Lokale Annalisa om Lido Di Venezia: »Jeg tager derud for at slippe væk fra trængslen i Venedig«

Lige uden for Venedig ligger den langstrakte ø Lido di Venezia, som beskytter byen mod havet. Øen er mest kendt for sin filmfestival, men viser sig at være et helle for både lokale og turister, der vil have fred og ro.

Skuldrene sænker sig, støjen er væk, og skridtene bliver langsommere fra det øjeblik, jeg står af vandsporvognen på øen Lido di Venezia, eller bare Lido.

15 minutter med vaporettoen, og Venedigs skyline står som en kulisse i det fjerne. Jeg går ind på den lille bar ved rundkørslen og bestiller en cappucino til 1,60 euro. Det her smager af en italiensk badeby. 

Jeg venter på min lokale ledsager, Annalisa de Rossi. Hun dukker hurtigt op, elegant i en sort dragt med røde sko og et rødt smykke om halsen.  

»Jeg er født i Venedig og bor i byen, men når jeg skal slappe af, tager jeg herover på Lido,« siger hun, så snart vi begge har fået vores kaffe. 

»Og så tager jeg her over hver tirsdag for at købe grøntsager og frugt på markedet.«

Jeg har selv været her flere gange før og nyder den lokale stemning og ved også, hvor de gode steder er, men det er noget andet, når man hører det fra en insider.

Annalisa fortæller, mens vi slentrer langs de små kanaler, som også her på Lido er en del af gadebilledet.

Kanalerne er omgivet af store villaer i røde og gule pastelfarver. 

»De her villaer er bygget for lidt over hundrede år siden,« forklarer Annalisa. 

»Det var velhavende venetianere, som ønskede at have et sted uden for det tæt befolkede Venedig. Her kunne de nyde freden og det behagelige liv og gå til stranden.«

Fiskere og kunstnere

Stilen hedder liberty, det er en lokal udgave af Jugendstil eller belle epoque-stil med buer og mønstre fra naturen. Der er også motiver fra Byzans (Istanbul i dag) og fra renæssancen.

Husene er i dag indrettet til lejligheder, for de er alt for store til én familie. 

Vi standser foran en af villaerne, som huser en af Lidos bedste restauranter, Andri, som jeg har besøgt flere gange. Det er et meget smagfuldt indrettet spisested med kunst på væggene og glas og kander fra en anden af øerne i lagunen, nemlig Murano.

Mod kontant betaling kan man købe både glas og kander i farvestrålende farver og også olivenolie fra Veneto, regionen, Venedig ligger i. 

Værten går i gang med et lille foredrag om italiensk olivenolie: »Den bedste kommer fra Garda, Toscana og så her fra Veneto,« siger han, og jeg køber et par flasker til en god kontantpris.

Andri ligger næsten lige over for det sted, hvor det gamle fiskemarked var. Nu ligger der en restaurant, og der står et par marmorborde, som tidligere blev brugt af fiskerne, når de solgte deres fangster.

Annalisa er selv ud af en familie af fiskere og gondolførere, fortæller hun. 

»Lido var tidligere beboet af landmænd og fiskere, og der bliver stadig fanget fisk og skaldyr i lagunen og dyrket grøntsager på øerne,« siger hun, selvom Lido i dag mere ligner en italiensk badeby.

Lido var, før den blev fashionabel, et tilholdssted for kunstnere som de engelske digtere Byron og Shelley. Men omkring år 1900 skete der noget. Lido blev indtaget af overklassen, kongelige og filmstjerner. Der blev bygget store hoteller, og stranden blev udstyret med strandstole, blåstribede strandkurveog barer.

Den tyske digter Thomas Mann skrev om Lido i sin berømte roman, Døden i Venedig, i 1912 og Lido blev Europas førende badested. The place to be.

Filmstjerner og idioter

Sidenhen forfaldt Lido og blev et lidt glemt sted, selvom det hjalp på humøret, da den årlige filmfestival blev en tilbageværende begivenhed i september fra 1932.

Palazzo del Cinema blev bygget, og sammen med Excelsior Hotel er det stadig et sted, hvor fortidens glans lever videre i et par uger, når filmfestivalen tiltrækker filmstjernerne.

Folk fra Venedig ser lidt ned på dem, der bor på Lido. 

»Jeg tager derud for at bade, slappe af og slippe væk fra trængslen i Venedig,« sige Annalisa, som godt kunne finde på at flytte til Lido. Men det går ikke, siger hun. 

»Min familie ville ikke synes om det, for Lido har biler og er et andenklasses sted i forhold til selve Venedig,« smiler hun.

»Venetianerne betragter folk fra Lido som gli idioti (idioterne), som er rige, dumme og dovne.«

Men i virkeligheden arbejder rigtig mange af de 20.000 »lidoboere« inde i Venedig, så uden Lido ville Venedig være ilde stedt. 

Når venetianerne vil nyde Lido, tager de helst lidt væk fra anløbsstedet for Vaporettoen ved Gran Viale Santa Maria Elisabetta, hovedstrøget på Lido. Så tager de bussen eller en cykel længere sydpå på Lido til Malamocco og videre til stranden ved Alberoni. 

Jeg lejer en cykel på mit hotel og tramper de syv-otte kilometer ud ad den lige vej forbi små parker, et par gartnerier og beboelsesejendomme.

Så dukker Malamocco op, og ganske rigtigt er det en fredelig lille by med et par barer og spisesteder, en kirke og små gader med maleriske huse. Det var her, Lidos oprindelige beboere slog sig ned og her, lederen af Republikken Venedig, dogen, havde sit sæde.

Lidoen er som en pizza

Malomocco har bevaret en tidløs atmosfære. I en lille bar serverer de en af venetianernes yndlingsspiser, nemlig tramezzino, som er en sandwich lavet af blødt, hvidt brød med for eksempel tun og æg eller skinke og ost indeni. Det smager som en æggesandwich i stormagasinet Magasin i gamle dage, her dog tilsat rucola og et pift af italienske krydderier. 

Det er lokale beboere, som kommer her, og mange benytter den sene formiddag til at nyde et glas vino biancho eller en Aperol Spritz. 

Solen bager, og cykelturen er først lige begyndt. Længere ude langs kysten er der et par forfaldne hoteller, en havn og en golfbane. 

Den største attraktion er dog stranden Alberoni. Den er bred og ikke nær så befolket, som strandene tættere på vaporettoen for enden af Gran Viale. Tilbageturen går langs kysten mod øst ud til Adriaterhavet på et dige. I det fjerne nærmer et par høje bygninger sig. 

Efter fire-fem kilometer står jeg foran Excelsior Hotel. Filmstjernerne er væk, jeg går ind gennem svingdøren og den grandiose hall med filmplakater og ned på strandbaren. Ingen antaster mig, og jeg bestiller en Aperol Spritz som den største selvfølgelighed og slår mig ned i en af kurvestolene.

Hotellet har flere swimmingpools og en tilhørende tennisklub. Der er en aura af fordums storhed her.

Cykelturen kan fortsætte langs stranden. Det er private strande, som hører til nogle af Lidos hoteller. Det er ikke forbudt at bruge strandene, men det koster, hvis man slår lejr. Man kan hoppe i det lavvandede hav eller sidde på stendigerne, eller man kan cykle lidt længere til den kommunale og gratis strand. 

Annalisa kan godt lide at komme på Lido, men hun oplever, at turisterne fylder mere og mere. 

»Lido er som en pizza, turisterne spiser hele tiden et lille stykke mere af den, og der bliver mindre og mindre tilbage til de lokale beboere,« sukker hun.

Der er også rigtig mange, som lejer deres boliger ud til Airbnb, og det er også med til at fratage Lido sit lokale præg.

»Lido er på vej frem på grund af manglen på hoteller i selve Venedig, og det er stadig billigere både at bo og spise her på Lido end inde i Venedig,« siger Annalisa, inden hun sejler tilbage med vaporettoen.

Venusmuslinger fra lagunen

Lido di Venezia har stadig sin charme, også på hovedgaden Gran Viale Santa Maria Elisabetta. Jeg har en favoritrestaurant, som jeg altid går hen på, når jeg er på Lido.

Den hedder Ristorante Gran Viale og ligger et stenkast fra der, hvor vaporettoen lægger til, lige på hovedgaden. Men den er meget besøgt af de lokale.

Her står den på klassiske retter fra Veneto og Venedig. På kortet kan man for eksempel finde Saor a la Venezia. Det er sur-sødtmarinerede sardiner med pinjekerner og rosiner og dertil pasta.

Pastaretter med små venusmuslinger fra lagunen er et must. Det smager godt af hav, og tilsat krydderier får retten et pift, den ikke får i det hjemlige køkken.

Er man stadig sulten, er der retter med bønner som for eksempel zuppa di fagioli, bønnesuppe, som også er en lokal favorit. Det mætter godt og varmer på en kølig aften, når de fyldige bønner i en suppetallerken kommer ned i maven.

Tjenerne har været der i mange år, og det lykkes dem let at tale en dessert ind på bordet som afslutning på middagsmåltidet. Vinene er typisk lokale vine fra Veneto som for eksempel fra Bardolino eller Valpolicella. 

Da jeg bevæger mig tilbage til vandsporvognen, summer det af italienske stemmer på Gran Viale – hvor der er børnefamilier, folk med hunde og et par turister i en skøn blanding.

Coverbillede: Visit Lido

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til Italien? Find flere artikler her