En cykelferie fra Bordeaux til Toulouse er en gastronomisk rejse gennem frodige tomatbyer, duftende æblelunde og et vaskeægte sveskeparadis.
Vi er fire velvoksne motionister, som har besluttet, at vi vil cykle fra Atlanterhavet til Middelhavet. Nå ja, turen skal foregå over to sæsoner, så i første omgang vil vi tage strækket fra Bordeaux til Toulouse. Den del af turen går langs en kanal, som hedder Canal de la Garonne. Det er cirka 300 kilometer på lejede cykler, og bagagen bliver fragtet fra by til by, så vi skal sådan set bare fragte os selv fra sted til sted. Det lyder overkommeligt.
Vi studerer det tilsendte materiale på vores app og opdager så, at der står ADVARSEL: ingen cafeer eller spisesteder undervejs de første to dage. Hvad? Er vi ikke i Frankrig, landet som man burde kunne spise og drikke sig igennem? Men nej, den er god nok. Der venter en seng for enden af dagsetaperne, men formiddagskaffe og små bistroer er som sunket i jorden, når vi ser på kortene.
Så vi må i Carrefour. Bordeaux er ligesom andre større franske byer velforsynede med supermarkeder, og belæsset med drikkevarer, brød, paté, pølse og ost triller vi ud i landskabet.
Da den første lettere panik har lagt sig, dukker der ret hurtigt en fin lille bistro op i en nedlagt jernbanestation med fadøl og østers på spisekortet. Ro på. Resten af dagen spiser vi af vores medbragte madposer.
Vi cykler i starten på en nedlagt jernbanelinje, som fører os sikkert gennem et landskab af skov og vinmarker. Ud på eftermiddagen når vi – efter at have forceret en høj bakke – den lillebitte landsby Courpiac med 126 indbyggere, en borgmester og ingen forretninger, hvor vores logi på en lille gård. Der er frugter på træerne, køer og tyrekalve på markerne og i haverne render gæs og ænder rundt.
Det viser sig, at der er middagsmad med i vores ophold her, og vi lyser straks op. Vi får at vide af værtinden, at hendes mor har maden parat klokken 19.30 i spisestuen. Renskurede og til tiden indtager vi vores pladser ved spisebordet, suppen kommer ind akkompagneret af en vandkande og en karaffel vin til deling.
I rask tempo følger oksesteg, som har været tilberedt over mange timer og en meget sød creme caramel.
»Tak for mad,« siger vi, og så er det op på værelserne. Vi føler os som børn, men vi er trætte, så pyt med at det kniber med pladsen, og at der ikke er noget at tage sig til langt ude på landet.
Mad og drikke
Herefter går turen de følgende dage langs Canal de la Garonne, og det viser sig hurtigt, at Frankrig lever fint op til sit renomme, som spisekammer og vinkælder, og vi kommer til at begive os ud på en gastronomisk Tour de Sud-Ouest France uden fare for at dø af tørst eller sult. Kanalen følger den mægtige Garonne-flod, som får vand fra Pyrenæerne. Strækningen er nem for cyklister, og for bilfolket er der adskillige muligheder for et pit-stop, hvor naturen og spisekortet kan nærstuderes.
Canal de la Garonne blev anlagt i årene fra 1839-1856, og den skulle bruges til at transportere tømmer, vin og andre varer ud til kysten. Kanalen forbandt Canal du Midi, som solkongen Ludvig 14. havde fået anlagt i 1600-tallet fra Middelhavet til Toulouse, med Atlanterhavet. Det var en kæmpe gevinst, så skibene ikke skulle sejle syd om Spanien med deres gods.
Indtil Canal de la Garonne blev anlagt, brugte skibene Garonne, men den store flod var både lumsk og svær at sejle opad. Det var en stor ingeniøropgave at finde ud at få vand til at løbe konstant i kanalen, og tusinder af arbejdere gravede kanalen ud og byggede sluser med tilhørende slusehuse. Det var også nødvendigt at føre kanalen over veje og slugter med floder, derfor blev der bygget akvadukter, som fungerer den dag i dag.
Der blev også anlagt en sti og plantet platantræer langs kanalen. Stien blev i starten brugt til, at heste kunne trække bådene gennem kanalen, i dag er stien blevet til en cykelrute. Hestene blev afløst af dampskibe og senere dieseldrevne fragtbåde. I dag er der kun lystbåde på kanalen, og mange lejer en motorbåd til en ferie på kanalen, som om sommeren bringer mange turister til egnen.
Når man følger Canal de la Garonne på cykel, til fods eller i bil, vil man opleve et af Frankrigs mest frodige og afvekslende landbrugsområder. Det er som en åben kogebog at bevæge sig fra Bordeaux mod øst til Toulouse.
Det er en rig egn og fællesnævneren er en joie de vivre, livsglæde, som er let at opleve i selv de mindste byer. Der er et endeløst antal af festivaler, byfester og fejringer af høsten af de mange lokale afgrøder. Som forbipasserende gæst er det ikke sikkert, man lige støder ind i en fejring, men så kan man glæde sig over de lokale markeder og nyde paletten af mad og drikke.
Turen fra Bordeaux er en odysse gennem nogle af Frankrigs kendte vindistrikter. Det første stykke vej er vi i et område, der hedder Entre-deux-Mers. Det ligger mellem floderne Garonne og Dordogne og er et af de største i Bordeaux, men vinene herfra er ikke nær så kendte som rødvinene fra nærliggende Saint Émilion.
Jordbunden er af en anden beskaffenhed, og det er især hvide vine, som kommer fra Entre-deux-Mers. Efterhånden bliver der længere og længere mellem vinrankerne, landskabet bliver mere kuperet, her er kvæg, der græsser, og majs på markerne.
Lige gader og overdækkede markeder
Efter Courpiac er Sauveterre-de-Guyenne et stop værd for rejsende med historisk interesse. Byen er et skoleeksempel på enbastide. Det er et fransk udtryk for en by, som er anlagt med lige gader og arkader rundt om byens torv.
Mange af husene er med bindingsværk og kan dateres tilbage til for mellem 500 og 800 år siden. Byen blev grundlagt i 1281 af den engelske Kong Edward 1. Englænderne herskede nemlig over området dengang.
Vores rute går nu ned til Garonne og den tilhørende Canal de la Garonne. Undervejs kommer vi igennem byen La Réole, som ligger ved Garonne. Det er en af de helt gamle byer langs floden, og den har været et lokalt center siden middelalderen.
Byen ligger højt oppe over floden med sine smalle gader og gamle huse, som kan dateres næsten 1.000 år tilbage. Byen huser en stor gammel klosterbygning, et par spisesteder og forretninger, men ellers er La Réole en by, som kan opleves på et kort stop.
Vejen ud af byen går over en gammel hængebro i jern. Den er konstrueret af den senere så berømte arkitekt Gustaf Eiffel, som stod bag det store tårn i Paris.
Efter Réole følger cykelruten Canal de la Garonne lige til Toulouse. Det grænser til det monotone at cykle med kanalen på den ene side og platantræerne på den anden side dagen lang. Vandet i kanalen flyder meget langsomt, af og til passerer en motorbåd, der er fugle, frøer og af og til en slange, som stikker hovedet op over vandet.
Solen glimter mellem træstammerne, og der breder sig en ro over cykelfolket. Bag træerne er der marker med alverdens afgrøder, og jo nærmere vi kommer på Marmande, des mere ligner det en stor køkkenhave med frugt og grønt og ikke mindst tomater.
Marmande er en livlig by uden de store seværdigheder men med mange bindingsværkshuse og forretninger. Byen kalder sig selv for »Frankrigs tomatby« nummer et.
»Marmande er en god by, men her sker ikke så meget,« siger værtinden på vores hotel. »Men vi har tomater, og vi har sågar en årlig tomatfestival.«
Kærlighedsæblerne
Tomaterne har en lang historie i byen, og før i tiden blev de kaldt for Pommes d’Amour, kærlighedsæbler.
Ifølge skrønerne var det en ung mand, som var ulykkeligt forelsket i Ferlan, en pige fra Marmande, som bragte tomaterne med sig hjem efter en rejse til Amerika. Han lagde hver dag en tomat foran pigens dør, indtil hun en dag sagde: »Hvad hedder dog den smukke frugt, som du hver dag bringer til mig?« Han svarede: »Indianerne kaldte den tomat, men jeg kalder den for Ferlan til minde om dig, fordi den er så smuk.« Ferlan kastede sig i hans arme, og erklærede, at vi skal kalde den for kærlighedens æble.
Tomatplanterne blev hurtigt populære og erstattede vinstokkene som den vigtigste afgrøde. I dag er tomaten sommerens stjerne i byen, og den er overalt på markederne og ikke mindst ved den årlige festival den tredje weekend i august.
Tomaterne er af en særlig sort, som er en mutation af flere kendte tomatsorter. Det er store madtomater med folder, som vi bedst kender som bøftomater. De er søde, faste og let parfumerede. De lokale beboere bruger tomaterne som carpaccio i tynde skiver, i salat, til sammenkogte retter og som tilbehør til drinks.
Efter tomaterne kommer sveskerne, fristes man til at sige og så tilføje … og æblerne. For hele strækket videre mod øst er der frugtplantage efter frugtplantage på markerne mellem Canal de la Garonne og floden La Garonne. Frugttræerne står i snorlige rækker, ofte med et net over for at beskytte dem mod vejr og insekter. Det er som en endeløs parade af træer med kiwier, blommer, pærer, kirsebær, abrikoser, nødder og æbler.
Vi stopper et sted, hvor høsten af æbler er i gang. Frugtplukkerne stikker os en kurvfuld af de største grønne Granny Smith-æbler, jeg kan mindes at have set. Æblerne fra den frugtbare Garonne-dal er nogle af de bedste i verden – hævder de lokale dyrkere. Den frugtbare jord, fraværet af tung industri og et varmt og fugtigt klima får hele området til at virke som en paradisets frugthave.
Søde svesker
Men allerøverst i frugtpyramiden er måske sveskerne fra den by vi nærmer os, nemlig Agen. Det er sveskebyen over dem alle. Svesker er jo tørrede blommer, og rejser man til området, er det nødvendigt med et kort franskkursus. En blomme hedder une prune, en sveske un pruneau. Så er vi klar til at gå på markedet. Blommerne fra Agen har et højt sukkerindhold, og de kan blive siddende på træet, indtil de er helt modne uden at rådne.
Derfor er både blommerne og sveskerne lige til at spise og smager så godt. De bliver ikke først modnet lang tid efter, de er høstet.
Langt de fleste franske svesker kommer fra egnen omkring Agen, og de er verdensberømte for deres fylde og sødme. Det er ikke for ingenting, at kombinationen af and, svesker og æbler er en delikatesse her fra Sud Ouest.
Ovenpå turistkontoret ved den hyggelige Place des Laitiers i Agen er der en særlig sveskeudstilling, hvor man på sommeronsdage kan høre om sveskernes historie, og på det overdækkede marked er der en særlig sveskehandel med svesker på 1.000 måder i l’Epicerie Pruno. Har man ikke fået nok er der i nærheden både et sveskemuseum og en sveskefarm i Lafitte sur Lot, 20 kilometer fra Agen.
Agen er i sig selv en livlig og lidt større by, som med sine mange spisesteder og forretninger
er et godt sted at tilbringe et døgns tid. Byen ligger lidt oppe over Garonne og kommer man på cykel, skal man over en af byens helt store seværdigheder, nemlig den 600 meter lange akvadukt, som leder kanalen over Garonne-floden. Det er en særpræget oplevelse at krydse floden på en bro med vand, og som cyklist er broen så smal, at det er bedre at stå af end at risikere at falde i det grumsede kanalvand.
Leopoldines villa
Mætte og med lidt trætte ben er næste stop Moissac, som både er hyggelig og har et stort torv med et af egnens største markeder. Turen lakker mod enden, men inden da venter en usædvanlig hoteloplevelse i den lille bastide Grenade, 30 kilometer udenfor Toulouse.
Bag en rød port gemmer Villa Leopoldine sig nemlig. Leopoldine var datter af en højtstående fransk militærmand og diplomat Marechal de Pérignon, som ejede palæet, der nu huser Villa Leopoldine.
I foyeren bliver tonen slået an. En statue af en kvinde i en gylden selskabskjole med en lampe på hovedet byder velkommen ved siden af et turkis sofaarrangement med overdådige lamper og palmer, ved receptionen står et par ski henslængt helt umotiveret, i stuen står der mellem et billiardbord, en roulette og to klaverer en scooter. Det ligner en rodebutik, men hurtigt virker det storladne hotel som det mest selvfølgelige i denne verden.
Vi sætter os i en af de små sofaer, inden vi stiger op på første sal, hvor værelserne er på størrelse med balsale. Indenfor venter et varmt karbad, før vi indtager aftensmaden på den lokale bistrot les Zinzins du Zinc, hvor der er levende musik med franske viser fredag aften.
Her går hele turen op i en højere enhed. På spisekortet står der klassiske retter fra egnen: entrecôte, magret de canard (andebryst) og lam med lokale grønsager og vine til.
Bon appetit!
Coverbillede: Teddy Verneuil Lezbroz
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 4. april 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste aktive ferie? Find flere artikler her
