Flodkrydstogter vinder frem som et roligere alternativ til havets kæmpeskibe, og flere rejsende vælger at sejle ud på floderne, der skærer gennem idylliske landskaber og historiske bykerner – eller kombinere sejladsen med en hobby eller passion, hvad end det er golf eller gastronomi.
Rhinen, Donau, Seinen. Nilen, Amazon, Mekong. Lange floder, som i årtusinder har været vores vigtigste færdselsårer – ruter for handel, magt og idéer.
Langs bredderne voksede byer og civilisationer frem, længe før verdenshavene blev scene for global søfart. I dag tiltrækker floderne sig igen opmærksomhed.
Flodsejlads er blevet en populær måde at rejse tæt på landskaber, historie og hverdagsliv. En langsom og mere intim rejseform, som flere og flere får øjnene op for.
En ferieform med vind i sejlene
»Interessen for flodkrydstogter er stigende, og flere efterspørger denne rejseform frem for det klassiske krydstogt til havs,« siger Kenneth Koustrup Christiansen, Head of Cruise Operations hos Nyhavn Rejser.
Også hos Albatros Travel oplever man voksende efterspørgsel.
»Vi ser hvert år en stigning på de europæiske floder. Kunderne booker tidligere, og flodkrydstogterne tiltrækker både tidligere krydstogtrejsende og dem, der søger en let og overskuelig ferie med mange oplevelser,« siger Ivan Bøgeskov, Product Manager hos Albatros Travel.
Ifølge brancheorganisationen Cruise Lines International Association er flodkrydstogter globalt vokset med 10–15 procent årligt det seneste årti. Nye skibe og ruter kommer løbende til.
En af dem er amerikanske AmaWaterways, som i 2026/27 sender skibet AmaSofia ud på Rhinen og Donau, og direktør Catherine Powell har en klar karakteristik af det, der gør flodkrydstogter særlige.
»Oceaner tager dig til lande, mens floder tager dig igennem dem,« forklarede hun i efteråret til den canadiske avis The Globe and Mail.

Hvorfor vælge flodkrydstogt frem for havets kæmpeskibe?
Og det er netop det, flodkrydstogterne gør – tager dig helt tæt på et land, en region, en kultur.
På Douro-floden sejler man gennem Portugals UNESCO-fredede vinlandskaber og portvinens hjerteland med mulighed for at besøge vingårde og smage de dyrebare dråber.
Langs Seinen åbner ruten sig mod Bourdeaux’ vinmarker og kombineres oplagt med vinsmagning, mens Donau fører sine rejsende gennem historiske hovedstæder som Wien, Budapest og Bratislava og deres dramatiske historier.
På Nilen kredser togtet om templer og monumenter, der har ligget ved floden i årtusinder, og i Holland glider skibet af sted skibene langs farverige tulipanmarker og gør stop ved de store blomstermarkeder.
Samtidig vokser udbuddet af specialiserede flodkrydstogter, hvor rejsen bygges op om en specifik passion – cykelcruise på Donau med tohjulede ture langs floden, golfcruise på Seinen med tee-tid ved en stribe golfbaner langs floden eller temarejser med fokus på f.eks. gastronomi eller historie.
»På et flodkrydstogt sætter man farten ned. Man glider gennem landskabet og bliver næsten en del af omgivelserne. Vi sejler direkte gennem smukke byer og kan nyde de varierede landskaber fra skibets dæk,« forklarer Ivan Bøgeskov og tilføjer:
»Det er en helt anden rejseform end de store krydstogter på Middelhavet. Det er mere intimt, mere nærværende og langt mere oplevelsesdrevet. De mindre skibe giver adgang til byerne på en måde, som de store skibe ikke kan. Vi lægger til hver dag – ofte midt i historiske bykerner – og oplevelserne begynder i samme øjeblik, man går i land. Historien ligger bogstaveligt talt lige på den anden side af landgangsbroen.«

Skibene skal kunne sejle under broer og gennem sluser og er derfor langt mindre end klassiske krydstogtskibe. Typisk er der plads til 150-200 passagerer.
Det gør også stemningen om bord langt mere intim, forklarer Kenneth Koustrup Christiansen.
»Man får typisk flere stop, kortere afstande mellem dem og en mere dybdegående oplevelse af det enkelte land eller region. Hvor havkrydstogter ofte fokuserer på skibet som destination i sig selv, er flodkrydstogtet i højere grad destination- og kulturfokuseret, siger Kenneth Koustrup Christiansen og fortsætter:
»Samtidig er flodkrydstogter ofte meget bekvemme. Man bor det samme sted hele rejsen, pakker kun ud én gang, og udflugter er ofte inkluderet. Det tiltaler rejsende, som gerne vil opleve meget – uden at det føles hektisk.«
Han fortæller også, at flodkrydstogter generelt tiltrækker rejsende, der prioriterer kultur, landskaber og historie frem for underholdning og store faciliteter. For mange bunder det i et ønske om nærhed og overskuelighed.

Hvem rejser på flodkrydstogt i dag?
I takt med at der kommer flere og mere specialiserede flodkrydstogter, tiltrækker rejseformen i stigende grad også nye rejsende. Hvor passagererne på især de europæiske floder tidligere primært var ældre, appellerer de intime krydstogter og den langsomme måde at opleve et land på flere generationer.
På store oceancruises tilbydes der typisk alt fra swimmingpool og fitness til et væld af shows og restauranter om bord. Opholdet om bord på et flodkrydstogt er mere afdæmpet.
»Her nyder man livet på en anden måde. Man kan sidde i en panoramasalon med en kop kaffe i ro og mag, mens vinmarker, kirker og småbyer passerer skibet. Det er jo et panorama, man aldrig vil få på havet. På de små skibe opstår der også et helt andet forhold til personalet ombord. Skibet er mindre, og der bliver en mere intim stemning,« siger Ivan Bøgeskov og understreger, at det også gør, at man kommer tættere på både de medrejsende og de ansatte.
Det gør oplevelsen mere personlig, påpeger Kenneth Koustrup Christiansen.
»Kahytterne er ofte mindre, men udsigten og roen opvejer for mange dette. Flodkrydstogter handler mindre om underholdning og mere om indhold, nærvær og oplevelser i land,« siger han.

9 flodkrydstogter, der kan tage dig på nye eventyr
1. Guadalquivir i Sydspanien
Guadalquivir kaldes ofte Andalusiens livline. Floden snor sig gennem et landskab præget af romerske ruiner, mauriske vandingsanlæg og byer fyldt med kulturhistorie.
Rejsen går fra Sevilla med sit ikoniske mauriske tårn, jødiske kvarter og livlige gader til Cádiz – grundlagt omkring 1100 f.Kr. og regnet for Europas ældste by.
Undervejs er der også udflugter til Córdoba og Granada med det verdensberømte Alhambra.
Se det 8 dage lange cruise med dansk rejseleder hos Albatros.

2. Amazonfloden gennem Peru
Amazonfloden er et af verdens mest artsrige naturområder.
Oplev flodens vestlige ende bifloderne Ucayal og Marañona fra et lille, flydende femstjernet boutiquehotel med plads til kun 32 gæster fordelt på 16 suiter, der sejler jer gennem skjulte landsbyer og vandfald, og oplev den vilde natur sammen på guidede ture til fods, i kajak eller på cykel.
Se mulighederne for et cruise på Amazonfloden hos Nyhavn Rejser.
3. Götakanalen – på tværs af Sverige
Programmet står på svensk kultur- og industrihistorie og Astrid Lindgrensk landidyl på Götakanalens krydstogter.
Turen går fra Göteborg til Stockholm gennem mere end 60 sluser og syv søer. Skibene er historiske – det ældste, Juno, er bygget i 1874 – og nænsomt restaurerede. De har mellem 25-29 kahytter indrettet med detaljer fra en svunden tid.
Se muligheder for en uges krydstogt på tværs af Sverige hos Benns.
4. Mekong – oplevelserne står i kø i Indokina
Den cirka 4500 kilometer lange Mekong-flod er også kendt som Vandenes Moder, for den flyder gennem regnskove, mangrover og deltaer i seks lande og er livgivende for millioner af mennesker.
Mulighederne for at sejle på den enorme flod er mange – tag f.eks. på en uges luksuriøst togt fra den cambodjanske tempelby Angkor Wat gennem landskaber af fiskerlejer og farverige flodpramme og hovedstaden Phnom Pehn til de store deltaer og Saigon i det sydlige Vietnam, eller vælg en rute i modsatgående retning med afsejling fra millionbyen Ho Chi Minh City i Vietnam til Angkor Wat.
Se flere muligheder for togter på Mekong på Nyhavn.dk og Albatros.dk.

5. Bordeaux – vin og idyl i Frankrig
Sejl ad Garonne, Dordogne og Gironde gennem hjertet af den verdensberømte vinregion Bordeaux og oplev vinmarker og romantiske landsbyer fra vandsiden.
Undervejs kan du smage Grand Cru-vine i Médoc og Sauternes og besøge historiske byer som Saint-Émilion, Rochefort og La Rochelle. Skibet er femstjernet, og cruiset inkluderer ture til slotte og lokale vingårde og en dag i Bordeaux.
Se mulighederne for det 7 dage lange cruise med dansk rejseleder hos Vitus Rejser.
6. Donau – gennem det gamle Europa
Mulighederne for at cruise på Donau er næsten utallige.
En af dem er en 10 dage lang tur mellem Wien og Bukarest og byder under overskriften »6 lande & 4 hovedstæder« også på stop i Bratislava, Budapest og Beograd og et smut gennem Bulgarien. Eller sejl den anden vej fra Budapest gennem Wien og sydtyske byer som Regensburg, Nuremberg, Bonn og Köln til Amsterdam.
Se mulighederne for Donau-krydstogter hos bl.a. Vitus Rejser og Nyhavn Rejser.
7. Nilen og de gamle faraoers skatte
Grønne landskaber og arkæologiske skatte ligger side om side, når sejlturen går op ad Nilen fra Aswan forbi Luxor og Kongernes Dal til Cairo og de store pyramider i Gisa og byder i løbet af 15 dage på et væld af udflugter til historiske templer og antikke monumenter.
Se mulighederne for krydstogt på Nilen med dansk guide hos Albatros.

8. Forårstogt med hollandske tulipaner
Der bliver skruet helt op for farveskalaen på forårets krydstogter på den hollandske del af Rhinen. Her går turen gennem de verdensberømte tulipanmarker og landskaber med ikoniske vindmøller.
Nogle ruter har stop i Haarlem, Rotterdam, Nijmegen og Amsterdam, andre lægger vægt på verdens største blomsterpark Keukenhof og blomsterauktion i Alsmeer.
Se mulighederne for et tulipancruise på Rhinen hos blandt andet Nilles Gislev, Benns og Riis Rejser.
9. Portvin og fredet natur langs Dourofloden
Smagsløgene kommer også på ferie, når flodbådene sætter ud på Douro-floden.
Den løber gennem UNESCO-fredede land med vinmarksterrasser og idylliske vingårde – det er her, druerne til portvin dyrkes – men også forbi pilgrimsbyen Lamego og portvinens fødeby Porto.
Se mulighederne for et flodkrydstogt på Douro hos Albatros.
REJSETIPS
Nyt på floderne
Flodkrydstogterne vokser og udvikler sig gevaldigt i disse år, og der er flere nyheder på vej.
Der kommer i det hele taget flere temabaserede flodkrydstogter med fokus på blandt andet vin, gastronomi, musik og historie, men også højtider som jul og påske. Interessen vokser for de ruter, der går uden om store floder som Rhinen og Donau, og flere ønsker at kombinere sejlturen med landophold.
I løbet af det kommende års tid sender flere store cruiseoperatører skibe ud på nye floder. AmaWaterways og CelebrityCruise, der er kendt for store havkrydstogter, sender deres første flodbåde ud på Rhinen og Donau.
På Seinen udvider Viva Cruises med premiumskibet Viva Beyond, hvor der er fokus på kultur, gastronomi og luksuriøs komfort.
Også udenfor Europa er der gang i flodkrydstogterne.
Blandt andet har VikingCruises annonceret sit første flodkrydstogt i Indien – et skib med plads til 80 passagerer, som kommer til at sejle på Brahmaputra-floden fra 2027.
Coverbillede: Albatros Travel
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. januar 2026.
Ønsker du mere inspiration til dit næste krydstogt? Find flere artikler her

