Fra fangekoloni til tropeparadis: Berygtet ø fra berømt filmklassiker er blevet et turistmål

Djævleøen og to naboøer ud fra kysten af Fransk Guyana i Sydamerika udgjorde engang en af klodens mest berygtede fangekolonier. I dag er der smukt og frodigt på øerne, men den barske fortid kan man ikke løbe fra.

Skinnet bedrager i den grad, da vi efter halvanden times sejlads når frem til målet for dagens udflugt.

Tre små øer ligger oversået med høje ranke kokospalmer, mens adskillige hvide både ligger for anker i det blå hav. Men hvad der umiddelbart tager sig særdeles smukt og idyllisk ud, var engang en af historiens mest berygtede fangekolonier.

Målet for dagens udflugt er Îles du Salut, som direkte oversat betyder »frelsens øer«. Navnet skyldes, at de lokale i sin tid sejlede hertil og boede for at undgå epidemier på fastlandet, men set i historisk perspektiv er det et noget misvisende navn.

Øgruppen ligger ud for kysten af Fransk Guyana, som er en tidligere fransk koloni, der nu er en del af Frankrig, selv om departementet ligger i Sydamerika.

Tilbage i 1852 grundlagde Napoleon 3. en fangekoloni på de tre øer. Den var en ud af flere fangekolonier i Fransk Guyana, men denne på øerne husede mange af Frankrigs værste forbrydere samt politiske fanger.

På grund af den lange afstand til kysten, strømforhold og hajer var det stort set umuligt at flygte fra fangekolonien, og derfor blev samfundets »værste fjender« sendt til afsoning her.

Historien om fangerne på Île Royale

Vi begynder vores rundtur på Île Royale (den kongelige ø), som er den største af de tre øer og også straffekoloniens hovedø. Gemt bag de utroligt mange kokospalmer ligger fangekoloniens mange bygninger spredt ud over øen. 

Nogle er genopbyggede og i fin stand, mens andre er ruiner. En stribe ganske informative skilte fortæller, hvad de enkelte bygninger i sin tid blev brugt til – desværre er den engelske version af den franske tekst temmelig svær at læse.

Trods de idylliske omgivelser står det hurtigt klart, at det bestemt ikke var nogen dans på roser at være indsat her. Det var en barsk hverdag under den ubarmhjertige sol for de omkring 1.800 fanger, der blev bevogtet af et personale på cirka 200 personer.

Det lykkedes ganske få fanger at flygte fra øerne. En af undtagelserne var Henri Charrière, der senere skrev selvbiografien Papillon (sommerfugl), der primært handlede om hans fjorten år som fange på øen. Bogen blev senere filmatiseret med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

Undervejs på rundturen kan vi se over til naboøen Île du Diable, Djævleøen. Her boede de politiske fanger, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig de skrappe forhold, der afstedkom navnet.

En af de mest berømte politiske fanger på Djævleøen var den jødiske officer Alfred Dreyfus, der senere viste sig at være blevet uskyldigt dømt og offer for et komplot. Hans sag rystede og delte Frankrig i mange år.

Grundet kraftige tidevandsstrømme er det ikke muligt at besøge Djævleøen, og i sin tid var det også svært at komme derover. Derfor kan man i dag se resterne af den kabelbane, som man dengang sendte forsyninger over til øen med.

Naturen tager over: Dyreliv og flora på øerne

Med enkelte undtagelser er der ingen fastboende på øerne længere, men til gengæld er der et yderst righoldigt dyreliv. Vi har fornøjelsen af at se påfugle, agouti-gnavere, kæmpemyrer, kolibrier samt en række andre fugle.

Mest livlige er aberne, og der er både de små søde egernaber samt de større og mere frække kapucineraber, der ikke er blege for at stjæle lidt mad fra gæsterne, hvis de kan se deres snit til det.

Floraen er også særdeles seværdig, og udover kokospalmer en masse nyder vi synet af bougainvilleaer, mangotræer samt en række øvrige eksotiske frugttræer.

Rundturen på Île Royale slutter med en lækker frokost, hvor vi fra restauranten har en suveræn udsigt over til Djævleøen.

Île Saint-Joseph: Isolation og mørke celler

Om eftermiddagen sejler vi over til den tredje ø, Île Saint-Joseph. Undervejs ser vi havskildpadder i vandet, men fremme på øen er vi tilbage i den dystre afdeling. Île Saint-Joseph var nemlig øen, hvor fangerne blev sendt hen, hvis de havde overtrådt reglerne og skulle straffes yderligere.

I dag er der kun ruinerne tilbage af de små celler, hvor fangerne ikke måtte tale med hinanden, og nogle celler henlå i totalt mørke. Et dystert syn, og det spooky fortsætter lidt endnu.

Vi møder nemlig en særdeles bistert udseende herre, som viser sig at være den ene franske fremmedlegionær, der er udstationeret på øen. Fordi han er alene, har han fået lov til at medbringe sin familie, men turister lader han ikke til at være begejstret for.

Så er det godt, at vi kan slutte besøget på Île Saint-Joseph af på øens lille sandstrand, som er en ganske idyllisk en af slagsen, hvor kokospalmer vokser skråt ud over stranden og giver skygge for de få gæster, og det lune vand indbyder til en dukkert.

Coverbillede: Jesper Møller

FRI var inviteret af Guyane Amazonie, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste rejse ud i naturen? Find flere artikler her