I tiden før smartphones kunne det være en udfordring at forstå menukortet på ferier i udlandet. Men det var ikke uden charme.
Manglende sprogkundskaber kan af og til føre til ejendommelige måltider. Det har jeg måtte konkludere flere gange i mit liv – eksempelvis for en del år siden, hvor jeg befandt mig på en mælkebar i den polske hovedstad Warszawa.
Hvis ordet mælkebar giver dig associationer til en lille diner, der serverer milkshakes, is og andre lette serveringer, er du ikke helt på rette spor, når det gælder de polske af slagsen. På en bar mleczny kan du derimod få fyldige supper, kartoffelpandekager, dampede dumplings og andre mættende bedstemorretter, og i bedste cafeteriastil skal du op til disken for at bestille.
I en guidebog havde jeg læst om mælkebarerne, der stadig kan findes rundt omkring i gadebilledet i Warszawa og andre polske byer som et levn fra kommunisttiden. Dengang havde landet henad 40.000 mælkebarer, der serverede billig mad til de arbejdere, der ikke havde adgang til en kantine.
Jerntæppet var faldet for flere årtier siden, da jeg besøgte Warszawa, og nu var der langt flere fastfoodrestauranter end mælkebarer – men det skærpede nu bare lysten til at opleve et anakronistisk spisested.
I den spartansk indrettede mælkebar, hvor jeg og min rejsemakker trådte ind, emmede det af kål, gullasch og østbloknostalgi. På det væghængte menukort stod retterne kun på polsk, som vi ikke beherskede.
Men med ungdommelig tillid til, at heldet følger de tossede, pegede vi på et par retter, betalte hos den kittelklædte kassedame og satte os forventningsfulde til at vente, skævende til de andre gæsters fyldte tallerkener. Da vores bakker dukkede op, bristede vores illusioner: På den ene tallerken lå en enlig karbonade – helt uden tilbehør – mens den anden var fyldt med pasta, der var overhældt med mælk og drysset med sukker.
I dag kunne vi nemt have undgået vores bestillingsbommert: Med en smartphone tager det kun et øjeblik at oversætte et menukort, og flere apps er endda specialiserede, så de kan hjælpe fortabte turister med en udførlig beskrivelse af hver enkelt af retterne. Det kræver også kun en smule research på Google Maps, Tripadvisor eller Instagram, før man har en klar idé om, hvilke retter, der er værd at bestille.
Mobilen er uden tvivl et praktisk værktøj, når rejsen foregår et nyt og ukendt sted. Den er praktisk at have ved hånden – ja, den kan endda virke tryghedsskabende for dem, der bliver ængstelige af at slippe kontrollen. Men samtidig er det også bare … helt igennem drønkedeligt altid at kunne spørge Google til råds. For mig føles det i hvert fald som om, at al det eventyrlige bliver suget ud af øjeblikket, hvis jeg bare lader min smartphone diktere, hvor og hvad jeg spiser.
Jeg vil gerne spise godt, og jeg tager gladelig imod anbefalinger før en ferie. Det er heller ikke, fordi jeg savner den tid, jeg kunne traske tværs igennem en storby med kurs mod en restaurant, der lød interessant i guidebogen – blot for at finde ud af, at den var lukket for flere år siden.
Men jeg forsøger alligevel at holde fast i at bruge min intuition og lade tilfældet råde af og til. Dengang på mælkebaren virkede intuitionen ikke. Alligevel er jeg ikke helt utilfreds med den kiksede bestilling: Det er trods alt det eneste af en hel feries måltider, der stadig står tindrende klart i hukommelsen.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 1. marts 2025.
