Paradis på 15.000 kilometer kyst: Insider-guide til New Zealands bedste strande

Ninette Birck bor hvert år fem måneder i New Zealand, hvor sommeren, varmen og de lyse aftener indfinder sig i vores vintermåneder. Og det hun elsker allermest er ørigets skønne, alsidige strande.

Følelsen af sol og en mild brise mod huden. Duften af saltvand og sand, der bliver varmt. Lyden af bølger, der kan spænde fra de mindre og skvulpende til de voldsomt brusende: Jeg elsker stranden.

Og jeg kan godt leve med, at der sniger sig sand med ind i huset, på sæderne i bilen eller sågar mellem tænderne, hvis det betyder, at jeg kan være på stranden. For der er kun få ting, der er bedre til at få mig til at være i nuet, som alle de sanseindtryk, der hører med til en strandtur. 

Det er en af de væsentlige grunde til, at jeg har givet mig selv en 7-5-ordning; syv måneder om året er jeg i Danmark. Den resterende tid er jeg i New Zealand, hvor jeg blandt andet vandrer i naturen og bruger tid på at øve mig i maoriernes flettekunst raranga. Og så udforsker jeg nye spændende steder, ikke mindst strandene. 

New Zealand har en samlet kystlinje på 15.000 kilometer, og selvom det er et relativt lille land, er det stadig nok til at indtage en 9. plads over verdens længste kystlinjer. Og der er masser af skønne strande at vælge imellem. 

Grundlæggende kan man sige, at Nordøens strande har et mere subtropisk klima, hvor både luft- og vandtemperaturen får et nyk opad. Sydpå kan man ofte opleve et spændende dyreliv, hvor hvilende sæler er strandgæster blandt vilde klippeformationer, og hvor der kan spottes delfiner, pingviner og albatrosser.

Strand til kæresten

Min kæreste og jeg er i den spæde begyndelse af vores forhold. Han er rejst til New Zealand for at tilbringe tid med mig, og det er ikke ligefrem fordi, han længe har drømt om at besøge New Zealand. 

»Jeg er her, fordi Ninette er her,« siger han til mine venner, når han bliver spurgt om, hvorvidt han kan lide landet. Han er allerede ved ankomsten blevet overrasket over den anderledes dialekt, som newzealænderne taler med.

Et par gange er han også kommet til at omtale landet som Australien, hvilket aldrig falder i god jord, men alligevel er morsomt. Newzealænderne tager det som en hyldest til kærligheden, at han sådan er fulgt efter mig uden helt at vide hvortil.

Vores første stop er flækken Waiomu på halvøen Coromandel. Waiomu ligger på en fantastisk smuk vej, der følger halvøen usædvanligt kystnært. Stranden i Waiomu er meget stenet og lavvandet, og det er vanskeligt at få sig en ordentlig dukkert.

Til gengæld har jeg fundet og booket en airbnb-lejlighed med et soveværelse i et tårn, så vi fra sengen har næsten 360 graders udsigt til havet og solnedgangen. Jeg har også fundet spiselige østers på stranden, hvor vi også så døde hammerhaj- og rokkeunger.

Det er på vej mod vores næste længere stop, surfbyen Mount Maunganui, at min kæreste forsigtigt spørger: »Kan jeg få strand?« Jeg svarer smilende og eftertrykkeligt »Ja!«

Mount Maunganui

Mount Maunganui har ligesom mange strandområder i Danmark udviklet sig fra at være et lille sommerhusområde med simple træhuse til en magnet for folk med penge og hang til det gode liv. 

Byen ligger på en tange med vand til begge sider. I bugten Pilot Bay er der en kilometerlang sandstrand med surfbølger og solopgang mod vest og en børnevenlig badestrand med vandcykeludlejning mod øst. Her er nyanlagte boardwalks i klitterne, caféer på strandvejen, elcykeludlejning og en campingplads med havudsigt.

Hvis man ønsker en aktivitet, der får pulsen op, kan man gå eller løbe op på selve »the Mount« eller Mauao, som er en klippeknold, der engang var en vulkan, og som rejser sig op i over 200 meters højde i den nordlige ende af tangen.

Vi lejer et hus så tæt på vandet, at man kun lige skal krydse vejen og gå ned ad en sti, og så er man allerede i klitterne med det brandvarme, hvide sand under fødderne. Om natten kan vi høre bølgerne gennem det åbne soveværelsesvindue.

Vandleg kender ingen alder

December i New Zealand svarer til juni i Danmark, og vandtemperaturen er stadig til den kølige side. Vi smutter derfor forbi Torpedo7, landets største sportsforretningskæde, for at købe våddragter. Bagefter går vi hen til Boogie-boardene, som er forstadiet til at surfe og fungerer for alle, børn såvel som ældre, fordi man ligger på det og ikke skal forsøge at rejse sig, som på et surfbræt.

Og måske er det sådan, at alder bliver underordnet, når man er på et boogieboard. For senere, da vi har fulgt ekspedientens råd og købt et til os hver, ser jeg den barnlige glæde lyse ud af ansigtet på min kæreste.

Vi står i vand til livet og timer vores afsæt perfekt på den samme bølge, så vi skubbes helt ind på det lave, og rejser os, inden den næste bølge skyller over os. Sjældent har jeg set en voksen se så glad og tilfreds ud.

Den sidste morgen i det lejede hus fylder vi kaffe i en termokande og tager den og et tæppe under armen. Vi sætter os på stranden og ser på solopgangen og surferne ude på vandet, mens vi aftaler, at når vi kommer retur næste sommer, er det på sin plads at booke et surfkursus.

Den vilde vestkyst

Langt mod nord på nordøens vilde vestkyst ligger 90 Mile Beach. Her er sandet pakket nok til, at man kan køre i bil på det. Selv i en almindelig bil, hvis man da tør og har 100 procent styr på tidevandet. Det gør og har vi. Heldigvis, for det blæser i dagevis. Sandet fyger og havskum blæser forbi os, men bilen beskytter, både når vi holder stille og drikker kaffe, og når vi triller af sted i adstadigt tempo uden hænderne på rattet. 

Vi har booket os ind på »Ahipara top 10 Holiday Park«, hvor vi bor i telt. Vi laver mad i fælleskøkkenet, hvor vi snakker med andre gæster, hvoraf mange er surfere, og får inspiration til små udflugter i området. 

I en af teltlejrene bor en storfamilie bestående af flere generationer og grene, og som tæller hele 25 børn og voksne. Som så mange andre newzealændere på sommerferie ankommer de i firehjulstrækkere med lad, anhængere med trådbur, der er fyldt til randen med udstyr. Sovetelte, pavilloner, toilettelte, grill, campingmøbler, bodyboards, cykler, fiskestænger, surfbrædder. Newzealandske campister går ikke ned på udstyr.

Nogle vandrere fra en af de andre lejre er i gang med at tilbagelægge Te Araroa-ruten. De har taget offentlig transport til toppen af New Zealand, Cape Reinga, hvor man påbegynder den cirka 3.000 kilometer lange markerede vandrerute fra »the Cape« i nord til »the Bluff« i syd. De har ømme fødder og er blevet ret forbrændte.

For nogle år siden fulgte jeg selv ruten i 542 kilometer, men gik mod strømmen fra syd mod nord, og mødte så mange modgående, der syntes, de 88 kilometer uafbrudt strand, der udgør 90 mile beach, var kedelige. »Det var jo bare en masse af det samme,« sagde de.

Derfor anlagde jeg en strategi dengang. Jeg zoomede ind mentalt og så efter opskyllede ting på stranden, der kunne gøre mig nysgerrig. Og så tog jeg billeder af dem. Desuden øvede jeg mig i at gå med lukkede øjne. Eller i at gå baglæns. 

Jeg fortæller det til Te Araroa-vandrerne, som smiler. »Det er et godt råd,« siger en af dem. Jeg ved, at der venter dem mange gode oplevelser forude på den lange rute. 

 Dinosaur-æg på stranden

Andre rejsende, vi har mødt undervejs, har fået os til at love, at vi ikke bare kører forbi uden at stoppe. Det drejer sig om stranden Koekohe, som prydes af de underligste store kugleformede sten, der bliver kaldt Moeraki Boulders. De særprægede sten er skabt ved, at havet for flere millioner år siden har nedbrudt noget af landstrukturen, og så har den geologiske proces massediffusion resulteret i den sfæriske form. Det er svært at forstå, og min hjerne synes mest af alt, at det ligner dinosaur-æg eller noget, aliens har efterladt. 

Fuld af beundring for naturen tager vi videre mod vores overnatningssted ved Shag Point. Og jeg ved næsten ikke hvordan, jeg skal reagere, da jeg næste morgen finder vej ned til vandlinjen ved lavvande og opdager, at også her har naturen lige strøet nogle af de sære kugler rundt i klipperne. Som om den lige vil bevise sin overflod.

Strandstop, hvor som helst

Mine bedste anbefaling til de newzealandske strande er i virkeligheden, at man bare prøver sig frem. For »Random Beach« (tilfældig strand) kan også noget. Og der er masser af græs og skygge og offentlige toiletter på mange af de newzealandske strande. Campingstole og parasoller fås billigt i Bunnings – New Zealands svar på Silvan, så det kan sagtens blive lidt mageligt. 

Vejen snor sig først opad. De lysende grønne bregnetræer strækker sig ud mod vejen. Vi har vænnet os til at køre i venstre side, men er alligevel langsommere i svingene end de lokale. Nu er vi over det højeste punkt, og glimtvis får vi øje på sandstranden i den næste bugt.

Der er hvide, tottede skyer på den blå himmel ude over havet. Vi parkerer langs vejen, når vi atter er tilbage i havniveau. Vi tager den altid pakkede strandtaske med os og nogle kolde drikkevarer fra vores køletaske i bilen.

Vi udvælger vores spot. På græsset i skyggen under et stort Pohutukawa-træ, der med sine krogede grene og sine røde blomster mest af alt minder om egetræer, der har parret sig med julestjerner og er et af de mest ikoniske kysttræer i New Zealand.

Vi breder håndklæderne ud og lægger bøgerne frem. Så går vi til vandkanten hånd i hånd. Der er ikke vilde bølger, så jeg tager mine svømmebriller på. Så kan jeg svømme nogle hundrede meter frem og tilbage langs stranden og måske få øje på en farvet fisk. 

Når vi har fået varmen igen og læst et par sider i bøgerne, går vi en tur.

 Vi sludrer med en hundeejer, der lufter den ekstremt velopdragne firbenede uden snor. »What a gorgeous day,«, siger ejeren. Og vi bekræfter: »Aren’t we lucky?«. For det er vi virkelig, denne dag i november, der ikke hedder noget med lør- eller søn-, og hvor vi hverken befinder os i Danmarks vintermørke eller på arbejde.

Jeg samler en strandskal op og et stykke træ, der er skuret glat af friktionen med sandet. Den har en særlig appel og kommer med i samlingen, der bor i min flettede kurv. Jeg kommer ikke til at kunne huske, at jeg fandt præcis dén skal på dén strand. Men jeg kommer til at huske den stemning, jeg altid er i, når jeg er på stranden. Ro og ligevægt. Ubekymret og i nuet.

Coverbillede: Ninette Birck

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 6. september 2025.

Drømmer du om at rejse til Australien og New Zealand? Find flere artikler her