En overnatning på Icehotel ved Kiruna er helt eventyrlig

Det er en unik, kølig og sjældent lydløs oplevelse at overnatte alene i et værelse på Nordsveriges Icehotel, hvor alt fra vægge, lofter, gulve, senge og udsmykning er skabt af is og sne.

Jeg hader virkelig at fryse. Og jeg fryser let, for jeg lider af en sygdom, der hedder noget så fint som Raynauds sygdom, men som er noget så kedeligt som blodkar, der trækker sig sammen og derfor ikke forsyner fingre og tæer med varmende blod især ved lave temperaturer.

Det giver iskolde og hvide fingre, der til forveksling ligner fingrene på et lig. Derfor var jeg lidt loren ved at rejse 200 kilometer nord for Polarcirklen for at tjekke ind på Icehotel og tilbringe en hel nat i et værelse lavet af is og sove oven på en stor isblok kun beklædt med en relativt tynd madras. 

Alligevel vandt nysgerrigheden over min indre frossenpind, og efter 2 timer og 20 minutters flyvning fra Kastrup til Kiruna i Nordsverige og derfra med bus lidt længere nordpå befandt jeg mig foran det berømte Icehotel lidt uden for byen Jukkasjärvi.

Eller det vil sige foran receptionen, som ligesom en snes hytter på matriklen ikke er lavet af is, men bygget i træ. De behøver derfor ikke, i modsætning til ishotellet, at blive bygget op fra bunden hvert efterår for så at smelte i takt med, at forårssolen brænder igennem.

Fra iglo til Icehotel

Det svenske ishotel slog dørene op  i 1989 og er grundlagt af entreprenøren Yngve Bergqvist. Han kom til Jukkasjärvi i 1970’erne for at stå på ski, og han blev så begejstret for naturen deroppe langt, langt mod nord, at han blev i byen og fik sat gang i et kanocenter, hvor besøgende blandt andet kunne rafte i den lokale Torne-elv. 

Den samme flod leverede i 1989 leverede is til en isskulptur-festival, som Yngve Bergqvist også stod bag. Festivalen foregik i en 250 kvadratmeter stor iglo. Der kom så mange gæster for at se på isskulpturerne, at der manglede værelser til leje, og så foreslog en gruppe besøgende, at de da bare kunne sove i igloen. 

Yngve Bergqvist udstyrede de modige mennesker med varme soveposer og krydsede så ellers fingre for, at de overnattende gæster ikke var for blå om læberne næste morgen. Det var ikke. Tværtimod havde de sovet tungt og godt og var blevet en mindeværdig oplevelse rigere. 

Den innovative entreprenør fik herefter ideen til sit Icehotel, som var verdens første af sin slags. Efter flere succesfulde sæsoner udvidede han konceptet med en afdeling af ishotellet, der også eksisterede i sommerhalvåret. 

Siden 2016 har det derfor været muligt at tjekke ind på en helårsudgave af ishotellet, der udover bar, biograf og udstillingsområde også har tyve suiter med tilhørende opvarmet badeværelse.  Solcelle-genereret elektricitet gør det muligt at holde gang i isen henover sommeren.

Isblokkene, der bruges til at vedligeholde helårs-ishotellet, og som anvendes til at bygge det originale Icehotel hvert efterår, bliver hugget ud i blokke fra Torneelven, der takket være den meget nordlige placering bliver bundfrossen om vinteren.

Nordlyssafari på snescooter

Jeg har ikke fået nøgle til en af suiterne med varmt badeværelse, men i stedet til et isværelse i det helt og aldeles uopvarmede Icehotel. Godt nok først efter at have tilbragt første nat i en opvarmet hytte lige ved siden af ishotellet. 

Første aften skal jeg på en 4-5 timer lang nordlyssafari, hvor jeg på snescooter kører efter en række af andre snescootere ud i aftenmørket hen over den frosne elv og ind i vildmarkens skovterræn. Det er minus tyve grader, og en god blæst sørger for, at chillfaktoren føles som minus tredive.

Det grønne himmelfænomen er efter sigende allerbedst at se lige netop her i Lapland, så forventningerne er skyhøje. Desværre er det mere grå skyer med meget lidt grønt, der fylder himlen denne aften. Selv så højt mod nord er der ingen garanti for at se nordlys med det blotte øje. 

Til gengæld fanger min iPhone det grønne skær, for et kamera, og især dem hvor du kan skrue op for ISO’en og fotografere med lang lukkertid, fanger lyset bedre, end det menneskelige øje er i stand til. 

Udflugten er trods fraværet af grønne himmelstrøg ret magisk, for stjernerne er klare, mørket meget mørkt, og det er lang tid siden, at jeg har været så langt væk fra alfarvej.

Ved midnatstid er vi vel hjemme igen, og jeg må indrømme, at det passer mig godt, at jeg og mine kolde knogler skal sove i en isoleret hytte frem for i de minus fem grader, som alle værelser i Icehotel har som konstant temperatur.

Dyb søvn på isslottet

Et døgn senere er der ingen kære mor. Jeg skal sove koldt, som det hedder på stedet. Efter grundig instruktion i, hvordan jeg skal smyge mig ned i først et inderlagen og derefter selve soveposen og lukke den godt til omkring ansigtet, er jeg klar. Med soveposen under armen går jeg ind i ishotellets gange. Jeg kan ikke se eller høre andre mennesker, men finder frem til mit værelse, der ikke ligger bag en lukket dør, men bag et enkelt forhæng. 

Hver suite eller værelse i ishotellet er unikt dekoreret med udskårne figurer og detaljer. Mit værelse er fuld af krukker stillet på sirlige hylder, alt sammen formet i is. Jeg har fået anbefalet bare at sove i ét lag lange uld-underklæder, men jeg kan ikke få mig selv til at tage noget tøj af, så jeg kravler ned i soveposen med både skibukser, skijakke, elefanthue og vanter og strammer soveposen til. 

Lyset slukkes, og så ligger jeg ellers dér i mørket i mit eget is-univers og lytter til stilheden. Der er faktisk stille i en grad, som jeg aldrig har oplevet før, og der går ikke længe, før jeg falder i dyb søvn og vågner først otte timer senere. 

Vanterne må jeg have taget af i søvne, men det gør ingenting, for jeg er hverken for varm eller kold, men lige tilpas, og jeg har følelsen af, at jeg sagtens kunne tage en nat mere samme sted. Jeg kravler ud af soveposen, tager vinterstøvlerne på og går lidt rundt i hotellets labyrintiske og stadig tomme gange.

Omgivet af fantasifulde isskulpturer går jeg forbi hotellets største rum, hvor der hver sæson er adskillige par, der bliver viet under en enorm lysekrone lavet af iskrystaller. Her under lysekronen føler jeg mig som Elsa i Disney-klassikeren Frost. Alene på mit slot, dog uden magiske kræfter, men i stedet med udsigten til snart at skulle tjekke ud. Heldigvis ved jeg, at oplevelsen på det her helt særlige sted vil blive i mine tanker lang tid fremover.

Coverbillede: Julie Vöge

FRI var inviteret af Spies, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 4. oktober 2025.

Ønsker du mere inspiration til din næste aktive ferie? Find flere artikler her