Temperatursvingninger, vanskelige jordforhold og jævnlige udbrud gør det særligt udfordrende at dyrke vin på siderne af den sicilianske vulkan Etna. Men det er det hele værd, for de spændstige og mineralske vine hitter i hele verden.
Nær toppen af vulkanen Etna er man nær ved at vælte omkuld, for der er ikke et eneste træ eller busk, der kan afbøde den stride vind. Omgivet af tåge og sne er det svært at forestille sig, at der blot en halv time nede ad vulkanen bor mennesker, der lever med og af den særdeles aktive »Dame Etna«.
Den sicilianske vulkan er i udbrud 30-40 gange om året, men det sidste store udbrud var i 2002. I løbet af elleve dage blev Etnas skråninger dækket med 95.000 kubikmeter lavamasse, og det efterlod 40 nye kratere. Det er netop de forskellige lag af lava og de strømme af mineraler og andre smagsgivere, lavaen har flyttet rundt med, der giver Etna dens
særlige terroir.
Etnas vinmarker er nogle af Europas højest beliggende – 400-1000 meter over havet – hvilket resulterer i ekstreme vejrforhold. Dels er de udsat for mere sol, dels får de seks til ti gange så meget regn som andre vinmarker på Sicilien. Desuden kan temperaturen svinge 30 grader i sommerperioden.
Måske er det den fatalistiske mentalitet, man får af at bo på siderne af en aktiv vulkan, der gør vinbønderne her en anelse mere frygtløse. For al høst foregår stadig manuelt, afkastet er lille, og man ved aldrig, hvad jorden giver. Som flere af dem siger med et smil: »Det er et mysterium at dyrke vin på Etna.«
Velklædt vinproduktion
En tur rundt på vingårdene på Etnas nordlige skråninger er en rejse ind i den sicilianske sjæl. Her bliver du overdænget med køkkenets fortræffeligheder og gæstfrihed, og det er også her, du finder de mest velklædte vinbønder i Italien.
Vingårdene er også smukke i sig selv. Mange af dem er nyrenoverede og har kunst på væggene, smukt oplyste vinkældre og moderne fortolkninger af gamle processer. Alt sammen er med til at fortælle historien om, at siciliansk vinproduktion har taget hul på en ny æra.
For 20-30 år siden var Etnas vine ikke noget at skrive hjem om. Det meste af den ret store vinproduktion i området blev solgt i rå mængder til andre vinproducenter, så de kunne spæde deres egne lidt spinklere vin op.
Men omkring det seneste store vulkanudbrud begyndte flere kendte italienske vinproducenter at interessere sig for området, og her gjorde de en vigtig opdagelse, som vi lige skal skrue tiden tilbage til slutningen af 1800-tallet for at forstå.
Dengang hærgede et lille insekt, vinlusen (phylloxera) i Europa. Den slår vinen ihjel ved at suge al livet ud af vinstokkenes rødder.
Lusen var kommet til kontinentet gennem importen af amerikanske vinsorter. I USA var vinen delvist resistent for den lille parasit, mens de europæiske vine ikke kunne bekæmpe dem. Epidemien er den hidtil største katastrofe for vinproduktion i verden, og kun få vinplanter overlevede. Derfor er størstedelen af de vine, der dyrkes i Europa i dag, en sammenpodning af de oprindelige europæiske vine med en anden resistent sort.
Men på Etnas nordlige skråninger, kunne man finde overlevende oprindelige vine, for vinlusen kunne ikke lide den sandede lavajord og de højder, som vinen voksede i.
I kombination med, at vindrikkere globalt har ændret smag i retning af mindre søde vine, er Etnas mineralske og alsidige vine nu blevet den nye hype i det meste af verden.
»Når du smager en vin fra Etna, kan du smage bjerget. Temperaturen og mineraliteten er det, der gør den særlig,« understreger Mariangela Cambria, der er barnebarn af grundlæggeren af vinproducenten Cottanera og også formand for Assovini Sicilia, der arbejder for at promovere sicilianske vine.
Mariangelas bedstefar begyndte i 1990’erne at dyrke vin på Etnas skråninger, hendes far hældte det på flaske, og hende selv og hendes to brødre slog for ti år siden dørene op for hospitality-delen. Inden bedstefaren begyndte at plante vin på jorden på familiens ferieejendom, dyrkede han nødder og frugt her.
Og det er nøddelageret, der i dag er omdannet til ni lækre, store værelser med udsigt over vinmarkerne og den hyggelige gård, hvor man kan sidde i bløde, orange sofaer og nyde et glas vin.
I bedstefarens gamle hus findes fire nyåbnede værelser mere. Vingården ligger ikke lige op ad en landsby, så når turister besøger Cottanera til en enkelt overnatning eller i en hel uge, er det ifølge Mariangela Cambria freden, der trækker. Og så hjælper wellness og vinsmagning med tilhørende småretter også på stedets magnetisme.
»Jeg gør meget ud af morgenmaden, hvor vi har en æggemenu med min mors opskrifter,« siger hun og understreger, at stedet ikke har en decideret restaurant. Men jeg kan skrive under på, at man sagtens kan nøjes med småretterne af lokale råvarer, som for eksempel squash- og parmesanlasagne, oste- og pølsebræt og grillede grøntsager.
REJSETIPS
Her kan du bo
De fleste vinbønder på Etnas nordside kan besøges, men vær opmærksom på, at flere steder kræver forudbestilling. Mange byder på vinsmagning kombineret med lidt mad. Og på enkelte gårde kan man også overnatte. For eksempel på disse tre:
Cottanera har tretten smukke værelser med udsigt til vinmarkerne. Der er kælet ekstra for morgenmaden med lokale delikatesser, kager for enhver smag og en hel æggemenu.
Palmento Costanzo har et par nyrenoverede huse, der sagtens huser en familie på fire. Husene ligger med udsigt over de ældste vinmarker og deres kastanjetræ og koster cirka 215 euro per nat.
Cavanera Etnea er et større resort med 21 værelser i en smuk ejendom med pool og en stor restaurant. Et dobbeltværelse koster 117-250 euro.
Nænsomme kvindehænder
I Etna-området er det tradition, at det er kvinder, der arbejder i marken med at høste druer, fordi de anses som mest nænsomme. Hos Cottanera er der 25 kvindelige drueplukkere til produktionen på 300.000 flasker om året, og kun de ti bedste af dem får lov til at plukke druerne fra de ældste vinstokke, vingården har. Det er 70 år gamle stokke af den lokale drue Nerello mascalese.
Etna har 100 contrade, som svarer til en fransk appellation, og mens den nye generation af vinbønder begyndte med franske og andre italienske druer, er det i dag de oprindelige sicilianske druer, der præger vinmarkerne. Især Nerello mascalese til røde vine og Carricante til hvide dominerer på Etna.
På grund af forholdene på Etna bliver vinplanterne ikke ramt af råd og meldug som andre steder, og det betyder, at produktionen for det meste foregår uden sprøjtemidler.
Det viser sig tydeligt på skrænterne, hvor vinstokkene får følgeskab af oliven- og frugttræer, nøddebuske og gule og lilla blomster. Vinstokkene er traditionelt sat i terrasser, der er bygget af lavasten for flere hundrede år siden for at holde på jorden og i dag beskyttet af UNESCO.
Vinen arter sig meget forskelligt fra jordlod til jordlod, og der bliver ikke gjort meget ved druerne i selve produktionen, fordi tanken er at tappe flaskerne med det, Etna giver.
På vingården Pietradolce ser man et tydeligt og utroligt pittoresk eksempel på den naturlige vinproduktion. Angelo Silvestro er ansvarlig for vinstokkene, der primært stammer fra før vinlusen og derfor er mellem 85 og 120 år gamle.
Angelo viser stolt juvelen på vingårdens i alt 72 hektar frem: Barbagalli. Det er en ni hektar amfiformet mark i 900 meters højde, hvor vinstokkene er plantet der, hvor det er muligt på terrasserne, og omgivet af den gule vulkanblomst ginestra, oliven- og kirsebærtræer.
Da ejeren Michèle Faro etablerede vingården i 2005 var målet ikke at blive en vinfabrik, men at inkorporere en mere bæredygtig tanke. Så der bruges blandt andet meget lidt energi til køling, fordi kælderen er bygget ind bag tykke stenvægge på Etnas skråninger.
Taget er plantet til med vulkanens naturlige planter som en lille bid af Etna, der næsten fortsætter ind i bygningen, hvor man kan smage vinene mod forudbestilling. Pietradolce producerer cirka 9000 flasker om året, hvoraf 2000 af dem er
Barbagalli-vinen.
Faros vin af præphylloxera-druer kommer i store betontønder, der skal simulere en gammel metode fra Sicilien, palmento, hvor druerne ligger i betonkar og vinen bliver trampet ud af druerne og derefter løber videre ned i fade ved hjælp af tyngdekraften. Siden 1800-tallet har det ikke været tilladt at trampe saften ud af druerne, men flere af Etnas vinbønder bruger palmentometoden i en mere moderne udgave for ikke at stresse vinen ved at pumpe den rundt.
FAKTA
Vindyrkning på Etna
Der har været dyrket vin på Sicilien siden 4000 f.v.t.. Primært til eget brug, senere eksporteret som opspædningsprodukt for andre vinproducenter.
I dag er der 1300 hektar vinmarker, hvor der tidligere var over 90.000 hektar. Den mindre produktion giver plads til diversitet af nødde- og frugttræer, blomster og skov, der alt sammen bidrager til vinens særegenhed.
På Etna findes der cirka 100 contrade i DOC-området. De typiske druer er Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio, Carricante og Catarratto.
Østsiden domineres af hvidvinsdruer pga. nærheden til havet og et mere fugtigt klima, mens nordsiden er lidt koldere og tørrere og giver mere spændstige vine.
Det meste af produktionen på Etna foregår uden kemikalier, og plukning sker manuelt.
Med Ferrovia Circumetnea kan man tage et tog, der snor sig gennem vinmarkerne rundt om Etna. Turen tager halvanden time. Man kan også vælge ture, der inkluderer toget og nogle stop, hvor man med bus tager ud på vinsmagning undervejs.
Vil man helt til tops på Etna, er der flere udbydere af guidede ture. På nordsiden kan man for eksempel tage med Guide Vulcanologiche Etna Nord helt til toppen, som er 500 meter højere, end man kan køre op. Normalt begynder man turen klokken 7.30 om morgenen og kører i bil til 2800 meters højde for så at gå de sidste tre kilometer til fods.
Vinsmagning ved langbordet
Variationen af vine på Etna er så utrolig stor, fordi druerne på hver enkelt lille mark ender et andet sted end dem på nabomarken, og hver producent har sin måde at arbejde med vinen på.
Alberto Graci inviterer ind i produktionen, hvor store traditionelle trætønder vidner om en produktion, der stammer tilbage fra 1875. Alberto kom først tilbage til sin fødeø i 2004, og havde inden da en karriere som investeringsrådgiver i Milano.
Men da hans bedstefar døde, solgte Alberto Graci bedstefarens gård og lykkedes med at købe 28 hektar vinmarker på Etnas nordlige skråninger i mellem 650 og 1000 meters højde.
Det fortæller han over en frokost af lokale specialiteter i form af oste, salamier og hjemmelavet pasta i en af gårdens gamle bygninger, hvor Graci inviterer gæster til at smage på de fantastiske vine. Der bliver grinet og skålet rundt om langbordet, som står midt i det højloftede, hvidkalkede lokale. Der er ikke en finger at sætte på den autentiske sicilianske oplevelse, og som for at understrege gæstfriheden, går en af Gracis medarbejdere i det åbne køkken for enden af bordet og pisker os en lun zabaglione af et par vinrester til at slutte af på.
Graci producerer 120.000 flasker om året, og min personlige favorit er Gracis Etna Bianco D.O.C. Muganazzi fra 2022. Det er en vin, Alberto Graci beskriver som levende, energisk og gennemsigtig »som vinden«.
»Den minder mig om citrus – salt, sødmefuld og syrlig,« siger han henført.
Men om den er lige så god næste gang, jeg besøger Graci, er ikke til at vide, for ligesom de andre vingårde, jeg besøger, er Albertos credo, at »jorden bestemmer. Ikke os«.
Håndrørt sorbet
Under et stort kastanjetræ på vingården Palmento Costanzo har mor og datter, Valeria og Serena Costanzo, stillet op til vinsmagning og en lektion i en af egnens specialiteter: granita. Granita er en form for sorbet, som oprindeligt røres i hånden, indtil isen er cremet og lækker. Her på egnen serveres den i en briochebolle.
Det er lidt af en mundfuld, men granitaen smager himmelsk. Oprindeligt laves den med citron fra de træer, man har lige ved hånden. Men under kastanjetræet bliver der både disket op med citron-, jordbær- og mandelsmag med lidt kaffe i.
Familien Costanzo har ejet jorden i 15 år og begyndte sin vinproduktion i 2015. Som navnet antyder, arbejder vingården med den gamle palmento-teknik i en moderne udgave og anvender kun lokale druer – ligesom de fleste andre vinbønder på Etna.
Palmento Costanzo producerer 100.000 flasker om året på traditionel vis på sine præphylloxera stokke på de nordlige skråninger i 600-800 meters højde. Men de eksperimenterer også og har en portion vin liggende i amfora (lerkar), og de arbejder også med spontan fermentering.
»Men det er ikke altid til at styre,« smiler Serena Costanzo, der er uddannet ønolog.
Klimaforandringerne udfordrer verden over vinproducenter, fordi det varmere vejr øger sukkerindholdet i druerne. Det er ikke gode betingelser på et marked, hvor kundernes palet efterspørger mindre sød vin. Det giver til gengæld de fatalistiske vinbønder på Etna-vulkanen god grund til at eksperimentere videre med det spændende økologisk vinmageri i fremtiden.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 10. maj 2025.
