Paneret kødpølse og Spreewald Gurken: Her kan du spise som i det gamle DDR

Mange østtyskere holder fast i deres spisevaner fra DDR-tiden. FRI tog på en nostalgisk tidsrejse gennem det østlige Berlin og smagte de gamle retter, der måske ikke var så sunde, men som alligevel rummer et vigtigt budskab.

Prenzlauer Allée er en temmelig trøstesløs, lang og trafikeret gade, som går fra Alexanderplatz og ud gennem det gamle Østberlin. Et stykke ude og ikke så langt fra det populære kvarter Prenzlauer Berg ligger der en lille restaurant med rødternede duge og et skilt, der forkynder DDR Speisegaststätte Pila.

Ved nærmere eftersyn er der en hammer og et segl på døren, og et skilt, hvor der står der Staatsgrenze, Einreise ausdrücklich erwünscht; indrejse er særdeles ønskelig.

Spøgen er til at tage og føle på. Spisestedet er et forsøg på at genoplive DDR, nu med åbne grænser og østtysk mad fra før murens fald på spisekortet. »Vi vil genskabe en tid og gøre det ved at tilbyde mad fra perioden, og det er nu blevet et kultsted. Vores gæster er både gamle DDR-borgere og unge mennesker, som vil opleve hvordan det var i deres forældres tid«, fortæller René Lenkeit, som driver restauranten.

Indenfor er møblerne, dugene og alt inventaret genskabt, som det var før murens fald, og retterne på spisekortet er en tro kopi af, hvad man kunne få i DDR-tiden. Her er billeder af de tidligere kommunistiske ledere og bannere på væggene og på bordene.

Billigt og nemt

På spisekortet finder man blandt andet en Grilleta, som var det øst-tyske svar på en burger – at bruge navnet burger var for amerikansk. Der er også Ketwurst, som er en sammentrækning af Kettel, kedel, og Wurst, pølse, og i praksis er det en hotdog, men uden at bruge det engelske navn.

Men her er også rigtige »indfødte« retter som eksempelvis soljanka, som var en russisk klassiker i hele Østeuropa, og som stadig er populær i det østlige Tyskland. Det er en suppe, som består af kødrester og pølseskiver kogt sammen med syrlige agurker, kapers og dild og tilsmagt med sur fløde og ketchup. En billig og nem ret.

Der er også Jägerschnitzel, som var en af de allermest populære retter i DDR. Den bestod af kødpølseskiver vendt i mel og æg og paneret med rasp. Dertil lokale spiralnudler, Spirelli, og tomatsovs, også kaldt brandmandssovs.

Og som René Lenkeit siger: »Vores mad smager godt, og vi laver alt selv, ligesom vi gjorde det før muren faldt. Jeg er selv vokset op i DDR og kender alle retterne, som er lavet ud fra devisen, at vi kan få meget ud af lidt.«

Netop det at få meget ud af lidt var et bærende og nødvendigt princip i DDR. Der var mangel på alt, og når de østtyske husmødre skulle købe ind og lave mad efter arbejdstid, var det om at bruge fantasien, for der var så mange ting, man ikke kunne få.

Hjemmelavet, men uden vitaminer

På DDR Museum, som ligger i Berlin Mitte lige over for Berliner Dom, ved Simone Uthleb også en del om
maden fra fortiden. Hun er vokset op i DDR og fortæller:

»Lige fra Thüringer Klose (lavet af kartofler og brød) til Bratensosse (brun sovs) blev al mad lavet i hjemmet. Der fandtes ikke færdigretter. Men vi syntes, at det smagte godt. Retterne, som min mor lavede, var også helt afhængige af årstiden. Det eneste vi kunne få hele året var smør, mælk, brød og æg. Frugt og grønt fik vi næsten aldrig, med mindre familierne havde en køkkenhave.«

Direktøren for DDR Museum, Gordon Freiherr von Godin, kan også selv tydeligt huske maden, og hans minder er ikke helt så romantiske:

»Der var overhovedet ingen vitaminer i maden, og da jeg var i den østtyske hær, fik vi dårlig mad hver eneste dag. Kødet smagte elendigt, og det hele var en katastrofe.« Han tilføjer, at den mad, østtyskerne spiste, jo i virkeligheden bare var traditionel tysk mad, den blev bare tilberedt af meget dårligere og færre råvarer.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at man rundt omkring i Østtyskland, typisk i Thüringen og i Sachsen, kan genfinde de gamle, kendte retter i særlige østtyske varianter.

Simone Uthleb fra DDR Museet var 21 år, da muren faldt, så hun husker tydeligt sin mors og sin bedstemors retter fra sin barndom i Thüringen:

»Fordi jeg selv kommer fra Thüringen, kan jeg bekræfte, at de retter jeg fik som barn i DDR, stadig bliver serveret i dag. Min bedstemors forårs-suppe bliver den dag i dag lavet af min niece, og på mange spisesteder i det østlige Tyskland bliver de originale DDR-opskrifter stadig brugt..«

Selvom muren for længst er faldet, kan man stadig i dag ofte bruge en suppe-bestilling til at vurdere, om man er i det gamle øst eller vest. I det gamle østtyske område får man soljanka, i det gamle Vesttyskland får man oksehalesuppe.

Syrlige agurker fra barndommen

Hvis man som dansker ikke helt har mod på at kaste sig ud i de tunge og kalorieholdige gamle østtyske retter, så kan man nøjes med et lille pift af DDR ved at bestille en gang syrlige agurker. Det er formentlig den eneste DDR-specialitet, som fuldt og helt har overlevet murens fald.

De små agurker kommer fra et område syd for Berlin og hedder Spreewald Gurken, fordi de bliver dyrket langs Spree-floden, som også går gennem Berlin.

På Prater i Kastanienallee i det gamle Østberlin kan man sågar bestille to syltede agurker som forret til den overkommelige pris af 1,90 euro.

Det nostalgiske element i stadig at spise DDR-mad lader sig ikke fornægte. Maden minder mange om deres barndom og en anden tid, hvor man satte pris på de simple dyder, og netop i disse år, hvor mange østtyskere oplever, at deres identitet er blevet taget fra dem, forsøger de at bevare og holde fast i de værdier, de voksede op med.

»Jeg synes, at det er trist, at alt det, der var, bare skal kasseres«, siger René Lenkeit fra Pila Restauranten på Prenzlauer Allee.

»I dag skal alt bare være nyt og nyt; maden, møblerne og vanerne, og ja, så kan man kalde det nostalgi, en form for længsel efter det gamle Øst-tyskland. Men der var også en anden gæstfrihed, som jeg kan savne i dag.« Hvad René Lenkeit måske glemmer er, at alting ikke bare var skønt i ‘de gode gamle DDR-dage’. Manglen på frugt og grønt, måske lige bortset fra kartofler, kål og æbler, var nærmest en stående anledning til vittigheder.

Bananer var f.eks ikke til at opdrive, med mindre man havde gode forbindelser. Så spurgte folk: hvorfor er bananer krumme? Det er fordi, de går i en stor bue uden om DDR. Og hvad sker der med en banan, hvis man lægger den på muren? Jo, der, hvor der er nogen, der bider i den, er det øst.

Appelsiner kunne man nogle gange få fra det socialistiske Cuba, men de var ikke særligt gode. Vittige hoveder fandt så på at lave lidt om på en sang om bananer og appelsiner. »To appelsiner i håret og bananer på hofterne« blev til »To appelsiner om året og på den årlige kommunistiske partidag bananer, så råber folket hurra, kommunismen er kommet.«

DDR-borgerne var vant til at leve i et samfund, hvor de ikke kunne få alt. Derfor blev erstatningsvarer en del af livet. Pizza blev til krusta, som var en billig udgave af pizza og hed noget andet. Så var der »Tote Oma«, døde bedstemor. Det var blodpølse med gryn eller rosiner. Den kaldte folk for et trafikuheld, gæt selv hvor- for. Der var også Affenfett, abefedt, som var en blanding af løg, fedt, mel og æg, som man smurte på brød som pålæg. Med lidt god vilje kunne man kalde det for røræg. Til at forsøde eftersmagen var der eksempelvis Kalter Hund. Det var en kiksekage lavet af blandet andet chokolade og kokosfedt.

Min personlige favorit fra Østtyskland var Kochklopse, som rettelig hedder Köningsberger Klopse. Det var kødboller af svinekød rørt sammen med mel, æg, løg og kapers med et pift af sardeller serveret i hvid sauce med kartofler og persille. I dag bruger man som regel kalvekød. Det smagte godt, hvis man var sulten nok.

Lokal mad som i gamle dage

Siden murens fald har mange diskuteret, hvad forskellene i spisevaner i Øst- og Vesttyskland kom til at betyde for deres almene sundhed og liv. Østtyskernes gennemsnitslevealder var tre år lavere end vesttyskernes, de var tykkere, og de var et par centimeter lavere, men de havde færre fødevareallergier end vesttyskerne. Forklaringen kan være, at der blev brugt færre tilsætningsstoffer i DDR, og at råvarerne udpræget var lokale.

Derfor er der en del moderne tyske kokke, som mener, at man faktisk også kan tage noget positivt med fra det østtyske køkken. Nemlig at spise efter sæson og bruge de råvarer, der stammer fra egnen.

Tæt på det kendte overgangssted mellem øst og vest i Berlin, Checkpoint Charlie, ligger en af de nye trendsættende restauranter, Nobelhart & Schmutzig, hvor bæredygtighed, sæson og lokale råvarer er nøgleordene. Køkkenchefen Bill Wagner fortæller til The Berliner om en rigtig DDR-ret, Himmel und Erde, Himmel og Jord, som består af kartofler, peberrod, æbler og løg, som de har på menukortet.

»Alle ingredienser er superlokale og giver smag efter, hvor vi bor«, siger Wagner. »Det er en måde at lave mad på, som stammer fra en tid, hvor man intet havde.«

Bill Wagner synes, at det er værd at tænke over i en tid med krige og klimatrusler: »Måske skulle vi se tilbage og kigge på, hvordan de lavede mad i gamle dage, selvom jeg ikke håber, at det bliver nødvendigt,” siger han til The Berliner.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 8. marts 2025.

Find mere inspiration til din rejse til Tyskland her