Safari i Sydafrika: Med løverne som naboer i Entabeni

FRI’s reporter er taget på Big Five-safari i det sydafrikanske naturområde Entabeni. Her kommer han noget tættere på savannens vilde dyr end ventet og bliver klogere på truede arter og naturbeskyttelse.

Vi er halvvejs mellem vores hytte og safarilodgens hovedkvarter, da vi hører brølet. Det lyder umiskendeligt som en løve. 

Vi er til fods. Klokken er 5.30, og savannen ånder fred i morgengryet. Altså lige bortset fra løvebrølet.

Min hustru går i panik, vender resolut om og begynder at småløbe tilbage mod hytten. Det er stik imod regel nummer et, hvis man møder et rovdyr: Lad være med at løbe! Tilbage ved hytten forsøger hun febrilsk at finde nøglehullet i døren. Så lyder der endnu et løvebrøl. Nu kan det ikke gå stærkt nok med at komme ind. For som personalet understregede, da vi dagen før blev vist til rette i hytten: »Hvis I hører et dyr, men ikke kan se det, så gå indenfor.« 

Solen er kun lige ved at stå op, når man tager afsted på safari, for dyrene på den afrikanske savanne er mest aktive, når det ikke er for varmt. 

Derfor er vi stået så tidligt op, så vi kan mødes med de øvrige gæster til en hurtig kop kaffe i lodgens restaurant før morgenens safarikørsel. Men nu udgør løverne et problem, for vi ved ikke, om de er tæt på eller længere ude på den savanne, som vores hytte ligger midt på – uden nogen form for indhegning til at holde vilde dyr på afstand. Min hustru er overbevist om, at de er tæt på, mens jeg tvivler på, at løverne befinder sig lige rundt om hjørnet. Og vi er jo nødt til at bevæge os op til hovedkvarteret, hvis vi ikke vil misse safarien (og kaffen!). Min hustru nægter imidlertid at bevæge sig udenfor hytten.

Gule øjne i græsset

Jeg ender derfor med at gå alene op til hovedkvarteret, hvor jeg forklarer en af rangerne (safariguider, red.) situationen og får ham gå ned og ledsage min hustru. Jeg har ikke set nogen løver på vejen, og Charles, som rangeren hedder, er heller ikke stødt på nogen på sin morgenrunde med lygte rundt om lodgen en halv time tidligere. Så vi er overbevist om, at min hustru må tage fejl. Det er første gang, hun er på safari, så hun er nok bare lidt ekstra nervøs. 

Men for en sikkerheds skyld lader Charles strålen på sin kraftige lygte pege ud i det høje græs, da han og min hustru går ad stien op mod hovedkvarteret. Og der inde i græsset lyser seks par gule øjne pludselig op. 

Løverne ligger bare 30-40 meter fra stien og havde det ikke været for lygten, ville de have været helt kamuflerede i græsset. »Madam, don’t run,« siger Charles roligt, men bestemt, da min hustru igen lægger an til at løbe. Så længe man forholder sig roligt, er der nemlig ikke rigtig fare på færde.

Succesfuld morgensafari

Min kones fornemmelse for løvebrøl viste sig at holde stik, og vi har fået en lille forskrækkelse fra morgenstunden. Det bliver imidlertid blot prologen til en fantastisk morgen på savannen. Løveflokken befinder sig nemlig så tæt på lodgen, fordi den har nedlagt en gnu i græsset lige uden for. 

Da vi kort efter tager plads i den åbne safaribil, skal vi derfor blot trille en kort tur rundt om lodgen for at få første parket til løvernes store ædegilde. Safaribilen holder 15-20 meters afstand til dyrene, og så kan vi og de øvrige gæster ellers bare nyde synet og opleve, hvordan løverne på skift gnaver og flår i den dræbte gnus kød, hviler sig i græsset og nusser med hinanden. 

Det bløde morgenlys og det smukke landskab med savannen og bjergene i baggrunden er med til at fuldende oplevelsen. Sikke en start på vores første gamedrive i Entabeni – et privatejet naturområde i den nordlige del af Sydafrika.

Da løverne er ved at være mætte, og vi alle har taget hundredvis af fotos og videoer af den flotte forestilling, starter rangeren atter landroveren og fortsætter ad de bumpede jordveje længere ind i parken. Vi spotter hurtigt et par sjakaler, der er blevet tiltrukket af lugten fra løvernes drab, og længere ude på savannen – i god afstand fra løverne – kan vi se flokke af impalaer og gnuer. 

Vi passerer en dæmning ved en sø, hvor fire flodheste stikker hovederne op, mens et par store isfugle holder udkig efter fisk fra toppen af et træ. Lidt efter skifter landskabet fra åbne vidder til et tættere buskads, og pludselig dukker to geparder op på vejen foran os. 

Rangeren standser bilen og slukker motoren, så vi kan nyde synet af de elegante dyr i fuldstændig stilhed. Geparderne passerer tæt forbi bilen og fortsætter hen for at drikke vand fra en lille pyt, som har samlet sig i et hul i vejen efter et regnskyl.

Vi føler os meget heldige denne morgen, hvor vi også når at se næsehorn, zebraer og flere andre dyr, inden bilen efter cirka tre timers safari vender tilbage til lodgen. Her venter en lækker morgenmadsbuffet, som vi kan nyde i behagelig skygge med udsigt til savannen. Vi kan ane resterne af løvernes måltid derude.

»Hverdagen« på safari

Vi er tjekket ind på Honeyguide Conservation Lodge, som er den ene – og nyeste – af to lodges, som danske Albatros Rejser driver i Entabeni i den nordlige del af Sydafrika. 

Entabeni er med sine 220 kvadratkilometer lidt større end Møn, og området har et rigt dyreliv, som blandt andet omfatter »the Big Five« – løve, leopard, elefant, næsehorn og bøffel. 

Albatros Rejser åbnede den nye lodge i begyndelsen af 2025 efter at have overtaget stedet fra en anden operatør, og de har foretaget en større modernisering. 

Lodgen har blandt andet fået et helt nyt hovedkvarter med restaurant, udendørs pool, loungeområder og bålplads. På begge sider af hovedkvarteret ligger fem store hytter på stribe med uhindret udsigt til savannen. Der er således kun plads til 20 gæster på den luksuriøse lodge, som drives af et lille, lokalt team, der gør en dyd ud af at forkæle gæsterne med mad, drikke og service. 

Efter morgenens gamedrive og morgenmad har vi som safarigæster »fri« indtil dagens andet gamedrive, som begynder klokken 16. I mellemtiden kan vi slappe af på terrassen i vores hytte med udsigt til savannen, hoppe i poolen, tage en middagslur og nyde frokosten, der ligesom alle andre måltider er inkluderet i opholdet.

Vi kan også booke tid til en massage, gå på opdagelse i en lille butik med farvestrålende afrikanske souvenirs eller bare nyde synet af væverfugle i det store træ ved poolen, hvorfra der er 180 graders udsigt til savannen.

Naturbevarelse i Entabeni

Som navnet antyder, er naturbevaring en integreret del af Honeyguide Conservation Lodge. Albatros Rejser tager del i arbejdet med at bevare Entabenis planter og dyr. Blandt andet ved at bekæmpe en række invasive plantearter. Det arbejde kan man høre nærmere om i en række foredrag, som lodgen tilbyder imellem de to daglige gamedrives. 

Sydafrikanske Nadia Beeslaar har siden 2019 været ansat af Albatros Rejser som naturforvalter i Entabeni, og det er hende, der står for at fortælle om eksempelvis arbejdet med at bevare den sjældne Waterberg Cykas – en art kongepalme, som kun vokser i denne del af Sydafrika og er stærkt truet. 

»Der er mange, som samler cykasser, både her i Sydafrika og i lande som USA og Kina. De bliver indsamlet i naturen og solgt for store summer. Der er kun omkring 2.000 vilde Waterberg-cykasser tilbage, og den største koncentration findes her i Entabeni,« fortæller Nadia Beeslaar. 

I parken arbejder man blandt andet med at rehabilitere cykasser, som er blevet konfiskeret af myndighederne, og derefter genplante dem i området. 

Hovedparten af sin arbejdstid bruger Nadia dog på en anden truet art – nemlig næsehorn. Det karakteristiske Big Five-dyr har været i stærk tilbagegang i Afrika i mange år – især på grund af krybskytter, som alene er interesserede i hornene. Horn fra næsehorn sælges i dyre domme i lande som Kina og Vietnam, hvor det både bruges i traditionel medicin og som et statussymbol. Bestanden af næsehorn i Sydafrika er inden for de seneste ti år faldet fra over 20.000 til omkring 15.000 individer, og i gennemsnit dræber krybskytter mindst et næsehorn om dagen i landet. 

Albatros Rejser samarbejder med et lokalt rehabiliteringscenter om at genudsætte næsehorn, der er blevet reddet – eksempelvis unger, som krybskytter har efterladt efter at have dræbt moren. Entabeni har i dag en større bestand af næsehorn (hvor mange oplyser man ikke af sikkerhedshensyn), og Nadia monitorerer dem dagligt, blandt andet for skader og sygdomme, ligesom hun sørger for, at dyrene bliver delvist fodret med hø og kraftfoder i vintermånederne.

Da Entabeni er et indhegnet og delvist overvåget område, har man ikke haft problemer med krybskytter her i mange år, men man er hele tiden på vagt, for krybskytteri er udbredt i Sydafrika, og krybskytterne skyer ingen midler. 

»Mit job er farligt, for der kan til enhver tid troppe folk op med våben og true mig til at fortælle, hvor næsehornene er,« fortæller Nadia Beeslaar.

Næsehorn og elefanter

Mens vi på den første dags safarier kun ser næsehorn på lang afstand, kommer vi næste dag helt tæt på de fascinerende dyr. Om morgenen kører vi ud på safari i den øvre del af Entabeni – et stort plateau på toppen af den 600 meter høje bjergkæde, som er en del af parken. 

På savannen heroppe græsser flokke af næsehorn, og da vi på et tidspunkt holder stille, kommer tre af dyrene helt hen til bilen. Den ene af dem prøver endda at støde lidt til kofangeren, men opgiver hurtigt igen, da rangeren smækker med bildøren for at skræmme den væk. 

På eftermiddagens safari i den nedre del af Entabeni har vi fokus på et andet Big Five-dyr. Vi håber nemlig at finde nogle af de elefanter, som vi indtil videre kun har set på lang afstand i aftenskumringen. Vi kører på kryds og tværs ad hjulsporene i et hjørne af parken, hvor rangerne har set elefanterne for nylig.

I de første par timer er der stort set ingen dyr at spore på savannen bortset fra de allestedsnærværende antiloper samt nogle ørne og andre fugle. Vi følger et hjulspor, der snor sig gennem et tæt buskads, og lige da vi kommer rundt i et skarpt sving, må rangeren bremse hårdt op. 

Foran os er en større flok elefanter i gang med at fouragere. Der er både voksne elefanter og et par unger i flokken, som har travlt med at æde fra træer og buske og kun bevæger sig langsomt fremad. Rangeren slukker for motoren, så vi helt fredfyldt kan sidde i den sene eftermiddagssol og nyde synet af de enorme dyr.

Indimellem kommer de dog lige lovligt tæt på, men så starter rangeren bilen og bakker nogle meter for at give dem plads. Fra tidligere safarier ved jeg, at man ikke behøver frygte dyrene, så længe man sidder i bilen og forholder sig roligt, og dyrene ikke viser tegn på aggressivitet. Mens de voksne elefanter har travlt med at æde, sjosker ungerne rundt omkring dem og ser lidt kluntede ud, mens de svinger med snablerne. 

Så fik vi endnu en stor oplevelse på dagens safari, og vi føler os overvældede af indtryk, da vi i tusmørket kører tilbage mod lodgen, hvor en treretters middag venter os. Vi går tidligt til køjs, for næste morgen venter flere spændende timer på savannen.

Coverbillede: Jan Aagaard

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. oktober 2025.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Afrika? Find flere artikler her