet
En del af ferien kan også foregå på golfbanen, når du tilbringer dagene i det mægtige vadehavslandskab. I den allersydligste ende af Rømø ligger der nemlig en internationalt godkendt linksbane med 18 huller og en 9-hullers Pay & Play-bane – sidstnævnte kan benyttes af alle, også hvis du ikke er medlem af en golfklub.
Rømø Golfklub har en spektakulær beliggenhed, for der er kun et græsklædt dige mellem banerne og Vadehavet, så når du gør dig klar til at slå ud, kan det endda være, at du ser toppen af Sild-færgen, mens den glider majestætisk forbi ude på vandet.
Er du sulten efter en runde golf, kan du spise på Restaurant Diget, der ligger med udsigt til banen, og hvis du hellere vil slappe helt af, kan du forkæle dig selv med spa, sauna og massage i resortets wellness-afdeling.
5. Det søde strandliv
Lakolk Strand er et skønt sted at få en dukkert i Vesterhavets salte bølger og lege i det hvide sand. Men selv hvis du ikke er til klassiske daseferier i vandkanten, kan det være en stor oplevelse at tage ud til Rømøs vestkyst: På Sønderstrand, der regnes for en af Europas bredeste strande, er bare synet af den nærmest uendelige sandflade imponerende i sig selv, og for førstegangsbesøgende kan det virke helt ejendommeligt at køre i bil mange hundrede meter ud mod havet.
Hvert år i august forvandler Lakolk Strand sig til en forhistorisk racerbane, når vintagebiler og -motorcykler deltager i et klassisk motorløb, og i september fyldes himlen af massevis af farvestrålende drager til Nordeuropas største dragefestival.
6. Et væld af kager
Hvis du er til overdådige kager og hyggelige, historiske rammer, kan du passende besøge Café Hattesgaard for at drikke din formiddags- eller eftermiddagskaffe der. Her er glasmontren ved disken fyldt med et væld af smukt pyntede kager, og det kan være helt svært at vælge mellem rugbrødslagkage, cheesecake, tærte og andre hjemmelavede lækkerier.
På gammeldags manér serveres kaffen i klassiske porcelænskopper, og hele serveringen tager sig helt rigtigt ud, uanset om du slår dig ned i den ombyggede kostald eller ude på terrassen med udsigt til Vadehavet. På den stråtækte gård er det for øvrigt muligt at købe antikviteter, hvis du vil have et håndgribeligt minde med hjem fra ferien.
7. Et lyngfarvet hav
Ligesom Spidsbjerg er Høstbjerg på cirka 19 meter et af de højeste punkter på Rømø. Det lyder ikke af meget, men i dette flade landskab betyder det, at du har et flot panoramavue over øen, havet og i klart vejr helt til Esbjerg på fastlandet.
Det allerbedste tidspunkt at stå her på er om sensommeren, når lyngen blomstrer, for her i Bolilmark, som området hedder, breder et tykt blomstertæppe sig ud over klitheden. Sanserne vækkes, når brisen fører duften fra det lysende lilla flor med sig, og det summer mellem planterne af arbejdsomme bier.
Får du lyst til at smage det søde resultat af biernes flyveture fra blomst til blomst, kan du gøre holdt ved en af Rømøs vejboder for at købe lokal lynghonning med hjem.

REJSETIPS
Øhop i Vadehavet
Du kan sagtens fylde feriedagene ud med små og store oplevelser på Rømø, men hvis du er nysgerrig efter at besøge flere vadehavsøer, kan du passende tage på endagsvisit på naboøerne – eller pakke din bagage og hoppe videre til den næste campingplads, i sommerhus eller på den lokale kro.
Dark sky og fugleliv på Mandø
Hvis du vil til Mandø, der ligger lige nord for Rømø, må du ind til fastlandet, for det er slet ikke muligt at sejle til den lille marskø. Turen kan derimod ske i bil, på cykel eller sågar til fods – hvis ikke du køber billet og stiger om bord på traktorbussen, der dagligt krydser vaden i sommerhalvåret. Allerede mens turen planlægges er det tydeligt, at livet på Mandø foregår på naturens præmisser, for to gange dagligt oversvømmes vejen af havet, så det gælder om at have tjek på tidevandstabellen.
Tempoet kan sættes helt ned på den pandekageflade ø: Du kan tage en dukkert, lede efter rav eller trave en tur, mens du nyder det rige fugleliv og samler appetit til en frokost på kroen. Og hvis du overnatter her, kan du glæde dig over, at Mandø har status som en såkaldt Dark Sky Park, så nætterne er særligt mørke, og i klart vejr står stjernerne virkelig frem på himlen.
Luksusferie på tyske Sild
Sild – eller Sylt, som den tyske vadehavsø hedder på nationalsproget – er Rømøs nabo mod syd, og den har gennem den seneste årrække fået ry for at være et eksklusivt rejsemål, der frekventeres af den tyske overklasse. Der er da også fire michelinrestauranter, fire golfbaner og adskillige spa og wellness-hoteller på øen, på trods af, at den er mindre end Samsø, så det er muligt at skrue helt op for luksusniveauet, hvis det er det, du drømmer om.
Sild rummer dog også vandrehjem, campingpladser og helt almindelige spisesteder, og så bugner den af hvide badestrande og smuk natur, der passende kan udforskes til fods og på cykel.
Vil du besøge Sild, kan du gå eller køre om bord på færgen, der sejler fra Rømøs sydligste by Havneby til List, der ligger på nordspidsen af den tyske ferieø.
Coverbilledet er taget af Bjarke Petersen.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 8. februar 2025.
Mangler du inspiration til din ferie i Danmark? Find flere artikler her

