Interessen for at tage sin hund med på ferie vokser, og mulighederne for at holde en aktiv ferie med de firbenede bliver flere og flere – uanset om I vil vandre i Alperne og langs Gardasøen, gå Bornholm rundt eller vil sejle på tømmerflåde ad svenske elve.
Vandreture i skove og bjerge. Kanotur eller tømmeflådesejlads på elven. Mulighederne for aktiv ferie med hunden ved din side vokser gevaldigt i disse år, og flere og flere tager på rejse med hunden.
»Det er alt fra solorejsende til familier på fem, som gerne vil have hunden med. Vi oplever helt klart en vækst i henvendelser, og vi tilføjer hele tiden nye ture, hvor man kan have hund med,« fortæller Daniel Kirknæs Færk, direktør i Bering Travel.
Han har haft hundevenlige ture på programmet i ti år, men især de seneste år er interessen vokset – og det samme er udbuddet.

Også hos Vagabond Tours, som har arrangeret natur- og vandreferier i over 20 år, oplever stifter og indehaver Hanne Andersen en markant øget interesse for at tage hunden med.
»Det er tydeligt, at hunden i dag for mange er et fuldgyldigt familiemedlem, og derfor vil man gerne have den med, når man skal ud at opleve noget. Hvor man før i højere grad accepterede at efterlade den på pension eller hos venner, ser vi nu, at folk aktivt fravælger ferier, hvor hunden ikke kan være med. Det er en tendens, der er vokset støt de seneste år,« siger hun og tilføjer, at det ikke længere er en lille niche, men en integreret del af forretningen at tilbyde hundevenlige ture.
Forskellig hundekultur
Hos Bering Travel anbefaler man især Tyskland, Østrig og det nordlige Italien som gode rejsemål med hund. Det er nemt selv at køre hertil og derfor lettere at have hunden med, end hvis den skal om bord på et fly. Og generelt er der en meget hundevenlig kultur på disse kanter – uanset, om man vandrer i Alperne, ved Gardasøen eller langs Mosel.
»Der er mange i de områder, som selv har hund, og mange hoteller tillader hunde. Vores ture baserer sig på, at man vandrer fra sted til sted. Nogle steder kan det være en udfordring at finde tilstrækkeligt med hundevenlige hoteller undervejs langs en strækning på 100 kilometer. Men i de her områder er udvalget stort,« siger Daniel Kirknæs Færk.
Også Sverige er en oplagt destination, påpeger Hanne Andersen. Klarelven syd for Sälen har gennem mange år haft gode muligheder, når man har hund med, og her kan man i stedet for at vandre sejle ad elven på tømmerflåde.
»Om aftenen lægger man til ved bredden og slår lejr, eller man kan finde campingpladser undervejs, hvor man kan leje sig ind med telt eller i en hytte. Det er en meget populær tur at tage hunden med på,« siger hun og tilføjer, at man skal huske redningsvest til hunden.

Flere hoteller til hunde
Det er ikke kun hundeejerne, der har fået øjnene op for ferier med den firbenede. Stadig flere overnatningssteder har i dag værelser til dem, der har hund med.
»Det er blevet meget nemmere at arrangere hundevenlige ture. For eksempel har vi nu syv vandreture på Bornholm, hvor man kan have hund med. Tidligere oplevede vi, at der var mange begrænsninger, særligt i Danmark, men nu kan meget mere lade sig gøre,« forklarer Hanne Andersen.
Der vil fortsat være naturskønne områder, hvor det bliver svært at få hunden med, forklarer hun. Det gælder eksempelvis Mont Blanc, hvor et sårbart dyreliv betyder, at der er mange restriktioner for hunde, også selv om de er i snor. Og der skeles netop ikke kun til, om hunden må overnatte på hotellet, når de hundevenlige ferier arrangeres. Der tages også højde for, om det er nemt at færdes med hunden, så det også bliver en god oplevelse for den.
Af samme grund er det specifikt Norditalien og ikke hele Italien, som Bering Travel anbefaler at tage hunden med til. Længere sydpå bliver det som udgangspunkt for varmt til en aktiv ferie, i hvert fald i sommerhalvåret, forklarer Daniel Kirknæs Færk og tilføjer, at man bør sætte sig godt ind i lokale forhold, når man rejser med sin hund.

»Selv om man er på vandretur i naturen, vil man typisk skulle ind og ud af nogle byer på vejen, og sydpå bliver asfalten glødende varm i højsommeren. Nogle steder er man nødt til at have beskyttelse til poterne som for eksempel hundesokker med, så de ikke brænder sig,« siger han og påpeger, at der også kan være lokale restriktioner.
Det gælder for eksempel Tyskland og Østrig, hvor det er et krav, at hunden har mundkurv på, hvis den skal med ombord i bus eller tog.
Daniel Kirknæs Færk forventer, at endnu flere vil få øjnene op for muligheden for at tage hunden med på ferie de kommende år, og at det hundevenlige program vil vokse yderligere.
Det samme gør Hanne Andersen.
»Vi ser det som en varig trend, at folk i højere grad vil have deres hund med på ferie. Derfor arbejder vi løbende på at udvikle nye ture. Vi forventer, at vi kommer til at se endnu flere specialdesignede ture med fokus på hundevenlige løsninger,« siger hun og fortæller, at de i stigende grad tilpasser turene, så de er hundevenlige
Det kan være vandreruter, hvor der måske er trapper eller underlag undervejs, som ikke er rare for hunden at gå på. Her laves der alternative ruter for hunde.
»Vi tilpasser turene, så både to- og firbenede får den bedste oplevelse,« forklarer hun.

7 aktive rejser med hund
Fra Dolomitterne til Gardasøen
Vandretur gennem Sydtyrol og æbleplantager, vinmarker og alpelandskab samt pilgrimsstedet Saint Romedio.
»Et af de mest populære steder at tage på vandreferie, og derfor eftertragtet for mange også at kunne have hund med,« siger Daniel Kirknæs Færk.
8 dage fra 7.990 kr. hos Bering Travel.
Historiske Harzen
En populær destination for vandre- og naturelskere med start og slut i middelalderbyen Goslar. Vandreturen følger den legendariske Heksenes Sti gennem skove, højmoser og Harzens højeste bjerg, Bloksbjerg (Brocken, 1.142 m).
»Harzen har længe været populært, og det ligger ikke langt fra Danmark, så det er nemt at nå til,« siger Hanne Andersen.
5 eller 7 dage fra 6.600 kr. hos Vagabond Tours.
Rund om Zugspitze
Mount Zugspitze er Tysklands højeste bjerg (2.962 m), og en populær destination. Vandr gennem alpine enge, Gaistal-dalen og kryds Partnach- og Leutasch-kløfterne på træbroer, som ligger 40 meter over vandet. Turen inkluderer kabelbaneture.
»Turen starter og slutter samme sted – en fordel, hvis man tager bilen derned,« siger Daniel Kirknæs Færk.
7 dage fra. 6.390 kr. hos Bering Travel.
Familievenlig vandring
Østrigs Salzkammergut-region byder på flere vandreruter, som kommer forbi bjergsøer, frodige enge, små byer og traditionelle bjerghytter. Sværhedsgraden veksler fra let til moderat, og ruterne er også børnevenlige.
»Jeg gik den uden problemer med mine børn, da de var syv og ni år,« siger Daniel Kirknæs Færk.
Ture fra 5-8 dage hos Bering Travel og Vagabond Tours. Priser fra 6.500 kr.
Bornholm rundt
Smuk vandretur langs 120 kilometers bornholmsk kystlinje med klipper, sandstrande og skove, forbi Hammershus, Døndalens vandfald og mere end 30 havnebyer. Bagagen køres hver dag til næste overnatningssted, hvilket gør vandringen let.
»Det er en relativ ny mulighed at have hund med, hvis man vil vandre langt,« siger Hanne Andersen.
9 dage fra 9.550 kr. hos Vagabond Tours.
Fra Verona til Gardasøen
Følg i Romeo & Julies fodspor gennem Verona og oplev vinmarker, antik arkitektur og maleriske landsbyer. Indkvartering på trestjernede hoteller.
»Det er en meget populær tur, som er helt særlig, men her bliver varmt om sommeren, så man skal være ekstra opmærksom på potebeskyttelse til hunden,« siger Daniel Kirknæs Færk.
5 dage fra 6.590 kr. hos Bering Travel.
Klarelven på tømmerflåde – eller Svarelven i kano
Start turen med en vildmarkscamp og lær at binde knob og halvstik. Byg herefter selv (under kyndig vejledning) en tømmerflåde og sæt kurs ned ad Klarelven med telt og proviant om bord. Læg til ved bredder eller små campingpladser og overnat i telt eller hytte.
»Klarelven har i mange år givet mulighed for at tage hund med, og det benytter mange sig af, for det er en nem og dejlig måde at have sin hund med på,« fortæller Hanne Andersen.
5 dage fra 4.200 kr. hos Vagabond Tours.
Vil du springe byg-selv-arbejdet over, kan du nuppe en kanotur på Svartelven og padle gennem skove og søer og nyde stilheden.
4 dage med let til moderat sværhedsgrad. Fra 1.700 kr. hos Vagabond Tours.
REJSETIPS
Rejser med hund
Før du booker en rejse med din hund, bør du sikre dig, at der er styr på dens papirer. Kravene varierer fra land til land, men typisk skal den have et EU-hundepas udstedt af dyrlægen, gyldige vaccinationer og være registreret i Dansk Hunderegister.
Husk altid at oplyse, at du rejser med hund, når du booker dit ophold, da der kan være lokale restriktioner.
Vil du vandre langt med din hund, er det en god idé at træne hjemmefra. Race og alder kan have betydning for, hvor langt den kan gå. Spørg din dyrlæge, hvis du er i tvivl.
Sørg for at have daglig proviant (vand og mad/snacks) og førstehjælpskit med på turen til din hund – f.eks. flåtfjerner og desinficerende middel til små sår.
Husk potebeskyttelse og evt. mundkurv eller transportkasse, hvis der er lokale restriktioner.
Skal I til vands, er det dit ansvar at sørge for redningsvest til din hund.
Find tjeklister og anbefalinger til rejsen med din hund hos Vagabondtours.dk og Beringtravel.dk – og tjek altid med dyrlægen, hvis du er i tvivl.
Coverbillede: Florian Trykowski/Tourismusverband Sächsische Schweiz Florian Trykowski
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 4. april 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste aktive ferie? Find flere artikler her

